Dato for udgivelse
17 Apr 2002 08:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
1. marts 2002
SKM-nummer
SKM2002.218.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
2. afdeling, B-2788-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Interessefællesskab, fakturakrav, lån, varekøb, dokumentation, regnskabskrav, varelager
Resumé

Sagsøger, der drev en tøjforretning, påstod fradrag for køb af varer fra sin datter, der ligeledes drev en tøjforretning. Datterens forretning havde økonomiske problemer. De skattemæssige regnskabskrav var ikke overholdt. Landsretten fandt, bl.a. under hensyntagen til det nære interessefællesskab mellem sagsøger og hendes datter, at sagsøger ikke havde godtgjort, at varerne var købt af hende og ikke alene befandt sig på hendes lager til sikkerhed for lån ydet til datteren.
I øvrigt var det ubestridt, at de varer, som sagsøger påstod sig tillagt fradragsret for, indgik i lagerbeholdningen ultimo det omhandlede indkomstår, hvorfor påstanden om fradrag ikke kunne tages til følge, uanset om der havde foreligget fornøden dokumentation for, at sagsøger havde købt varerne af sin datter

Reference(r)

Statsskatteloven § 6 a
Momsloven § 4 stk. 1,
Momsloven § 37
Bekendtgørelse nr. 1135 af 12. december 1995, § 40.
Momsvejledningen 2001 N.2.3
Ligningsvejledningen 2001 E.A.2.1.3

 


Parter

A
(advokat Karen Marie Dyekjær)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Simonsen).

Afsagt af landsdommerne

Bjerg Hansen, Henrik Estrup og Karen-Marie Christiansen (kst.)

Den 15. september 1999 afsagde Landsskatteretten to kendelser vedrørende sagsøgeren, A. Den ene kendelse angik sagsøgerens momstilsvar i afgiftsperioden fra den 1. april 1996 til den 31. december 1996, mens den anden angik sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomståret 1996. I kendelsen vedrørende momstilsvaret anføres følgende:

Klagen vedrører opgørelsen af momstilsvaret på følgende punkter:

Afgiftsperiode 1. april 1996 til 31. december 1996

 

...

 

tilbageført indgående afgift vedrørende ikke godkendt køb

137.442 kr.

...

 

Sagen har været forhandlet med virksomhedens indehaver under overværelse af 2 repræsentanter fra regionen.

...

Det er oplyst, at A i andet kvartal 1996 startede den selvstændige virksomhed, børnetøjsbutikken H1 ..., og at virksomheden for 2, 3 og 4 kvartal 1996 har angivet en udgående afgift på 75.132 kr. og en indgående afgift på 272.793 kr.

...

Ad ikke godkendt varekøb

Det er oplyst, at virksomheden i 1996 har bogført varekøb fra virksomheden F1 v/B, der er indehaverens datter, for i alt 549.770 kr., hvoraf der er beregnet og angivet indgående moms på 137.442 kr. Varekøbet er foregået i perioden medio juni 1996 til 31. december 1996. Varekøbet var i første omgang dokumenteret ved blå udgiftsbilag, hvorpå følgende var anført: Totalbeløb inkl. moms, varekøb hos F1 og nummeret på den check varerne er betalt med. Der er ingen specifikationer af varerne og priserne. Klageren har efterfølgende den 25. juni 1997 udarbejdet 149 stk. fakturaer fra F1 v/B til H1. Disse fakturaer, der er underskrevet af B, indeholder hverken specifikation af varerne, pris pr. stk. eller moms.

Det er endvidere oplyst, at F1 til brug for betalingen af varekreditorerne lånte penge af H1, og at varerne først blev lagt på H1's lager, og herefter lagt i butikken F1, når de skulle sælges. Når F1 havde fået penge i kassen, blev pengene indsat på H1's kassekredit, hvorefter F1's gæld blev nedskrevet med det indsatte beløb.

Told- og Skatteregion .... har nægtet virksomheden momsfradrag for varekøbet hos F1, jf. momslovens § 37. Regionen har endvidere nægtet indehaveren fradrag for købet, hvorfor indkomsten er forhøjet med 549.770 kr. Til støtte herfor har regionen anført, at det bogførte varekøb hos F1 må anses for et tilgodehavende, idet der ikke er tale om vareoverførsler, men rene pengetransaktioner. Regionen har fremhævet, at man ikke kan specificere varerne for hvert enkelt køb, at man aldrig har holdt regnskab med, hvilke varer der følger de enkelte pengetransaktioner, og at fakturaerne er udarbejdet efterfølgende. Fakturaerne opfylder i øvrigt ikke kravene i bekendtgørelse nr. 1135 af 12. december 1995 om specifikation af vareart og stk.pris og moms.

Told- og Skattestyrelsen har fastholdt ansættelsen under henvisning til, at der ikke kan anses at være sket en levering af varer mellem de to butikker. Til støtte herfor har styrelsen anført, at der ifølge momslovens § 4, stk. 1, skal betales moms og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Styrelsen har lagt vægt på, at det ikke er muligt at specificere varerne for hvert enkelt "køb", og at der ikke er holdt regnskab med hvilke varer, der følger de enkelte pengetransaktioner. Styrelsen har videre lagt vægt på, at fakturaerne fra F1 er udstedt efter datoen for konkurs, hvorfor de fremlagte "fakturaer" ikke i sig selv dokumenterer, at der er sket et varesalg fra F1 til H1.

Styrelsen har endvidere anført, at hvis ejerskabet af de pågældende varer er overgået, er det i så fald sket med henblik på at udligne de interne lånetransaktioner. En overdragelse af varerne fra F1 til H1 er dermed alene til udligning af det beløb, som H1 har lånt til F1. Varerne må i så fald anses for udtaget til betaling af privat gæld og F1 skal i så fald behandle udtagningen efter momslovens § 5, stk. 1. Efter momslovens § 37, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder fradrage afgiften efter momsloven for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer. Den fradragsberettigede afgift er i § 37, stk. 2, nr. 1, defineret som afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden. Henset til, at styrelsen ikke anerkender "fakturaerne" som dokumentation for en vareleverance mellem F1 og H1, har H1 således ikke fradragsret for det beregnede momsbeløb.

Styrelsen har endelig anført, at en faktura, herunder afregningsbilag, skal være forsynet med fortløbende nummer eller tilsvarende identifikation, udstedelsesdato og indeholde oplysning om sælgers navn, registreringsnummer og adresse, købers navn og adresse samt leverancens art, omfang og pris. Endvidere skal momsbeløbets størrelse være angivet på fakturaen eller det skal af denne fremgå, at afgiften udgør 20 % af det samlede beløb, jf. § 40 i den daværende bekendtgørelse nr. 1135 af december 1995 svarende til § 40 i den nuværende bekendtgørelse nr. 551 af 25. juni 1997. Styrelsen finder ikke, at "fakturaerne" opfylder fakturakravene i § 40 i den daværende bekendtgørelse nr. 1135 af 12. december 1995, bl.a. fordi der ikke er angivet moms på "fakturaerne". Det betyder, at H1, uanset der reelt havde foreligget et varesalg, ikke ville være i besiddelse af forskriftsmæssige fakturaer, og dermed under alle omstændigheder ville blive nægtet fradragsret for momsen.

Indehaveren har nedlagt påstand om godkendelse af det omhandlede varekøb, herunder den indgående afgift på 137.442 kr. Til støtte herfor har indehaveren anført, at virksomheden har købt varerne af F1 på samme vilkår, som når der købes varer hos ethvert andet firma, men at der desværre ikke blev skrevet specificerede regninger. Der er nok andre firmaer, der har gjort det samme, og som alligevel har fået godkendt fradrag herfor. Problemet er nok, at F1 har tilhørt hendes datter, hvilket dog ikke skal komme hende til skade.

Indehaveren har endvidere anført, at hun startede forretningen i juli 1996, og at hun solgte ungt tøj, børnetøj og sko. Datteren havde hidtil solgt dametøj, børnetøj og ungt tøj i F1. Datteren ønskede fremover udelukkende, at sælge herre- og dametøj, hvorfor virksomheden overtog de øvrige varegrupper fra datteren, idet de ikke ønskede at konkurrere med hinanden. Den 1. januar 1997 blev forretningerne slået sammen, idet det ikke var let for kunderne at finde ud af skellet mellem ungt tøj og herre- og dametøj. Den 1. juni 1997 flyttede forretningen til nr. 9, hvorefter indehaveren drev forretningen alene. Indehaveren ville gerne købe datterens restvarelager i 1997, men datteren blev i midten af juni meldt konkurs af et firma, som ikke ville lave en aftale om afdrag. Virksomheden har derfor måttet aflevere et varelager til konkursboet på 258.000 kr., for at undgå egen konkurs.

Landsskatteretten skal udtale

Retten finder, at regionen og styrelsen med rette har nægtet at anerkende det bogførte varekøb hos F1, og i stedet har anset beløbet for et tilgodehavende. Der er herved henset til, at det ikke er muligt at specificere, hvilke varer der har fulgt de enkelte pengetransaktioner, at fakturaerne, der ikke opfylder kravene i § 40 i den daværende bekendtgørelse nr. 1135 af 12. december 1995, er udarbejdet samlet efter virksomhedens konkurs i 1997, og at indehaveren efterfølgende har måttet aflevere et varelager på 258.000 kr. til datterens konkursbo. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

..."

I Landsskatterettens kendelse vedrørende sagsøgerens indkomstopgørelse for indkomståret 1996 hedder det:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Personlig indkomst

Ikke godkendt varekøb hos F1

549.770 kr.

Sagen har været forhandlet med klageren under overværelse af repræsentanter fra Told- og skatteregionen.

...

Det er ... oplyst, at klageren har fremlagt et korrigeret regnskab for perioden 14. juni 1996 til 31. december 1996, hvor varekøbet hos F1 er opført som et tilgodehavende på 687.213 kr. svarende til det omhandlede varekøb inkl. moms. Varelageret ultimo er i vareforbrugsopgørelsen medtaget til 514.972 kr. I det regnskab der var vedlagt selvangivelsen var varelageret ultimo medtaget til 1.064.742 kr. Klagerens øvrige varekøb i 1996 var opgjort til 732.181 kr.

...

Landsskatteretten skal udtale

Klageren, der i juni 1996 startede den selvstændig virksomhed H1, har selv udarbejdet regnskabet for virksomheden. Der er bogført varekøb fra virksomheden F1 v/B for i alt 549.770 kr. i perioden medio juni 1996 til 31. december 1996. Retten finder, at regionen med rette har nægtet at anerkende det bogførte varekøb hos F1, og i stedet har anset beløbet for et tilgodehavende. Der er herved henset til, at det ikke er muligt at specificere, hvilke varer der har fuldt de enkelte pengetransaktioner, at fakturaerne, der ikke opfylder kravene i § 40 i den daværende bekendtgørelse nr. 1135 af 12. december 1995, er udarbejdet samlet efter virksomhedens konkurs i 1997, og at klageren efterfølgende har måttet aflevere et varelager på 258.000 kr. til datterens konkursbo.

Varelageret pr. 31. december 1996 er imidlertid medtaget til 1.064.742 kr. i regnskabet, hvilket overstiger klagerens øvrige varekøb i 1996 på i alt 732.181 kr., når der bortses fra det bogførte varekøb hos F1. Når der endvidere henses til, at klageren har haft en omsætning på 307.610 kr. i 1996, er det åbenbart, at lageret indeholder det bogførte varekøb hos F1. Klageren har således ikke i den skattepligtige indkomst foretaget fradrag for det omhandlede varekøb i 1996, hvorfor forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst med 549.770 kr. skal neutraliseres via en nedsættelse af samme størrelse vedrørende for meget medtaget varelager ultimo.

Den påklagede ansættelse nedsættes derfor med 549.770 kr.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 15. december 1999, har sagsøgeren efter sin endelige påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren i indkomståret 1996 er berettiget til et fradrag i sin skattepligtige indkomst på 549.770 kr.

Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren i afgiftsperioden 1. april 1996 - 31. december 1996 er berettiget til et yderligere momsfradrag på 137.442 kr.

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos skatte- og afgiftsmyndighederne.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Af sagsøgerens regnskab for forretningen H1 for perioden 14. juni 1996 - 31. december 1996 fremgår følgende:

"RESULTATOPGØRELSE

 


OMSÆTNING:

VARESALG

305.478,75

 

VARESALG U. MOMS

2.131,20

 

OMSÆTNING I ALT

307.609,95

307.609,95

     

VAREFORBRUG:

   

VAREKØB

411.149,72

 

VAREKØB F1

549.770,30

 

SKYLDIGE VARER

321.032,00

 

FORBRUG AF EGNE VARER

-1.000,00

 

VARELAGER ULT.

1.064.742,00

216.210,02

BRUTTOAVANCE

 

91.399,93

 

...

 

STATUS PR. 31.12.1996

   

...

   

VARELAGER

 

1.064.742,00


..."

   

Den 28. november 1997 afholdt Brita Jonsson og Allan Christensen fra Told- og Skatteregion .... et møde med sagsøgeren og B. I told- og skatteregionens notat af 3. december 1997 om mødet hedder det:

"...

Varehandel mellem F1 og H1 i 1996/1997:

A forklarede, at handelen med varer mellem de to forretninger skyldtes, at B ikke kunne få mere kredit i banken.

Derfor betalte A (H1) F1s varekøb. Når der så var penge i kassen hos F1 blev de sat ind på A's kassekredit.

A tog således i første omgang fradrag for varekøbet i H1. Når så B satte penge ind på A's kassekredit blev det indsatte beløb modregnet i H1' varekøb.

De beløb der modregnes i H1 varekøb, når B sætter penge ind på A's kassekredit er jvf. A ikke afregning for bestemte varer, dvs. man har ikke specificeret de varer, der er handlet mellem virksomhederne."

Af Landsskatterettens forhandlingsreferat af 3. august 1999 fremgår, at sagsøgeren på et forhandlingsmøde den 30. juli 1999 blandt andet oplyste, at hun havde fundet en regnskabsbog, hvoraf hendes varekøb fra F1 fremgik. På mødet afleverede sagsøgeren kopi af to håndskrevne sider fra regnskabsbogen, hvoraf fremgår følgende:

"...

 

Dato

   

12 6 96

Varekøb fra F1 til H1

 

(incl. moms)

   
 

Børnetøj

68669 -

14/6

- " -

56124 -

20/6

Børnetøj

4127 -

30/6

Ungt tøj

 26128 -

...

   

trsp 378101 -


...

 

Dato

   

12 10 96

Tøj fra F1 til H1 priser incl. moms

   

trsp 378101 -

12/10

Dametøj

120608 -

18/10

Børnetøj

3806 -

...

25/12

Ungt tøj

1612 -

.../12

Herretøj

    1419 -

   

687213 -

 

afregning pr. 31/12-96 -

incl. moms 25

A/B"

I en skrivelse af 7. november 2001 til Kammeradvokaten har advokat Jan Bruun Jørgensen som kurator for Bs konkursbo oplyst følgende:

"...

I boregnskabet er om forholdet anført følgende:

"

På første skiftesamling blev følgende aktiver registreret:

Varelager (tøj), anslået værdi kr. 50.000,00:

....

Med disse aktiver er forholdt som følger:

Omkring varelageret forklarede fallenten oprindeligt, at dette for størstedelens vedkommende var solgt til hendes mor, A.

Det var imidlertid afklaret, at varelageret ikke burde realiseres af moderen, hvorfor fallenten fik dette tilbageleveret.

Det pågældende varelager blev indtil slutningen af maj 1997 realiseret fra butikken, ..... Omsætningen i forbindelse hermed indgik på As konto i .... Andelskasse, idet fallenten ikke havde disponibel kassekredit.

Sideløbende hermed betalte fallentens moder en række regninger for fallenten, dels vedrørende det erhvervsmæssige, dels vedrørende fallentens private forhold.

Pr. 28. maj 1997 overdrog fallenten til moderen det resterende varelager.

Varelageret er efter det oplyste optalt til ca. kr. 470.000,00.

Efter adskillige drøftelser med A og hendes advokat samt efter indgivelse af konkursbegæring mod A, blev det forligsmæssigt aftalt, at A til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende med konkursboet overdrog halvdelen af det i behold værende varelager til boet.

Det pågældende varelager er realiseret."

Varelageret blev efterfølgende realiseret for ialt kr. 41.400,00 excl. moms.

I forbindelse med konkursboets behandling blev det således konstateret, at B i sommeren 1996 overdrog størstedelen af sit varelager til sin mor, A.

Varelageret blev imidlertid løbende realiseret, og dette skete fra den af B drevne butik "F1".

Varelageret blev indtil ultimo maj 1997 løbende realiseret fra butikken. Omsætningen indgik på en A tilhørende konto i .... Andelskasse. B havde i perioden ikke en disponibel kassekredit.

Ialt indgik på As konto i størrelsesordenen kr. 500.000,00.

Sideløbende betalte A en række regninger for B.

Efter det oplyste skulle disse ialt andrage kr. 1.000.000,00.

Med overtagelsen pr. 28. maj 1997 overdrog B til A det resterende varelager, som efter det anførte skulle være optalt til kr. 470.000,00.

Den 12. marts 1997 fremsendte B til sine kreditorer et brev, hvori blandt andet fremgik, at "jeg hellere vil forsøge at sælge til min mor og dermed have mulighed for at betale enhver sit."

...

Situationen var efter mit skøn, at der var en betydelig sammenblanding af parternes økonomi.

Der var ikke, således som jeg bedømte det, nogen nøjagtig opgørelse af forholdene. Bogføringen var iøvrigt foretaget af A.

Omvendt var det ret åbenbart, at A havde afholdt meget betydelige udgifter, som uomtvisteligt vedrørte B.

Henset til de trods alt beskedne økonomiske værdier, til det forhold, at der måtte forventes at være samstemmende interesser hos B og A, og til det forhold, at A havde afholdt omkostninger, som vedrørte B, blev det besluttet ikke at forsøge at "trænge til bunds" i problemstillingen.

Med baggrund heri blev forholdet løst forligsmæssigt.

Rent praktisk foregik det således, at varelageret fysisk blev opdelt i to "stakke". Den ene beholdt A. Den anden medtog konkursboet og realiserede efterfølgende.

..."

Sagsøgeren har forklaret, at hun er kontoruddannet og blandt andet har arbejdet ved skatteforvaltningen i .... Kommune. I 1996 arbejdede hun ikke, idet hun modtog førtidspension. Hendes datter, B, foreslog hende at starte en forretning med salg af tøj til børn og unge, idet hun kunne ansætte en brancheuddannet salgsassistent og i øvrigt drive forretningen fra et ledigt butikslokale på adressen .... 7 i ..... Hendes datter, der hidtil havde solgt dame- og børnetøj samt ungt tøj fra forretningslokaler på .... 9, ville gerne ophøre med at sælge børnetøj og ungt tøj for udelukkende at sælge dame- og herretøj. Hun besluttede sig for at følge sin datters forslag, og de aftalte, at hun skulle købe datterens lager af børnetøj og ungt tøj. Hun overtog ikke det hele på en gang, da det tog tid at finde tøjet frem fra datterens butikslokale og varelager. I første omgang købte hun det tøj til børn og unge, som lå fremme i datterens butik. De talte det op og værdiansatte tøjet til det halve af udsalgsprisen, idet dette svarede til den pris, som hendes datter havde betalt sine leverandører for tøjet. Efterhånden som de fik tid til at tælle mere op, overtog hun de varer, som hendes datter havde liggende på lager. Desuden købte hun de varer, som hendes datter fik leveret i løbet af efteråret 1996. Hver gang hun overtog nogle af datterens varer, blev det noteret i en regnskabsbog med et samlet beløb uden nogen nærmere specifikation. Der blev ikke udstedt fakturaer vedrørende hendes køb. De fakturaer, som er fremlagt under told- og skattemyndighedernes behandling af sagen, er udstedt efter hendes datters konkurs, fordi myndighederne ikke ville acceptere noteringerne i regnskabsbogen. I stedet for at betale sin datter direkte for varerne aftalte de, at hun skulle betale ved at udstede checks til datterens kreditorer. Hendes datter var kommet i økonomiske vanskeligheder, og hendes bank ville ikke honorere de checks, som hun udstedte. De valgte derfor reelt, at hun skulle fungere som datterens bank, således at hun udstedte checks til betaling af datterens kreditorer i det omfang, hun skyldte datteren penge. Når hendes datter modtog beløb i kontanter eller checks, som hun ikke straks skulle bruge, blev beløbene indsat på sagsøgerens kassekredit. Når hendes datter senere skulle bruge pengene til betaling af sine kreditorer, udstedte sagsøgeren en check på det ønskede beløb. Hun førte regnskaberne for både sin egen og datterens forretning. På en konto, som hun kaldte "Varekøb fra PL.'', debiterede hun sine betalinger til datterens kreditorer. På varekøbskontoen krediterede hun endvidere datterens indbetalinger på hendes kassekredit. Varekøbskontoen var således reelt en mellemregningskonto over hendes og datterens økonomiske mellemværender. Hun valgte at bogføre på denne måde for at få et overblik over sine ud- og indbetalinger vedrørende datteren. På et møde hos told- og skatteregionen fik hun at vide, at hendes bogføringsmetode var forkert, og at der i stedet skulle være bogført på en udlånskonto. Hun omdøbte herefter varekøbskontoen til "Lån F1", selv om der ikke var tale om et låneforhold. I efteråret 1996 overtog hun for 300.000 kr. af datterens bankgæld. Dette beløb blev ligeledes debiteret på varekøbskontoen vedrørende F1. Hun og datteren opgjorde deres mellemværender pr. 31. december 1996. Det beløb, som hun på dette tidspunkt skyldte datteren, blev udlignet ved, at hun betalte nogle af datterens kreditorer svarende til differencen. De opgjorde deres mellemværender pr. 31. december 1996, fordi de havde overvejet at sammenlægge deres forretninger. Hun besluttede sig imidlertid for ikke at gå med til en sammenlægning, da hun var nervøs for, at B" s dårlige økonomiske situation kunne komme til at påføre hende tab. Efter den 1. januar 1997 har hun ikke købt varer af sin datter. Det er derfor ikke korrekt, når advokat Jan Bruun Jørgensen i sin skrivelse af 7. november 2001 til Kammeradvokaten anfører, at hendes datter pr. 28. maj 1997 overdrog sit resterende varelager til hende for 470.000 kr. Hendes datter solgte ud af varerne fra F1 og lukkede forretningen i løbet af foråret/sommeren 1997. Kort tid efter blev datteren erklæret konkurs. I forbindelse med behandlingen af datterens konkursbo blev det forlangt, at hun skulle aflevere de varer, som hun havde købt af datteren. Hun blev truet med at blive taget under konkursbehandling, hvis hun ikke afleverede varerne. Sagen blev forligt ved, at hun afleverede halvdelen af de varer, som hun havde købt af sin datter, og som hun stadig var i besiddelse af. Hun mener, at hun afleverede varer for 258.000 kr. til datterens konkursbo. Foruden de varer, som hun købte af sin datter, købte hun også varer fra egne leverandører. Hun købte sin datters varer for at hjælpe hende ud af en økonomisk klemt situation. Da de aftalte, at hun skulle købe datterens lager af tøj til børn og unge, var hun ikke klar over, hvor meget der ville blive tale om. Hun startede ikke sin forretning, fordi hun ville hjælpe sin datter, men fordi hun kedede sig. Der lå ingen skattemæssige overvejelser bag beslutningen om at drive forretning. Hun modtog fortsat sin pension, hvorfor det ikke betød så meget for hende, om forretningen gav overskud. De varer, som hun købte af sin datter, har hun solgt fra sin egen forretning, H1. Hendes datter har ikke solgt børnetøj eller ungt tøj efter åbningen af H1.

B har forklaret, at hun åbnede tøjforretningen F1 i 1993 eller 1994. I 1996 foreslog hun sin mor at starte en forretning med salg af tøj til børn og unge. Hun ville gerne selv ophøre med salg af tøj til børn og unge for at koncentrere sig om salg af dame- og herretøj. Det blev aftalt, at hendes mor skulle overtage hendes lager af børnetøj og ungt tøj til den indkøbspris, som hun havde betalt. Moderen fik ikke nogen rabat, da der ikke var tale om ukurante varer. I sommeren 1996 havde hun økonomiske problemer, og hendes bank ville ikke honorere de checks, som hun udstedte til sine kreditorer. Der blev derfor aftalt en ordning, hvor hendes mor reelt kom til at fungere som hendes bank, idet moderen skulle betale hendes kreditorer i det omfang, at moderen skyldte hende penge for børnetøj eller ungt tøj. Hendes mor noterede i en regnskabsbog, hvor meget hun modtog varer for. Efter åbningen af H1 har hun ikke solgt børnetøj eller ungt tøj fra F1. Hendes mor overtog tøjet til børn og unge løbende, da de ikke havde tid til at finde alle varerne på en gang. Desuden fik hun i løbet af efteråret 1996 leveret nye varer, som hun allerede i foråret 1996 havde bestilt og ikke havde mulighed for at afbestille. Når disse varer blev leveret til F1, blev de straks solgt videre til hendes mor til den pris, som hun selv skulle betale til leverandørerne. Hun og hendes mor opgjorde deres mellemværende pr. 31. december 1996, fordi det var under overvejelse at sammenlægge tøjforretningerne. Hendes mor endte dog med ikke at ville være med til dette. I marts 1997 skrev hun til alle sine kreditorer i et forsøg på at finde en løsning. Da det ikke lykkedes, lukkede hun medio 1997 sin forretning og blev straks efter erklæret konkurs. Da F1 lukkede, havde hun bortset fra ukurante og usælgelige varer intet varelager tilbage. Hun har ikke solgt varer til sin mor i 1997. De varer, som hendes mor måtte aflevere for at undgå at blive erklæret konkurs, var en del af de varer, som hun havde købt fra F1 i løbet af 1996.

Allan Christensen har forklaret, at han er ansat ved Told- og Skatteregion .... som fuldmægtig. Han har beskæftiget sig med både sagsøgerens og B's sager. Den 28. november 1997 blev der afholdt et møde med sagsøgeren og B, da der var problemer med at stemme de to virksomheders regnskaber af. Sagsøgeren forklarede, at hun på grund af datterens dårlige økonomi havde betalt for datterens varekøb, og at datteren tilbagebetalte beløbene, når hun havde solgt varerne. Sagsøgeren sagde intet om, at hun skulle have købt varerne af sin datter og have solgt dem fra sin egen forretning. Han mener ikke, at sagsøgeren eller B modtog kopi af told- og skatteregionens notat af 3. december 1997 vedrørende mødet.

Sagsøgeren har til støtte for sine principale påstande gjort gældende, at hun i løbet af 1996 har foretaget varekøb for i alt 549.770 kr. hos forretningen F1, hvorfor hun er berettiget til et fradrag på 549.770 kr. i sin indkomstopgørelse for 1996. Desuden er hun i afgiftsperioden 1. april 1996 - 31. december 1996 berettiget til et yderligere momsfradrag af dette varekøb, svarende til 137.442 kr. Selv om hendes og datterens bog- og regnskabsføring ikke er sket forskriftsmæssigt, kan dette ikke i sig selv medføre, at hun mister sin ret til fradrag, når det kan bevises, at der reelt har fundet en samhandel sted mellem hendes forretning H1 og forretningen F1. Uanset karakteren af bogførings- og regnskabsmaterialet må det i overensstemmelse med hendes og hendes datters samstemmende forklaringer lægges til grund, at hun i løbet af 1996 har købt varer af sin datter for 549.770 kr., og at varerne er indgået på sagsøgerens lager med henblik på, at de skulle sælges i forretningen H1. Dette bestyrkes af, at varerne indgik i hendes lageropgørelse pr. 31. december 1996. Det er ikke korrekt, at hun under et møde med Told- og Skatteregion .... den 28. november 1997 skulle have forklaret, at hun ydede sin datter lån til betaling af datterens kreditorer, og at varerne efterfølgende blev solgt fra datterens forretning. Det har formodningen imod sig, at hun skulle have startet en tøjforretning alene for at yde sin datter et lån. Dette kunne hun frit have gjort uden at åbne en tøjforretning. Ved Landsskatterettens kendelse af 15. september 1999 vedrørende hendes indkomstopgørelse for 1996 er der foretaget en nedskrivning af hendes varelager med 549.770 kr, hvorved hun er frataget muligheden for i de efterfølgende skatteår at få fradrag for sine varekøb hos F1. Hun er derfor berettiget til et fradrag på 549.770 kr. i indkomsten i skatteåret 1996, da hun ellers helt vil miste muligheden for fradrag.

Sagsøgeren har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling ved skatte- og afgiftsmyndighederne, hvis det ikke kan lægges til grund, at myndighederne har foretaget en egentlig prøvelse af den skatteog afgiftsmæssige betydning af varehandlerne mellem hende og B.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at hun i løbet af 1996 har købt varer af sin datter for 549.770 kr. Det er sagsøgeren, som skal bevise, at der ikke var tale om et låneforhold, men derimod om varekøb. Da der er tale om nærtstående familiemedlemmer, skærpes kravene til dette bevis. Fakturaerne vedrørende varekøbet er først udstedt efter afsigelse af konkursdekret over datteren. Hverken fakturaerne eller de to sider fra en regnskabsbog, som sagsøgeren tillige har henvist til som dokumentation for varekøbet, indeholder en specifikation af varernes art, priser eller momsbeløb. Fakturaerne og regnskabssiderne kan derfor ikke tillægges nogen betydning. Hverken sagsøgerens eller datterens bog- og regnskabsføring er sket i overensstemmelse med reglerne herom, og de har afgivet skiftende forklaringer under sagsforløbet om, hvorvidt der var tale om varekøb eller lån. Der må derfor stilles særlige krav til eventuel dokumentation for det påståede varekøb, og det er ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren og hendes datter under domsforhandlingen har afgivet samstemmende forklaringer herom. Det forhold, at sagsøgeren på sin varekøbskonto vedrørende F1 har bogført indbetalinger fra sin datter, og at sagsøgeren ikke har betalt sin datter direkte, men derimod udstedt checks til datterens kreditorer, bestyrker, at der reelt har været tale om et låneforhold. Dette støttes endvidere af, at sagsøgeren efterfølgende til datterens konkursbo tilbageleverede halvdelen af de varer, som hun skulle have købt af sin datter i løbet af 1996. Af redegørelsen af 7. november 2001 fra kuratoren for datterens konkursbo fremgår desuden, at datteren under konkursbehandlingen oplyste, at hun selv realiserede varelageret indtil den 28. maj 1997, hvorefter hun overdrog det resterende varelager til sin mor. Det må derfor lægges til grund, at sagsøgeren i løbet af 1996 har ydet lån til sin datter, som datteren den 28. maj 1997 tilbagebetalte ved at overdrage sit resterende varelager til sagsøgeren. Sagsøgeren er derfor hverken berettiget til et fradrag på 549.770 kr. i sin indkomstopgørelse for 1996 eller til et yderligere momsfradrag på 137.442 kr. i afgiftsperioden 1. april 1996 - 31. december 1996. I øvrigt er sagsøgeren udelukket fra at få medhold i sin påstand om fradrag i indkomstansættelsen for 1996, allerede fordi Landsskatteretten har accepteret sagsøgerens værdiansættelse af ultimolagerbeholdningen på 1.064.742 kr. Landsskatteretten har alene foretaget en neutralisering af sagsøgerens indkomstansættelse, fordi Told- og Skattestyrelsen ikke skulle have forhøjet hendes personlige indkomst med 549.770 kr., da hun ikke i sit skatteregnskab for 1996 havde indregnet et fradrag for varekøbet hos F1. Det vil derfor stride mod reglerne i varelagerloven at give sagsøgeren et indkomstfradrag i 1996 på grundlag af køb af varer, der er indeholdt i hendes lagerbeholdning pr. 31. december 1996.

Sagsøgte har til støtte for sin, subsidiære påstand nærmere anført, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved skatte- og afgiftsmyndighederne, såfremt det måtte blive lagt til grund, at sagsøgeren med urette er nægtet fradrag, da der ikke er sket en egentlig prøvelse af, om pengetransaktionerne mellem sagsøgeren og B er korrekt opgjort til de oplyste beløb.

Landsrettens begrundelse og resultat

Under hensyn til det nære interessefællesskab mellem sagsøgeren og hendes datter sammenholdt med, at sagsøgeren har ført regnskaberne for både sin egen og datterens forretning uden at overholde gældende krav herom, og at varekøbene alene fremgår af en håndskreven regnskabsbog, som sagsøgeren først fremkom med under Landsskatterettens behandling af sagen, har sagsøgeren ikke godtgjort, at de varer, som befandt sig på hendes lager ultimo 1996, var købt af hende og ikke alene befandt sig på lageret til sikkerhed for lån ydet til datteren.

Landsretten har herved endvidere lagt vægt på, at sagsøgeren og hendes datter har afgivet forskellige forklaringer under sagsforløbet, idet der ikke er grundlag for at tilsidesætte den forklaring, som er afgivet af vidnet Allan Christensen, eller de oplysninger, som fremgår af advokat Jan Bruun Jørgensens skrivelse af 7. november 2001 til Kammeradvokaten.

Endelig har landsretten lagt vægt på, at der ikke var nogen grund for sagsøgeren til at aflevere halvdelen af de varer, som hun skulle have købt af datteren i 1996, hvis der ikke var tale om et låneforhold, men et almindeligt samhandelsforhold.

Da sagsøgeren ikke har godtgjort, at hun i løbet af 1996 har købt varer for 549.770 kr. af sin datter, er hun hverken berettiget til et fradrag herfor i sin skattepligtige indkomst i indkomståret 1996 eller til et yderligere momsfradrag på 137.442 kr. i afgiftsperioden fra den 1. april 1996 til den 31. december 1996.

Det tilføjes, at sagsøgeren ikke har bestridt, at hun i sit regnskab har opgjort sin lagerbeholdning ultimo 1996 inklusiv de varer, som hun har påstået sig tillagt fradragsret for i 1996. På denne baggrund kunne sagsøgerens påstand om fradrag i indkomstopgørelsen for 1996 ikke tages til følge, uanset om der havde foreligget fornøden dokumentation for, at sagsøgeren havde købt varerne af sin datter.

Landsretten tager som følge af det anførte sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 18.000 kr. til sagsøgte.