Dato for udgivelse
08 Mar 2002 13:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
6. december 2001
SKM-nummer
SKM2002.142.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, S-2088
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Ikke indgivet selvangivelse, skattesvig, passivitet
Resumé

T blev dømt for med forsæt til skatteunddragelse at have overtrådt skattelovgivningen ved at have undladt at gøre skattemyndighederne opmærksomme på, at hans skatteansættelse for indkomståret 1994 var ansat for lavt med i alt 27.728 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 13.836 kr. T havde haft arbejde i et pizzaria og T havde gjort gældende, at han ikke fik løn udbetalt, idet de optjente beløb kunne bruges til køb af en anpart i pizzariaet. Efter bevisførelsen fandt retten under henvisning til, at de beløb, som fremstod som udbetalt til T, nøje svarede til det af ham opgjorte tilgodehavende samt til, at T ikke havde kunnet give nogen troværdig forklaring på dette forhold, at det måtte anses for bevist, at T havde fået de pågældende beløb udbetalt, og at han havde undladt at oplyse skattevæsenet herom med forsæt til, at han ikke kom til at betale skat heraf. T blev at byretten straffet med en bøde på 13.000 kr. Også efter bevisførelsen for landsretten fandtes T af de i dommen anførte grunde skyldig som fastslået ved byrettens dom og landsretten stadfæstede i det hele dommen.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 16, stk. 3


Østre Landsrets dom af 6. december 2001, 13. afdeling, a.s. S-2088-00

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(v/adv. Poul Beck e.o.)

Afsagt af landsdommerne

M. Lerche, Ulla Rubinstein og Dorthe Wisbye (kst.)

----------

Odense Byrets dom af 11. maj 2000, 10. afdeling, SS 10.00247/00

Under denne sag tiltales

T

ifølge anklageskrift af 5. november 1999 fra politimesteren til straf for overtrædelse af

1.

skattekontrollovens § 16, stk. 3,
ved med forsæt til skatteunddragelse at have undladt at gøre skattemyndighederne opmærksomme på, at hans skatteansættelse for indkomståret 1994 var ansat for lavt med ialt 27.728 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skatter med ialt 13.836 kr.

2.

kildeskattelovens § 75 stk. 1, nr. 1,
ved med forsæt i indkomståret 1995 at lade sig udbetale a-indkomst vidende om, at der ikke i indkomsten er indeholdt a-skat som påbudt. Den for lidt indeholdte a-skat udgjorde 8.412 kr.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Under sagen er der afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne V.1, V.2 og V.3. Herom henvises til retsbogen.

Anklagemyndigheden har under sagen nedlagt påstand om frifindelse for såvidt angår forhold 2, idet dette forhold er forældet.

Der er vedrørende forhold 1 nedlagt påstand om en bøde på 13.000 kr.

Rettens bemærkninger

Vedrørende forhold 1

Det lægges efter tiltaltes forklaring til grund, at han i 1994 september til slutningen af december arbejdede i "Pizza House" i A-by og at han førte timeregnskab for de enkelte måneder jf. bilag 5, side 1-5. Det var aftalt, at han skulle have 50 kr. i timen. I oktober 1994 havde han arbejdet 221,5 timer, svarende til 11.075 kr., i november 1994 havde han arbejdet 160 timer, svarende til 8.000 kr., og i december 1994 havde han arbejdet henholdsvis 122,25 timer, svarende til 6.112,50 kr. og 80 timer, svarende til 4.000 kr.

Tiltalte har gjort gældende, at han ikke fik løn udbetalt, men at de optjente beløb forblev i virksomheden, idet de kunne bruges til køb af en anpart af pizzariaet.

Under razzia i "Pizza House" i november 1995 blev der udover tiltaltes timesedler blandt andet fundet følgende bilag:

Bilag 5 B, hvor det af side 2 og 3 fremgår, at tiltalte har fået udbetalt henholdsvis 4.000 kr. og 7.075 kr., ialt 11.075 kr. vedrørende oktober 1994.

Bilag 5 og bilag 5 A, hvor det på side 3 og side 1 fremgår, at tiltalte har fået udbetalt henholdsvis 4.000 kr. og 4.000 kr., ialt 8.000 kr. for november 1994.

Bilag 5 A, hvor det på side 4 og 5 fremgår, at tiltalte har fået udbetalt henholdsvis 4.572 kr. og 1.540 kr., ialt 6.112 kr. for første del af december 1994.

Bilag 5 A, hvor det på side 3 fremgår, at tiltalte har fået udbetalt 4.000 kr. for sidste del af december 1994.

Under henvisning til, at de beløb, der fremstår som udbetalt til tiltalte, nøje svarer til det af ham opgjorte tilgodehavende samt til, at tiltalte ikke har kunnet give nogen troværdig forklaring på dette forhold, finder retten det bevist, at tiltalte har fået de pågældende beløb udbetalt, og at han har undladt at oplyse skattevæsenet herom med forsæt til, at han ikke kom til at betale skat heraf.

Tiltalte findes herefter skyldig i overtrædelse af skattekontrolloven i overensstemmelse med anklageskriftet.

Vedrørende forhold 2

Efter anklagemyndighedens påstand og efter det i sagen foreliggende frifindes tiltalte for dette forhold.

Straffen fastsættes efter skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1 til en bøde på 13.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage.

Thi kendes for ret

Tiltalte T straffes med en bøde på 13.000 kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 10 dage.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

----------

Østre Landsrets dom af 6. december 2001, 13. afdeling, a.s. S-2088-00

Odense Rets 10. afdelings dom af 11. maj 2000 (SS 10.00247/00) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte samt vidneforklaring af V.3.

De øvrige i byretten afgivne vidneforklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de i dommen anførte grunde skyldig som fastslået ved byrettens dom.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen, dog fastsættes forvandlingsstraffen til fængsel i 10 dage, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om afskaffelse af hæftestraf m.v.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Odense Rets 10. afdelings dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.