Dato for udgivelse
05 Jul 2002 09:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. maj 2002
SKM-nummer
SKM2002.359.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
69/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Goodwill, eneforhandleraftale, opsigelse, omkvalificeret, uafhængige, parter
Resumé

Et vederlag udbetalt i forbindelse med opsigelse af en eneforhandlerkontrakt blev ikke anset for vederlag for goodwill, men for omfattet af den dagældende lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 9.

Højesteret udtalte bl.a., at producenten, G1, ved opsigelse med 6 måneders varsel kunne bringe eneforhandleraftalen til ophør og derved afskære eneforhandleren fra den kundekreds, der efterspurgte G1-produkter, og at kundekredsen, som fastslået i Højesterets dom [SKM2001.185.HR], UfR, 2001, side 1104, herefter måtte anses for at tilhøre G1.

Reference(r)

Lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 9 (dagældende)
Ligningsvejledningen 2001 E.I.4.2.3


Parter

H1 ApS
(advokat Kaj Høj)

mod

Skatterninisteriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. Afdeling den 27. januar 2000.

Afsagt af Højesteretsdommerne

Hermann, Hornslet, Wendler Pedersen, Torben Melchior og Jørgen Nørgaard.

Appellanten, H1 ApS, har gentaget son princip og subsidiære påstand og har mere subsidiært påstået hjemvisning med henblik på fornyet ansættelse af den skattepligtige indkomst for skatteåret 1993/1994.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og gentaget sin subsidiære påstand om hjemvisning.

For Højesteret er der tilvejebragt supplerende oplysninger blandt andet vedrørende overdragelsen af Y1-byforretningen i 1988.

H1 har yderligere anført, at sagen på væsentlige punkter adskiller sig fra Højesterets dom af 20. februar 2001[SKM2001.185.HR]. (Ugeskrift for Retsvæsen 2001 s. 1104) vedrørende vederlag en anden eneforhandler af G1 produkter. Selskabet har bl.a. henvist til, at det i den foreliggende sag ikke var G1, men forhandleren, der opsagde aftalen, at H1 og A var bundet af en konkurrenceklausul, og at H1 overdrog ikke alene eneforhandlingsretten, men hele virksomheden med inventar og personale.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at aftalerne mellem H1 og G1 på alle relevante punkter svarer til den eneforhandleraftale, der forelå i dommen af 20. februar 2001.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

G1 kunne ved opsigelse med 6 måneders varsel bringe eneforhandleraftalen til ophør og derved afskære eneforhandleren fra den kundekreds, der efterspurgte G1-produkter. Som fastslået i Højesterets dom af 20. februar 2001 [SKM2001.185.HR), (Ugeskrift for Retsvæsen 2001 s. 1104) må kundekredsen vedrørende G1-produkter herefter anses for at tilhøre G1. Det af H1 anførte medfører ikke ændring heri.

Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, H1 ApS, betale 25.000 kr, til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.