Dato for udgivelse
03 Oct 2002 13:13
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. februar 2002
SKM-nummer
SKM2002.477.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-1302-98, B-1331-98
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Selskabstømning, erstatning, selvfinansiering, minoritetsaktionær, mindretalsaktionær, præklusion, regres
Resumé

En mindretalsaktionær, der ejede ½ % af selskabskapitalen i et overskudsselskab, og som ikke havde øvet væsentlig indflydelse på dispositionerne i forbindelse med salget af selskabet, blev frifundet for erstatningsansvar med hensyn til de tabte selskabsskatter. Den medvirkende køberbank, der ikke havde bestridt, at den havde handlet ansvarspådragende, blev frifundet, idet Told- og Skattestyrelsen, der var bekendt med, at der i overskudsselskabets afdøde hovedaktionærs dødsbo var udstedt proklama, undlod at anmelde erstatningskravet. Told- og Skattestyrelsen fandtes herved at have udvist forsømmelighed overfor køberbanken, idet erstatningskravet blev prækluderet, hvorved banken blev afskåret fra at gøre regreskrav gældende mod dødsboet

Reference(r)

Dansk rets almindelige erstatningsregel


Parter

(Hovedsagen)
HX A/S under konkurs ved kurator, advokat Ole Larsen
(Kammeradvokaten ved advokat Rasmus Anberg)

mod

1. A
(advokat Aksel Holst Nielsen)

og

2. A/S F1 Bank
(advokat Bjørn Groth-Andersen)

og

(Adcitationssagen)
A
(advokat Aksel Holst Nielsen)

mod

F2
(advokat Andreas Fischer)

Afsagt af landsdommerne

John Lundum, Lis Frost og Henriette Frolich (kst.)

Hovedsagen, der er anlagt den 14. maj 1998, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A som sælger af ½% af aktierne i overskudsselskabet H1 Invest A/S , nu HX A/S under konkurs, hvori alle aktier blev solgt, er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab ved, at selskabet efterfølgende blev tømt for midler. Sagen vedrører tillige spørgsmålet om et eventuelt ansvar for A/S F1 Bank, der var pengeinstitut for køberen af selskabet, samt om den indbyrdes fordeling mellem A og A/S F1 Bank. Endelig drejer sagen sig om, hvorvidt det eventuelle erstatningskrav mod A og/eller A/S F1 Bank er bortfaldet som følge af, at kravet ikke inden proklamafristens udløb blev anmeldt i dødsboet efter sælgeren af 99,5% af aktierne i selskabet, B.

Adcitationssagen, der er anlagt den 18. maj 1998, vedrører spørgsmålet, om et eventuelt erstatningsansvar for A og/eller F1 Bank kan videreføres til sælgerens rådgiver, F2, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, tidligere F2X Revisionsaktieselskab.

Parternes påstande

Sagsøgeren, HX A/S under konkurs ved kurator, advokat Ole Larsen, har principalt påstået de sagsøgte dømt til in solidum at betale 1.264.756 kr. med tillæg af procesrente, for så vidt angår sagsøgte 1, A, fra den 1. november 1997, og for så vidt angår sagsøgte 2, F1 Bank, fra sagens anlæg.

Beløbet på 1.264.756 kr. svarer til selskabets opgjorte skyldige skattetilsvar for skatteårene 1993/94 og 1994/95, excl. renter og kontrollovstillæg efter selskabsskatteloven.

Sagsøgeren har ved domsforhandlingens begyndelse subsidiært påstået F1 Bank dømt til at betale 1.264.756 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Sagsøgeren har præciseret, at ingen af de sagsøgte subsidiært påstås dømt til at betale et mindre beløb.

A har overfor sagsøgeren påstået frifindelse.

A har endvidere påstået F1 Bank tilpligtet at friholde ham, såfremt han dømmes i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

F1 Bank har overfor sagsøgeren påstået frifindelse.

F1 Bank har overfor A påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte. Banken har endvidere påstået A tilpligtet at friholde banken for ethvert beløb, som banken måtte blive dømt til at betale sagsøgeren, subsidiært at friholde banken for et mindre beløb efter rettens skøn.

I adcitationssagen har adcitanten, A, påstået F2, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, tilpligtet solidarisk med F1 Bank at friholde ham for ethvert beløb, som han måtte blive dømt til at betale sagsøgeren i hovedsagen, subsidiært at friholde ham for et mindre beløb efter rettens skøn.

F1 Bank har påstået F2 tilpligtet at friholde banken for ethvert beløb, som banken måtte blive dømt til at betale sagsøgeren og/eller A i hovedsagen, subsidiært at friholde banken for et mindre beløb efter rettens skøn.

F2 har påstået frifindelse, subsidiært at det beløb, som det i hovedsagen måtte blive pålagt A at betale til sagsøgeren, i det indbyrdes forhold mellem A, F1 Bank og revisionsselskabet fordeles således, at A forlods bærer 4.882 kr. samt 1/6 af restbeløbet, F1 Bank bærer 2/3 af restbeløbet og F2 bærer 1/6 af restbeløbet.

Sagens nærmere omstændigheder

Mellem administrerende direktør for H3 A/S, A, og avisens ejer, B, blev der den 21. oktober 1992 indgået aftale om, at A, foruden sin løn som administrerende direktør, skulle honoreres for ledelsesmæssige opgaver for H2 A/S, ligesom han skulle erhverve ½ % af aktiekapitalen i sidstnævnte selskab, der tillige ejedes af B.

Ved overdragelsesaftaler af 26. januar og 4. marts 1993 solgte H2 A/S forlagsaktiviteten "H2A" og udgivelsesaktiviteterne vedrørende H2B og H2C.

Selskabet var herefter uden aktiviteter.

Den 11. marts 1993 trådte H2 A/S i likvidation med B som likvidator. Selskabet ændrede samtidig navn til H1 Invest A/S i likvidation.

Ved en overdragelsesaftale indgået i maj 1993 blev selskabet solgt. Af den endelige aftale fremgår blandt andet:

"Imellem undertegnede:

Chefredaktør B

 

.....

 

.... .....

 

(herefter kaldet sælger)

 

og medundertegnede:

G1 Finans ApS

 

(herefter kaldet køber)

 

er der dags dato indgået følgende:

AFTALE

§ 1

Sælger overdrager til køber nom. kr. 298.500 af aktiekapitalen nom. kr. 300.000 i H1 Invest A/S i likvidation (herefter kaldet selskabet), reg.nr. 153.856, SE-nr. ..... med overtagelsesdag den 17.05 1993. Den resterende aktiekapital nom. kr. 1.500 overdrages samtidig af adm. direktør A til G1 Finans ApS til den i § 4 angivne kurs.

...

Købesummen udgør 37.320.420 svarende til kurs 12440,14. Købesummen frigives til fordel for sælger straks, når det overdragne selskabs aktiver er stillet til disposition for køber. I købesummen modregnes den bogførte værdi af det under punkt 3 nævnte gældsbrev.

Den frigivne købesum udgør herefter:

Til B:

 

Købesum,

 

brutto-nom. kr. 298.500 á 12440,14

37.133.818

 

Til A:

 

Nom.kr. 1.500 á 12440,14

     186.602

 

37.320.420

Samtidig hermed stiller sælger på overtagelsesdagen den 17.05.1993 til disposition for køber selskabets likvide beholdning kr. 37.675.780.

Der henvises til særskilt opgørelse fra A/S F3 Bank.

....

Selskabets balance pr. 17.05.1993 udgør:

AKTIVER

 
   

Indestående i A/S F3 Bank

37.675.780

Tilgodehavende moms

       84.455

Aktiver i alt

37.760.235

 

PASSIVER

 

Selskabskapital

300.000

Reserver

36.259.104

Egenkapital i alt

36.559.104

   

Skyldig selskabsskat jf. § 2

  1.201.131

 

Passiver i alt

37.760.235

Ethvert aktiv eller passiv, der ikke er nævnt i ovenstående balance, tilhører sælger, og nærværende aftale kan tjene som legitimation for sælger til, overfor trediemand, at meddele transport i sådanne aktiver eller passiver.

....

Sted: ....

Som sælger: (sign.) B

   

Dato: ....

 
   

Sted:

Som køber: (sign.) AB

   

Dato: ....

 

§ 11

For så vidt angår overdragelsen af minoritetsaktieposten nom. kr. 1.500, som nævnt i § 1, tiltrædes aftale af

Sted: .....

som sælger: (sign.) A

..."

Af en telefax af 17. maj 1993 fra F1 Bank til F3 Bank fremgår blandt andet:

"....

I henhold til anpartsoverdragelsesaftale mellem ovennævnte parter overfører A/S F1 Bank valør 18.05.1993 på købers vegne kr. 37.124.182,00 til F3 Banks konto i Danmarks Nationalbank.

Beløbet fremsendes under forudsætning af at vi fra F3 Bank valør 18.05.1993 modtager kr. 37.431.183,00 på vor konto i Danmarks Nationalbank.

....

Såfremt betingelserne overfor A/S F1 Bank vedrørende ovennævnte betaling ikke kan opfyldes, forpligter F3 Bank sig til at tilbageføre den overførte købesum til A/S F1 Banks konto i Danmarks Nationalbank senest den 18.05.1993 kl. 14.00.

...."

Af en telefax af samme dato fra F3 Bank til F1 Bank fremgår blandt andet:

"....

På vegne af B overføres kr. 37.431.183,00 kr. til A/S F1 Bank valør 18.05.1993 via Danmarks Nationalbank.

Beløbet fremsendes under forudsætning af at vi fra A/S F1 Bank valør 18.05.1993 modtager kr. 37.124.182,00 på vor konto i Danmarks Nationalbank.

....

Såfremt betingelserne overfor A/S F3 Bank vedrørende ovennævnte betaling ikke kan opfyldes, forpligter A/S F1 Bank sig til at tilbageføre sum til A/S F3 Banks konto i Danmarks Nationalbank senest den 18.05.1993 kl. 14.00.

...."

Ifølge en posteringsoversigt af 18. maj 1993 overførtes 37.431.183 kr. til selskabets nye konto i F1 Bank, og samme dag blev der trukket 37.124.182 kr. på kontoen. Det fremgår af låneindstilling og af sikkerhedsoversigt af 17. maj 1993, at G1 Finans ApS lånte købesummen af F1 Bank, og at selskabets midler blev håndpantsat til sikkerhed for lånet. Efter anmodning fra køberen blev lånet fra F1 Bank indfriet samme dag ved træk på selskabets nye konto. Af anmodningen samt en udskrift pr. 19. maj 1993 af G1 Finans ApS, konto fremgår, at alene et beløb svarende til differencen mellem selskabets midler og købesummen, med fradrag af en overførselskurtage, blev indsat på kontoen.

Ved ekstraordinær generalforsamling den 18. maj 1993 ændredes selskabets navn til HX A/S i likvidation, og AB blev valgt til ny likvidator.

Ved brev af 18. maj 1993 meddelte F3 Bank A, at der samme dag var overført 186.602 kr. fra Bs konto til As konto. Den resterende del af selskabets midler og købesummen blev den 25. maj 1993 udvekslet mellem A og købers advokat, advokat KE.

Told- og Skattestyrelsen anmodede ved skrivelse af 6. januar 1994 statsautoriseret revisor BJ fra F2X om at fremsende kopi af dokumenterne vedrørende selskabsoverdragelsen.

Finanstilsynet anmodede ved skrivelse af 23. februar 1994 F1 Bank om at redegøre nærmere for dens eventuelle deltagelse i handler med overskudsselskaber. På baggrund af bankens redegørelse af 16. marts 1994 udbad Finanstilsynet sig den 10. maj 1994 nærmere oplysninger om bankens kunderelationer til blandt andre AB og selskaber, der kunne sættes i forbindelse med ham. Banken besvarede anmodningen ved skrivelse af 24. maj 1994.

Københavns Politi, Bedrageriafdelingen foretog den 7. december 1994 ransagning i bankens ..... afdeling, hvor blandt andet dokumenterne vedrørende selskabsoverdragelsen blev beslaglagt.

B døde den 5. januar 1995. 3. proklama i dødsboet blev bekendtgjort i Statstidende den 25. april 1995, og proklamafristen udløb således den 25. juli 1995.

Ved skrivelse af 24. april 1995 meddelte Told- og Skattestyrelsen selskabet, at man havde ændret den skattepligtige indkomst for skatteåret 1994/95 fra 0 kr. til 4.478.334 kr. med henvisning til skattekontrollovens § 16. Kendelsen blev samme dato fremsendt til Københavns Kommune, Selskabsbeskatningen, og til Told- og Skatteregion 1, København. Af fremsendelsesskrivelsen fremgår, at den ændrede skatteansættelse vedrører selskabstømning.

Ved skrivelse af 10. maj 1995 meddelte Told- og Skattestyrelsen skatteforvaltningen i Kommunen, at afgørelsen om, hvorvidt der skulle rejses erstatningskrav i anledning af selskabsoverdragelsen, afventede kommunens oplysninger om, hvorledes boet efter B blev behandlet. Kommunen oplyste ved skrivelse af 15. maj 1995, at Bs ægtefælle sad i uskiftet bo.

Selskabet blev den 19. marts 1996 af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sendt til opløsning i skifteretten i Sø- og Handelsretten, og det blev erklæret konkurs den 15. april samme år.

Skattemyndighederne anmeldte ved skrivelse af 2. juli 1996 skattekravet i boet, og ved skrivelse af 29. september 1997 rejste boets kurator, advokat Ole Larsen, erstatningskrav mod A med henvisning til, at selskabet havde været udsat for selskabstømning og derfor ikke kunne honorere skattekravet.

Forklaringer

A har forklaret, at han blev ansat som administrerende direktør for H3 A/S pr. 1. november 1991. Forud for sin ansættelse havde han som ansat i F2X i en årrække fungeret som statsautoriseret revisor for avisen. Avisen var ejet af B der forestod den daglige ledelse. B ejede tillige H2 A/S, der udgav 2 ugeaviser og en telefonbog. H3 A/S gav i modsætning til sidstnævnte underskud, og hans primære opgave var at rette op herpå. Det var en klar aftale mellem ham og B, at han ved sin tiltræden som direktør ophørte med at fungere som revisor for avisen. Allerede med udgangen af 1992 balancerede regnskabet, og B tilkendegav sin tilfredshed ved blandt andet at tilbyde ham en aktiepost på ½ % af aktierne i H2 A/S. Efter at have frasolgt rettighederne til udgivelsen af ugeaviserne og telefonbogen besluttede B i foråret 1993 at likvidere selskabet, der havde en aktiekapital på ca. 36 mio. kr. Årsagen var de vedvarende rygter om en betydelig skærpelse af aktieavancebeskatningen, der da alene udgjorde 25%. Selskabet trådte i likvidation i marts 1993 og ændrede samtidig navn til H1 Invest A/S. B kontaktede først F3 Bank, der imidlertid ikke var interesseret i en handel. Herefter ringede B til avisens revisor, F2X i ....., der henviste ham til chefen for revisionsselskabets skatteafdeling i ...., BJ. Han kontaktede selv en bekendt, som var direktør for et lokalt vekselerfirma, og spurgte, om firmaet ville købe selskabet med henblik på en efterfølgende likvidation. Vekselerfirmaet var interesseret, men mod et honorar, hvilket han meddelte B. B besluttede herefter at lade F2X forestå det videre salgsarbejde. BJ faxede en standardkontrakt til B og formidlede kontakten til køberen af selskabet. Hans kendskab til salgsforhandlingerne skyldes, at B brugte hans kontor, når han var på avisen. Kontrakten og muligvis anden korrespondance vedrørende handlen blev faxet til B på hans fax, og det kan muligvis være grunden til, at hans navn står på en fax, der vedrørte handlen. Under salgsforløbet, der strakte sig over 2 dage, havde han lønforhandlinger med avisens ansatte, men ind i mellem forhandlingerne befandt han sig på sit kontor. Han ved derfor, at B spurgte BJ om baggrunden for, at køberen ville betale et kurstillæg på 50% af den latente skat, og at B understregede over for BJ, at han ikke ville medvirke til noget, der ikke var legalt. Af kontrakten fremgår, at B var sælger af selskabet. Selv tiltrådte han kontraktens bestemmelse om, at hans andel medsolgtes på en allonge til aftalen. Han havde ikke grund til at betvivle BJs forsikringer om, at handlen var helt legal, og i modsat fald kunne han jo blot have solgt sin ½ % af aktierne til B forud for handlen. Han havde ikke noget økonomisk incitament til at gennemføre handlen - hans økonomiske gevinst ved salget var 737 kr. efter skat - og med hans minimale aktieandel ville han ikke have kunnet hindre B i at sælge. B var endvidere hans arbejdsgiver og tillige en mand, der traf sine egne håndfaste beslutninger. Han har ikke givet betalingsinstruks til F3 Bank. Det har formentlig B. Da Ekstra Bladet i efteråret 1994 kædede B sammen med AB, der blev omtalt som en kendt selskabstømmer, var det afgørende for B, at han bevarede sin troværdighed. Han tror ikke, at B regnede med at blive mødt med et erstatningskrav. Han vidste ikke, at der blev udstedt et proklama i forbindelse med Bs død. Brevet af 29. september 1997 fra konkursboets kurator var den første henvendelse, han modtog i sagen. Han forlod avisen i 1998, efter at det stod klart, at Bs enke ikke ville friholde ham for konkursboets krav mod ham.

OE har forklaret, at han har været ansat på H3 siden 1970. Han blev redaktør i 1981 og var ansvarshavende redaktør fra 1987 - 1994. Indtil A blev ansat, havde han et tæt og meget fortroligt samarbejde med B, som dog aldrig drøftede sine finansielle transaktioner med ham. Efter As tiltræden koncentrerede B sig om sine "guldæg" - distriktsbladene og telefonnøglen - og beskæftigede sig alene med de overordnede linier vedrørende avisen. B var utroligt retlinet, og han var meget oprørt over Ekstra Bladets artikel. B bad ham skrive en artikel som reaktion på Ekstra Bladets artikel. Det var magtpåliggende for B, at det fremgik, at han følte sig ført bag lyset, og at ingen troede, at der var noget fordækt ved handlen.

Statsautoriseret revisor BJ har forklaret, at han i 1993 blev kontaktet af TH fra F2Xs .....- afdeling, som oplyste, at han havde et likvidationsselskab, som skulle afhændes inden den 19. maj 1993. TH fortalte, at man først havde drøftet et salg til banken, men at det af forskellige grunde ikke var aktuelt. Skatteafdelingen i ..... blev på det tidspunkt bestormet af selskaber, der var interesseret i at købe overskudsselskaber, og han kontaktede nogle af disse, herunder vekselerfirmaet G2. Vekselerfirmaet vendte hurtigt tilbage med en køber. Han undersøgte ikke køberens forhold nærmere. Han havde nogle telefonsamtaler med B og A, men husker ikke, hvem der kontaktede hvem. Han mener ikke, at han talte med B, uden at A var til stede, og det var hans indtryk, at B og A drøftede handlen med hinanden. Han læste overdragelsesaftalen igennem for at sikre, at skatten blev betalt. Han husker ikke, om han havde indvendinger mod indholdet, men han bemærkede muligvis, at det var vigtigt at udveksle bruttoydelser. Udgangspunktet var, at køber skulle betale ca. 72% for skatten, men procenten blev nedsat til ca. 50. For B var det vigtigste at få solgt til tiden. Det var ikke vidnet, der instruerede banken om at gennemføre pengetransaktionerne. Han fik at vide, at advokat KE tog sig af papirerne og var den, der anmeldte de ledelsesmæssige ændringer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Handlen var den eneste handel med overskudsselskaber, som han deltog aktivt i. Ellers formidlede han alene kontakten mellem køberne og sælgerne. Umiddelbart før jul fortalte TH, at han var blevet ringet op af Told- og Skattestyrelsen, som var i færd med at undersøge omfanget af handler med overskudsselskaber. Da han i januar 1994 blev anmodet om at fremsende en kopi af overdragelsesdokumenterne, troede han, at interessen for handlen skyldtes relationen til AB. Han fik ikke indtryk af, at der var problemer forbundet med revisionsselskabets bistand. Det var først i forbindelse med erstatningssagen, at han fik kendskab til, at B var afgået ved døden.

Rune Pedersen har forklaret, at han er ansat som fuldmægtig i "HTgruppen" i Told- og Skattestyrelsen. Afdelingen behandlede ca. 700 potentielle erstatningssager fordelt på 12 - 13 komplekser. Han var ansvarlig for "AB-komplekset", der bestod af 50 - 55 potentielle erstatningssager. Det var hans opgave at udarbejde en indstilling i sagerne til visiteringsgruppen, som herefter traf afgørelse om, hvilke sager der skulle videresendes til Kammeradvokaten med henblik på sagsanlæg. Alle selskaberne var registreret med handelsdatoen i en database, og han behandlede de ældste sager først. Når han udbad sig oplysning hos Kommunen om, hvorledes boet efter B blev behandlet, skyldtes det, at boets status muligvis havde betydning for vurderingen af, om der skulle rejses erstatningssag eller ej. Oplysningerne om boets status blev medtaget i hans indstilling, der vist blev indsendt i august 1995. Han tænkte ikke på, at der kunne være udstedt proklama, og han læste ikke Statstidende. Han mener ikke, at Told- og Skattestyrelsen registrerer proklamaer.

Skattekonsulent KJ, tidligere ansat på skattekontoret i Kommunen, har forklaret, at han i sit brev af 15. maj 1995 til Told- og Skattestyrelsen, blot videregav en oplysning om, at enken efter B sad i uskiftet bo. Han vidste ikke, at der også i denne situation kunne udstedes et præklusivt proklama.

Parternes procedure

Der er mellem sagernes parter enighed om, at selvfinansieringsforbudet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, blev overtrådt ved købet af selskabet, at B som sælger måtte indse, at der ved salget af selskabet bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen blev betalt med selskabets egne midler, at B derfor havde særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser, og at han ikke gjorde noget for at afværge skattevæsenets risiko for tab. Endvidere har F1 Bank anerkendt, at banken ved sin medvirken ved salget af selskabet har handlet ansvarspådragende. Ligeledes har F2 anerkendt som rådgiver at have handlet ansvarspådragende. Endelig er der mellem A, F1 Bank og F2 enighed om, at Bs berigelse kan opgøres til 971.587 kr., mens As berigelse kan opgøres til 4.882 kr.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand over for A gjort gældende, at A var sælger af overskudsselskabet, idet hans aktiesalg var en forudsætning for, at selskabsoverdragelsen blev gennemført. A deltog desuden aktivt i salget af selskabet, hvilket støttes på revisor BJs forklaring om, at B og A sammen drøftede salget og bemyndigede BJ til at forhandle salget på plads, og den omstændighed, at det var A der overførte restmidlerne til køberen. Den eneste forskel på en revisors og As deltagelse i overdragelsen er, at A tillige opnåede en - om end lille - berigelse ved salget. Endelig underskrev A overdragelsesaftalen, hvoraf det fremgår, at formålet med handlen var at undgå eller udskyde betaling af skat, at der skulle betales en merpris for selskabet, og at selskabets midler skulle stilles til købers disposition. A skal som følge heraf, uanset hans lille ejerandel i selskabet, betragtes som sælger på lige fod med B og er som følge heraf ansvarlig for skattevæsenets og dermed konkursboets tab.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand over for F1 Bank henvist til, at banken har erkendt sit erstatningsansvar.

Overfor begge de sagsøgte har sagsøgeren endvidere gjort gældende, at det følger af den almindelige erstatningsregel om solidarisk hæftelse og erstatningsansvarslovens § 25, at sagsøgeren frit kan vælge hvem af flere solidarisk hæftende skadevoldere, man vil rejse erstatningskrav over for. Det er således den enkelte skadevolders risiko, hvis denne på grund af øvrige skadevolderes manglende betalingsevne eller af andre grunde bliver afskåret fra at gøre regres over for de medansvarlige skadevoldere. Selv om det måtte antages, at der gælder en ulovbestemt regel om, at en kreditor mister sin fordring mod en kautionist eller solidarisk meddebitor, såfremt han ved forsømmelse undlader at holde forpligtelsen i kraft, ville en sådan regel ikke kunne overføres til solidarisk ansvarlige skadevoldere. Såfremt retten måtte finde, at sagsøgeren og/eller skattevæsenet var forpligtet til at sikre, at erstatningskrav over for B ikke bortfaldt på grund af forsømmelighed, bestrides det, at præklusionen kan tilregnes sagsøgeren eller skattemyndighederne som en sådan forsømmelighed. Det følger navnlig af Højesterets dom af 21. januar 1997 (Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 364ff - Satair-dommen), at det ikke kan bebrejdes skattemyndighederne, at ikke alle de mange sager i selskabstømmerkomplekset kunne behandles på en gang, og at myndighederne for at undgå forældelse behandlede de ældste sager først. Det kan heller ikke bebrejdes sagsøgeren, at skattevæsenet ikke var opmærksom på den ringe risiko, der var, for at en erstatningsansvarlig sælger ville afgå ved døden, og at der under dødsboets behandling ville blive udstedt et præklusivt proklama.

Til støtte for den subsidiære påstand over for F1 Bank har sagsøgeren gjort gældende, at selv om det måtte antages, at skattemyndighederne har udvist en forsømmelighed, der falder tilbage på sagsøgeren, kan denne forsømmelighed højst medføre bortfald af As ansvar. F1 Bank har i sin indberetning til Finanstilsynet allerede i 1994 erkendt højst at have medvirket til systematisk tømning af overskudsselskaber med viden om den tabsrisiko, skattemyndighederne herved udsattes for. Det vil sige, at F1 Bank havde tilstrækkelig viden til at kunne anmelde et krav i Bs dødsbo inden proklamafristens udløb. Hvis A frifindes, bør F1 Bank derfor bære hele erstatningsbyrden.

A har til støtte for sin påstand over for sagsøgeren gjort gældende, at B alene udøvede den faktiske ledelse i selskabet. B var alene part i overdragelsesaftalen, og A kunne ikke med sin ½% af aktiekapitalen forhindre selskabsoverdragelsen. For A havde salget ikke til formål at undgå betaling af skat, da hans merprovenu ved et salg fremfor likvidation alene udgjorde 737 kr. Salget havde således for A karakter af en normal forretningsmæssig disposition. A deltog ikke aktivt i salget af selskabet, og han fungerede ikke som Bs rådgiver. As tilstedeværelse under Bs telefoniske drøftelser med BJ var begrundet i, at B anvendte hans kontor, og det var kun naturligt, at A kontaktede sin tidligere kollega, TH, for at forhøre sig om, hvorvidt denne kunne bistå B med et hurtigt salg af selskabet. Det forhold, at A ikke opponerede mod majoritetsaktionærens - hans arbejdsgivers - dispositioner, kan ikke medføre, at han betragtes som sælger af overskudsselskabet. Med den senere indførte bestemmelse i selskabsskattelovens § 33 A, som tilsigtede en væsentlig stramning af sælgeres ansvar for selskabstømning, blev aktionærer med en ejerandel på indtil 10 % udtrykkeligt fritaget for ansvar, og også af den grund bør A frifindes. Finder retten imidlertid, at A er ansvarlig for skattevæsenets tab, så gøres det gældende, at erstatningskravet er bortfaldet ved præklusion. Det fremgår af sagen, at den sagsbehandler, der skulle udarbejde indstilling i blandt andet sagen mod A, kun beskæftigede sig med 50 - 55 potentielle erstatningssager, og at sagsbehandleren på trods heraf ikke orienterede sig i Statstidende eller på anden måde sørgede for at sikre, at kravene ikke prækluderedes. Denne forsømmelse må medføre, at kravet ikke kan gøres gældende over for A. Hvis en kreditors krav mod en kautionist eller meddebitor kan bortfalde som følge af kreditors forsømmelse, så må dette desto mere gælde i denne sag, hvor den solidarisk hæftende - A - ikke før proklamafristens udløb vidste eller burde vide, at der bestod en gensidig forpligtelse. Finder retten ikke, at der kan gives A medhold heri, så gøres det gældende, at erstatningsansvarslovens § 24 må føre til, at han frifindes.

A har til støtte for sin påstand over for F1 Bank henvist til det, som sagsøgeren har gjort gældende over for banken.

Endelig har A til støtte for sine påstande over for F2 gjort gældende, at F2 som rådgiver anbefalede salget over for B uden noget som helst forbehold, mens A ikke var rådgiver og reelt ikke medvirkede ved salget. Såfremt han dømmes i hovedsagen, skal F2 derfor friholde ham fuldt ud. I den indbyrdes fordeling af et eventuelt ansvar bør A i alt fald højst bære et beløb svarende til hans berigelse samt ½% af det erstatningsbeløb der herudover måtte blive henført til sælgersiden.

F1 Bank har til støtte for sin påstand over for sagsøgeren gjort gældende, at B eller hans dødsbo og banken ville være blevet dømt i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, og at banken i det indbyrdes forhold alene ville være blevet dømt til at betale halvdelen af det beløb, der oversteg Bs berigelse, såfremt kravet mod B ikke var prækluderet. Skattemyndighederne undlod imidlertid at beskytte sig mod, at kravet mod den hovedansvarlige ophørte, og denne forsømmelse er langt mere alvorlig end bankens forsømmelse ved at have medvirket til, at selvfinansieringsforbudet blev overtrådt. Der herskede også efter proklamafristens udløb usikkerhed hos skattemyndighederne om køberbankernes eventuelle erstatningsansvar i relation til handlerne med overskudsselskaber, og beslaglæggelsen af blandt andet denne sags bilag i december 1994 burde ikke i sig selv have givet banken anledning til at anmelde en eventualfordring i dødsboet. Skattemyndighedernes forsømmelse afskar derfor tillige banken fra at gøre et regreskrav gældende i Bs dødsbo. Erstatningskravet mod de sagsøgte må som konsekvens af skattemyndighedernes forsømmelse bortfalde.

F1 Bank har til støtte for sine påstande over for A og F2 gjort gældende, at fordelingen af et eventuelt ansvar skal ske i overensstemmelse med praksis, således at banken og F2 solidarisk skal friholde A for den del af kravet, som overstiger As berigelse, og at banken og F2 i det indbyrdes forhold endeligt skal bære hver halvdelen af dette beløb. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt med henvisning til det store antal handler, som banken bistod køberen med.

F2 har tilsluttet sig F1 Banks og As anbringender vedrørende spørgsmålet om præklusion. I konsekvens heraf skal F2 frifindes. Såfremt retten finder, at ansvaret mod A og F1 Bank består trods skattemyndighedernes forsømmelse, har F2 til støtte for sin principale påstand overfor de sagsøgte gjort gældende, at A reelt har optrådt som revisor, og at hans adfærd var mindst lige så ansvarspådragende som revisor BJs. A havde været statsautoriseret revisor i 11 år og virket som sådan for H3 A/S indtil 1½ år før handlen. Han var bekendt med og havde deltaget i salgsforhandlingerne, ligesom han underskrev overdragelsesaftalen. F2 har endvidere gjort gældende, at F1 Bank bærer et særligt ansvar, idet banken medvirkede i et stort antal handler med overskudsselskaber og havde systematiseret sin medvirken, der skete under fuldt kendskab til de retsstridige forhold. Til støtte for den subsidiære påstand har F2 gjort gældende, at F1 Bank har handlet særdeles uforsvarligt og derfor skal bære 2/3 af restbeløbet ud over As berigelse, mens A og F2 solidarisk - og indbyrdes lige - skal bære den resterende 1/3.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at A som ejer af kun ½ % af aktierne i H2 A/S alene havde en marginal økonomisk interesse i salg af selskabet. Det lægges endvidere til grund, at hans arbejdsgiver, B, som ejer af 99,5 % af aktierne i marts 1993 traf beslutning om likvidation af selskabet, at han i maj 1993 kontaktede blandt andet selskabets revisionsfirma, F2X, med henblik på omgående salg af selskabet, nu H1 Invest A/S, og at revisionsfirmaets skatteafdeling efter hans beslutning skulle forestå salgsarbejdet. Det forhold, at A som sælger af ½ % af aktiekapitalen skrev under på overdragelsesaftalen, og at han efter udveksling af ydelser mellem henholdsvis købers og sælgers bank overførte den resterende del af selskabets midler til køberen, kan ikke begrunde, at han betragtes som sælger af selskabet med den følge, at han hæfter solidarisk med B over for sagsøgeren.

Det må lægges til grund, at det primært var B, der deltog i drøftelserne om salget, at han ofte benyttede As kontor, og at A herigennem i et vist omfang blev involveret i forhandlingerne, uden at han dog optrådte som rådgiver for B eller havde reel indflydelse på de beslutninger, der blev truffet. Henset til den forholdsvis ubetydelige rolle, som A således spillede i forbindelse med selskabets salg, har han ikke handlet ansvarspådragende over for sagsøgeren.

Som følge heraf tager landsretten As påstand om frifindelse til følge.

Det er ubestridt, at F1 Bank ved sin medvirken til salg af overskudsselskabet har handlet ansvarspådragende. Det fremgår af Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 10. maj 1995 til skatteforvaltningen i Kommunen, at Told- og Skattestyrelsen i hvert fald 2½ måned før udløbet af proklamafristen i dødsboet efter B var klar over, at B var afgået ved døden, og at behandlingen af hans dødsbo kunne få indflydelse på skattemyndighedernes mulighed for at gennemføre en erstatningssag mod dødsboet. Det fremgår endvidere, at Told- og Skattestyrelsen efter modtagelsen af Kommunens svarbrev af 15. maj 1995 intet foretog sig inden proklamafristens udløb for at beskytte blandt andet F1 Banks regreskrav over for Bs dødsbo mod præklusion. I hvert fald under disse omstændigheder, og da der ikke er grundlag for at antage, at F1 Bank inden proklamafristens udløb var bekendt med, at B var afgået ved døden, findes Told- og Skattestyrelsen som kreditor at have udvist forsømmelighed over for F1 Bank.

Herefter, under hensyn til parternes påstande og da sagsøgeren, HX under konkurs, ikke har bestridt, at der i denne sag er identitet mellem sagsøgeren og Told- og Skattestyrelsen, tager landsretten også F1 Banks påstand om frifindelse til følge.

Efter udfaldet i hovedsagen tages påstandene fra F2 om frifindelse i adcitationssagen til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

A og A/S F1 Bank frifindes.

I sagsomkostninger skal HX A/S under konkurs ved kurator, advokat Ole Larsen, betale 66.000 kr. til A og 53.000 kr. til A/S F1 Bank.

F2, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab frifindes.

I forholdet mellem A, A/S F1 Bank og F2, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab ophæves sagsomkostningerne.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.