Dato for udgivelse
22 Mar 2002 15:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
1. marts 2002
SKM-nummer
SKM2002.191.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, S-2997-01
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Edition, 10-mandsprojektsagerne, bevis, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Resumé

T.1 og T.2 , der var tiltalt for bedrageri overfor investorer i tilknytning til udbud af skattearrangementer og i forbindelse hermed for skattesvig efter straffelovens § 289, begærede, at Told- og Skattestyrelsen til brug for deres forsvar skulle udlevere 2 responsa udarbejdet af kammeradvokaten i forbindelse med behandlingen af nogle civile sager vedrørende anpartsinvesteringer (10-mandsprojektsager). Told- og Skattestyrelsen afviste at imødekomme begæringen, da de pågældende responsa ikke kunne antages at indeholde selvstændige bevisligheder for faktiske forhold med relation til den verserende straffesag, og da det ikke var sandsynliggjort, at der knyttede sig en sådan betydelig retssikkerhedsmæssig interesse i fremlæggelse af responsaene, at Told- og Skattestyrelsens krav på hemmeligholdelse måtte vige, blev de tiltaltes begæring ikke taget til følge. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 om retten til retfærdig rettergang inden rimelig tid kunne ikke føre til andet resultat. (se artiklen "Hvorfor Skatteministeriet afviste udlevering af visse dokumenter i 10-mandsprojeksagerne" tidsskriftet SKAT, Skatteministeriet, februar 2001.)

Reference(r)

Retsplejeloven § 804
Den Europæiske Menneskrettighedskonvention art. 6


Østre Landsrets kendelse af 1. marts 2002, 8. afdeling kære nr. S-2997-01

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T 1 (advokat Jacob Lund Poulsen e.o.)

og

T 2 (advokat Karsten Havkrog Pedersen)

Afsagt af landsdommerne

Ulla Langholz, Søren Axelsen og Elisabeth Andreasson (kst.)

----------

København Byrets kendelse af 9. august 2001, 39. afdeling, nr. 27964-00

Under en verserende straffesag mod de tiltalte T.1 og T.2 har deres forsvarere bl.a. under henvisning til retsplejelovens § 804 fremsat begæring om, at det pålægges Told- og Skattestyrelsen at udlevere to nærmere angivne responsa fra Kammeradvokaten til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, idet det er gjort gældende, at nævnte responsa, der skulle omhandle skattemæssige afskrivninger, administrativ praksis og ændring af denne, må antages at have bevismæssig betydning i straffesagen og være af betydning ved bedømmelsen af spørgsmålet om de tiltaltes forsæt.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har ved anklageskrift af 26. oktober 2000 rejst tiltale mod T.1 og T.2 samt en tredie tiltalt blandt andet for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 jf. § 286, stk. 2 og for skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, subsidiært medvirken hertil jf. straffelovens § 23 vedrørende nogle investores køb af anparter i K/S ... udlejning og en række interessentskaber og kommanditselskaber med efterfølgende skattemæssige straks-afskrivninger på rettigheder til nærmere angivne film jf. forhold 2 og 3. Tiltalen i disse to forhold vedrører perioden fra ultimo august 1993 til efteråret 1994.

Ved Københavns Byrets beslutning af 28. marts 2001 blev den tredje tiltalte udskilt af sagen til særskilt behandling. Sagen mod de to medtiltalte T.1 og T.2 blev herefter berammet til foretagelse i perioden fra. 28. januar 2002 til 27. juni 2002. Anklagemyndigheden har oplyst, at der ved tillægsanklageskrift yderligere vil blive rejst tiltale i forhold 4 mod de tiltalte T.1 og T.2.

Tiltalte T.2's forsvarer, advokat Karsten Havkrog Pedersen har i skrivelse af 13. marts 2001 med bilag som led i efterforskningen og under henvisning til retplejelovens § 746 og 804 anmodet om, at der meddeles Told- og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø pålæg om at udlevere nærmere angivet skatteretligt materiale (punkterne 1-10) blandt andet om skattemæssige afskrivninger vedrørende filmrettigheder for så vidt angår perioden fra november 1993 til efteråret 1994.

Efter at begæringen har været forelagt anklagemyndigheden og Told- og Skattestyrelsen har advokat Havkrog Pedersen modtaget en del af det ønskede materiale, således som det fremgår af processkrifter af:

23. maj 2001 fra Kammeradvokaten på vegne Told- og Skattestyrelsen,
28. maj 2001 fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet,
29. maj 2001 fra advokat Karsten Havkrog Pedersen på vegne af Tiltalte T.2
og
31. maj 2001 fra advokat Jacob Lund Poulsen på vegne af tiltalte T.1

idet der i øvrigt henvises til nævnte udførlige processkrifter bl.a. om de nærmere anbringender.

Endelig har Kammeradvokaten ved skrivelser af 28. maj og 1. juni 2001 fremsendt yderligere landsskatteretskendelser til advokat Havkrog Pedersen, men har protesteret mod udlevering af to udtalelser fra Kammeradvokaten - begæringen punkt 4 og punkt 6 jf. også Told- og Skattestyrelsens indlæg af 14. maj 2001 med bilag, hvor der også protesteres mod udlevering af begæringen punkt 5, der er et notat udfærdiget af Skatteministeriet.

Advokat Havkrog Pedersen har under retsmødet om edition på det nu foreliggende grundlag på vegne af tiltalte T.2 i medfør af retplejelovens § 746 og § 804 nedlagt påstand om edition af det materiale, der er nævnt i hans begæring af 13. marts 2001 under punkt 4 og 6, hvor begæringen er præciseret således:

4. "Den udtalelse fra Kammeradvokaten, som Skatteministeriet, retssikkerhedskontoret, henviser til i sit notat af 19/4 1993, side 11, jfr, Vestre Landsrets kendelse af 7. april 2000 (12. afdeling, B-1674-99)" og

6. "Udtalelse af 27. august 1993 fra Kammeradvokaten, som er omtalt i Told- og Skattestyrelsens brev af 29. november 2000 til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet"

Advokat Lund Poulsen har i sit processkrift af 31. maj 2001 på vegne af tiltalte T.1 tilsluttet sig begæringen om edition af materialet, der er nævnt under punkterne 4 og 6, men har også begæret følgende materiale nævnt under punkt 5 i editionsbegæringen udleveret, beskrevet som følger:

5. ''Skatteministeriets retssikkerhedskontors notat af 19. april 1993",

idet advokaten som bilag JLP 1 har vedlagt skrivelse af 10. juli 1996 fra Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, til politiet i Frederikssund og hvoraf fremgår, at Skatteministeriets notat af 19. april 1993 var vedlagt skrivelsen, mens advokaten som bilag JLP 2 har vedlagt notat om evt. lovindgreb mod "overskudsselskaber" udfærdiget den 19. april 1993 af Skatteministeriet, Retssikkerhedskontoret. Notatet er på 11 sider vedlagt et bilag med kurver, der viser et afskrivningsforløb.

Da editionsbegæringens punkt 5 - notatet af 19. april 1993 - herefter antages at foreligge i sagen, og da punkt 5 ikke har været genstand for procedure fra nogen af de mødende under retsmødet om edition, vil retten alene behandle editionsbegæringen for så vidt angår punkt 4 og 6, som der er tvist om, idet anklagemyndigheden og Told- og Skattestyrelsen har nedlagt påstand om, at begæringen ikke imødekommes.

Ad punkt 4

"Departementet har netop fået en udtalelse fra Kammeradvokaten om, at vi næppe kan få ændret en landsskatteretskendelse, der godkender et container-udlejningsprojekt, uanset at der ikke var udsigt til overskud før skat. Styrelsen har i den forbindelse udtalt, at de helst ikke ser en praksisændring, men en lovændring, på grund af frygten for at blive underkendt ved domstolene."

Dette citat fremgår også af Vestre Landsrets kendelse af 7. april 2000, hvor det er anført, at den kendelse fra Landsskatteretten, der omtales i slutningen af notatet, er en kendelse af 27. januar 1993, som er gengivet i TfS 1993, 134, og at der ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 om ændring af forskellige skattelove blev gennemført en begrænsning i bl.a. mulighederne for afskrivning på driftsmidler. Den omtalte landsskatteretskendelse af 27. januar 1993 og to andre tilsvarende kendelser fra januar 1993 modtaget af Kammeradvokaten i nærværende sag omhandler godkendelse af fradragsret for afskrivning på containere. De enslydende præmisser er som følger: "Under hensyn til, at virksomheden må anses at have et professionelt tilsnit med udlejning af containere, der rent faktisk både er indkøbt og udlejet, må Landsretten nære betænkelighed ved skattemæssigt at tilsidesætte arrangementet som følge af manglende erhvervsmæssig virksomhed. Uanset at virksomhedens faktiske drift over en længere årrække udviser et underskud for den enkelte investor, før de skattemæssige fordele ved arrangementet indregnes, og uanset at leasingaftalerne må anses for konstruerede alene med skattefradrag for øje, findes dette ikke selvstændigt at frakende virksomheden karakteren af erhvervsmæssig virksomhed" ...

Ad punkt 6

"

-  

Det brev (af 16. april 1993) fra Told- og Skattestyrelsen til Skatteministeriets Departe-ment, der er afbilledet i den vedlagte kopi af artiklen i Penge & Privatøkonomi 11, 2000

 

-

Den indstilling fra kammeradvokaten, der er omtalt i brevet

 

-

Udtalelse fra kammeradvokaten af 27. august 1993"

Under henvisning til offentlighedslovens § 4, stk. 1 imødekom styrelsen advokatens begæring for så vidt angår brevet, hvis forside er afbilledet i artiklen i Penge & Privatøkonomi, men ikke for så vidt angår Kammeradvokatens indstilling, der er omtalt i brevet, og heller ikke vedrørende den begærede udtalelse fra Kammeradvokaten af 27. august 1993, som styrelsen fandt var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, stk. 4.

I brevet af 16. april 1993 fra Told- og Skattestyrelsen er det i første afsnit anført, at departementet ved brev af 13. april 1993 har fremsendt Kammeradvokatens indstilling i et spørgsmål om, hvorvidt 3 landsskatteretskendelser om afskrivning på containere bør indbringes for domstolene, hvilken indstilling styrelsen forholder sig til. I artiklen side 30 er nævnt, at et vigtigt papir fortsat holdes skjult. Det er nærmere anført:

"Et af de papirer, som de sagsøgende anpartshavere længe uden held har eftersøgt, er et responsum udarbejdet af Kammeradvokaten i sommeren 1993. I responsummet fremkom kammeradvokaten med sin holdning til en rapport fra Skatteministeriet, som havde til formål at skaffe ministeriet rygdækning til overgrebet mod anpartshaverne."

Tiltalte T.2's forsvarer advokat Karsten Havkrog Pedersen har til støtte for begæringen om edition af Kammeradvokatens to udtalelser (punkt 4 og 6) henvist til tiltalen i anklageskriftets forhold 2 og 3 med bl.a. følgende ordlyd:

"idet de tiltalte .. udnyttede den vildfarelse, at investorerne gennem køb af de nævnte anparter ville opnå adgang til at foretage skattemæssige straks-afskrivninger vedrørende (filmrettigheder), uagtet at de indgående aftaler ikke kunne give investorerne nogen sådan ejendomsret til noget formuegode, der skatteretligt kunne være genstand for afskrivning."

Forsvareren har anført, at tiltalen derfor hviler på en antagelse om, der ikke dengang - i november 1993 og i tiden november 1993 til efteråret 1994 - var mulighed for skattemæssige afskrivninger vedrørende filmrettigheder som omtalt i anklageskriftet, og at tiltalte indså dette dengang.

Dette nødvendiggør en nærmere analyse af den skatteretlige retsstilling i den omtalte periode vedrørende filmrettigheder. Her er udgangspunktet Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsens Ligningsvejledning for Erhvervsdrivende, hvor det under E.B.3.15 om fillmrettigheder hedder:
"Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked udtalt, at udgifter til køb af filmrettigheder kan behandles som driftsudgifter, der tager sigte på at sikre indkomsten, over en periode, svarende til filmens levetid," såkaldt straks-afskrivning. Efter ændring af praksis ved Ligningsrådets afgørelse af 27. september 1994 og efter ændring af Ligningsvejledning for Erhvervsdrivende 1994 sondres der i vejledningen mellem premierfilm og film, det allerede har haft premiere ("gamle" film) og det er anført, at nogle bindende forhåndsbeskeder ikke har været i overensstemmelse med bestemmelser i den dagældende lov om særlig indkomstskat, som svarer til nærmere angivne bestemmelser i den nugældende ligningslov.

Til støtte for editionsbegæringen har forsvareren endvidere henvist til anklageskriftets forudsætning om, at investorerne ikke kunne opnå ejendomsret til et formuegode, der kunne være genstand for skatteretlig afskrivning, hvilket fører frem til undersøgelser om der kunne og blev opnået ejendomsret, om proforma, om erhvervsmæssig virksomhed og fortolkning af dette begreb.

Forsvareren har sluttelig anført, at der er grund til at antage, at de ønskede dokumenter kan tjene som bevis for praksis på skatteområdet af relevans for den foreliggende straffesag og ikke stå i misforhold til sagens betydning eller på anden måde være et ikke proportionalt indgreb over for det offentlige jf. retsplejelovens § 805. Tværtimod må det, således som anklageskriftet af 26. oktober 2000 er udformet, antages at blive eller kunne blive af afgørende betydning for sagens udfald, hvad der var den skatteretlige praksis, ikke blot vedrørende afskrivningsretten for filmrettigheder, men også vedrørende spørgsmålet om bedømmelse af begrebet erhvervsmæssig virksomhed (ejendomsret og proforma).

Når Told- og Skattestyrelsen i sin skrivelse af 29. november 2000 har nægtet udlevering af begærede dokumenter og henvist til de civile skattesager i Vestre Landsrets kendelse af 7. april 2000 og Højesterets kendelse af 5. maj 1999 så er der i den her foreliggende sag tale om et andet retsgrundlag i form af en straffesag.

Advokaten har tilføjet, at det er tilstrækkeligt, at de begærede dokumenter alene i første række udleveres til retten, anklagemyndigheden og forsvaret med henblik på bedømmelse af, om de begærede dokumenter indeholder oplysninger af betydning for straffesagen. 

Tiltalte T.1's forsvarer, advokat Jakob Lund Poulsen har i sit processkrift i det hele tilsluttet sig advokat Karsten Havkrog Pedersen anbringender til støtte for editionsbegæringen og har under henvisning til Kammeradvokatens processkrift af 23. maj 2001 supplerende anført, at han alene støtter begæringen på retsplejelovens strafprocessuelle regler, navnlig bestemmelserne i retsplejelovens § 804, jf. § 805 og § 806, samt på bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 6. Advokaten har videre anført, at Kammeradvokatens indlæg gennemgående er præget af en civilprocessuel synsvinkel med udgangspunkt i retsplejelovens § 298 og § 299, som ikke har betydning ved afgørelsen af begæringen om edition. Der er tale om to vidt forskellige processuelle systemer, og der er ingen retlig sammenhæng mellem regelsættene. I en civilprocessuel sag gælder forhandlingsmaksimen og bevisbyrderegler, hvorimod det i en straffesag er anklageprincippet, der er gældende, og princippet om retten til et forsvar.

Beviset for en handling er ikke kun spørgsmålet om det rent faktuelle for en begivenheds forløb, men tillige spørgsmålet om beviset for, hvilken viden en tiltalt måtte have på et givent tidspunkt i relation til bedømmelse af det for en domfældelse af tiltalespørgsmål værende forsæt. Det er gjort gældende, at Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen har ændret praksis med hensyn til godkendelse af de principper, der gælder for skattemæssige afskrivninger, og at der i 1993 forud for lovindgrebet i maj måned 1993 jf. notatet fra retssikkerhedsudvalget har pågået drøftelser, forhandlinger, udvalgsarbejde etc. mellem flere myndigheder indenfor Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, og de i forbindelse med dette ministerium og styrelse værende underudvalg, arbejdsgrupper etc.

Det er centralt og af afgørende betydning for tiltalte T.1, at han får mulighed for at belyse de overvejelser, og den information, han havde på daværende tidspunkt om de skatteretlige regler, ligesom de formentlig kan genfindes i Kammeradvokatens responsa, som Skattedepartementet den 19. april 1993 netop var blevet gjort bekendt med.

Det er afgørende for forsvaret at kunne få mulighed for at føre modbevis for den tese, som anklagemyndigheden måtte have i relation til viden, og dermed forsæt på et givet gerningstidspunkt. Kammeradvokatens responsa er et væsentligt moment til belysning af et hjørne af den retsopfattelse og praksis på det skatteretlige område, der var dannet i foråret 1993. Dette synspunkt støttes af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 6, stk. 1, jf. stk. 3 om retten til fair trial og retten til forsvar. For så vidt angår retten til fair trial, må det påhvile den danske stat at sikre og iagttage, at den danske anklagemyndighed og Skatteministeriet, som potentiel forurettet og krænket, ikke undertrykker oplysninger, som har betydning for et forsvar.

Om retten til forsvar har advokaten sluttelig anført, at en tiltalt har ret til at redegøre for og sandsynliggøre, at den opfattelse pågældende havde på et givent tidspunkt med hensyn til lovlighed af et skattemæssigt forløb, havde belæg i en anden opfattelse, i dette tilfælde en så central opfattelse som Kammeradvokatens responsa , der er anmelderen og den potentielle krænkede, der tillige er en offentlig myndighed, bekendt.

Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand, om at de tiltaltes begæring om edition af materialet under punkt 4 og 6 ikke imødekommes, anført, at der i spørgsmålet om edition efter retsplejelovens § 804 bør ses på det samlede materiale, der kan tjene til bevis i sagen. Den nærmere strategi bag bevisførelsen vil først stå klart efter påbegyndelsen af domsforhandlingen. Der vil normalt være tale om bevismidler, der direkte kan anvendes i en straffesag, men baggrunden for de tiltaltes begæring om edition synes at være, at de ønsker at føre bevis for Kammeradvokatens holdning til nogle civile sager, som er afgjort i Højesteret. Spørgsmålet var, om der fandtes en praksis hos told- og skattemyndighederne om anerkendelse af fradrag i 10-mandsforeninger jf. UfR 2001-556H.

Anklagemyndigheden har videre anført, at det ligger fast, at de tiltalte ikke har kendt de to responsa fra Kammeradvokaten. Gennem den senere bevisførelsen vil det komme frem, om de tiltalte eventuelt har haft en fejlagtig opfattelse af praksis. Kammeradvokatens juridiske responsa og overvejelser afgivet til Told- og Skattestyrelsen har ikke betydning for bevisvurderingen i denne straffesag, hvor tiltalen i forhold 2 og 3 drejer sig om, hvorvidt investorerne blev indgivet opfattelse af, at de kunne opnå afskrivning, samt om der var tale om proforma, eller om der forelå en reel ejendomsret og en erhvervsmæssig virksomhed. Der er ikke sammenhæng mellem nærværende straffesag og nogle afgørelser truffet af landsskatteretten, hvor fradragsretten blev anerkendt, uanset at der var tale om underskudsvirksomheder. Ved disse afgørelser blev der ikke taget stilling til, hvem der havde ejendomsretten til aktiverne og heller til spørgsmålet om proforma.

Anklagemyndigheden har sluttelig henvist til betænkning nr. 1223/91 om beslaglæggelse og edition under efterforskning p 33 om reglerne for edition i strafferetsplejelovens § 804, hvorefter offentlige myndigheders referatark og juridiske vurderinger på et eller andet tidspunkt ikke er genstand for edition. UfR 55-954 og 57-780 var der tale om udlevering af faktiske dokumenter som lånedokumenter i skibskreditforhold.

De af forsvarene begærede responsa fra Kammeradvokaten fra 1993 i forbindelse med anpartsrapporten er ikke bevis for praksis på skatteområdet. Kammeradvokatens holding, som den giver sig udtryk i et responsa, er ikke en retskilde og er ikke et bevismiddel. Praksis på skatteområdet må belyses ved de afgørelser myndighederne har truffet, herunder om der er tale om en entydig praksis. Højesteret har i de civile sager i UFR. 2000-1509 og 2001-556 taget stilling til, om der burde ske udlevering af Kammeradvokatens responsa efter reglerne i retsplejelovens § 298 og 299. Selv om der forelå langt mere end 100 konkrete afgørelser, fandt Højesteret ikke, at der var tale om en entydig praksis. Der skete ikke udlevering af Kammeradvokatens responsa, der i øvrigt har karakter af fortrolighedsoplysninger. Disse ønskede responsa har ikke betydning for vurderingen af, om der foreligger en administrativ praksis jf. UFR 2001-556H.

Kammeradvokaten har på vegne Told- og Skattestyrelsen til støtte for sin påstand om, at de tiltaltes editionsbegæring ikke tages til følge, overordnet gjort gældende, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens § 804 til - eller i øvrigt foreligger nogle reale grunde, der taler for - at meddele styrelsen et editionspålæg om at udlevere indstillingerne fra Kammeradvokaten.

Til støtte for påstanden er det videre bl.a. anført:

at

der er tale om fortrolige responsa fra 1993 afgivet af Kammeradvokaten til sin klient, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, der har protesteret mod udlevering af nævnte responsa,

at

det efter editionsbestemmelsen i § 804 er et krav, at der er grund til at antage, at dokumenterne kan tjene som bevis i sagen. Denne betingelse er ikke opfyldt, da de pågældende juridiske responsa ingen bevisværdi har for sagen,

at

retten efter retsplejelovens § 746 skal foretages en hensigtsmæssighedsvurdering og en egentlig hensigtsmæssighedskontrol af den fremsatte begæring, og at det af en sådan vurdering følger, at begæringen ikke kan tages til følge, da fremlæggelsen af de udbedte dokumenter hverken er relevant eller nødvendig for, at tiltalte kan varetage sit forsvar, da der som nævnt ikke er tale om bevisdokumenter af betydning for sagen.

Dette støttes nærmere på følgende:

Efter retsplejelovens § 804 kan der som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande (edition), hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tjene som bevis, jf. stk. 1. 1. led.

Det er således en betingelse for editionspålæg efter bestemmelsens ordlyd, at der er tale om en relevant egentlig bevisgenstand til brug for sagens efterforskning, i dette tilfælde et bevisdokument. Herved svarer editionsbestemmelsen i lovens straffeprocessuelle afsnit i kapitel 74 om beslaglæggelse og edition efter sin ordlyd til betingelserne for editionspålæg over for sagens parter og tredjemand i den borgerlige retspleje, jf. lovens kapitel 28 om parternes og tredjemands forpligtelse til at fremlægge synbare bevismidler, herunder bevisdokumenter, jf. editionsbestemmelserne i §§ 298 (partsedition) og 299 (tredjemandsedition)

Styrelsen har gjort gældende, at de to responsa fra kammeradvokaten ikke udgør bevisdokumenter,

hverken

civilprocessuelt i de afgjorte skattesager i det såkaldte kompleks af 10-mandsprojektsager, og hvori advokat Havkrog Pedersens kontor ved advokat Aage Spang-Hanssen tidligere har fremsat gentagne identisk begrundede editionsbegæringer angående de samme to responsa over for Skatteministeriet, hvilke editionsbegæringer er blevet afvist både af Højesteret og Vestre Landsret ved kendelser af henholdsvis 5. maj 1999 og 7. april 2000

eller

i nærværende straffesag, hvorfor dokumenterne hverken kan anses for omfattet af retsplejelovens §§ 298/299 eller 804.

Dette gælder, uanset om det måtte antages, at § 804 skulle have et vist videre anvendelsesområde end §§ 298/299 i lyset af, at der er tale om en straffesag med et muligt videregående hensyn til tiltalte. Det er fortsat under alle omstændigheder en udtrykkelig grundbetingelse efter begge bestemmelser, at der skal være tale om relevant bevismateriale af betydning for belysning af faktum i sagen. Dette følger for § 804's vedkommende ud over af ordlyden også af hele sammenhængen med de øvrige bestemmelser i kapitlet, jf. herved indledningsbestemmelsen i § 801, stk. 1, nr. 1, om adgangen til foretagelse af beslaglæggelse til sikring af bevismidler.

Betingelsen for editionspligt efter § 804 (tidligere lovens § 827) er, at det drejer sig om genstande, der kunne beslaglægges efter reglerne i § 801 (tidligere § 824). Heri ligger, at editionen skal ske med henblik på de formål, der opregnes i § 801, dvs. her sikring af bevismidler til brug for sagen, jf. stk. 1, nr. 1. Det ligger fast i den straffeprocessuelle teori, at det er et krav, at de pågældende dokumenter skal være af betydning for sagens oplysning, jf. herved Hans Gammeltoft Hansen: Strafferetspleje II (Sigtede - Forsvarer - Efterforskningen - Tvangsindgreb) s. 111, samme m.fl. Kommenteret retsplejelov, 6. udgave, (2000), s. 193 med note 6 til § 804 og s. 186 ff til § 804. Det fremgår af sidstnævnte sted, jf. s. 187, venstre spalte nederst, at beslaglæggelse (edition) også kan ske, såfremt den pågældende genstand m.v. formodes at have "bevisende betydning til fordel for sigtede." Også i relation til forsvarerens editionsbegæringer er det altså et krav, at dokumentet skal have bevisværdi. Kravet om materialets bevisværdi af betydning for sagen som betingelse for edition fremgår endelig af Hurwitz: Den Danske Strafferetspleje, 3. udgave, (1959),),s. 485.

Rettens bemærkninger

Under den verserende straffeskattesag mod de tiltalte T.1 og T.2, hvor domsforhandlingen endnu ikke er påbegyndt, og hvor der stadig finder efterforskning sted bl.a. med henblik på udfærdigelse af et tillægsanklageskrift, er der opstået tvist i anledning af forsvarernes begæring om edition af 2 responsa, som Kammeradvokaten i 1993 har afgivet til sin klient, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen om skattemæssige afskrivninger.

Tiltalte T.2's forsvarer har under henvisning til retsplejelovens § 746 indbragt sagen for retten med påstand om, at det i medfør af retsplejelovens § 804 pålægges Told- og Skattestyrelsen at udlevere nævnte responsa, hvilken begæring tiltalte T.1's forsvarer har tilsluttet sig jf. tillige retsplejelovens § 805 og 806, ligesom begæringen også støttes på § 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention, mens Told- og Skattestyrelsen - ud over en overordnet henvisning til de nævnte straffeprocessuelle regler i retsplejeloven - også har henvist til de civilretlige regler om edition.

Uagtet straffesagen meget muligt har civilretlige aspekter, finder retten, at det alene er retsplejelovens straffeprocessuelle regler om edition i § 804, stk. 1, sammenholdt med §§ 746, 805 og § 806, der skal finde anvendelse ved afgørelsen af editionsspørgsbegæringen, samt under iagttagelse af bestemmelsen i art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der er efter de foreliggende oplysninger ingen grund til at antage, at de tiltalte på gerningstidspunktet var bekendt med eksistensen af de to responsa, som efter det oplyste ikke er selvstændige bevismidler for faktiske forhold af betydning for denne straffesag, men materiale der må antages at belyse Kammeradvokatens holdning og vurdering af civile skattesager. Retten finder heller ikke grundlag for at antage, at de nævnte responsa er relevant bevismateriale af betydning for bevisbedømmelsen eller for forsætsbedømmelsen i relation til den viden, de tiltalte måtte have haft på et givent tidspunkt og kan således ikke antages at være nødvendig for, at de tiltalte kan varetage deres forsvar.

Betingelserne for edition i medfør af retsplejelovens § 804, stk. 1 findes herefter ikke at være opfyldt, hvilket resultat ikke findes at være i strid med art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til fair trial og til forsvar.

Thi bestemmes

De af de tiltalte T.1 og T.2 fremsatte begæringer om edition tages ikke til følge.

----------

Østre Landsrets kendelse af 1. marts 2002, 8. afdeling kære nr. S-2997-01

Det forbydes offentligt at gengive sigtedes navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggøre sigtedes identitet.

T.1 og T.2 har påkæret Københavns Byrets 39. afd. kendelse af 9. august 2001 (27964/00), hvorefter at de kærendes begæringer om edition ikke blev taget til følge.

De kærende har overfor landsretten principalt nedlagt påstand om, at det pålægges Told- og Skattestyrelsen at udlevere kopi af

1) Den udtalelse fra Kammeradvokaten, som Skatteministeriets Retssikkerhedskontor henviser til i sit notat af 19. april 1993, side 11, og

2) Den udtalelse af 27. august 1993 fra Kammeradvokaten, som er omtalt i Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 29. november 2000 til Statsadvokaten for Særlig økonomisk kriminalitet.

De kærende har subsidiært nedlagt påstand om, at de anførte udtalelser forevises i kopi for alle sagens parter og mere subsidiært forevises i kopi for retten med henblik på rettens gennemsyn og stillingtagen til, hvorvidt de anførte udtalelser måtte indeholde oplysninger, der må vurderes at kunne have betydning for de sigtedes forsvar i den verserende straffesag mod dem.

Anklagemyndigheden og Kammeradvokaten på vegne af Told- og Skattestyrelsen har nedlagt påstand om stadfæstelse.

De kærende er sammen med en tredie person ved anklageskrift af 26. oktober 2000 fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet bl.a. tiltalt for følgende:

"Forhold 2

De tiltalte T.1 og T.2

for

bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2,

og for

skattesvig af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens §13, stk. 1, subsidiært medvirken hertil, jf. straffelovens § 23,

ved i forening og efter forudgående aftale, i tiden mellem ultimo august 1993 og ultimo november 1993, svigagtigt at have formået følgende investorer til at købe anparter i K/S ...Udlejning og at indbetale i alt 3.042.200 kr

  1. ... ( 52 anparter, indbetaling 1.492.400 kr.),

  2. ... ( 17 anparter, indbetaling 487.900 kr.)

  3. ... ( 34 anparter, indbetaling 975.800 kr.)

  4. ... under stiftelse ( 3 anparter, indbetaling 86.100 kr.)

idet

de tiltalte for derved at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede den vildfarelse, at investorerne gennem køb af de nævnte anparter ville opnå adgang til at foretage skattemæssige straks-afskrivninger vedrørende rettigheder til filmen " ... ", uagtet at de indgåede aftaler ikke kunne give investorerne nogen ejendomsret til noget formuegode, der skatteretligt kunne være genstand for afskrivning.

Herved, og ved d. 10. november 1993 at tilegne sig de kontante beløb investorerne havde deponeret, hvorved de tiltalte misbrugte den for dem skabte adgang til at disponere på vegne af investorerne, påførte de tiltalte investorerne et formuetab eller risiko herfor, 3.042.200 kr., svarende til det kontante indskud.

Desuden ved

at arrangere filmprojektet, jf. ovenfor, eller ved i tiden efter de respektive tegningsaftalers indgåelse at give urigtige oplysninger til skattemyndighederne og at tilskynde investorerne til at videregive urigtige oplysninger til skattemyndighederne, til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

idet

de tiltalte forsynede investorerne med urigtige, ufuldstændige eller vildledende regnskabsmæssige og faktiske oplysninger om virksomheden i K/S ... , der medførte, at de respektive investorer selvangav skattemæssige fradrag på i alt 34.350.951 kr., og at investorerne søgte at underbygge berettigelsen ved disse fradrag ved at videregive de oplysninger, de tiltalte havde givet dem, til skattemyndighederne,

ligesom de tiltalte gav oplysninger direkte til skattemyndighederne til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning, der var urigtige, ufuldstændige eller vildledende.

Herved blev statskassen påført et tab eller risiko for tab på ikke under 17. mio. kr.

Forhold 3.

3.1.

alle de tiltalte,

for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens 279, jf. § 286, stk. 2, jf. til dels straffelovens § 23,

og for

skattesvig af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens §13, stk. 1, eller medvirken hertil, jf. straffelovens § 23,

ved

i forening og efter forudgående aftale, i tiden mellem november 1993 og efteråret 1994, svigagtigt at have formået 62 investorer, der er nævnt i bilag 1, kolonne A, på de datoer, der er nævnt i bilag 1, kolonne B, til at købe anparter i en række interessentskaber og kommanditselskaber, eller til personligt at investere i rettigheder til film og til at indbetale de beløb, der er nævnt i bilag 1, kolonne D, i alt 12.766.768 kr., idet de tiltalte, for derved at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, fremkaldte, bestyrkede eller udnyttede den vildfarelse, at investorerne gennem køb af de nævnte anparter/rettigheder ville opnå adgang til at foretage skattemæssige straks-afskrivninger på rettigheder til de film, der er nævnt i bilag 1, kolonne B, uagtet at de indgåede aftaler ikke kunne give investorerne nogen sådan ejendomsret til noget formuegode, der skatteretligt kunne være genstand for afskrivning.

Ved disse handlinger, og ved d. 28. februar 1994, og d. 14. april 1994 at tilegne sig de kontante beløb, investorerne i tiden efter d. 14. december 1993 havde deponeret, og ved at tilegne sig de midler, som 3 investorer havde indbetalt direkte til de tiltaltes selskaber, jf. bilag 1, kolonne E, hvorved de tiltalte misbrugte den for dem skabte adgang til at disponere på investorernes vegne, påførte de tiltalte investorerne et formuetab eller risiko herfor på 12.766.768 kr., svarende til de kontante indskud.

Desuden ved

at arrangere filmprojekterne eller medvirke hertil, jf. ovenfor, eller ved efter de respektive tegningsaftalers indgåelse at give urigtige oplysninger til skattemyndighederne og at tilskynde investorerne til at videregive urigtige oplysninger til skattemyndighederne, til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning,

idet

de tiltalte forsynede investorerne med urigtige, ufuldstændige eller vildledende regnskabsmæssige og faktiske oplysninger om virksomheden i de etablerede virksomheder, der medførte, at de respektive investorer selvangav skattemæssige fradrag, som nævnt i bilag 1, kolonne F, på i alt ca. 92.378.677 kr. og at investorerne søgte at underbygge berettigelsen ved disse fradrag ved at videregive de oplysninger, de tiltalte havde givet dem, til skattemyndighederne,

ligesom de tiltalte gav oplysninger direkte til skattemyndighederne til brug ved afgørelse af skatteansættelse eller skatteberegning, der var urigtige, ufuldstændige eller vildledende.

Herved blev statskassen påført et tab eller risiko for tab på ikke under 60 mio. kr.

3.2

tiltalte T.1

tillige/subsidiært for skattesvig af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13,

ved under de omstændigheder, der er nævnt i forhold 3.1., i selvangivelserne for ... udlejning og ... & ... A/S, hvori tiltalte havde bestemmende indflydelse, at foretage fradrag i form af straksafskrivning på rettigheder til film på henholdsvis 6.074.775 kr. og 11.926.263 kr., jf. bilag 1, kolonne F,

hvorved statskassen blev unddraget et skattetilsvar på ca. 8 mio. kr.

3.3.

tiltalte T.2,

tillige/subsidiært for skattesvig af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13

ved

under de omstændigheder, der er nævnt i forhold 3.1, i selvangivelsen for ... ApS, hvori tiltalte havde bestemmende indflydelse, at foretage fradrag i form af straks-afskrivning på rettigheder til film på i alt 8.351.502 kr., jf. bilag 1, kolonne F,

og ved

i sin selvangivelse for indkomståret 1995 at have givet urigtige oplysninger til brug for afgørelsen af skatteansættelse eller skatteberegning, idet tiltalte fortiede, at han i februar 1995 lod ... ApS udbetale sig modværdien af 7.051.895 kr., der blev indsat på konto i Nordfinans Bank, Zürich, tilhørende Debes Stiftung, Vaduz, Lichenstein, hvilken fond tiltalte sammen med sin hustru ... kontrollerede, hvorved statskassen blev unddraget et skattetilsvar på ca. 4,7 mio. kr.."

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedurer for byretten.

Landsretten skal udtale

Der fremgår af oplysningerne for landsretten, at Kammeradvokatens udtalelse af 19. april 1993 omfatter Kammeradvokatens indstilling og rådgivning i forbindelse med spørgsmålet om indbringelse af tre landsskatteretskendelser for domstolene. Kammeradvokatens udtalelse af 27. august 1993, også kaldet "anpartsrapporten", indeholder efter det oplyste Kammeradvokatens indstilling til forskellige civile skattesager.

Det fremgår af Betænkning nr. 1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning p. 11, at beslaglæggelse efter den tidligere retsplejelovs § 824, stk. 1, (nu § 801) kan ske af ting, der antages

"

-

at være af betydning som bevismidler,...

 

-

..."

hvorefter disse kan tages i bevaring, hvor dette skønnes fornødent.

Af samme betænknings p. 32 i afsnittet om edition vedrørende den tidligere retsplejelovs § 827 (nu § 804) fremgår, at "pligt til edition kan pålægges med hensyn til dokumenter eller andre ting af den i § 824 nævnte art, dvs. ting, der antages at være betydning som bevismidler..."

Ændringen af retsplejeloven ved lov nr. 229 af 21. april 1999 af bl.a. disse bestemmelser havde ikke til formål at ændre retstilstanden på dette område.

Det er også for landsretten ubestridt, at hverken de tiltalte eller anklagemyndigheden har været i besiddelse af de i sagen omhandlede responsa.

Det tiltrædes, at de omhandlede responsa efter det for landsretten oplyste ikke indeholder selvstændige bevisligheder for faktiske forhold med relation til den i byretten verserende straffesag mod de kærende. Det findes endvidere ikke sandsynliggjort, at der knytter sig en sådan betydelig retssikkerhedsmæssig interesse i, at de omtalte responsa fremlægges, at Told- & Skattestyrelsens krav på hemmeligholdelse må vige herfor, idet nægtelse af at fremlægge de omhandlede responsa under straffesagen ikke afskærer de kærende fra at varetage deres forsvar.

Herefter findes betingelserne for edition efter retsplejelovens § 804, stk. 1, ikke at være til stede, ligesom Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 ikke findes at kunne føre til et andet resultat, hvorfor den påkærede kendelse stadfæstes.

Da der findes rimelig anledning til, at Told- & Skattestyrelsen har givet møde ved advokat under sagens behandling i landsretten, tilkendes der Told- & Skattestyrelsen sagsomkostninger med 6.000 kr., der foreløbig udredes af statskassen.

T h i   b e s t e m m e s

Den påkærede kendelse stadfæstes.

Der tilkendes indkærede Told- & Skattestyrelsen 6.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten. Beløbet udredes foreløbig af statskassen.