Dato for udgivelse
09 Oct 2002 07:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. januar 2002
SKM-nummer
SKM2002.488.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 3-296/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift + Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Inddrivelse
Emneord
Ordinære betalinger, utilbørlig, betalingsaftale, frist sagsanlæg
Resumé

Det sagsøgende aktieselskab under konkurs anlagde oprindelig sag mod Told- og Skattestyrelsen med påstand om omstødelse i medfør af konkurslovens §§ 67, stk. 1 og 74 af to indbetalinger af A-skat, i alt kr. 340.000. 1 et senere processkrift forhøjede konkursboet påstanden og krævede omstødelse af et yderligere beløb på kr. 340.000 i medfør af § 74 for to betalinger af moms.

Retten afviste påstanden for momsbetalingerne, idet de ikke havde sammenhæng med kravet om omstødelse af indbetalingerne for A-skat og kunne have været rejst samtidig med, at der blev udtaget stævning for A-skattekravene, og fristerne i konkurslovens § 81, stk. 1, var ikke overholdt.

Retten fandt endvidere, at indbetalingerne af A-skat fremtrådte som ordinære betalinger, og det fandtes ikke godtgjort, at betalingerne afgørende havde forringet selskabets betalingsevne, jf. konkurslovens § 67, stk. 1. Af samme grund kunne betalingerne heller ikke anses for en utilbørlig begunstigelse af Told- og Skattestyrelsen. Retten fandt herefter ikke grundlag for omstødelse af betalingerne, og Told- og Skattestyrelsen blev frifundet.

Reference(r)

Konkursloven § 17
Konkursloven § 67
Konkursloven § 74
Konkursloven § 75
Konkursloven § 81


Parter

H1 A/S u/konkurs ved kurator advokat Michael Serring

mod

Told-og Skattestyrelsen v/ Told-og Skatteregionen

----------

Høje-Taastrups Byrets udskrift af retsbogen af 19. september 2001, BS-3-296/2000

Det tidligere fremlagte var til stede.

Der fremlagdes endvidere parternes processkrift I og A samt bilag 55.

Parterne fremlagde endvidere påstandsdokumenter.

Parterne fastholdt de af dem nedlagte påstande og anbringender.

Sagen forelagdes og dokumenteredes.

Forklaringer

Som vidne fremstod MH, der - behørigt formanet - forklarede, at han er ansat som prokurist og erhvervsrådgiver i Forstædernes Bank. Sagsøgeren blev kunde i banken i foråret 1998, og vidnet var kundeansvarlig for sagsøgeren. Da sagsøgerens mellemværende med banken blev nødlidende, blev sagen sendt til kreditafdelingen. Vidnet har ikke noget kendskab til om banken led et tab og i bekræftende fald størrelsen heraf. Der gik nogle dage fra sagsøgeren udstedte check og indtil de blev præsenteret for banken. Sagsøgeren havde i efteråret 1998 likviditetsproblemer. Vidnet vidste, at der jævnlig og med faste mellemrum kom indbetalinger fra større kunder som sagsøgeren havde, blandt andet Københavns Amt. Da der var tale om betaling fra offentlige instanser, kom de rettidigt. Sagsøgeren havde endvidere en belåningskonto hvor de diskonterede fakturer. Det skete, at sagsøgeren udstedte check 2-3 dage før, der kom betaling fra sagsøgerens kunder. Sagsøgeren var nogle gange lidt for hurtigt til at udstede check, før der var dækning på sagsøgerens konto hos banken. Banken ville ikke acceptere overtræk og ville ikke acceptere, at der blev trukket på selskabets konti, før der var kommet penge ind fra selskabets kunder. Vidnet husker, at selskabet havde en kassekredit med et maksimalt træk på 2.500.000 kr. Hvis kassekreditten var trukket op til 2.300.000 kr., og der samme dag kom flere check, der oversteg det resterende beløb på 200.000 kr., udvalgte sagsøgeren de check, der skulle betales, medens de andre check blev afvist af banken. Foreholdt sagens bilag 34, vedrørende konto nr. 5470 2002721 blad nr. 36, side 1 af 4, forklarede vidnet, at sagsøgeren havde en bevilget kreditfacilitet på 1.700.000 kr. Det skete, at banken gav dem en ekstra ret til at overtrække kreditfaliciteten nogle gange op til 2.500.000 kr. Forespurgt til en check, der blev trukket den 11. december 1998 jf. check nr. 9670841 på 170.000 kr., og som blev returneret den 14. december 1998 forklarede vidnet, at checken blev afvist, da der ikke var dækning på kontoen. Den blev senere honoreret den 16. december 1998, da der efterfølgende blev sat penge ind på kontoen af en af sagsøgerens kunder. Der er sandsynligvis kommet penge fra Københavns Amt, der betalte den 15. december 1998. Når vidnet bevilgede sagsøgeren overtræk på kassekreditkontoen, gjorde han det i tillid til, at der på et senere tidspunkt kom indtægter og betalinger på kontoen fra sagsøgerens kunder. Banken gjorde det i tillid til, at sagsøgeren ville overleve. Sagsøgeren havde gang i flere aktiviteter. Udover kørselafdelingen havde de også en EDB-afdeling. Hvis sagsøgeren udstedte check på beløb der oversteg kreditmaximum, afviste vidnet de nævnte check. Vidnet tør ikke sige efter hvilke kriterier, sagsøgeren valgte at betale sine kunder, hvis der ikke var penge nok på kontoen. Vidnet ved, at sagsøgeren havde betalingsaftaler med flere af sine kunder. Foreholdt sagens bilag 22, 2. afsnit, hvoraf det blandt andet fremgår: "de der var helt oppe at køre", forklarede vidnet, at det hentyder til nogle af sagsøgerens kunder, der ikke havde modtaget betaling. Sagsøgeren skyldte flere penge væk end den kreditfacilitet, der var til rådighed for dem i banken. Sagsøgeren betalte de kunder, der rykkede mest for betaling. Foreholdt 2. afsnit i sagens bilag 41, skrivelse af 30. november 1998 adresseret til vidnet, forklarede vidnet, at han ikke ved om sagsøgeren var bange for en forestående konkurs. Sagens bilag 41 er et af de sædvanlige breve som sagsøgeren sendte til vidnet. De prøvede at presse banken til at udvide selskabets kreditfacilitet. Foreholdt indholdet af sagens bilag 43, hvoraf fremgår at A meddeler Told- og Skat, at de skal tale med vidnet, forklarede vidnet, at når sagsøgeren var i økonomisk knibe henviste de til vidnet, selvom der ikke var nogen forudgående aftale mellem ham og A herom. Det var ikke normalt, at vidnet talte med sagsøgerens kreditorer. Vidnet husker ikke, om han har talt med Told- og Skat. Efter betaling den 11. januar 1998 med 170.000 kr. til Told- og Skat var selskabets situation uforandret. Den blev ikke bedre efter den dag.

Fortsat domsforhandling berammet til foretagelse onsdag den 7. november 2001 kl. 9.30 efter aftale med de mødte.

Sagen udsat.

----------

Høje-Taastrups Byrets dom af 8. januar 2002, BS-3-296/2000

Sagsøgeren, H1 A/S under konkurs, har ved stævning indleveret ved retten i Tåstrup den 24. februar 2000 påstået sagsøgte, Told- og Skattestyrelsen ved Told- og Skatteregionen, dømt til at betale 340.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 24. februar 2000, til betaling sker, og har forhøjet påstanden med yderligere 340.000 kr. med tillæg af procesrente fra afgivelse af replik modtaget i retten i Tåstrup den 12. maj 2000, til betaling sker.

Sagsøgte har over for forhøjelsen af påstanden i replikken påstået afvisning i medfør af konkurslovens § 81, stk. 1, og ellers påstået frifindelse.

Sagsøgeren blev erklæret konkurs den 25. februar 1999 med fristdag den 23. februar 1999.

Det i stævningen anførte beløb på 340.000 kr. angår 2 betalinger hver på 170.000 kr., den 10. december 1998 og den 11. januar 1999 for A-skat og AM-bidrag m.v.. Det i replikken anførte beløb angår 2 betalinger hver på 170.000 kr., den 3. august og 3. november 1998 vedrørende moms.

Sagen angår afvisningsspørgsmålet af betalingerne den 3. august og 3. november 1998 samt omstødelse efter konkurslovens § 67, stk. 1, af betalingerne den 10. december 1998 og 11. januar 1999, og i øvrigt efter § 74 af alle betalinger.

Dommen er i medfør af retsplejelovens § 366 a, stk. 2, skrevet uden fuldstændig sagsfremstilling.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af prokurist og erhvervsrådgiver i Forstædernes Bank, MH. Herom henvises til retsbogen for den 19. september 2001.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at Told- og Skattestyrelsen ikke kan anses for tvangskreditor for skylden. Den omstændighed, at sagsøgte er en oppebørselsmyndighed, indebærer ikke, at sagsøgte kan kræve særstilling i forbindelse med konkursbehandlingen. Det er ved EF-domstolens afgørelse i sagen C-212-97 Centros Ltd. mod Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastslået, at offentlige myndigheder ikke er tvangskreditorer.

Vedrørende sagsøgtes afvisningspåstand gøres det gældende, at betalingerne den 3. august og 3. november 1998, med hver 170.000 kr. og som refererer sig til forhøjelsen af påstanden i replik modtaget i retten i Tåstrup den 12. maj 2000, må anses for at være anlagt rettidigt inden for 12 måneders fristen, jf. konkurslovens § 81. Det gøres gældende, at retten bør tillade en ændring af påstanden efter fristens udløb. Det kræves kun, at sagen ikke har ændret identitet. Der henvises til Svensk Højesteretsdom optrykt i NJA 1990.366. Der henvises endvidere til Østre Landsrets kendelse i sagen U 84.899 ØLK. Landsretten antog, under en iøvrigt rettidigt anlagt omstødelsessag at indragelse af en ny omstødelsesgrund ikke var omfattet af konkurslovens § 81. Ændrede oplysninger til anlæggelse af omstødelsessag, skal af kurator indhentes hos den, som omstødelseskravet rettes imod. Sagsøgeren tog i stævningen et specifikt forbehold for om at anlægge omstødelsessag for betalinger, der måtte være sket tidligere end 3 måneder før fristdagen. Efter sagsøgeren blev gjort bekendt med sagens bilag F, der fremlagdes af sagsøgte i forbindelse med svarskriftet, forhøjede sagsøgeren i replik sin påstand med 340.000 kr. vedrørende betaling af moms den 3. august og 3. november 1998. Sagsøgeren havde ikke i det materiale, der lå i selskabet, mulighed for at se, at der den 3. august 1998 var betalt 170.000 kr. til Told og Skat. Beløbet var indeholdt i en samlet betaling på 1.087.993 kr. Ved kurators indledende undersøgelser havde kurator opmærksomheden henledt på omstødelige betalinger, herunder betalinger med runde beløb, der umiddelbart ville falde i øjnene. Betalingen den 3. august 1998 sprang derfor ikke i øjnene. Betalingen den 3. november 1998 blev sammen med en række andre betalinger afvist af banken. Betalingen blev på den måde gemt af vejen for kurator. Forud for sagsanlægget var kurator ikke bekendt med, på hvilket retsgrundlag gælden var opstået, og på hvilken fordring Told og Skat foretog afskrivning. Det har stået sagsøgte frit for, hvor man ville afskrive indbetalingerne. Kurator havde ikke mulighed for at løse det problem, før kurator modtog sagens bilag F. Det bestrides, at de 4 betalinger ikke vedrører samme retsgrundlag. Formålet med omstødelsesreglerne er at sikre en ligestilling af kreditorerne, og omstødelsesreglerne skelner ikke nå hvilket grundlag, fordringerne er opstået, da alle betalinger er sket til samme kreditor. Det fastholdes således, at sagen ikke har mistet sin identitet. løvrigt gøres det gældende, at kurator har overholdt 6 måneders fristen, jf. konkurslovens § 81, stk. 1, andet led. Det gøres gældende, at kurator først blev gjort bekendt med betalingerne i forbindelse med, at sagsøgte fremlagde sagens bilag F.

Vedrørende betalingerne den 10. december 1998 og 11. januar 1999 gøres det gældende, at disse kan omstødes i medfør af konkurslovens § 67. Betalingerne har afgørende forringet sagsøgerens betalingsevne. Den medførte, at andre kreditorer ikke blev betalt. Konkurslovens § 67 er en objektiv omstødelsesregel. Sagsøgeren var i restance med A-skat og moms til sagsøgte. Sagsøgte havde sendt talrige indkaldelser til sagsøgeren. Som et eksempel kan nævnes indkaldelse af sagsøgeren til udlægsforretning den 27. november 1995 for en restance på ca. 631.000 kr. Som yderligere eksempel kan nævnes en skrivelse af 18. februar 1998 til sagsøgeren, hvor sagsøgte varsler kreditbegrænsning for moms. På det tidspunkt var sagsøgeren i restance med moms med ca. 741.000 kr. Navnlig inden for det sidste år før konkursdekretet blev sagsøgerens økonomiske situation betydelig forværret. De betalingsaftaler, som sagsøgeren måtte indgå med sagsøgte, jf sagens bilag 19, 20 og 21, viser, at skylden stiger måned for måned med ca. 100.000 kr. I forbindelse med udlægsforretningen den 14. juli 1998 foretog sagsøgte udlæg i sagsøgerens faste ejendom beliggende ...... Sagsøgerens skrivelse til MH den 16. september 1998 viser, at nogle af sagsøgerens kreditorer "var helt oppe at køre", fordi sagsøgeren ikke kunne betale sine kreditorer. Det stemmer overens med MH's forklaring om, at sagsøgeren valgte at betale de kreditorer, der rykkede mest. Under udlægsforretningen den 19. oktober 1998 blev sagsøgerens restancer opgjort ca. 2.750.000 kr. Ved skrivelse af 26. oktober 1998 varslede sagsøgte begrænset kredittid. Ved skrivelse af 18. november 1998 meddelte sagsøgeren sagsøgte, at sagsøgeren havde problemer med at overholde betalingsaftalen. Sagsøgeren meddelte sagsøgte, at man fulgte et meget nøje betalingsmønster. Sagens bilag dokumenterer, at sagsøgtes krav blev større og større frem til konkursen, og at sagsøgtes træk på kassekreditten oversteg kreditmaksimum med 1.700.000 kr. MH har under domsforhandlingen forklaret, at sagsøgeren havde indgået flere betalingsaftaler og skyldte flere penge væk end den kreditfacilitet, der var til rådighed for sagsøgeren i banken. Selvom sagsøgeren den 1. oktober 1998 oppebar et provenu ved salg af aktier på ca. 2.500.000 kr. blev en check ( nr. 96.55.712) udstedt til Told og Skat på ca. 1.040.000 kr. afvist den 5. oktober 1998. Checken blev tilbageført og honoreret den 9. oktober 1998. I perioden fra den 1. august 1998 til den 25. februar 1999 blev der foretaget i alt 1.500 posteringer på kassekreditten. Heraf androg 40 posteringer betaling af beløb med mere end 150.000 kr. Det anførte viser, at sagsøgeren var i økonomisk uføre, og at betalingerne henholdsvis den 10. december 1998 og 11. januar 1999 afgørende forringede sagsøgerens betalingsevne. Betalingerne medførte, at andre kreditorer ikke blev betalt. Yderligere gøres det gældende, at betalingen den 10. december 1998 blev afvist, men godkendt den 16. december 1998. Både beløbets størrelse og afvisningen springer i øjnene. Sagsøgerens gæld til sagsøgte voksede fra juni 1998 fra ca. 1.100.000 kr. til ca. 2.800.000 kr. i oktober 1998 og endelig med ca. 3.650.000 kr. i februar 1999. Dette og overtrækket på kassekreditten sammenholdt med MH's forklaring viser, at sagsøgerens betaling af sagsøgte er sket på bekostning af andre kreditorer og afgørende har forringet sagsøgerens betalingsevne. Det gøres endelig gældende, at betalingerne ikke fremtrådte som ordinære. Betalingerne skete ikke som et normalt led i driften af en virksomhed. Kravet havde været forfaldent i længere tid. Ved indgåelse af betalingsaftalen den 3. december 1998 blev sagsøgeren truet med, at en misligholdelse ville medføre en indberetning til RKI registret, og at sagsøgte ville overveje en eventuel konkursbegæring. En sådan klausul blev ikke indsat i de forrige betalingsaftaler med sagsøgeren. Sagsøgte har udformet betalingsaftalen, og sagsøgte har bevisbyrden for, at betalingerne ikke skete som følge af truslen om konkurs. I sagsøgerens skrivelse den 30. november 1998 til MH, anføres det: "... ellers går der skrivelse videre til Kammeradvokaten og konkurs". Det viser, at betalingerne skete som følge af truslen om konkurs. Endvidere viser de løbende betalingsaftaler, der blev indgået med sagsøgeren, at betalingerne ikke fremtrådte som ordinære. Betalingerne den 10. december 1998 og 11. januar 1999 er herefter omstødelige efter konkurslovens § 67, og sagsøgte bør fralægge sig sin berigelse efter konkurslovens § 75 med 340.000 kr. med renter, som anført.

Vedrørende omstødelse af samtlige betalinger efter konkurslovens § 74 henvises vedrørende kravet om utilbørlig begunstigelse til bemærkningerne ovenfor om, at betalingerne afgørende havde forringet sagsøgerens betalingsevne, og at det medførte, at andre kreditorer ikke blev betalt. Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke kunne opfylde sin betalingsforpligtelse til forfaldstid, jf. konkurslovens § 17. Sagsøgeren var insolvent. Den omstændighed, at Told og Skat foretog udlæg i fast ejendom, indikerer insolvens, og det indikerer, at sagsøgte vidste eller burde kende til sagsøgerens insolvens. De løbende betalingsaftaler og den stigende gæld dokumenterer insolvensen. Insolvensen dokumenteres endvidere ved, at selskabet den 17. september 1998 meddelte sagsøgte, at banken afviste en check udstedt af selskabet til sagsøgte på 1.541.010 kr. Yderligere dokumenteres sagsøgerens insolvens ved den omstændighed, at selskabet ved skrivelse af 13. oktober 1998 meddelte sagsøgte, at de ikke kunne betale til forfaldstid. Man måtte afvente en overførsel fra Norge. Selskabets skrivelse den 18. november 1998 til sagsøgte om, at man ikke kunne betale til forfaldstid, og at man kørte efter et nøje betalingsmønster, dokumenterer ligeledes insolvensen. I selskabets skrivelse til MH den 30. november 1998, meddelte selskabet banken, at man forudså konkurs. Det understøtter argumentet om insolvens. Sagens bilag 34 og 40 (kontoudskrifterne) viser, at en lang række check blev afvist. Det stemmer overens med MH's forklaring om, at selskabet skyldte flere penge væk, end kreditfaciliteten rakte til. Sagsøgte havde foretaget mere end 50 udlæg, da betalingsaftalen blev indgået den 3. dec. 1998. Afvisning af selskabets betaling til sagsøgte den 10. december 1998, som blev godkendt den 16. december 1998, understøtter insolvensen. Efter MH's forklaring blev situationen efter den 11. januar 1999 ikke forbedret. Sagsøgte har herefter bevisbyrden for, at sagsøgerens insolvens kun var forbigående. Det bevis er ikke løftet. Det gøres endelig gældende, at betalingerne på utilbørlig måde begunstigede sagsøgte på de øvrige kreditorers bekostning. Det henvises til det ovenfor anførte vedrørende MH's forklaring om likviditetsproblemer og sagsøgerens øvrige anbringender. Sagsøgte var i ond tro både om sagsøgerens insolvens og utilbørligheden. Korrespondancen mellem sagsøgeren og sagsøgte viser, at sagsøgte vidste, at sagsøgeren ikke kunne betale til forfaldstid. Det gøres endelig gældende, at sagsøgte havde mulighed for at undersøge selskabet og selskabets bogholderi. Den sidste betalingsaftale med trussel om konkurs viser, at sagsøgte havde kendskab til, at betalingerne var utilbørlige og sagsøgerens insolvens. Det gøres gældende, at betaling af gæld til offentlige myndigheder kan omstødes efter samme regler som andre betalinger. Det gøres endelig gældende, at samtlige betalinger er omstødelige efter konkurslovens § 74, og at sagsøgte må svare erstatning med 680.000 kr. med renter som anført efter konkurslovens § 76. For så vidt angår sagsøgtes bemærkninger vedrørende selskabets aktiver gøres det gældende, at den overvejende del af aktiverne bestod i leasede aktiver. Det bestrides, at sagsøgeren blev solvent igen efter den 11. januar 1999, som følge af kassekreditten blev nedbragt til 900.000 kr. I tiden frem til konkursen blev skattegælden fra oktober 1998 til februar 1999 øget fra 2.800.000 kr. til 3.600.000 kr. Efter MH's forklaring var situationen uændret efter den 11. januar 1999. Det gøres endelig gældende, at kassekreditten, efter den blev nedbragt til 900.000 kr., igen blev overtrukket umiddelbart før konkursdekretet blev afsagt.

Sagsøgte har til støtte for sin afvisningspåstand vedrørende betalingerne den 3. august og 3. november 1998 gjort gældende, at sagsøgeren har anlagt sagen for sent den i konkurslovens § 81 indeholdte frist på 12 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Som følge af det anførte, skal sagen vedrørende de to nævnte betalinger afvises. Det antages, at sagsøgeren kan udvide sin påstand, hvis sagen ikke mister sin idenditet efter 12 måneders fristens udløb. Hertil kræves, at der foreligge undskyldelige omstændigheder. Forhøjelsen er først sket i forbindelse med fremlæggelse af replik den 12. maj 2000, ca. 15 måneder efter dekretet blev afsagt. Ved at gennemgå kontoudskriften for selskabets kassekredit, havde kurator mulighed for at finde frem til de to momsbetalinger henholdsvis den 3. august og 3. november 1998. Det fremgår af kontoudskrift nr. 26, at sagsøgeren den 4. august 1998 betalte 1.087.993 kr. til Told og Skat. Beløbet bestod af arbejdsgiverbidrag og lønmodtagerbidrag og betaling af moms med 170.000 kr. Ved at undersøge konkursboets bogholderi kunne kurator få oplysning om, hvilke poster betalingen bestod af. Kurator kunne have spurgt konkursboets direktører, og kurator kunne også ved gennemgang af konkursboets betalingsaftaler med Told og Skat den 19. juli l998 og efterfølgende den 16. september 1998 konstatere, at der månedligt skulle betales moms med 170.000 kr. Det bemærkes, at betalingsaftalerne vedrørende moms blev fremlagt af sagsøgeren i forbindelse med stævningen. Betaling af A-skat m.v. den 10. december 1998 og 11. januar 1999 fremgik på samme måde i kontoudskrifterne som betaling af moms. Da kurator havde fundet frem til, at der i de indeholdte beløb blev betalt A-skat m.v. med 170.000 kr., burde kurator også have fundet frem til, at der var indeholdt moms i betalingen den 4. august 1998. For så vidt angår betaling den 4. november 1998 fremgår det direkte af kontoudskrift nr. 32, at der den 4. november blev indbetalt 170.000 kr. til Told og Skat. Ved at forespørge Told og Skat kunne kurator endvidere have fået oplysning om betaling af moms med 170.000 kr. henholdsvis den 3. august og 3. november 1998. Told og Skat var pligtig til på forespørgsel at udarbejde en oversigt over sagsøgerens betalinger. Det fremgår af sagens bilag 30 og 32, at kurator var i besiddelse af kopi af checks vedrørende betalingerne den 10. december 1998 og 11. januar 1999 med A-skat. På tilsvarende vis kunne kurator have fundet kopi af checks vedrørende momsindbetalingerne. Kurator har ikke dokumenteret omstændigheder, der gjorde, at kurator ikke ved en sædvanlig gennemgang af sagens bilag kunne finde oplysninger om de skete betalinger. Det gøres yderligere gældende, at momsrestancen og A-skattebetalingerne hviler på to forskellige retsgrundlag, og at der ikke er nogen indbyrdes sammenhæng. Opkrævning af moms er direktivbaseret og hviler på momsloven og opkrævning af A-skat på kildeskatteloven. Det gøres endvidere gældende, at momsbetalingerne den 3. august og 3. november 1998 til betalingsaftale 19. juli 1998 og 16. september 1998, og betaling af A-skat den 10. december 1998 og 11. januar 1999 skete i henhold til betalingsaftale den 3. december 1998. Ved forhøjelse af påstanden i replikken er der anlagt en ny retssag vedrørende et andet retsforhold. Der er ikke idenditet mellem kravene. Den omstændighed, at sagsøgeren i stævningen tog forbehold om at udvide påstanden til også at omfatte betalinger, der måtte være sket tidligere end 3 måneder før fristdagen, suspenderer ikke tolv-måneders fristen i konkurslovens § 81. Sagsøger kan ikke ensidigt suspendere fristen. For så vidt angår 6-måneders fristen i konkurslovens § 81, stk. 1, 2. led, gøres det gældende, at denne frist følger 12-måneders fristen, fordi kurator før 12-måneders fristen kunne have fundet oplysningerne frem.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sagsøgte overordnet gjort gældende, at betingelserne for omstødelse af betalingerne ikke er opfyldt, og at sagsøgeren har bevisbyrden for, at betalingerne kan omstødes. Vedrørende betalingen den 10. december 1998 og 11. januar 1999, jf. konkurslovens § 67 gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at betalingerne afgørende har forringet selskabets betalingsevne. Det fremgår af sagens bilag 34, at selskabet i perioden fra den 1. oktober 1998 til den 11. januar 1999 modtog over 3.500.000 kr. for betaling af faktura udstedt af selskabet. Heri er ikke medregnet belånte fakturaer. Selskabet har således været i besiddelse af betydelige likvide midler. Af kontoudskriften fra selskabets kassekredit fremgår det af udskrift nr. 38, at selskabet den 8. januar havde trukket ca. 2.770.000 kr. på kassekreditten, og at trækket den 29. januar, jf. udskrift nr. 6, var nedbragt til ca. 994.000 kr. Banken havde bevilget selskabet en kassekredit med et maksimum på 1.700.000 kr., og efter den 29. januar foretog selskabet yderligere betalinger, således at kassekreditten den 4. februar 1994 blev trukket op i 2.300.000 kr. Af regnskabet for selskabet for 1997 fremgår det, at selskabet havde en aktivmasse pr. 31. marts 1997 på 49.000.000 kr. Aktivmassen er af en sådan størrelse, at betalingerne ikke afgørende har forringet selskabets betalingsevne. Efter retspraksis stilles skærpede krav til beviset for, at betalingsevnen afgørende er forringet, og beviset herfor er ikke opfyldt i denne sag. Det gøres gældende, at betalingerne fremstod som ordinære. Betalingerne var et normalt led i driften, og en konkurs var ikke nært forestående. Sagsøgeren ville have foretaget betalingerne til sagsøgte, selvom sagsøgeren ikke var i økonomiske vanskeligheder. Derfor fremstod betalingerne som ordinære. Sagsøgte er tvangskreditor i forhold til A-skat og moms. Told og skat har kun anvendt de retsmidler, de havde til rådighed, udlæg, konkurs og indgåelse af betalingsaftaler. Hvis der indgås en betalingsaftale, foretages der ikke udlæg. Betalingsaftalerne under bilag 2 - 13 er indgået på sagsøgtes standardvilkår. Betalingsaftalerne er indgået som led i sagsøgtes pålagte opgaver som oppebørselsmyndighed. Faktum vedrørende betalingernes ordinære karakter understøttes af den omstændighed, at selskabet jævnligt blev tilsagt til udlægsforretninger, jf sagens bilag 2 - 13, og at selskabet i perioden fra 1995 til 1998 blev tilsagt 19 og ikke 50 gange, som anført af sagsøgeren. Hvis selskabet indgik betalingsaftale med sagsøgte, foretog sagsøgte ikke udlæg. Der blev kun foretaget udlæg i fast ejendom den 8. august 1997 og den 14. juli 1998. Under udlægsforretningen den 19. oktober 1998 blev der ikke påvist aktiver til sikkerhed for skylden. Selskabet betalte 170.000 kr. til sagsøgte den 30. oktober 1998 i henhold til betalingsaftalen den 16. november 1998. Den omstændighed, at sagsøgte afholdt en forgæves udlægsforretning, gør ikke betaling ekstraordinær. Forfaldstidspunkterne for de enkelte betalinger var fastsat i henhold til betalingsaftalen. Selskabet havde endvidere praksis for, at de først indgik en betalingsaftale med sagsøgte i forbindelse med tilsigelse til udlægsforretningen. Fra 1995 og frem til 1998 blev selskabet tilsagt 19 gange. Der var tale om almindelige indkaldelser, og der skete betaling i henhold til betalingsaftalerne. Betalingerne skete som et naturligt led i sagsøgtes virksomhed som oppebørselsmyndighed. Betalingerne var ikke betinget af en nært forestående konkurs eller økonomisk sammenbrud i selskabet. Sagsøgte er tvangskreditor og har pligt til at opkræve forfaldne tilgodehavender. Derfor fremstod betalingerne som ordinære. Betalingerne den 10. december 1998 og 11. januar 1999 afveg ikke fra de forrige betalinger, og derfor fremstod betalingerne den 10. december 1998 og 11. januar 1999 som ordinære. Betalingsaftalerne fremstod også som ordinære. Den omstændighed, at betalingerne den 10. december 1998 og 11. januar 1999 ikke afveg fra de forrige betalinger og betalingsmønstret, har betydning for vurderingen af utilbørligheden ved betalingerne, og om betalingerne fremstod som ekstraordinære. Den omstændighed at selskabet valgte at diskontere sine datakontrakter og valgte at sælge en post af selskabets aktier i selskabet G1 ændrer ikke ved, at betalingerne fremstod som ordinære. Ifølge betænkning nr. 606, 1971, side 151, antages det, at betaling af en gældspost kan være ordinær, hvis likvid kapital er frigjort ved et i sig selv fuldt forsvarligt salg af skyldnerens aktiver.

Sagsøgte har vedrørende omstødelse af de 4 betalinger i medfør af konkurslovens §74 gjort gældende, at selskabet har bevisbyrden for, at betingelserne for omstødelse i medfør af konkurslovens § 74 er opfyldt. Det gøres gældende, at selskabet ikke har løftet denne bevisbyrde. For så vidt angår betingelserne til utilbørligheden, henvises det til bemærkningerne under konkurslovens § 67 vedrørende begrebet "ordinærhed". Kravet om utilbørlighed strengere end konkurslovens § 67 om, at betalingerne fremtrådte som ekstraordinære. Det gøres gældende, at sagsøgte er tvangskreditor, og som oppebørselsmyndighed er forpligtet til at modtage betalingerne, der skete i henhold til en forud fastlagt betalingsaftale. Modtagelse af beløbene kan herefter ikke som udgangspunkt anses for utilbørlige. Retspraksis viser, jf. U 85.464 Ø, at selv en betaling 3 dage før konkursdekretets afsigelse ikke anses for en utilbørlig begunstigelse af kreditor. Hvis retten finder, at betalingen har været utilbørlig, gøres det gældende, at kravet om insolvens ikke er opfyldt. Sagsøger har ikke godtgjort, at selskabet ved nogle af de 4 betalinger blev insolvent. Insolvens efter konkurslovens §17, stk. 2, antages ikke at foreligge, hvis betalingsudygtigheden kun er midlertidig. Sagsøgeren har bevisbyrden for, at selskabet var insolvent fra tidspunktet for de enkelte betalinger og indtil konkursdekretet. Hvis sagsøger ikke kan opfylde dette krav, er det ikke godtgjort, at der har foreligget insolvens. Efter bevisførelsen fortsatte selskabet med sine betalinger efter den 11. januar 1999. Kassekreditten var den dag trukket op i 2.887.589,76 kr. Den 29. januar 1999 var kassekreditten nedbragt til 994.538,29 kr. Selskabet havde på det tidspunkt en kreditfacitet på 1,7 millioner kroner og var pludselig i stand til at betale regninger igen. Først den 4. februar 1999 var kassekreditten trukket op over 2,3 millioner kroner. Det bestrides, at sagsøgte kendte eller burde kende til insolvensen, hvis retten finder, at selskabet blev insolvent ved nogle af de 4 betalinger. Ifølge selskabets skrivelse den 18. november 1998 til sagsøgte fremgår det, at selskabet fulgte et bestemt betalingsmønster. Selvom selskabet havde en stram likviditet, er der ikke bevis for insolvens eller sagsøgtes kendskab hertil. Den 16. september 1998 indgik sagsøgte betalingsaftale med sagsøgeren om betaling af 170.000 kr. hver måned. Den 19. oktober 1998 foretog sagsøgte forgæves udlæg hos sagsøgeren. Den 3. november 1998 modtog sagsøgte 170.000 kr. i overensstemmelse med betalingsaftalen. Sagsøgte modtog betalingen som en del af en løbende betaling trods sagsøgerens stramme likviditet. Af selskabets skrivelse den 20. oktober 1998 til sagsøgte, redegjorde selskabet for deres igangværende projekter. Selskabet var af den opfattelse, at selskabet i løbet af det næste halve år ville gå en god tid i møde. Den 3. november 1998 modtog sagsøgte meddelelse om, at selskabet havde modtaget kapital, efter selskabet havde solgt sin aktie i G1. Den 13. november 1998 meddelte selskabet sagsøgte, at selskabets bank ville indestå for betaling af A-skatten. Sagsøgte havde grund til at tro, at selskabet var solvent, da banken ville indestå for betalingerne. Sagsøgtes gode tro understøttes endvidere af vidnet MH's forklaring om, at banken løbende bevilgede selskabet overtræk i tillid til, at det ville overleve. MH har forklaret, at selskabet havde gang i flere aktiviteter. Hvis banken havde tiltro til, at selskabet ville overleve, er der ikke ført bevis for, at selskabet var insolvent, men kun at den var midlertidig. Det gøres endelig gældende, at sagsøgte ikke havde noget særligt kendskab til sagsøgerens økonomi. Sagsøgte kunne ikke vide, om selskabet var insolvent. Ifølge årsregnskabet for 1997 for selskabet fremgik det, at selskabet forventede et samlet tilfredsstillende driftsresultat. Der var lagt op til rationaliseringer, og man forudså en positiv udvikling og indtjening. Årsregnskabet viste et overskud på 724.278 kr. og en egenkapital på 2.726.782 kr. Den 15. juni 1998 meddelte selskabet sagsøgte, at de forventede at få frigjort 6 millioner kroner ved diskontering af en kontrakt med G2 A/S. Endelig meddelte selskabet sagsøgte den 20. oktober 1998, at selskabet i løbet af det næste halve år ville gå en god tid i møde. Det gøres herefter gældende, at sagsøgeren ikke har ført bevis for, at sagsøgte var i ond tro. Sagsøgtes påstand om frifindelse bør herefter tages til følge. Efter MH's forklaring havde banken tillid til, at selskabet ville overleve.

Retten skal udtale

Forhøjelsen af påstanden med 340.000 kr. vedrørende betalingerne den 3. august og 3. november 1998 hviler på et andet retsgrundlag end det påstævnte beløb. Da det ikke mod den af sagsøgte skete bevisførelse er godtgjort, at sagsøgeren ikke før udtagelse af stævning havde mulighed for at sikre sig bevis for momsbetalingeme den 3. august og 3. november 1998, tages sagsøgtes afvisningspåstand til følge.

Efter oplysningerne om pengestrømmen frem til konkursdekretet og størrelsen af aktiverne efter fradrag af leasingforpligtelserne og den af vidnet MH afgivne forklaring om, at han bevilgede selskabet overtræk på kassekreditten i tillid til, at der på et senere tidspunkt kom indtægter og betalinger på kontoen fra sagsøgerens kunder, er det ikke godtgjort, at betalingerne i henhold til betalingsaftalen af 3. december 1998 ikke fremtrådte som ordinære. Det er heller ikke godtgjort, at betalingerne afgørende forringede selskabets betalingsevne, jf. konkurslovens § 67. Af samme grund kan betalingerne ikke anses for en utilbørlig begunstigelse af sagsøgte, jf. konkurslovens § 74. Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagen afvises for så vidt angår betalinger af moms den 3. august og 3. november 1998.

Told og Skat frifindes for så vidt angår betalinger af A-skat m.v. den 10. december 1998 og 11. januar 1999.

Inden 14 dage fra dato betaler sagsøgeren, H1 A/S under konkurs, til sagsøgte, Told- og Skattestyrelsen, sagens omkostninger med 40.000.kr.