Dato for udgivelse
09 Oct 2002 07:27
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21. februar 2002
SKM-nummer
SKM2002.489.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 3-130116/2001
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift + Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Inddrivelse
Emneord
Konkurs, insolvens, omstødelse, betalingsmønster, ordinære betalinger, forringet betalingsevne
Resumé

Det sagsøgende personligt ejede selskab under konkurs anlagde sag mod Told- og Skatteregion Horsens med påstand om omstødelse af to indbetalinger på i alt kr. 70.000 i medfør af konkurslovens § 67, stk. 1, og § 74.

Retten fandt det ikke bevist, at betalingerne i afgørende grad havde forringet virksomhedens betalingsevne og fandt endvidere heller ikke, at betalingerne fremtrådte som ekstraordinære. Retten fandt derfor ikke, at betalingerne kunne omstødes efter konkurslovens § 67, stk. 1. Retten fandt endvidere ikke, at sagsøgte vidste eller burde have vidst, at det senere konkursramte selskab var insolvent på tidspunktet for betalingerne. Retten fandt herefter ikke grundlag for omstødelse af betalingerne efter § 74, og Told- og Skatteregion Horsens blev frifundet.

Reference(r)

Konkursloven § 67, stk.1
Konkursloven § 74


Parter

H1 v/ A under konkurs v/ kurator, advokat Johnny H. Madsen

mod

Told- og Skatteregionen

----------

Horsens Byrets udskrift af retsbogen af 5. februar 2002, 3. afdeling, BS-3-130116/2001

Parterne nedlage påstande som i påstandsdokumenterne.

Sagen blev forelagt, og dokumentation fandt sted.

Forklaringer

Som vidne mødte A, der - behørigt formanet - forklarede, at han nu er ansat som formand i en stilladsforretning. Han startede H1 i januar 1997. Firmaet var underentreprenør for større stilladsfirmaer, og firmaet ejede ikke selv materiel. I begyndelsen af 1998 havde firmaet 5 ansatte. I 1998 gav firmaet overskud. Det kan godt passe, at han i 1998 var i kontakt med sagsøgte, da firmaet ikke betalte rettidigt på grund af manglende likviditet. 1999 var ikke noget godt år økonomisk for firmaet. Der er ikke udarbejdet regnskab for 1999. I sommeren 1999 blev firmaets engagement med Unibank opsagt, da han skiftede revisor. Baggrunden for, at han skiftede revisor var, at den tidligere revisor var meget dyr, ligesom han ikke modtog materiale fra revisoren rettidigt. Da engagementet med Unibank blev opsagt, skyldte han banken 260.000 kr. Unibank havde sikkerhed i et ejerpantebrev på 130.000 kr. i en ejendom i ....., ligesom banken havde pant i forskelligt håndværktøj. Firmaet fik derefter en kassekredit i BG Bank med en trækningsret på 100.000 kr. BG Bank ville "se tiden an", og BG Bank ville eventuelt senere overtage engagementet med Unibank. Han husker ikke, om hans gæld til Unibank blev taget til inkasso. I efteråret 1999 og i begyndelsen af 2000 var der henholdsvis 4 ansatte og 3 ansatte i firmaet. I forbindelse med fogedforretningerne i 1999 fik sagsøgte oplyst, at firmaet kun havde en kassekredit i BG Bank. Det var derfor nødvendigt at trække betalingen af nogle regninger, således at løn og småleverandørers tilgodehavender blev betalt først. Sagsøgte "var hele tiden efter ham" med fogedforretninger for at være sikker på, at sagsøgte modtog sit tilgodehavende afdragsvis. Sagsøgte fik i forbindelse hermed oplysning om hans likviditets problemer. I forbindelse med fogedforretningen den 15. december 1999 ønskede sagsøgte at få tilgodehavendet betalt, og sagsøgte ønskede at få sikkerhed i hans fakturaer og i løsøre. I forbindelse med fogedforretningen oplyste han, at han havde anden gæld på ca. 500.000 kr. Han husker ikke, hvad sagsøgtes kommentar hertil var. Under fogedforretningen ønskede sagsøgte at få betaling først, således at han skulle indgå afdragsordninger med andre kreditorer, f. eks. leverandører. Han tror, men han husker ikke nøjagtigt, om muligheden for en konkurs blev drøftet i forbindelse med fogedforretningen den 15. december 1999. Han mener, at han indgik en afdragsordning med sagsøgte hver gang, han var i forbindelse med sagsøgte. Ved betalingen af 20.000 kr. den 20. januar 2000 var han mere eller mindre besluttet på, at firmaet ikke kunne drives videre. Han husker ikke, om han talte med sagsøgte herom. Hvis han skulle fortsætte driften af firmaet, skulle han "have et pusterum". Han havde på dette tidspunkt kontakt med ..... som en ny kunde. Han var af den opfattelse, at det var bedst, at han ikke skyldte sagsøgte penge, hvis firmaet måtte lukkes. Sagsøgte havde også givet udtryk herfor overfor ham. Han husker ikke, om betalingen den 14. februar 2000 af 50.000 kr. skete kontant eller i check. Han husker ikke de nærmere omstændigheder i forbindelse med betalingen. På dette tidspunkt havde han gjort op med sig selv, at han ville ophøre med at drive selvstændig virksomhed. Han blev afmeldt fra registrering den 7. marts 2000 i forbindelse med en fogedforretning hos sagsøgte. Da han foretog betalingerne den 20. januar 2000 og den 14. februar 2000 var det hans intention, at gælden til sagsøgte skulle betales. Inden da havde han gjort sagsøgte opmærksom på sine økonomiske problemer, men sagsøgte havde blot henvist ham til at søge at opnå en ordning med sine øvrige kreditorer.

Som vidne mødte told- og skattefoged Lone Meldgaard, der - behørigt formanet -forklarede, at hun har været ansat hos sagsøgte siden 1986. Hun har været told- og skattefoged i 5½ år. Flere af hendes kolleger og hun deltog i en længere periode i indrivelsen af sagsøgtes tilgodehavende hos A. Hos sagsøgte er A registreret med 14 udlægsnumre, hvoraf 4 udlægsnumre er resulteret i egentlige udlægsforretninger, mens 10 udlægsnumre er afværget af A ved betaling. Udlægsnumrene 5, 9, 11 og 14 resulterede i egentlige udlægsforretninger. I forbindelse med udlægsnummer 5 den 7. juni 1999 blev der indgået aftale med A om en kort betalingsfrist, ligesom sagsøgte fik sikkerhed i forskellige tilgodehavender, som sagsøgte ikke ville "røre", hvis A betalte. A betalte sagsøgtes tilgodehavende. I forbindelse med udlægsnummer 9 den 9. november 1999 betalte A efter udlægsforretningen. I forbindelse med udlægsnummer 11 den 5. december 1999 blev der foretaget udlæg i bl.a håndværktøj. Udlægsnummer 14 blev foretaget den 7. marts 2000. Den 18. januar 2000 betalte A 20.000 kr. til sagsøgte i check. Den 21. januar 2000 rykkede hun telefonisk A, og hun oplyste, at hun ikke kunne foretage udlæg uden hans tilstedeværelse. Efterfølgende havde hun flere telefonsamtaler med A, bl.a om hans indlevering af angivelser, således at han kunne undgå en foreløbig taksation. Først den 3. marts 2000 oplyste A og dennes revisor, at A nok ville afvikle firmaet. Den 6. marts 2000 meddelte A, at han ønskede at blive afmeldt fra registrering. Den 7. marts 2000 blev A under en fogedforretning afmeldt, og der blev foretaget udlæg. Fogedforretningen den 9. november 1999 blev sluttet som forgæves. Dette er ikke usædvanligt. A havde inden da løbende betalt sagsøgtes tilgodehavender for sent. A skulle "holdes rimeligt til" for at sikre betaling af sagsøgtes tilgodehavender. I begyndelsen af 2000 var hun også i forbindelse med As revisor, AK, da A på dette tidspunkt ikke rettidigt havde indleveret A-skatteangivelser. As revisor nævnte da intet om, at firmaet havde økonomiske vanskeligheder. Hun har ikke modtaget andre oplysninger fra A end de oplysninger, der fremgår af sagens bilag S. Hun mente ikke, at "alarmklokkerne skulle ringe", fordi A meddelte, at han ville betale sagsøgtes tilgodehavende inden 14 dage. Af betalingen på 50.000 kr. den 14. februar 2000 blev 33.885 kr. afskrevet på det nye udlæg, mens resten blev afskrevet på udlægsnummer 11. A oplyste ikke overfor hende noget om, at han havde en større gæld til anden side. A var alene langsommelig med hensyn til betalingerne, som han dels afværgede før og dels efter fogedforretningerne. I forbindelse med betalingerne den 20. januar 2000 og den 14. februar 2000 havde hun ikke indtryk af, at A "stod overfor" en konkurs. Under fogedforretningen den 7. marts 2000 tilbød A selv, at sagsøger [sagsøgte.red] kunne foretage lønindholdelse. Hun har ikke med A drøftet, om han havde en kassekredit. Hun foretog ikke udlægsforretningen den 15. december 1999. Sagsøgte modtog ikke noget regnskabsmateriale fra A.

Sagen blev procederet.

Retten optog sagen til dom, der afsiges den 7. marts 2002 kl. 9.00 på dommerkontoret.

Parternes advokater frafaldt tilvarsling til en eventuel domsafsigelse før den 7. marts 2002.

Sagen udsat.

Retten hævet.

----------

Horsens Byrets dom af 21. februar 2002, 3. afdeling, BS-3-130116/2001

Denne sag drejer sig om, hvorvidt 2 betalinger af 20.000 kr. og 50.000 kr., som H1 v/ A, foretog den 20. januar 2000 og den 14. februar 2000 til sagsøgte, Told- og Skatteregionen, er omstødelige efter konkurslovens § 67 eller konkurslovens § 74.

Sagsøger, H1 v/ A under konkurs v/ kurator, advokat Johnny H. Madsen, har påstået sagsøgte dømt til at betale 70.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg, den 7. marts 2001.

Sagsøgte har påstået principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af retten fastsat mindre beløb.

I 1997 startede A virksomheden H1 v/ A.

Ved dekret af 7. marts 2000 blev H1 v/ A, taget under konkursbehandling med den 14. februar 2000 som fristdag.

I 1998, 1999 og 2000 betalte H1 v/ A moms, A-skat og bidrag efter forfaldstid således:

A-skat og bidrag for januar 1998, 32.650 kr., forfaldt til betaling den 11. februar 1998, og blev betalt den 19. februar 1998. Renter, 422 kr., blev betalt den 20. marts 1998.

Moms for april kvartal 1998, 64.308 kr., forfaldt til betaling den 10. august 1998, og blev betalt den 7. september 1998. Renter, 817 kr., blev betalt den 18. september 1998.

A-skat og bidrag for december 1998, 5.200 kr., forfaldt til betaling den 19. januar 1999, og blev betalt den 12. februar 1999. Renter, 184 kr., blev betalt den 7. juli 1999.

Moms for januar kvartal 1999, 84.424 kr., forfaldt til betaling den 10. maj 1999, og blev betalt med 20.000 kr. den 8. juni 1999, 20.000 kr. den 30. juni 1999 og 44.424 kr. den 7. juli 1999. Renter, 1628 kr., blev betalt den 7. juli 1999.

A-skat og bidrag for juni 1999, 22.401 kr., forfaldt til betaling den 12. juli 1999, og blev betalt den 17. august 1999.

A-skat og bidrag for juli 1999, 29.514 kr., forfaldt til betaling den 10. august 1999, og blev betalt den 15. september 1999.

A-skat og bidrag for august 1999, 24.158 kr., forfaldt til betaling den 10. september 1999, og blev betalt med 1.164 kr. den 21. oktober 1999 og 22.994 kr. den 25. november 1999. Renter, 283 kr., blev betalt den 25. november 1999.

20.000 kr. blev betalt den 20. januar 2000, og 50.000 kr. blev betalt den 14. februar 2000.

Den 7. juni 1999 foretog sagsøgte en udlægsforretning hos H1 v/ A, hvorunder en betalingsaftale blev indgået.

Den 9. november 1999 foretog sagsøgte en udlægsforretning hos H1 v/ A, hvorunder en betalingsaftale blev indgået, og skyldneren erklærede intet at eje til genstand for udlæg.

Den 15. december 1999 foretog sagsøgte en udlægsforretning hos H1 v/ A, hvorunder en betalingsaftale blev indgået, og udlæg blev foretaget i forskellige effekter.

Den 7. marts 2000 foretog sagsøgte en udlægsforretning hos H1 v/ A, hvorunder afmeldelsesblanket blev udfærdiget, og udlæg blev foretaget i forskellige effekter. Af fogedbogen fremgår bl.a., at A var i gang med at søge arbejde, og at han tilbød indeholdelse i løn eller understøttelse.

I 1999 afværgede H1 v/ A ved betaling en række fogedforretninger, som sagsøgte havde indkaldt til.

I 1999 og 2000 sendte sagsøgte en række foreløbige ansættelser af A-skat og bidrag til H1 v/ A, og den 5. december 1999 sendte sagsøgte varsel om kreditbegrænsning for moms til H1 v/ A.

I januar 2000 og februar 2000 havde sagsøgte telefonisk forbindelse med A og dennes revisor bl. a. angående betaling af 20.000 kr. og indlevering af manglende angivelser.

Af det den 14. februar 2000 betalte beløb på 50.000 kr., blev ifølge sagsøgtes kvittering 33.885 kr. anvendt til skyldig toldafgift (udlægsnr. 13) og 16.115 kr. anvendt til toldafgift a/c (udlægsnr. 11).

Den 1. juli 1999 blev der mellem A m.fl. og BG Bank indgået aftale om oprettelse af en løn- og transaktionskonto. Ifølge et kontoudtog af 20. december 2000 for nævnte konto fremgår bl.a., at kontoen den 19. januar 2000 havde et indestående på 591,20 kr., at kontoen den 15. februar 2000 havde et indestående på - 162,05 kr., og at der i øvrigt blev foretaget en række ind- og udbetalinger af fortrinsvis mindre beløb.

H1 v/ A havde endvidere en kassekredit med en trækningsret på 100.000 kr. i BG Bank. Af kontoudskrifter for denne konto for perioden fra den 30. december 1999 til den 29. februar 2000 fremgår bl. a., at der i perioden blev hævet og indsat en række beløb, og at trækningsretten ikke var fuldt udnyttet, bortset fra den 4. januar 2000.

I skifteretten den 7. marts 2000 oplyste A, at konkursboets aktiver var en behæftet fast ejendom, en bil, der var købt med ejendomsforbehold, udestående fordringer for 30.000 - 40.000 kr., håndværktøj for 20.000 kr. og PC-ere for 10.000 kr., medens passiverne blev anslået til ca. 1.000.000 kr.

Af kurators cirkulæreskrivelse af 20. marts 2000 fremgår bl.a., at konkursboets aktiver er opgjort til 39.862,66 kr., og at passiverne er opgjort til 1.280.000 kr.

I kurators cirkulæreskrivelse af 17. juli 2000 er konkursboets aktiver opgjort til 47.790,22 kr., medens passiverne er opgjort til 928.238,34 kr.

Den 15. november 2000 har sagsøgte anmeldt et simpelt krav i konkursboet på 129.926 kr.

Der er under sagen afgivet vidneforklaring af A og told- og skattefoged Lone Meldgaard. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Sagsøger har i sit påstandsdokument i relation til konkurslovens § 67 gjort gældende,

at de foretagne betalinger afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne,

at betalingerne under hensyn til de konkrete omstændigheder ikke fremtrådte som ordinære,

at sagsøgte har bevisbyrden for at betalingerne, som hævdet af denne, fremtrådte som ordinære betalinger,

at de pågældende betalinger i øvrigt ikke blev gennemført som led i en fastlagt afdragsordning eller betalingsplan i øvrigt,

at betalingerne skete som følge af de af sagsøgte foretagne inkassoskridt,

at særlig den beløbsmæssige størrelse vedrørende betalingen den 14. februar 2000, forekommet at være ekstraordinær i forhold til tidligere betalinger af restancer.

Sagsøger har i sit påstandsdokument vedrørende konkurslovens § 74 gjort gældende,

at skyldneren pr. tidspunktet for foretagelsen af de pågældende betalinger, var insolvent,

at sagsøgte forud for betalingernes foretagelse havde kendskab til eller burde have haft kendskab til skyldnerens insolvens,

at sagsøgte dermed måtte indse, at betalingerne skete på de øvrige kreditorers bekostning,

at betalingerne derved blev utilbørlige, ligesom sagsøgte ved kendskabet til den forrykkende disposition var bekendt med denne utilbørlighed.

Sagsøger har nærmere anført, at sagsøger [sagsøgte.red] efter As forklaring om fogedforretningen den 15. december 1999 var eller burde være bekendt med virksomhedens økonomiske situation, herunder at virksomheden havde andre betydelige gældsposter og en stram likviditet. På denne baggrund må betalingen den 20. januar 2000 af 20.000 kr. og navnlig betalingen den 14. februar 2000 af 50.000 kr., der var et langt større beløb end virksomheden tidligere havde betalt til sagsøgte, anses for likviditetsudtømmende, idet betalingen af i alt 70.000 kr. til sagsøgte på afgørende måde forringede virksomhedens likviditet. Sagsøgte har ikke løftet bevisbyrden for, at betalingerne var ordinære. Betalingen af 50.000 kr. den 14. februar 2000 dækkede mere end det beløb, som udlægsforretningen skulle foretages for, og betalingerne skete ikke som led i en betalingsordning, men derimod med henblik på en afvikling af sagsøgtes tilgodehavender. Da sagsøgte efter udlægsforretningen den 15. december 1999 måtte have kendskab til virksomhedens insolvens, og da betalingen af 70.000 kr. var forrykkende og på utilbørlig måde skete på bekostning af de øvrige kreditorer efter intens kreditorforfølgning fra sagsøgtes side, hvilket sagsøgte havde kendskab til, er betalingen, der ikke var nødvendig for virksomheden, omstødelig efter konkurslovens § 74.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort gældende, at betingelserne for omstødelse af betalingerne den 20. januar 2000 og den 14. februar 2000 til sagsøgte ikke er opfyldte.

Vedrørende konkurslovens § 67 har sagsøgte i sit påstandsdokument gjort følgende gældende:

I relation til den nedlagte påstand om omstødelse i medfør af konkurslovens § 67 gøres det nærmere gældende, at sagsøger ikke har dokumenteret, at de 2 betalinger skete med midler, der afgørende har forringet selskabets betalingsevne.

Det gøres i den forbindelse gældende, at sagsøger havde bevilget en kassekredit på kr. 100.000,-, og at sagsøgers kassekredit hverken på tidspunktet for betalingen den 20. januar 2000 eller på tidspunktet for betaling den 14. februar 2000 overskred den bevilligede ramme, og de 2 betalinger var således ikke likviditetsudtømmende.

Hertil kommer, at opgørelsen af sagsøgers aktiver og passiver i cirkulæreskrivelse 2 og cirkulæreskrivelse 3 er opgjort efter foretagelsen af de 2 betalinger, og at der i tidsrummet fra foretagelsen af de 2 betalinger, og indtil opgørelsen af sagsøgers aktiver og passiver i cirkulæreskrivelserne formentlig er sket en væsentlig forøgelse af sagsøgers passiver.

Opgørelsen i cirkulæreskrivelserne er foreløbig, og der skal derfor tillige tages højde for, at der kan ske en væsentlig forskydning i forhold til den endelige opgørelse af sagsøgers aktiver og passiver.

De af sagsøger fremlagte cirkulæreskrivelse nr. 2 og cirkulæreskrivelse nr. 3 kan således ikke tages som udtryk for, at sagsøger var illikvid på tidspunktet for foretagelsen af de 2 betalinger henholdsvis den 20. januar 2000 og den 14. februar 2000.

Endvidere fremgår det af sagsøgers fremlagte kontoudtog over sagsøgers kassekredit, at sagsøgers konto løbende var i debet med mellem ca. kr. 50.000,- og kr. 90.000,- , og de mange ind- og udbetalinger understreger, at sagsøger over en længere periode udnyttede sin kassekredit i den løbende drift af virksomheden.

Sagsøgte gør således gældende, at sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for, at de foretagne betalinger afgørende forringede skyldnerens betalingsevne.

Det gøres endvidere gældende, at betalingerne fremtrådte som ordinære overfor sagsøgte.

Sagsøgte gør i den forbindelse gældende, at sagsøger over en årrække op til konkursen var bagud med sine betalinger, og det var ofte nødvendigt for sagsøgte først at foretage udlægsforretning for at fremskynde betalingerne fra sagsøger. Betalingerne skete ofte i forbindelse med sagsøgers tilsigelse til udlægsforretning.

For hver gang sagsøger var i restance, oprettede sagsøgte et udlægsnummer for den pågældende restance og indkaldte sagsøger til fogedforretning med henblik på inddrivelse af sagsøgtes tilgodehavende.

Der blev i den forbindelse gennemført fogedforretninger mod sagsøger den 7. juni 1999, den 9. november 1999, den 15. december 1999 og den 7. marts 2000. Den sidstnævnte fogedforretning vedrørte udlægsnummer 14, og sagsøger havde derfor op til denne dato været i restance 13 gange tidligere, hvor han hver gang havde fået tilsigelse til fogedforretning.

Sagsøgte har således afværget 10 tidligere fogedforretninger ved at indbetale restancen til sagsøgte efter, at han havde modtaget tilsigelse til fogedforretning. Sagsøgers betalingsmønster i årene op til konkursen viser således klart, at sagsøger generelt var langsommelig med sine betalinger til sagsøgte.

Sagsøger gav ikke på noget tidspunkt udtryk for at være i alvorlige økonomiske problemer. Sagsøger oplyste således så sent som den 14. februar 2000 under udlægsforretning hos sagsøger, hvor sagsøger betalte kr. 50.000,-, at den resterende gæld ville blive indbetalt senere.

Sagsøger var endvidere løbende bagud med at indgive angivelser over for sagsøgte, og henviste sagsøgte til at tage kontakt med sagsøgers revisor,..., for at sagsøgte kunne få løbende status på, hvornår angivelserne kunne forventes. Sagsøgte var som følge heraf flere gange i kontakt med sagsøgers revisor, der oplyste, at de manglende angivelser skyldtes langsommelig indsendelse af bilag fra sagsøgers side. Sagsøgers revisor gav på intet tidspunkt udtryk for, at sagsøger var i økonomiske vanskeligheder.

Sagsøgte har ikke i øvrigt på noget tidspunkt modtaget materiale fra sagsøger der indikerede, at sagsøger var i økonomiske vanskeligheder.

Det gøres gældende, at sagsøgtes inddrivelse af de 2 betalinger var sædvanlige og skete som et naturligt led i de sagsøgtes egenskab af oppebørselsmyndighed, og at betalingerne fremtrådte som ordinære overfor sagsøgte.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende vedrørende konkurslovens § 74:

I relation til konkurslovens § 74 gøres det med henvisning til ovenstående gældende, at det ikke er dokumenteret, at sagsøger var insolvent på tidspunktet for foretagelsen af de 2 betalinger.

Såfremt retten måtte finde, at sagsøger var insolvent på betalingstidspunktet, gøres det gældende, at sagsøgte hverken kendte eller burde kende sagsøgers insolvens.

Endvidere gøres det gældende, at de 2 betalinger ikke var utilbørlige. Såfremt retten måtte finde, at de to betalinger var utilbørlige gøres det gældende, at betalingerne ikke fremtrådte som utilbørlige over for sagsøgte.

Sagsøgte har nærmere anført, at sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for, at betalingerne den 20. januar 2000 og den 14. februar 2000 afgørende forringede virksomhedens likviditet. På tidspunktet for de 2 betalinger var virksomheden i drift med flere ansatte og en ny kunde og med en kassekredit, hvorpå der løbende blev foretaget ind- og udbetalinger, og hvis kreditmaksimum ikke var fuldt udnyttet. Sagsøgte indkaldte som tvangskreditor og inddrivelsesmyndighed til en række fogedforretninger hos virksomheden, der afværgede fogedforretningerne ved betaling eller indgik betalingsaftaler, som blev overholdt. På denne baggrund og da sagsøgte ikke i øvrigt havde modtaget nærmere oplysninger om virksomhedens økonomiske forhold, må betalingerne anses for ordinære. Da betalingerne fandt sted, havde sagsøgte ikke kendskab til virksomhedens insolvens, og betingelserne for at omstøde betalingerne efter konkurslovens § 74 er ikke opfyldt.

Rettens bemærkninger

Det lægges til grund, at H1 v/ A fra 1998 i en række tilfælde betalte moms, A-skat og bidrag for sent.

Det lægges endvidere til grund, at sagsøgte indkaldte A til flere udlægsforretninger, hvoraf nogle blev afværget ved betaling, og hvoraf nogle blev gennemført bl. a. med indgåelse af betalingsaftaler, der blev overholdt.

Det må yderligere lægges til grund, at virksomheden fortsat var i drift, og at kreditmaksimum på virksomhedens kassekredit, hvorpå der løbende blev foretaget en række ind- og udbetalinger, ikke var fuldt udnyttet, da betalingerne fandt sted.

Selv om virksomhedens likviditet var stram, og uanset om sagsøgte måtte have haft kendskab hertil, finder retten ikke, at det er bevist, at betalingerne under de anførte omstændigheder afgørende forringede virksomhedens betalingsevne, og at betalingerne fremtrådte som ekstraordinære. Betalingerne findes derfor ikke at kunne omstødes efter konkurslovens § 67.

Det må lægges til grund, at virksomheden var insolvent, i hvert fald da betalingen den 14. februar. 2000 til sagsøgte fandt sted. Det er ikke godtgjort, at sagsøgte modtog nærmere oplysninger om virksomhedens økonomiske forhold ud over de oplysninger, som A gav i forbindelse med fogedforretningen den 15. december 1999. Disse oplysninger og sagsøgtes udlægsforretninger hos virksomheden findes imidlertid ikke at udgøre tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagsøgte, da betalingerne fandt sted, vidste eller burde have vidst, at virksomheden var insolvent. Betalingerne kan derfor ikke omstødes efter konkurslovens § 74.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Told- og Skatteregionen, frifindes.

Sagsøger, H1 v/ A under konkurs v/ kurator, advokat Johnny H. Madsen, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte betale 12.150 kr.