Dato for udgivelse
13 Sep 2002 08:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25. marts 2002
SKM-nummer
SKM2002.441.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
FS 3-690/2001
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Skat + Kontrol; inddrivelse; straf og regnskab
Emneord
Insolvens, tilsigelse, forkyndelse, subsidiær ægtefællehæftelse
Resumé

I sagen påstod klager et subsidiært ægtefælleudlæg efter kildeskattelovens §72, stk. 2, ophævet med henvisning til, at der ikke var sket behørig indkaldelse efter retsplejeloven.

Fogedretten fandt, at skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 2, var anvendelig ved udlægsforretninger mod subsidiært hæftende ægtefæller. Forkyndelse kunne derfor erstattes af dagbladsbekendtgørelse, angivelse på indbetalingskort eller anden skriftlig meddelelse, hvori beløbets størrelse og sidste rettidig indbetalingsdag er anført. Fogedretten fandt endvidere, at tilsigelsen i den konkrete sag ikke opfyldte betingelserne i skatteinddrivelseslovens §9, stk. 2, idet sidste rettidige betalingsdag ikke var anført. Klager burde endvidere efter retsplejelovens § 493, stk. 1, have modtaget underretning om kontinueringen af fogedforretningen.

Under hensyn til karakteren af disse mangler, og til at klager, uanset at hun gennem sin advokat i efteråret 1997 blev bekendt med udlægget, tilsigelsens udformning og udlægsforretningens forløb, ikke har foretaget sig yderligere, fandt fogedretten ikke grundlag for udlæggets ophævelse.

Reference(r)

Skatteinddrivelsesloven § 9, stk. 2
Retsplejeloven § 493, stk. 1 og 3
Kildeskatteloven § 72, stk. 2


Parter

Told- og Skatteregion Frederikshavn, Lissy Madsen, Kommunen

mod

A

Ingen indkaldt eller mødt.

Der fremlagdes:

- skrivelse af 13. september 2001 fra advokat Mogens Pahl Christensen

- processkrift fra klager modtaget den 16. november 2001

- processkrift fra indklagede med bilag modtaget den 15. januar 2002

- skrivelse fra advokat Mogens Pahl Christensen modtaget den 11. februar 2002

- skrivelse fra kammeradvokaten modtaget den 12. februar 2002

Afsagt af Fogedretten

Den 19. juni 2001 modtog fogedretten i Brønderslev fra klager, A, protest mod udlæg foretaget af indklagede, Kommunen i 1995. Sagen har været procederet den 12. juli 2001 og 6. september 2001.

Herefter blev sagen genoptaget den 8. november 2001 med henblik på yderligere skriftveksling. Parterne har erklæret sagen kan afgøres uden yderligere mundtlig forhandling.

Klager har påstået udlægget foretaget den 6. december 1995 ophævet.

Klager har til støtte for påstanden gjort gældende, at der ikke er sket behørig indkaldelse, og at det er uden betydning, hvornår klager er blevet bekendt med udlægget.

Indklagede har principalt påstået klagen afvist og subsidiært udlægget stadfæstet.

Indklagede har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at klagefristen er overskredet.

Indklagede har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende,

at   

betingelsen for at foretage udlæg i henhold til den subsidiære ægtefællehæftelse, jfr. kildeskattelovens § 72, stk. 2, utvivlsomt har været opfyldt,

 

at

tilsigelse til udlægsforretningen den 9. november 1995 er udsendt i overensstemmelse med inddrivelseslovens § 9,

 
 

at

rekvisita, A, således har været behørigt indkaldt til udlægsforretningen,

 

at

B som As ægtefælle på vegne hende har været bemyndiget til at foranledige udlægsforretningen den 9. november 1995 omberammet, samt

 

at

Kommunen uden fornyet tilsigelse har været berettiget til ved A manglende fremmøde den 23. november 1995 at kontinuere udlægsforretningen, hvilket skete den 6. december 1995 på bopælen ..... 13, .... .....

 

Sagens omstændigheder

I oktober 1995 blev der hos klagers tidligere ægtefælle B foretaget forgæves udlægsforretning. Herefter sendte indklagede ved anbefalet brev en tilsigelse til klager om at møde på Betalingskontoret, Kommunen den 9. november 1995, idet der ønskedes foretaget udlæg hos klager med henvisning til den subsidiære hæftelse efter kildeskattelovens § 72, stk. 2. Af notater fra indklagede fremgår det, at klagers ægtefælle telefonisk får ændret mødetidspunktet til den 23. november 1995. Efter der ikke blev givet møde den 23. november 1995 foretog indklagede udgående udpantningsforretning til adressen ..... 13, .... ...... På adressen blev klagers tidligere ægtefælle antruffet og der foretoges udlæg i klagers faste ejendom matr.nr. 2 by, ......, ...... jorder. Udlægget blev tinglyst på ejendommen den 27. december 1995.

Af notatarket fra indklagede fremgår videre:

"...

271295

REF

tingbogsattest modtaget

090196

UDL

denunciation sendt til Nørresundby Bank

110496

UDL

rykket Nørresundby Bank for svar

120496

REF

Rykket A for ejerpantebrev

220596

REF

Afleveret meddelelse fra pantefogden på bopælen

310596

REF

talt med A i telefonen hos ..... om ejerpantebrevet. Hun vil tale med sin mand

260897

REF

brev fra advokat Mogens P. Christensen angående udlæg i ..... 13

270897

REF

Sendt svar til til advokat om udlæg i ejendommen

120997

REF

Advokat anmoder om kopi af tilsigelse til A

150997

REF

Kopi af tilsigelse fremsendt

200301  

REF  

As nuværende mand kontakter C på skattekontoret og forespørger om regler for subsidiært udlæg, hvorefter Lissi Madsen telefonisk kontakter PN og gør rede for sagsforløbet

020401

REF

restbeløbet på udlægget oplyst telefonisk til A

040401

REF

A møder med mand angående udlægget

Af brev fra advokat Mogens Pahl Christensen af 26. august 1997 fremgår:

"...

Som advokat for A tillader jeg mig herved at rette henvendelse til kommunen, idet min klient for nylig er blevet bekendt med, at der i hendes ejendom er foretaget udlæg for mandens gæld.

Min klient oplyser, at hun ikke tidligere har været bekendt hermed, og at hun ikke har været indkaldt til udpantningsforretningen, hvorved udlægget blev foretaget.

På denne baggrund er det min opfattelse, at det foretagne udlæg må ophæves, jfr. Østre Landsrets kendelse af 27. februar 1997 gengivet i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997 side 1472 afgørelse nr. 589. Jeg vedlægger kopi af afgørelsen.

Jeg imødeser bekræftelse på at udlægget kvitteres, samt at de betalinger, der måtte være oppebåret u.h.t. udlægget tilbagebetales til min klient.

..."

Ved skrivelse af 27. august 1997 svarer indklagede på brevet således:

"...

Som svar på brev af 26. august 1997 kan jeg med nedenstående fakta oplyse at betingelserne for subsidiært udlæg er overholdt.

Den 4. oktober 1995 blev der foretaget udgående fogedforretning hos B på adressen .... 13. Ingen blev truffet hjemme og B blev ved meddelelse anmodet om at give møde torsdag den 12. oktober 1995.

Den 12. oktober 1995 mødte skyldner på Betalingskontoret, til udlægsforretning, der slutter som forgæves

Den 2. november 1995 tilsiges A til udlægsforretning den 9. november 1995 vedrørende Bs skattegæld for indkomstårene 1992-1995, idet giftermål fandt sted den 18. april 1992.

Den 9. november 1995 bliver Betalingskontoret kontaktet telefonisk af B, der meddeler, at A vil møde den 23. november 1995.

På grund af manglende fremmøde den 23. november 1995 foretages udgående fogedforretning på As bopæl den 6. december 1995. Til stede var B. Udlæg bliver foretaget i ejendommen ..... 13, fogedbog udleveres ved fogedforretningen.

Udlægget sendes til tinglysning den 22. december 1995

Efter at havde rekvireret tingbogsattest på ejendommen ..... 13 fremsendes den 9. januar 1996 meddelelse om DENUNCIATION til Nørresundby Bank

Nørresundby Bank giver den 11. april 1996 besked om at ejerpantebrevet kr. 100.000,00 ikke er pantsat i banken.

Den 12. april 1996 beder Betalingskontoret ved brev A kontakte os angående ejerpantebrevet på kr. 100.000,00.

Den 22. maj 1996 henvender vi os på bopælen og aflevere meddelelse til A med anmodning om at give møde på Betalingskontoret den 30. maj 1996 angående ejerpantebrevet

A møder ikke, men jeg taler med hende i telefon den 31. maj 1996 på hendes arbejdsplads ......

A møder ikke angående ejerpantebrevet

..."

Forklaringer

Lissi Madsen har forklaret, at tilsigelser til fogedforretninger altid sker ved anbefalet brev. Tilsigelsen til A var også sendt ved anbefalet brev. As tidligere ægtefælle B ringede den 9. november 1995 og oplyste, at hans hustru vil møde den 23. november 1995. Der mødte ingen den 23. november 1995 og fogedforretningen fortsattes umiddelbart som udgående på adressen ..... den 6. december 1995 og udlæg blev foretaget i ejendommen. Der blev ikke sendt særskilt indkaldelse til den udgående fogedforretning. Efter udlægget blev der overfor Nørresundby Bank, der havde et ejerpantebrev i ejendommen, denuncieret. Nørresundby Bank oplyste, at de ikke havde ejerpantebrevet. Herefter blev A den 12. april 1996 rykket for ejerpantebrevet pr. brev. Den 22. maj 1996 blev der på adressen efterladt et brev til A igen om ejerpantebrevet. Den 31. maj 1996 talte Lissi Madsen med A om ejerpantebrevet pr. telefon. Lissi Madsen kan huske, at hun talte med A om ejerpantebrevet, men hun husker ikke om udlægget blev nævnt. A sagde, at hun ville tale med sin ægtefælle. Lissi Madsen fik ikke yderligere at vide og gjorde ikke aktivt mere ved det. Den 26. august 1997 henvendte en advokat på vegne A sig til kommunen. Advokaten fik efter anmodning herom kopi af tilsigelsen tilsendt den 15. september 1997. Herefter hørte de ikke mere fra advokaten.

A har forklaret, at hun ved separationen fra sin ægtefælle opdagede udlægget i ejendommen. Hun har ikke modtaget tilsigelsen. Hendes tidligere ægtefælle B har ikke oplyst om tilsigelsen eller det efterfølgende udlæg. Brevene af 12. april og 22. maj 1996 har hun heller ikke modtaget. Hun kan godt huske, at hun på sit arbejde talte med Lissi Madsen over telefonen, men hun husker ikke om hvad. Hun husker, at samtalen vedrørte noget, som hun ikke vidste noget om. Hun blev ikke afkrævet penge, og der blev ikke omtalt et udlæg. I 1997 regnede hun med, at hun skulle have overskydende skat. Da hun ikke fik dette henvendte hun sig til kommunen, der oplyste om udlægget. Hun tog kontakt til revisor, der rådede hende til at gå til advokat, hvilket hun gjorde. Advokaten mente, at hun skulle gå videre med sagen. Hun stoppede dog sagen ved advokaten, da B oplyste, at han ville sørge for at betale, og da hun ikke havde råd til at betale advokaten. Hun gør derfor først noget nu, da huset skal sælges. Hun og B har ikke haft advokat til at hjælpe med bodelingen. Ved bodelingen overtog hun huset, der ikke havde nogen friværdi på dette tidspunkt, og B lovede at han ville få fjernet udlægget. A har jævnligt haft kontakt med skatteforvaltningen. B har erklæret, at det er korrekt, at hun intet kendte til indkaldelsen til fogedforretningen eller udlæggets foretagelse.

Fogedrettens begrundelse og resultat

Efter retsplejelovens § 493, stk. 3 skal meddelelse om forretningen forkyndes for skyldneren når fuldbyrdelse kræves på grundlag af udpantningsret, med mindre andet er bestemt i lovgivningen. På baggrund af hensynet bag bestemmelsen må reglen antages tillige at finde anvendelse ved krav på fuldbyrdelse overfor subsidiært hæftende ægtefæller efter kildeskattelovens § 72, stk. 2.

I skatteinddrivelsesloven, hvor pante- og toldfogder er meddelt bemyndigelse til at foretage udlæg for inddrivelse af skatter m.v., der er tillagt udpantningsret, er det i § 5 bestemt, at retsplejelovens kapitel 45-47 skal anvendes, medmindre andet er bestemt. I samme lovs § 9 kan forkyndelse for skyldneren af udlægsforretningen erstattes af dagbladsbekendtgørelse, angivelse på indbetalingskort eller anden skriftlig meddelelse, hvori beløbets størrelse og sidste rettidige indbetalingsdag er anført.

I den fremsendte tilsigelse, som det, under hensyn til Bs telefoniske omberammelse, lægges til grund er kommet frem, er sidste rettidige betalingsdag ikke anført. Tilsigelsen opfylder derfor ikke betingelserne i skatteindrivelseslovens § 9, stk. 2, som fogedretten finder anvendelig ved udlægsforretninger mod subsidiært hæftende ægtefæller, eller i øvrigt retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt.

Fogedretten skal endvidere bemærke, at klager efter retsplejelovens § 493, stk. 1 burde have modtaget underretning om kontinueringen af fogedforretningen udgående den 6. december 1995, idet der ikke er angivet forhold, der kan begrunde anvendelse af retsplejelovens § 493, stk. 2. Pantefogden har endvidere ikke truffet bestemmelse om anvendelse af retsplejelovens § 493, stk. 2.

Under hensyn til karakteren af ovenstående mangler, og til at klager, uanset at hun gennem sin advokat i efteråret 1997 blev bekendt med udlægget, tilsigelsens udformning og udlægsforretningens forløb, ikke har foretaget sig yderligere finder fogedretten ikke grundlag for udlæggets ophævelse.

Derfor bestemmes

Udlæg foretaget i matr.nr. 2, By, ....., ..... den 6. december 1995 stadfæstes.

Sagens omkostninger ophæves.