Dato for udgivelse
10 Oct 2002 15:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. august 2002
SKM-nummer
SKM2002.498.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-7-1413-0015
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering, ejendomsværdiskat og ejendomsavancebeskatning
Emneord
DSB, banestyrelsen, fabrik, produktion
Resumé

En fabriks- og lagerejendom beliggende på fremmed grund kunne ikke anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i vurderingslovens § 7, nr. 5, om jernbaneanlæg.

Reference(r)

Vurderingsloven § 7


Ejendomsværdien for ejendommen A er ved vurderingen pr. 1. januar 2000 af skyldrådet ansat til 14.800.000 kr.

Ejendommen omfatter en fabriks- og lagerejendom på fremmed grund.

Sagens faktiske forhold er således:

”Ifølge BBR-registeret er ejendommen en fabrik og lagerejendom på fremmed grund.

Bygning 1 er opført i 1988, har et bebygget areal på 313 m2 samt et kælderareal på 60 m2. Ejendommen er opført i betonelementer og har built up tag, fordelt med 313 m2 til kontor og kantine og 60 m2 kælder.

Bygning 2 er opført i 1988, har et samlet bygningsareal på 3.753 m2. Ejendommen er opført i betonelementer og har built up tag. Ifølge oplysning fra vurderingssekretariatet anvendes 3.753 m2 til fabrik og værksted (produktionsanlæg).

Bygning 3 er opført i 1992, har et bebygget areal på 300 m2. Bygningen er opført i metalplader med tag af tagpap. Bygningen er uopvarmet, og anvendes til lagerhal.

X Kommune har den 31.12.1987 solgt det areal hvor ovennævnte ejendom er beliggende til DSB-bygning, der fortsat er ejer af arealet. På grunden har entreprenørfirmaet B A/S opført en fabrik og lagerejendom til produktion af jernbanesveller. Bygningerne er efterfølgende pr. 1. marts 1999 vederlagsfrit overdraget til Banestyrelsen. Samtidig hermed er der udarbejdet en management kontrakt mellem Banestyrelsen og C A/S om at C A/S bl.a. skal levere betonsveller til Banestyrelsen i perioden frem til 28. februar 2009.”

Skyldrådets afgørelse:

”Kompetencen til at påkende klager over vurderingsrådenes ansættelser og fordelinger af ansatte værdier er tillagt skyldrådet i medfør af § 35, stk. 1, i lovbkg. nr. 648 af 11. august 1999 om vurdering af landets faste ejendomme. Ejendomsværdien skal efter vurderingslovens § 6, jf. § 9, ansættes til handelsværdien af den faste ejendom i sin helhed. I forbindelse med det ordinære skyldrådsmøde den 14.02.2001 blev klagesagen behandlet. Ifølge vurderingslovens § 7, nr. 5, er bl.a. jernbaneanlæg, der i henhold til reglementariske bestemmelser er til benyttelse af almenheden, for så vidt bygningerne direkte tjener eller er bestemt til at tjene trafikkens formål, undtaget for vurdering. Det er skyldrådets opfattelse, at ejendommens anvendelse til fremstilling af jernbanesveller ikke direkte tjener trafikkens formål, men må betragtes som en almindelig produktionsvirksomhed. Det afgørende for om ejendommen kan undtages for vurdering er om den efter reglementarisk bestemmelse direkte tjener eller er bestemt til at tjene trafikkens formål. Efter skyldrådets opfattelse kan den kontrakt der regulerer forholdet mellem C A/S og Banestyrelsen ikke sidestilles med en reglementarisk bestemmelse. Efter skyldrådets opfattelse er en kontrakt en aftale mellem to selvstændige parter, medens et reglement har karakter af ensidigt fastsatte forskrifter. Skyldrådet finder således hverken sprogligt eller under henvisning til hidtidig praksis, belæg for at antage, at der med lovens formulering, ikke skulle ligge andet end at der er tale om de beslutninger, som den ansvarlige jernbanemyndighed træffer. Derudover skal ejendommen efter bestemmelsen direkte tjene eller være bestemt til at tjene trafikkens formål. Denne bestemmelse er traditionelt blevet fortolket indskrænkende, og skyldrådet finder ikke at fremstillingen af jernbanesveller under de foreliggende omstændigheder kan anses direkte at tjene trafikkens formål. Efter skyldrådets opfattelse, skal ejendommen derfor vurderes ligesom de øvrige virksomheder der på grundlag af almindelige privatretlige aftaler leverer materiale der tjener trafikkens formål. Skyldrådet anser således ejendommen for vurderingspligtig efter vurderingslovens § 1, da ejendommen efter rådets opfattelse ikke opfylder de nævnte undtagelsesbestemmelser i lovens § 7, nr. 5. Skyldrådet skønner, at den anslåede lejeindtægt på 1.852.562 kr. findes passende, når henses til ejendommens beliggenhed, standard og vedligeholdelsesgrad. For så vidt angår faktoren er skyldrådet enig med vurderingsrådet i, at den valgte faktor 8,0, der repræsenterer en middelværdi, er i overensstemmelse med bygningens alder og standard.”

For ejeren, Banestyrelsen, klager styrelsens advokat over den foretagne vurdering med påstand, at denne ophæves, idet ejendommen anses omfattet af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, og således skal undtages fra vurdering.

Klagerens argumentation:

Det er dokumenteret ved den mellem Banestyrelsen og C A/S fremlagte aftale, at ejendommen A anvendes til svellefabrikation til brug for Banestyrelsen, jf. herved aftalens § 7. Det forhold, at C A/S efter kontrakten kan ansøge Banestyrelsen om anvendelse af fabrikken til andre beslægtede produktionsformål, er uden betydning, idet sådan tilladelse efter det oplyste hverken er søgt eller givet. Det gøres i øvrigt gældende, at uanset om en sådan tilladelse var søgt og givet, ville dette være uden betydning for det omtvistede spørgsmål, jf. herved vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, sidste punkt, sidste led. Banestyrelsens jernbaneanlæg er på grundlag af lovgivningen herom bestemt til benyttelse af almenheden, og det fabrikationsarbejde, der foregår på ejendommen, har sammenhæng med anlægs- og vedligeholdelsesarbejder på Banestyrelsens jernbanenet og tjener således direkte trafikkens formål. Banestyrelsen har et naturligt behov for at sikre muligheden for løbende vedligeholdelse og anlæg af det danske jernbanenet og har derfor behov for at sikre sig tilgang til jernbanesveller i det mængder og kvaliteter, som nævnte opgaver fordrer, herunder sikring af tilgængelighed (leveringstid) og opfyldelse af korrekte specifikationer. Det gøres således gældende, at ejendommen direkte er bestemt til at tjene trafikkens formål. Det forhold, at svellefabrikationen efter Skyldrådets opfattelse må betragtes som en almindelig produktionsvirksomhed er uden betydning i ovennævnte sammenhæng. Det samme synspunkt kunne anlægges vedrørende de i vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, sidste pkt., direkte nævnte bygninger, herunder administrations-, værkstedsbygninger o.l. bygninger med tilhørende grund.

Skyldrådet har videre begrundet sin afgørelse med, at alene de ejendomme, der efter reglementarisk bestemmelse tjener trafikkens formål, kan undtages fra vurdering.

Ved fortolkning af udtrykket ”reglementarisk bestemmelse” må anlægges en formålsfortolkning. Med udgangspunkt heri må udtrykket ”reglementarisk bestemmelse” fortolkes i overensstemmelse med den organisatoriske ramme om jernbanedriften, som var gældende på dette tidspunkt, hvor denne regel blev indsat i loven. Det er i denne forbindelse væsentligt at bemærke, at DSB på daværende tidspunkt i styrelsesmæssig henseende var et generaldirektorat, som til dels blev styret af reglementer under generaldirektørens ansvar. Udtrykket ”reglementarisk bestemmelse” må herefter naturligt fortolkes i overensstemmelse med den til enhver tid gældende organisatoriske ramme om jernbaneanlæg i Danmark. Det gøres således gældende, at der i udtrykket ”reglementarisk bestemmelse” ikke kan indfortolkes andet og mere, end at der er tale om de beslutninger, som den ansvarligt jernbanemyndighed træffer. Den ansvarlige jernbanemyndighed vedrørende ejendommen har siden ”bodelingen” med DSB været Banestyrelsen. Banestyrelsen har bestemt, at der i bygningen skal foregå fabrikationsvirksomhed af hensyn til udbygning og vedligeholdelse af jernbaneanlæg, hvorfor ejendommen opfylder alle de i vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, indeholdte betingelser for at blive undtaget fra vurderingen. For god ordens skyld gøres opmærksom på, at det ikke gøres gældende, at den mellem C A/S og Banestyrelsen indgåede fabrikationsaftale udgør, hvad der svarer til ”reglementarisk bestemmelse” i vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5.

Skyldrådet begrunder endelig sin afgørelse med, at bestemmelsen i vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, traditionelt er blevet fortolket indskrænkende. Skyldrådet har ikke ved henvisning til relevant praksis fra Landsskatteretten eller domstolene forsøgt at underbygge denne påstand. Vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, vedrørende jernbane-, havne- og kanalanlæg, herunder lufthavnsanlæg, fik sin nuværende affattelse vedrørende disse anlæg i forbindelse med vedtagelsen af det af finansministeren den 19. januar 1956 fremsatte forslag til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme. I denne forbindelse blev stations-, administrations-, værkstedsbygninger o.l. bygninger med tilhørende grund undtaget fra vurderingen.

I bemærkningerne til bestemmelsen anføres:

”Ved spørgsmålet om, hvilke ejendomme der bør holdes uden for vurderingen, må afgørelsen formentlig bero på, om ejendommene efter deres art ikke kan være genstand for almindelig omsætning, fordi de ikke har selvstændig økonomisk værdi, således at der ikke er holdepunkter for en værdiansættelse på grundlag af salgsværdien. Det er formentlig også dette synspunkt, der i alt fald i hovedsagen er lagt til grund for reglerne for undtagelse for vurdering i loven af 7. august 1992, § 7.”

Det bestrides, at det sikkert kan påvises, at der i 1956 på almindeligt retskildemæssigt grundlag kunne påvises holdepunkter for, at spørgsmålet om manglende omsættelighed i hovedsagen var lagt til grund for afgrænsningen af de ejendomme, der efter loven af 7. august 1922, § 7, skulle undtages fra vurderingen. Det må antages, at den væsentligste årsag til affattelsen af 1922-lovens § 7 skal ses i sammenhæng med påligningen af grundskyld og ejendomsskyld til staten, og den forenkling af dette system der lå i, at statslige ejendomme, der indgår i anlæg, der tjener almenheden, derfor hensigtsmæssigt helt kunne udgå af vurderingen. Skattemyndighedernes egen, interne vurderingspraksis har da heller ikke tillagt spørgsmålet om manglende omsættelighed, og dermed eventuelle, forbundne økonomiske virkninger nogen betydning ved fortolkningen af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, herunder § 7, stk. 1, nr. 5, sidste pkt. Der henvises i denne forbindelse til Statsskattedirektoratets vurderingsafdelings vejledning om vurdering og beskatning af DSB’s ejendomme af februar 1986. Vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, sidste pkt. forudsætter, at vurderingsundtagne ejendomme også kan anvendes til andet formål end jernbanedriften. Ovennævnte vejledning fra Statsskattedirektoratet forudsætter, jf. vejledningens pkt. 3 f, at denne anvendelse i et eller andet omfang kan bestå i erhvervsmæssig udlejning. En sådan udlejet ejendom har uomtvisteligt en økonomisk værdi og kan derfor også ansættes. Sådanne ejendomme undtages ubestridt – og med rette – fra vurderingen, jf. vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5.

Det gøres ikke gældende, at vejledningens indhold nødvendigvis udtrykker gældende ret i forbindelse med fortolkningen af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, men det må antages, at vurderingsmyndighederne har indrettet sig efter vejledningen, således at denne udtrykker vurderingsmyndighedernes praksis. Som det fremgår af vejledningen, er det ikke ved vejledningen om, hvilke DSB-ejendomme der skal undtages fra vurdering, tillagt nogen betydning, hvorvidt ejendommene ikke – eller kun vanskeligt – kan omsættes, og en handelsværdi derfor kun vanskeligt kan fastsættes. Som ovenfor nævnt finder klager, at det er med rette, at et sådant kriterium ikke er inddraget ved afgrænsningen af de af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, omfattede ejendomme. Skyldrådet har da ej heller i nærværende sag begrundet sin afgørelse hermed. Som det fremgår af vejledningen, har Statsskattedirektoratet, Vurderingsafdelingen til gengæld indarbejdet et beliggenhedskriterium i forhold til jernbanelinien, hvilket hverken lovens ordlyd, lovens forarbejder eller andre retskilder, herunder offentliggjort landsskatterets- eller domstolspraksis kan tillægges nogen relevans. Statsskattedirektoratets vejledning giver derimod grundlag for at antage, at det har været vurderingsmyndighedernes praksis at undtage DSB-bygninger, der i væsentlig omfang anvendes til de i § 7, stk. 1, nr. 5, nævnte formål fra vurderingen. Der henvises herved til vurderingsvejledningens punkt 3 f modsætningsvist.

Banestyrelsen, der på grundlag af særskilt lovgivning herom, har ansvaret for at stille baneanlægget til rådighed for almenheden, har bestemt, at ejendommen A skal anvendes udelukkende til den svelleproduktion, der af Banestyrelsen anses for at være en nødvendig og integreret del af anlæg og vedligeholdelse af det danske jernbanenet. Ejendommen A opfylder således udtrykket ”værkstedsbygninger og o.l. bygninger med tilhørende grund”, og skal således ikke medtages ved vurderingen, jf. vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5. Skyldrådet har blandt andet begrundet sin afgørelse med, at vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, skal fortolkes indskrænkende. Dette bestrides, og det gøres i øvrigt gældende, at Skyldrådet ikke har gjort forsøg på at beskrive på hvilken måde, i hvilket omfang, efter hvilke kriterier og på hvilket grundlag en sådan indskrænkende fortolkning skal finde sted. Når der ikke i lovens forarbejder, offentliggjort eller intern praksis, er sikre holdepunkter for anden fortolkning af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, end den der direkte fremgår af bestemmelsens ordlyd, må denne lægges til grund.

Det gøres herefter, på grundlag af det ovenfor anførte gældende, at der skal gives klager medhold i den ovenfor nedlagte påstand om, at ejendommen A skal undtages fra vurdering.”

Told- og Skattestyrelsens indstilling til Landsskatteretten:

”I besvarelse af Landsskatterettens brev af 8. januar 2002 vedrørende ejendommen A skal Told- og skattestyrelsen udtale, at ejendommen efter styrelsens fortolkning af vurderingslovens § 7, stk. 5, ikke opfylder betingelserne for undtagelse for vurdering.

Styrelsen er af den opfattelse, at formuleringen i § 7, stk. 5 vedrørende ”værkstedsbygninger og lignende bygninger” tager sigte på konstruktioner, der har til formål, at sikre trafikken på de enkelte banestrækninger og som samtidig er en del af selve trafikanlægget. Fabriks- og administrationsbygninger, der er opført med det formål at fremstille jernbanesveller til banestrækninger over hele landet, og som er beliggende i en afstand af ca. 2 km fra banens tracé, må derimod anses for at falde udenfor bestemmelsen i denne paragraf. Der henvises i øvrigt til styrelsens brev af 31. oktober 2000 til vurderingsrådet for X Indre vurderingskreds.

Det er oplyst, at bygningerne på grunden i 1999 efter bestemmelserne i en tidligere management kontrakt vederlagsfrit er overdraget Banestyrelsen. Grund og bygninger tilhører således samme ejer, og ejendommen burde derfor allerede ved vurderingen pr. 1. januar 2000 efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse betragtes som en samlet faste ejendom uanset, at forholdet ikke på vurderingstidspunktet var registreret i tingbogen.

Grundværdien for ejendommen er ved vurderingen pr. 1. januar 2000 ansat således:

10.000 m2 á 90 kr. =

900.000 kr.

25.605 m2 á 80 kr. =

2.048.400 kr.

35.605 m2

2.948.400 kr.

Bygningerne på grunden er ansat på grundlag af en skønnet leje på 1.852.562 kr. og en lejefaktor på 8,0. Told- og Skattestyrelsen finder de skønnede lejer på de enkelte bygninger er passende ansat, men at lejefaktoren er væsentlig for høj i betragtning af at vurderingen kun omfatter bygningerne. En faktor på 8,0 skønnes at være passende ved fastsættelsen af værdien af hele ejendommen (grund og bygninger). Det indstilles derfor at, der foretages følgende ansættelse:

Reg. nr. N (grund og bygninger indstilles vurderet under dette ejendomsnummer)

Vurderingen pr. 1. januar 2000

Ejendomsværdi:

14.800.000 kr.

Grundværdi:

2.948.400 kr.

Reg.nr. NN (grunden er hidtil vurderet under dette ejendomsnummer)

Vurderingen pr. 1. januar 2000

Ansættelsen ophæves.”

Advokatens bemærkninger:

Advokaten har oplyst, at fabrikken før 1989 havde været ejet af DSB, den havde ligget ved X station og havde været undtaget fra vurdering. I forbindelse med rationaliseringer var DSB flyttet og havde besluttet at udlicitere svelleproduktionen. B A/S byggede en ny fabrik og hele produktionen blev afsat til DSB (nu Banestyrelsen). Efter 10 år blev ejendommen tilskødet Banestyrelsen, der indgik en ny aftale om produktion af sveller. Ifølge referatet i sagen vedr. Hovedbanegården, jf. SKM 2001.324 LSR (TfS 2001.721) var skyldrådet enig i, at produktionslokaler var undtaget fra vurdering, hvilket står i modsætning til skyldrådets opfattelse i nærværende sag. Produktionen foregår i Banestyrelsens bygning fra 1999 og der foreligger ikke, som antaget af skyldrådet en almindelig produktionsvirksomhed, idet der kun er én aftager. For så vidt angår ordene ”i henhold til reglementarisk bestemmelse” må de ved fortolkningen ses i sammenhæng med DSB’s opbygning i 1956, hvor der var tale om et generaldirektorat, der kunne udstede reglementer, men teksten må nu læses under hensyn til den historiske udvikling, idet der foregår en produktion til jernbaneformål. Det afgørende må derfor være, at der er tale om et specielt produkt, der alene kan anvendes til jernbaneformål. I anden sammenhæng er der ikke tvivl om en virksomhed er omfattet af fritagelsen i § 7, nr. 5. Advokaten henviste til, at Banestyrelsens centralværksteder i Y, hvor der bl.a. foregår produktion af lokomotiver, er undtaget fra vurdering. At der foreligger en udlicitering må være uden betydning, idet man såfremt man skelner mellem tilfælde af udlicitering, der skulle falde udenfor fritagelsesbestemmelsen i § 7, nr. 5, og tilfælde af egen produktion, der skulle falde indenfor fritagelsesbestemmelsen i § 7, nr. 5, vil komme til at stå over for et konkurrencespørgsmål og intern dansk ret skal fortolkes traktatkonformt, således at der ikke opstår konkurrencemæssige problemer. For så vidt angår skyldrådets synspunkt, at ejendommen kan anvendes til andet formål, er dette irrelevant, idet det efter vurderingsloven er den aktuelle anvendelse, der er afgørende. Skyldrådet har videre henvist til, at § 7, nr. 5, traditionelt fortolkes indskrænkende. Dette beror formentlig på en udtalelse fra Skattedepartementet vedr. DSB’s ejendom i Sølvgade, men en sådan ældre udtalelse fra departementet kan næppe konstituere en praksis. Ud fra almindelig retskildeopfattelse foreligger der skattefrihed, idet hverken forarbejderne eller praksis taler for at fastholde, at ejendommen skal vurderes.

Told- og Skattestyrelsen har påstået, at ansættelserne blev foretaget som indstillet af Told- og Skattestyrelsen i udtalelsen til retten. Undtagelsesbestemmelsen i § 7, nr. 5, har været uændret siden 1903 loven og 1922 loven og blev ændret i 1966, hvor der blev indsat en tydeliggørelse af bestemmelsen, som advokaten nu påberåber sig. Praksis er spinkel, men igennem de sidste 100 år har der i praksis fæstet sig visse retningslinier. Praksis går ud på, at undtagelserne er koncentreret om at omfatte anlæg, der tjener trafikkens formål. Vurderingsloven opstiller mange begreber men et fåtal er defineret i loven, hvorfor man må støtte sig på begreber i lovgivningen i øvrigt. Styrelsens repræsentant henviste til afgrænsningen af jernbanebegrebet i § 44 i den tidligere lov vedr. DSB, der er overført til den nugældende lovs § 19, hvoraf fremgår, at begrebet ”jernbaneområde” omfatter

1. banelinjer med tilhørende skråninger, banketter, grøfter, broer og andre anlæg,

2. stationernes område,

3. tog og andre jernbanekøretøjer samt

4. forpladser og adgangsveje til stationer og jernbanefærgesteder.

I 1956 blev bestemmelserne om undtagelse fra skattepligt indsat i ejendomsskatteloven, hvorimod man efter vurderingsloven skal tage stilling til spørgsmålet, om et anlæg er vurderingspligtigt eller ej. Ved lovændringen i 1966 er der efter styrelsens opfattelse alene sket en tydeliggørelse af bestemmelsen. Styrelsen har i øvrigt henvist til et instruktionsforedrag, hvori det udtales, at jernbaneværksteder formentlig ikke behøver at blive vurderet blot fordi der af og til udføres arbejde for andre baner. For at der kan ske fritagelse skal aktiviteten høre til jernbaneanlægget som defineret i loven om jernbanevirksomhed, dvs. at der skal foregå reparationer, således som det sker på et centralværksted, hvorimod en virksomhed, der drives på afstand af jernbaneanlægget, ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen. Eksempelvis vil det i et tilfælde, hvor der fabrikeres køretøjer, ikke være afgørende for fritagelse, at der produceres til anlægget, men om produktionsbygningen ”hører til” anlægget. I det foreliggende tilfælde må der lægges vægt på faktum, nemlig at bygningerne er beliggende ca. 3 km fra banegården i X, hvorfor både bygninger og grund skal vurderes, hvis der skal lægges noget i udtrykket ”efter regulatorisk bestemmelse” må det opfattes som en henvisning til den afgrænsning af jernbanejurisdiktionen, der fremgår af jernbanelovens § 19.”

Advokaten har anført, at han ikke er enig i, at der er tale om en troligt fulgt praksis. Der føres netop p.t. en række sager, fordi vurderingerne har været forskellige fra vurderingskredsene og skyldrådene. Det er ikke på noget tidspunkt ej heller i vurderingsvejledningen fra 1986 blevet offentliggjort, at fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i vurderingslovens § 7, nr. 5, skal ske i overensstemmelse med afgrænsningen i lov om jernbanevirksomhed § 19 om bestemte arealer. Der må derfor sluttes modsætningsvis fra, at der ikke er henvist til arealafgrænsningerne i § 19. Henvisningen til udtalelsen i instruktionsforedraget støtter efter advokatens opfattelse tværtimod synspunktet om, at ejendomme, der anvendes til produktionsformål, er undtaget fra vurdering efter § 7, nr. 5. At Told- og Skattestyrelsen nu påstår, at virksomheden skal være beliggende på området stemmer ikke med 1956 lovens definition, hvor der skal ses på bygningens funktion og ikke på dens beliggenhed.

Advokatens afsluttende indlæg:

”Generelle bemærkninger om den tidligere DSB-lovs § 44 og lov om jernbanevirksomhed § 19.

Som det fremgår af den ovenfor foretagne lovgennemgang, er den områdebeskrivelse, der er indeholdt i den tidligere statsbanelov af 1959, § 61, samt DSB-loven af 1977, § 44, alene regler, der tjener det formål at afgrænse det område, hvor jernbanepersonale har lov til at udøve politimyndighed. Henset til bestemmelsens formål må det således antages, at det geografiske område, hvor jernbanepersonale har lov til at foretage anholdelser, af lovgivningsmagten er begrænset mest muligt.

Som det fremgår af 1998-loven om jernbanevirksomhed, § 19, blev beskrivelsen af jernbaneområdet udeladt. Der er således ikke nogen mulighed for vedrørende det aktuelle klageår at definere bygninger omfattet af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, i forhold til noget nærmere præciseret jernbaneområde. Som det fremgår af ovennævnte lovgennemgang blev en sådan præcisering af jernbaneområdets udstrækning i ovennævnte sikkerhedsmæssige omfang først genoptaget i loven i 2001. Forholdet mellem vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5 og områdeafgrænsningen i statsbaneloven af 1959, DSB-loven af 1977 og lov om jernbanevirksomhed (fra 2001). Så vidt det har kunnet konstateres, fremgår den af Told- og Skattestyrelsen hævdede områdemæssige begrænsning af de bygninger, der er omfattet af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, ikke af nogen offentliggjort fremstilling. Den ovennævnte sammenhæng mellem statsbanelovene, lov om DSB og lov om jernbanevirksomhed fremgår ej heller hverken af lov eller lovforarbejder, offentliggjort praksis eller af Statsskattedirektoratets egen vejledning vedrørende vurdering af DSB’s ejendomme. Den ovennævnte sammenhæng mellem vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5 og den nævnte jernbanelovgivning har ej heller været påberåbt af nogle af de vurderings- eller klagemyndigheder, som har behandlet sager om vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, i forbindelse med Banestyrelsens ejendomme. Det må således bestrides, at der foreligger nogen relevant lovlig praksis vedrørende afgrænsning af de ejendomme, der kan være omfattet af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, således at alene de ejendomme, der er beliggende på det jernbaneområde, der i de forskellige jernbanelove er defineret med et ganske andet formål end det, der forfølges i vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, skulle kunne være omfattet af denne bestemmelse. Såfremt en sådan praksis havde været kendt for DSB eller Banestyrelsen, ville det have givet anledning til særskilte overvejelse om de ønsker, der i 1989 blev fremført om udflytning af DSB’s svellefabrik fra det område, som lå indenfor jernbanelovenes sikkerhedsafgrænsning og til den nuværende placering. Som anført i klageskriftet, ligger svellefabrikken ved en jernbanelinie, som ejes dels af X Kommune, dels af Banestyrelsen. Selv efter Told- og Skattestyrelsens påståede praksis vil svellefabrikken således ligge på Banestyrelsens jurisdiktionsområde og således være omfattet af det område, hvor Banestyrelsens jurisdiktion kan gøres gældende. Det har formodningen imod sig, at en ændret placering af de bygninger, der er omfattet af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, fra det til andet formål definerede jernbaneområde i jernbanelovene til en placering uden for dette definerede område, skulle have den konsekvens, at en sådan udflytning ville udløse vurdering af de udflyttede ejendomme, således at ejendomsskatter herefter skulle kunne opkræves. Såfremt ovennævnte resultat var korrekt, ville det indebære, at relevante udliciteringsovervejelser og lignende ville blive påvirket heraf og eventuelt blive forhindret af økonomiske årsager. Såfremt vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, skulle fortolkes som hævdet af Told- og Skattestyrelsen, ville det konkret indebære, at der vil opstå en konkurrenceforvridning mellem Banestyrelsens egenproduktion på de af Told- og Skattestyrelsen på baggrund af jernbanelovene definerede arealer og produktion uden for disse arealer. Som tidligere nævnt gøres det gældende, at intern dansk ret, herunder vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5 skal fortolkes således, at der ikke ved denne fortolkning opstår konkurrenceforvridning, jf. Danmarks forpligtelser i henhold til EU-traktaten. Der er ikke vedrørende det aktuelle klageår i lov om jernbanevirksomhed § 19 indeholdt nogen nærmere beskrivelse af udtrykket ”jernbaneområdet”. Såfremt det var relevant at definere de bygninger, der er omfattet af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, som alene værende bygninger, der tillige er beliggende på det i jernbanelovenes definerede sikkerhedsområde, gøres det gældende, at ejendommen A, udgør et sådant jernbaneområde omfattet af jernbanelovens § 19, således som den var gældende for det omhandlede klageår. Det bestrides, at det er muligt at konstatere en praksis, der er relevant i forhold til nærværende klagesag, som begrænser de af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 5, omfattede ejendomme til alene at vedrøre ejendomme, der var omfattet af den i forhold til klageåret tidligere og efterfølgende definition af et jernbanesikkerhedsområde. Såfremt en praksis som ovenfor nævnt kunne påvises, gøres det afslutningsvis gældende, at en sådan praksis ville føre til fuldstændig tilfældige økonomiske resultater, som dels aktuelt kunne være konkurrenceforvridende, dels ville føre til uhensigtsmæssigheder i forbindelse med overvejelser om den bedste udnyttelse af jernbaneområder. Der er således intet juridisk belæg for, at de bygninger, der er omfattet af vurderingsklovens § 7, stk. 1, nr. 5’s beskrivelse, skulle være begrænset til alene at være ejendomme beliggende på de i jernbanelovene før og efter nærværende klageår beskrevne sikkerhedsområder.”

Landsskatterettens bemærkninger: 

Afgørende for afgrænsningen af det undtagne område for vurdering må være, om det konkrete anlæg kan anses at falde ind under den almindelige forståelse af lovens begreb ”jernbaneanlæg”, hvilket normalt forstås som omfattende skinner, stationer, remiser og værksteder. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid tale om en stor fabrik, der ligger ca. 3 km. fra stationen. Det fremgår endvidere af praksis, at ikke al fast ejendom, der benyttes til jernbanedrift, falder ind under undtagelsesbestemmelsen, f.eks. er driftskontorerne i Sølvgadebygningen ikke undtaget fra vurdering. Endelig må der efter rettens opfattelse lægges vægt på, at der i den store fabriksbygning foregår en produktion, der ikke sker efter regulatorisk bestemmelse, men i henhold til almindelig kontraktsret. Landsskatteretten finder derfor ikke, at den pågældende ejendom er undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7. Retten kan endvidere tiltræde styrelsens indstilling vedrørende ejendomsværdien og grund­værdien.