Dato for udgivelse
19 Mar 2002 11:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
4. marts 2002
SKM-nummer
SKM2002.162.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1656-0029
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Tinglysning, pantebrev, afvisning, godtgørelse
Resumé

Den faste tinglysningsafgift på 1.400 kr. kunne ikke godtgøres i et tilfælde, hvor et ejerpantebrev blev afvist.

Reference(r)

Tinglysningsafgiftsloven § 22


Klagen skyldes, at Afgiftsmyndigheden har afslået klagerens anmodning om godtgørelse af 1.400 kr. (den faste afgift) vedrørende et ejerpantebrev.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 8. september 2000 oprettede et ejerpantebrev på 140.000,00 kr. med pant i en ejendom, ejerlejlighed nr. X. Ejerpantebrevet, der er oprettet på en ejerpantebrevsformular og udfyldt med håndskrift, er forsynet med stempelmærke, dateret den 11. oktober 2000, på 3.500 kr. Ejerpantebrevet blev afvist fra tinglysning den 25. oktober 2000. Af tinglysningskontorets påtegning på ejerpantebrevet fremgår, at afvisning er sket med henvisning til tinglysningsbekendtgørelsens § 9, hvoraf fremgår, at pantebreve på fortrykte pantebrevsblanketter skal være udfyldt på maskine.

Klageren har anmodet om godtgørelse af tinglysningsafgiften, 3.500 kr., med det fulde beløb.

Klagerens repræsentant har over for Afgiftsmyndigheden bemærket, at sagsfremstillingens beskrivelse af de faktiske forhold ikke indeholder den væsentlige detalje, at klageren/repræsentanten konkret har forespurgt tinglysningskontoret om, hvorvidt ejerpantebrevet skulle være maskinskrevet, eller om et håndskrevet ejerpantebrev kunne accepteres. Klageren/repræsentanten fik oplyst, at det var i orden med et håndskrevet ejerpantebrev. Repræsentanten finder derfor, at det ikke kan være korrekt, at tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, bringes i anvendelse. Klageren har været i god tro, og det bør ikke koste ham 1.400 kr., at andre har begået en fejl.

Afgiftsmyndigheden har ved den påklagede afgørelse indrømmet godtgørelse med et beløb på 2.100 kr., men har afvist godtgørelse af det resterende beløb på 1.400 kr. Som begrundelse for afgørelsen har regionen henvist til tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, hvoraf fremgår, at når et pantebrev er afvist fra tinglysning, kan den betalte afgift godtgøres med fradrag af 1.400 kr. Det er tilføjet, at Afgiftsmyndigheden alene har hjemmel til at tage stilling til afgiftens størrelse. Afgiftsmyndigheden har ikke hjemmel til at tage stilling til andre myndigheders udtalelser. Endvidere har regionen (Afgiftsmyndigheden) fremhævet, at der ikke er indlagt noget skøn i tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1. I bestemmelsen er fastsat, at hvis et pantebrev afvises fra tinglysning eller registrering, godtgør regionen efter anmodning det ved anmeldelsen indbetalte afgiftsbeløb, dog med fradrag af 1.400 kr.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godtgørelse af tinglysningsafgiften med det fulde beløb. Til støtte for påstanden har repræsentanten anført, at de faktiske omstændigheder er, at ejerpantebrevet blev afvist fra tingbogen, fordi det ikke var skrevet på maskine. Tinglysningsafgiften blev betalt og stempelmærke blev påsat et stykke tid efter, at ejerpantebrevet var oprettet, og efter at klageren/repræsen-tanten havde rådført sig med tinglysningskontorets personale, der godkendte, at ejerpantebrevet var skrevet med håndskrift. Først herefter blev fejlen konstateret, og ejerpantebrevet blev afvist. Repræsentanten har videre anført, at da afvisningen skyldes forhold som ikke kan tilskrives klageren/repræsentanten, bør hele beløbet tilbagebetales. Det forhold, at klageren/repræsentanten ikke vidste, at ejerpantebrevet var fejlagtigt udformet, ses af, at tinglysningskontorets personale den 11. oktober 2000 stemplede ejerpantebrevet med henblik på videre behandling. Dette ville tinglysningskontorets personale ikke have gjort, hvis man fra personalets side havde vidst, at et pantebrev skulle være maskinskrevet. Tinglysningskontoret har således givet vildledende oplysninger, hvilket er årsagen til afvisningen. Endelig har repræsentanten anført, at selvom tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, ikke definerer årsagen til afvisning, men udelukkende omtaler afvisning generelt, bør der kunne skelnes mellem afvisninger, der skyldes fejl fra administrationen, og afvisninger, der skyldes anmelderen.

Regionen har i anledning af klagen blandt andet udtalt, at det udtrykkeligt fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, at der ved godtgørelse af tinglysningsafgift på afviste dokumenter sker fradrag af 1.400 kr. Bestemmelsen giver ikke mulighed for et skøn i forhold til årsagen til dokumentets afvisning fra tinglysning.

Klagerens repræsentant har som kommentar hertil anført, at det ikke forekommer rimeligt og ikke kan være i overensstemmelse med intentionerne bag loven, at klageren i et tilfælde som det foreliggende skal betale for andres fejl.

Landsskatteretten skal udtale:

Tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

”Trækkes en anmeldelse til tinglysning eller registrering tilbage, eller afvises tinglysning eller registrering, godtgør afgiftsmyndigheden efter anmodning det ved anmeldelsen indbetalte afgiftsbeløb, dog med fradrag af 1.400 kr., når tilbagetrækning eller afvisning sker fra tinglysning. Anmodningen skal indsendes gennem registreringsmyndigheden, der ved påtegning på anmodningen anfører størrelsen af det modtagne afgiftsbeløb og attesterer, at anmeldelsen er trukket tilbage, eller at tinglysning henholdsvis registrering er blevet afvist.

Stk. 2. Indgives en anmeldelse, for hvilken afgift er godtgjort efter stk. 1, til tinglysning eller registrering senest 6 måneder efter den første anmeldelse, nedsættes afgiften ved den fornyede anmeldelse med 1.400 kr. Hvis der ikke er anmodet om godtgørelse efter stk. 1, nedsættes afgiften ved den fornyede anmeldelse med det oprindeligt indbetalte afgiftsbeløb, idet der dog fradrages 1.400 kr., hvis den fornyede anmeldelse til tinglysning sker senere end 6 måneder efter den første anmeldelse. ”

Landsskatteretten finder i lighed med told- og skatteregionen, at klageren alene er berettiget til godtgørelse af tinglysningsafgift med et beløb på 2.100 kr., jf. tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1. Retten finder herved, at klageren ikke som følge af de af repræsentanten oplyste omstændigheder kan støtte ret på, at tinglysningsafgiftsmyndigheden skal træffe afgørelse i modstrid med den udtrykkelige ordlyd af tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1. Som klageinstans har Landsskatteretten ikke videre kompetence til at indrømme godtgørelse af tinglysningsafgift end tinglysningsafgiftsmyndigheden, jf. tinglysningsafgiftslovens § 27.

Retten henleder endvidere opmærksomheden på, at såfremt der er anmeldt et korrekt udfyldt pantebrev vedrørende det samme retsforhold til tinglysning inden 6 måneder efter afvisningen af det oprindelige pantebrev, indeholder tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 2, 1. pkt., hjemmel til, at beløbet på 1.400 kr. kan fradrages ved beregning af tinglysningsafgiften for det nye pantebrev.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.