Dato for udgivelse
11 Jun 2002 07:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. november 2001
SKM-nummer
SKM2002.296.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-1975-98
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Selskabstømning, erstatning, ansvar, skattegodtgørelsesordning, selvfinanciering
Resumé

Købesummen for et overskudsselskab oversteg dets indre værdi med 3,5 mio kr. svarende til godt 340 % af de skyldige skatter. Salget skete ikke for at undgå den påhvilende skattebyrde, men for at få del i køberens udnyttelse af skattegodtgørelseordningen vedrørende selskabsudbytter.

Sælger blev alligevel anset for erstatningsansvarlig for de tabte selskabsskatter, idet retten navnlig lagde vægt på, at overdragelsen, der var selvfinansieret, ikke var udtryk for en sædvanlig forretningsmæssig disposition, at sælger ingen nærmere undersøgelse foretog af købers forhold samt at købers påtænkte udnyttelse af skattegodtgørelsesordningen var blevet underkendt af Landsskatteretten i en afgørelse, som var offentliggjort forud for selskabssalget.

Reference(r)

Dansk rets almindelige erstatningsregel
Anpartsselskabsloven § 84, stk. 2 (dagældende)


Parter

Konkursboet Anpartsselskabet H1 ved kurator, advokat Finn Jørgensen,
(Kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg)

mod

G1 Invest A/S i betalingsstandsning
(Advokat Hans Jørn Vestergaard-Jensen ved advokat Arne Møllin Ottosen).

Afsagt af landsdommerne

Marie S. Mikkelsen, Vogter, og Joy Winter (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 27. juli 1998, drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, G1 Invest A/S i betalingsstandsning, som sælger af et overskudsselskab har pådraget sig erstatningsansvar for, at den skattebyrde, der påhvilede overskudsselskabet, ikke blev betalt.

Sagsøgeren, Anpartsselskabet H1 under konkurs ved kurator, advokat Finn Jørgensen, har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale et beløb svarende til akkorddividenden af 1.021.706 kr. i sagsøgte.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Sagens nærmere omstændigheder

G1 Invest A/S købte den 12. december 1990 selskabet H1 ApS under navneændring til Anpartsselskabet H1, herefter benævnt overskudsselskabet. Overskudsselskabet havde tidligere drevet virksomhed med udlejning af fast ejendom, men i 1990 var ejendommene blevet afhændet, og selskabet var trådt i likvidation. G1 Invest A/S besluttede imidlertid på en ekstraordinær generalforsamling den 19. december 1990 at ophæve likvidationen og lade overskudsselskabet købe 31 kommanditanparter i et irsk leasingselskab ved navn G2 Irish International. I 1991 fik G1 Invest A/S en henvendelse fra SR, som var interesseret i at købe selskaber. Denne henvendelse resulterede i, at G1 Invest A/S ved overdragelsesaftale af 29. november 1991 solgte overskudsselskabet til K1 Invest A/S, der på overdragelsestidspunktet var kontrolleret af SR. Af overdragelsesaftalen fremgår bl.a. følgende:

"...

1. OVERDRAGELSENS GENSTAND

1.1. SÆLGER overdrager pr. 2. december 1991 den samlede indskudskapital, nom. kr. 299.000 i Anpartsselskabet H1 ApS (reg. nr. 105.684) (herefter benævnt "SELSKABET") til KØBER.

1.2. SÆLGER erklærer, at de overdragne anparter er frie og ubehæftede i enhver henseende. Der er ikke udstedt anpartsbeviser.

2. OVERTAGELSESDAGEN

2.1. OVERTAGELSESDAGEN er aftalt til den 2. december 1991.

3. REGNSKABSMÆSSIGT GRUNDLAG

3.1. Overdragelsen sker på baggrund af det af Revisionsfirmaet R1/PS reviderede regnskab indeholdende resultatopgørelse for perioden 1/1 1991 - 2/12 1991 samt status pr. 2. december 1991, .....

4. KØBESUMMENS STØRRELSE

4.1. Købesummen fastsættes på baggrund af SELSKABETS indre værdi som opgjort i balance pr. 2. december 1991 med følgende tillæg:

                                                                                      
1. 

Indre værdi pr. 2/12 1991:

kr.

46.370.963

2.

Tillægsbetaling til SÆLGER:                       

kr.

  3.500.000

3.

Købesum i alt:

kr.

49.870.963

4.2. Købesummen berigtiges til SÆLGER på følgende måde:

1. 

Den 2. december 1991 betales kontant

kr. 

31.505.608

2.

Den 15. december 1991 betales kontant

kr. 

15.478.379

3.

Den resterende del af købesummen
betales, når og såfremt KØBER modtager skattegodtgørelse i anledning af en efter OVERTAGELSESDAGEN stedfunden udlodning eller udbyttebetaling fra SELSKABET. SÆLGER meddeler skattemyndighederne herom, således at det nævnte beløb af skattegodtgørelsen med frigørende virkning alene kan udbetales til SÆLGER.

kr. 

2.886.976

...

4.4. Såfremt der mod SELSKABET af skattemyndighederne eller andre offentlige myndigheder eller øvrige rejses sag vedrørende SELSKABETS forhold forud for OVERTAGELSESDAGEN, skal KØBER orientere SÆLGER herom og SÆLGER er berettiget til at forestå forhandlinger og sagsførelsen gennem en af SÆLGER valgt advokat og med bistand af en af SÆLGER valgt revisor. I det omfang KØBERS bistand er fornøden, skal KØBER loyalt bistå SÆLGER under en eventuel sag. Såfremt SÆLGER således forestår en sag anlagt mod SELSKABET, er SÆLGER berettiget til at udskyde honoreringen af et krav rejst mod SELSKABET, indtil der foreligger endelig retsafgørelse herom. SÆLGER kan dog kun udnytte denne ret, såfremt SÆLGER på KØBERS forlangende stiller betryggende sikkerhed for det rejste krav.

...

6. KØBERS FORPLIGTELSER

6.1. KØBER forpligter sig til straks efter OVERTAGELSESDAGEN at afholde en ekstraordinær generalforsamling i SELSKABET og indvælge ny bestyrelse, direktion og revisor.

..."

Det blev endvidere mellem parterne aftalt, at G1 Invest A/S eller ordre skulle tilbagekøbe anparterne i G2 Irish International til en bogført værdi af 15.478.379 kr.

Af resultatopgørelsen for overskudsselskabet i perioden 1. januar 1991 til 2. december 1991 fremgår bl.a. følgende.:

"...

Skat af periodens resultat

 

1.021.706

 

...

 

 

 

BALANCE PR. 2/12 1991

 

 

 

 

 

AKTIVER

 

 

 

 

 

 

Anparter

 

15.478.379

 

Andre tilgodehavender

 

20.475

 

Likvide beholdninger

 

31.893.815

 

 

 

AKTIVER I ALT

 

47.392.669

 

 

PASSIVER

 

 

 

 

 

EGENKAPITAL

 

 

 

 

 

 

Selskabskapital

299.000

 

 

Overført resultat

44.375.419

 

 

Overført perioderesultat

1.696.544

 

46.370.963

 

 

 

KORTFRISTET GÆLD

 

 

 

 

 

 

Skyldig selskabsskat

   

1.021.706

..."

Af et regnskab for K1 Invest A/S for perioden 1. januar 1991 til 25. november 1991 fremgår, at selskabet var ejet 100 % af K2 Holding A/S, at selskabskapitalen i følge revisionspåtegningen var tabt, at årets resultat efter kursregulering var negativt med 794.815 kr, og at selskabets aktiver og passiver pr. 25. november 1991 udgjorde 0 kr. Selskabet blev herefter solgt til SRs koncern.

Købesummen for overskudsselskabet blev berigtiget ved, at der den 29. november 1991 blev hævet et beløb på 15.478.378,77 kr. på konto nr. 1 med F1 Bank A/S, tilhørende et selskab ved navn J1 Invest A/S. Det er ikke nærmere oplyst, hvorledes dette selskab er tilknyttet SRs koncern og K1 Invest A/S. Samme dag blev et tilsvarende beløb indsat på deponeringskonto nr. 2 med F1 Bank A/S, tilhørende K1 Invest A/S. Ligeledes samme dag skrev F1 Bank A/S bl.a. følgende til sagsøgte:

"...

Vi kan hermed bekræfte, at K1 Invest A/S har deponeret

Kr. 15.478.378,77

......

Frigivelse af deponeringsbeløbet sker, når G1 Invest A/S eller ordre har erlagt købesummen, vedr. Anpartsselskabet H1 ApS's anparter i G2 IRISH INTERNATIONAL, senest 15. december 1991.

..."

Ved telefax af 2. december 1991 underskrevet af SR skrev J2 A/S på vegne K1 Invest A/S bl.a. følgende til F1 Bank A/S:

"... Kr. 31.505.608 fremsendes d.d. på vegne af K1 Invest A/S til F2 Bank, ....., konto nr. 3 til dækning af a conto betaling for køb af Anpartsselskabet H1 aps. Betalingen sker under forudsætning af at F1 Bank dags dato modtager aps H1 aps' kontante beholdning stor kr. 31.893.815.

Overførsel skal ske, så vi kan udtage selskabets midler inden kl. 15.00..."

Den 2. december 1991 blev et beløb på 31.893.815 kr. hævet fra G1 Invest A/S's konto nr. 3 og overført til overskudsselskabets konto nr. 4 med F1 Bank A/S, hvorfra det samme dag blev hævet, og et tilsvarende beløb blev indsat på konto nr. 1 med F1 Bank A/S, tilhørende J1 Invest A/S. Første rate af købesummen på 31.505.608 kr. blev samme dag via Nationalbanken overført fra konto nr. 1 med F1 Bank A/S, tilhørende J1 Invest A/S, til en konto, tilhørende G1 Invest A/S. Efter overførsel til deponering af 15.478.378,77 kr stod der på J1 Invest A/S's konto nr. 1 med F1 Bank 21.747.253,06 kr.

Den 16. december 1991 blev restkøbesummen på 15.478.378,77 kr. via Nationalbanken overført fra konto nr. 2 med F1 Bank A/S, tilhørende K1 Invest A/S, til G1 Invest A/S. Samme dag blev et beløb på 15.478.378,77 kr. svarende til købesummen for anparterne i G2 Irish International, via Nationalbanken overført fra en konto i F2 Bank A/S til konto nr. 4 med F1 Bank A/S, tilhørende overskudsselskabet. Den 18. december 1991 blev 15.478.378,77 kr. hævet på overskudsselskabets konto med F1 Bank A/S og indsat på J1 Invest A/S, konto i F1 Bank A/S. G1 Invest A/S har herefter oppebåret 31.505.608 kr og 15.478.379 kr., eller ialt 46.983.987 kr. af købesummen.

På en ekstraordinær generalforsamling i overskudsselskabet den 20. december 1991 udtrådte selskabets direktør, bestyrelse og revisor, mens SR indtrådte som direktør og Revision R2 A/S som revisor. På en ny ekstraordinær generalforsamling den 30. december 1991 valgtes ny bestyrelse, og SR blev valgt som direktør. Den 1. marts 1992 fremsendte overskudsselskabet udbytteerklæring til Told- og Skattestyrelsen. Af erklæringen fremgår, at der på en generalforsamling i overskudsselskabet den 1. marts 1992 blev truffet beslutning om at udlodde 46.932.000 kr. kontant, og at udbytteskatten heraf udgjorde 14.079.600 kr. Den 24. marts 1992 solgte K1 Invest A/S overskudsselskabet til advokat AH for 1.676.715 kr, idet købesummen blev opgjort som egenkapital 306.636 kr (heraf fri og ubehæftet indskudskapital 299.000 kr.) og skyldige skatter 1.522.421 kr á kurs 90, svarende til 1.370.179 kroner.

Overskudsselskabet trådte i likvidation den 29. oktober 1993 og blev den 8. december 1994 erklæret konkurs på grundlag af en konkursbegæring indgivet af likvidator. Der var ingen aktiver i selskabet.

Ved skrivelse af 31. januar 1995 til kurator anmeldte Told- og Skattestyrelsen et krav på udbytteskat på 14.079.600 kr. og et krav på selskabsskat på 1.026.706 kr. Den 3. november 1998 skrev Told- og Skattestyrelsen til kurator og tilbagekaldte anmeldelsen af kravet på udbytteskat, idet Skattestyrelsen var af den opfattelse, at overskudsselskabet allerede i forbindelse med salget var blevet tømt for midler, og at udlodningen den 1. marts 1992 var en "ren illusion". Det er oplyst, at køber aldrig fik udbetalt skattegodtgørelse, og at G1 Invest A/S ikke modtog den resterende del af købesummen på 2.886.976 kr.

Forklaringer

NP har forklaret, at han tidligere var direktør i G1 Invest A/S, som hovedsagelig var beskæftiget med leasing og med køb og salg af pantebreve. G1 Invest A/S havde en beskeden indtjening, og de fleste af indtægterne kom ind via forskellige skatteordninger. I 1989 købte G1 Invest A/S af et andet selskab et større skattemæssigt underskud, hvilket betød, at der ikke skulle betales skat af selskabets indtjening. I 1991 var der ca. 150.000.000 kr. tilbage af underskuddet, og G1 Invest A/S skulle derfor heller ikke betale skat i 1991. Overskudsselskabet blev købt i 1990. Overskudsselskabet havde på det tidspunkt en udskudt skat på ca. 10.000.000 kroner, som G1 Invest A/S kunne udnytte. På et tidspunkt fik han en henvendelse fra SR, som var interesseret i at købe selskaber. Han afviste i første omgang SR, men senere blev de enige om, at SR kunne købe overskudsselskabet. SR var meget interesseret i dette selskab, fordi det havde ca. 46.000.000 kr. i likvide midler, som kunne udnyttes til at opnå skattegodtgørelse. Vidnet kendte ikke nærmere til SR, men kendte J2, som SR drev virksomhed i. Det var et velrenomeret og solidt selskab. I forbindelse med handlen kontaktede han først sin advokat for at få bekræftet, at skattegodtgørelsesmodellen var lovlig. Herefter kontaktede han telefonisk direktør ES fra F1 Bank A/S, som bekræftede, at K1 Invest A/S kunne betale købesummen. ES oplyste endvidere, at SR tidligere havde gennemført lignende handler med succes. SR fortalte, at K1 Invest A/S havde et stort underskud, som kunne benyttes i forbindelse med udbetaling af skattegodtgørelse. SR fortalte også, at køberen, K1 Invest A/S, tidligere havde været næringsdrivende med handel med aktier. Han så ikke et regnskab for K1 Invest A/S i forbindelse med handlen, og han spurgte ikke til dette selskabs økonomi. Han gik ud fra, at det var K1 Invest A/S' moderselskab, der skulle finansiere handlen, og derfor indhentede han ikke specielt oplysninger på K1 Invest A/S. Han var bekendt med skattegodtgørelsesmodellen fra tidligere. Den var almindeligt benyttet i advokat- og revisorkredse, og man havde også i G1 Invest A/S benyttet denne model i 1990 uden problemer. G1 Invest A/S' bestyrelse var bekendt med og havde godkendt handlen med overskudsselskabet. Prisen på anparterne blev fastsat "som almindelig tuskhandel" ud fra K1 Invest A/S' mulighed for at anvende skattegodtgørelsesmodellen. Han kan ikke forklare, hvorfor et beløb svarende til 660.000 kr. ikke var betinget af, at køberen fik udbetalt skattegodtgørelse. G1 Invest A/S var sambeskattet med overskudsselskabet, hvilket betød, at overskudsselskabet ikke skulle betale skat. G1 Invest A/S havde derfor ingen interesse i at handle med den latente skat. Overskudsselskabets midler blev overført til en konto i F1 Bank A/S i overskudsselskabets navn, efter at G1 Invest A/S havde modtaget købesummen. Overskudsselskabet skulle have ny bestyrelse, før der kunne disponeres over midlerne. Der blev ikke givet SR fuldmagt eller lignende til at disponere over kontoen. Årsagen til, at G1 Invest A/S ikke selv gennemførte skattegodtgørelsesmodellen var, at nye regler krævede likvidation og ændret regnskabsår, og det ønskede man ikke. Han var bekendt med forbudet mod selvfinansiering. Han havde ingen betænkeligheder ved handlen, og han blev først mistænksom, da G1 Invest A/S ikke modtog den resterende del af købesummen på 2.886.976 kr.

ES har forklaret, at han er forhenværende regionschef i F1 Bank A/S, Odense. Han havde et udmærket kendskab til SR, idet SR var en af bankens største kunder. I slutningen af 1990 begyndte SR at opkøbe selskaber, som han kunne udnytte skatteteknisk. Vidnet var bekendt med, at SR fik udbetalt ca. 10.000.000 kr., første gang han gennemførte skattegodtgørelsesmodellen efter en handel på cirka 100 mio. kr. finansieret gennem mindre provinsbanker. SR havde en stående kredit i F1 Bank A/S på 10.000.000 kr., men den blev, så vidt han ved, ikke benyttet ved handlen med G1 Invest A/S. NP ringede til ham i forbindelse med handlen, og vidnet bekræftede, at K1 Invest A/S havde en god likviditet, at der tidligere var gennemført en række transaktioner af tilsvarende karakter, og at pengene var til stede. F1 Bank A/S havde aldrig oplevet, at SR ikke betalte til tiden, eller at han betalte med dækningsløse checks. Når SR købte et selskab, var det praksis, at købesummen og selskabets midler blev udvekslet samtidig, og at selskabets midler blev indsat på selskabets konto, hvorfra de af rentemæssige årsager blev flyttet til moderselskabets konto. I den konkrete sag så han overdragelsesaftalen som dokumentation for, at SR kunne disponere over selskabets midler. Han var bekendt med forbudet mod selvfinansiering, og han havde gjort SR opmærksom herpå. F1 Bank A/S havde stort set ikke noget med videresalget af selskaberne at gøre efter, at selskaberne var blevet tømt for midler.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at G1 Invest A/S har pådraget sig ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel for skattevæsnets tab ved selskabets uforsvarlige salg af overskudsselskabet til K1 Invest A/S, idet G1 Invest A/S og selskabets rådgivere ved salget af overskudsselskabet på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsnets interesser.

Sagsøgeren har nærmere anført, at selskabet blev erhvervet for egne midler i strid med forbudet mod selvfinansiering i den dagældende anpartsselskabslov § 84, stk. 2. Det er ved bedømmelsen heraf uden betydning, om køber rent faktisk kunne betale købesummen, idet det afgørende er, om overskudsselskabets midler tilgik køberen i forbindelse med handlen.

Sagsøgeren har endvidere anført, at G1 Invest A/S i forhold til, hvad der ville være kommet til udbetaling ved en likvidation, ved salget opnåede en merpris for overskudsselskabet på 3.500.000 kr., hvoraf de godt 2.880.000 kr. var en andel i den skattegodtgørelse, som køberen skulle have udbetalt, mens den resterende del af merprisen på over 600.000 kr. ikke var betinget af, at køberen fik udbetalt skattegodtgørelse. Denne del af købesummen må derfor anses som betaling for selskabets latente skat. G1 invest A/S var endvidere bekendt med, at baggrunden for køberens betaling af en merpris for overskudsselskabet var, at køberen ville forsøge at få udbetalt skattegodtgørelse og/eller forsøge at udskyde eller eliminere overskudsselskabets skatteforpligtelse. Herefter havde salget af overskudsselskabet ikke karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og derfor havde sagsøgte en særlig pligt til at påse, at skattevæsnets interesser ikke blev tilsidesat. G1 Invest A/S og selskabets rådgivere måtte indse, at der ved salget af overskudsselskabet, der var uden forretningsmæssig aktivitet, og hvis eneste aktiv var en pengebeholdning, bestod en ikke ubetydelig risiko for, at overskudsselskabets skattebyrde ikke ville blive betalt, og at risikoen herfor og for at skattevæsnet således ville lide tab, ville være særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler. For G1 Invest A/S og selskabets rådgivere måtte det allerede som følge af den aftalte samtidige udveksling af overskudsselskabets kassebeholdning og den ganske betydelige købesum, fremstå som en nærliggende mulighed, at der ved salget ville ske selvfinansiering. Hertil kommer, at G1 Invest A/S forudsatte, at alle overskudsselskabets midler skulle udloddes, hvilket øgede risikoen for, at skattekravet ikke ville blive betalt.

Sagsøgeren har yderligere anført, at den omstændighed, at køberen ville forsøge at opnå skattegodtgørelse, ikke fritager G1 Invest A/S for ansvar. Selve risikoen for at skattevæsnet ikke ville anerkende skatteengagementet, er ifølge praksis nok til, at G1 Invest A/S ifalder ansvar. Derudover foretog G1 Invest A/S ingen konkrete undersøgelser af, om køberen kunne få udbetalt skattegodtgørelse. En nærmere undersøgelse heraf ville således have vist, at køber ikke havde et underskud, som kunne anvendes til at få udbetalt skattegodtgørelse. En nærmere undersøgelse af køberens skattemodel ville desuden have vist, at denne model allerede tidligere var underkendt af skattemyndighederne. G1 Invest A/S og selskabets rådgivere gjorde således intet reelt for at afværge skattevæsnets risiko, og G1 Invest A/S tilsidesatte hermed på uforsvarlig måde skattevæsnets interesser ved salget af overskudsselskabet. G1 Invest A/S og selskabets rådgivere er derfor ansvarlige for skattevæsnets tab.

Sagsøgeren har endelig anført, at skattevæsnets tab udgør det størrelsesmæssigt ubestridte skattekrav. Det er uden betydning, om G1 Invest A/S, såfremt G1 Invest A/S havde beholdt overskudsselskabet, ikke skulle have betalt skatten, idet G1 Invest A/S valgte at sælge, hvorved skattekravet blev udløst.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at G1 Invest A/S ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med salget af overskudsselskabet.

Sagsøgte har nærmere anført, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at overskudsselskabet blev erhvervet for egne midler. G1 Invest A/S fik hos køberens bank bekræftet, at køberen var i stand til selv at finansiere købesummen, og G1 Invest A/S fik oplyst, at en betydelig del af købesummen var deponeret, før G1 Invest A/S overførte overskudsselskabets midler til en konto i selskabets navn. Desuden skete der i marts 1992 udlodning fra overskudsselskabet som forudsat. Der er således ikke momenter, der indikerer, at køberen ikke kunne finansiere købet ved hjælp af egne midler, og det må derfor lægges til grund, at køberen selv kunne finansiere købesummen, og at overskudsselskabet ikke blev erhvervet for egne midler.

Sagsøgte har endvidere anført, at prisen for overskudsselskabet alene blev fastsat under hensyn til køberens mulighed for at anvende skattegodtgørelsesmodellen, og ikke ud fra den påhvilende latente skatteforpligtelse. G1 Invest A/S havde ingen interesse i at handle med overskudsselskabets skat, idet G1 Invest A/S ikke skulle betale denne skat. Salget af selskabet må herefter anses som en helt normal forretningsmæssig disposition, og G1 Invest A/S havde således ingen anledning til at påse, at skattevæsnets interesser ikke blev tilsidesat.

G1 Invest A/S burde ikke indse, at der ved salget af overskudsselskabet bestod en særlig stor risiko for, at selskabets skattebyrde ikke blev betalt. Det blev ikke i overdragelsesaftalen aftalt at købesummen og overskudsselskabets midler skulle udveksles samtidig, og G1 Invest A/S indsatte overskudsselskabets midler på en konto i selskabets navn. Desuden var det ikke kendeligt for G1 Invest A/S, at den omstændighed, at overskudsselskabets midler skulle udloddes i forbindelse med skattegodtgørelsesmodellen, kunne øge risikoen for, at skatten ikke ville blive betalt.

Sagsøgte har yderligere anført, at den omstændighed, at køberen ville anvende overskudsselskabet til at få udbetalt skattegodtgørelse fritager G1 Invest A/S for ansvar. Købers tilkendegivne hensigt med at købe selskabet var at anvende skattegodtgørelsesmodellen. G1 Invest A/S fik hos sine rådgivere bekræftet, at køberen ville kunne anvende denne model, og der forelå ikke konkrete omstændigheder, der tilsagde, at køberen ikke, som oplyst og som forudsat i overdragelsesaftalen, havde til hensigt at anvende skattegodtgørelsesmodellen. G1 Invest A/S havde endvidere fået oplyst, at køberen havde et underskud, der kunne anvendes til at opnå skattegodtgørelse, og at køberen flere gange tidligere havde gennemført lignende dispositioner uden problemer. Det kan herefter ikke kræves, at G1 Invest A/S skulle undersøge købers forhold nærmere. At skattegodtgørelsesmodellen senere blev underkendt af skattevæsnet kan ikke være selskabets risiko, ligesom det ikke kan forlanges, at G1 Invest A/S på daværende tidspunkt skulle være bekendt med, at købers skattemodel allerede var underkendt af skattevæsnet.

Sagsøgte har endelig anført, at skattevæsnet ikke har lidt et erstatningsberettiget tab, idet G1 Invest A/S ikke skulle have betalt skatten, såfremt sagsøgte havde beholdt selskabet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder direktør NPs forklaring, lægges det til grund, at G1 Invest A/S ikke solgte overskudsselskabet for at undgå den skattebyrde, som påhvilede selskabet, men for at få del i skattegodtgørelsen ved en udlodning af selskabets aktiver, selv om G1 Invest A/S af forskellige grunde ikke selv ville forestå en afvikling af selskabet.

Også i et sådant tilfælde må der imidlertid ved salg af overskudsselskabet påhvile G1 Invest A/S, som sælger, en forpligtelse til at sikre, at den eneste tilbageværende kreditors interesser ikke på uforsvarlig måde tilsidesættes i forbindelse med salget.

Ved salget var direktion og bestyrelse i G1 Invest A/S klar over, at salgsaftalen indebar overdragelse af et overskudsselskab, der var uden forretningsmæssig aktivitet, og hvis eneste aktiv var en pengebeholdning. Der var ikke tale om en sædvanlig forretningsmæssig disposition, men alene en disposition, der var begrundet i ønsket om at få del i den skattegodtgørelse, som de dagældende skatteregler - under visse nærmere betingelser - åbnede mulighed for. Det lægges i den forbindelse til grund, at G1 Invest A/S ikke selv ville eller kunne opfylde disse betingelser. Det var herefter en forudsætning for at benytte ordningen, at der var et skattemæssigt underskud hos køber, som kunne indgå i ordningen.

Efter bevisførelsen lægges det endvidere til grund, at G1 Invest A/S ikke foretog en nærmere undersøgelse af køberens forhold eller af mulighederne for, at køberen kunne gennemføre den påtænkte afvikling af selskabet og få skattegodtgørelsen udbetalt. De forespørgsler af mere generel karakter og det forhåndskendskab direktør NP havde til selskaberne, der stod bag købet, kan ikke anses for tilstrækkelige.

En nærmere undersøgelse ville have vist, at K1 Invest A/S omkring en uge før handlen blev gennemført, ikke tilhørte SRs koncern, at selskabskapitalen var tabt, og at selskabet hverken havde aktiver eller passiver, lige som der ikke var et større skattemæssigt underskud knyttet til selskabet. På den baggrund og på baggrund af købesummens størrelse, måtte det fremstå som en nærliggende mulighed, at handlen fra købers side ville blive finansieret med selskabets egne midler.

Efter det oplyste om gennemførelsen af handlen, må det endelig lægges til grund, at selskabet faktisk blev erhvervet for egne midler. Det bemærkes herved, at der efter træk af midler til deponering vedrørende de irske aktiver, som ikke skulle indgå i handlen, ikke på den konto, hvorfra købesummen blev betalt, var tilstrækkelige midler til at opfylde handlen. SRs opfyldelse af handlen var betinget af, at F1 Bank modtog selskabets kontante beholdning, og da dette skete, blev selskabets midler samme dag overført til udligning af den konto, hvorfra købesummen var betalt.

En nærmere undersøgelse af den skatteordning, der skulle benyttes, ville efter det for landsretten foreliggende, have vist, at den var blevet underkendt af landsskatteretten i en afgørelse, der var offentliggjort forud for handlen.

Under de anførte omstændigheder måtte ledelsen og rådgiverne for G1 Invest A/S have indset, at der bestod en ikke ubetydelig risiko for, at overskudsselskabets skattebyrde ikke ville blive betalt, og G1 Invest A/S, der ikke foretog sig noget for at afværge denne risiko, er derfor ansvarlig for sagsøgerens tab. Det bemærkes i den forbindelse også, at ikke hele den aftalte merpris for selskabet på 3,5 mio. kr. var betinget af, at skattegodtgørelsesreglerne kunne benyttes. Den del af merprisen, der under alle omstændigheder skulle betales, udgjorde ca. 600.000 kr., svarende til 60 % af de skyldige skatter. G1 Invest A/S har under disse omstændigheder haft en særlig anledning til at være opmærksom på, om overdragelsesaftalen på forsvarlig måde sikrede, at den skattebyrde, der påhvilede selskabet, blev betalt.

Det tab, som skattevæsnet har lidt, og som ikke størrelsesmæssigt er bestridt, må anses for opstået, da overdragelsen fandt sted, uden at G1 Invest A/S forinden havde betalt skatten eller elimineret denne gennem sit eget skattemæssige underskud, og tabet er herefter en påregnelig følge af selskabets dispositioner.

Landsretten tager herefter sagsøgerens påstand til følge.

T h i  k e n d e s  for  r e t

Sagsøgte, G1 Invest A/S i betalingsstandsning, tilpligtes at betale et beløb svarende til akkorddividenden af 1.021.706,00 kr. til sagsøgeren, Anpartsselskabet H1 under konkurs.

Sagens omkostninger skal sagsøgte betale til sagsøgeren med 50.000 kr.