Dato for udgivelse
02 Dec 2002 10:37
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. marts 2002
SKM-nummer
SKM2002.616.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
17. afdeling, B-2770-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Afdrag, afdragsordning, lønindeholdelse, rådighedsbeløb, ægtefælle, indkomstforhold
Resumé

Sagen drejede sig om mulighederne for at tilsidesætte en afdragsordning fastsat af Told- og Skatteregion Odense. Afdragsordningen var fastsat frivilligt, men under trussel om lønindeholdelse. Landsretten fandt, at det var berettiget, at Told- og Skatteregionen ved opgørelsen af skyldnerens rådighedsbeløb havde foretaget en samlet bedømmelse af husstandens indkomstforhold samt set bort fra gæld stiftet af skyldneren og hustruen efter oparbejdelsen af skattegælden

Reference(r)

Kildeskatteloven § 73, stk. 3
ToldSkat cirkulære 1997-5 af 14/3 1997
Inddrivelsesvejledningen F.2 og F.3


Parter

A
(Advokat Ulla Paabøl e.o. v/advokat Lulla Forchhammer)

mod

Told- og Skatteregion Odense
(Ka. v/advokat Jacob Pinborg)

Afsagt af landsdommerne

Brydensholt, Michael Dorn og Taber Rasmussen).

Under denne sag, der er anlagt den 12. oktober 2000, har sagsøgeren, A, i medfør af § 31, stk. 3, i skattestyrelsesloven indbragt en afgørelse, som sagsøgte, Told- og Skatteregion Odense, har truffet den 24. august 2000. Efter sin endelige påstand har sagsøgeren påstået sagsøgte tilpligtet at anerkende, at den pågældende afgørelse er truffet ud fra forkerte kriterier og derfor er ugyldig.

Sagsøgeren har fri proces og retshjælpsforsikring.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen angår spørgsmålet, om der ved fastsættelsen af en afdragsordning vedrørende sagsøgerens skattegæld kunne tages hensyn til hans ægtefælles økonomiske forhold og i bekræftende fald, om det herved var berettiget at se bort fra visse udgifter til afdrag på privat låneoptagelse.

Sagens omstændigheder

For indkomstårene 1987 og 1988 har sagsøgeren, A, pådraget sig en skattegæld, som skattevæsenet i de følgende år har forsøgt at inddrive. Efter at denne restance var opstået, indgik sagsøgeren ægteskab med B. Ved ægtepagt af 17. marts 1998 ændrede de formueordningen i deres ægteskab fra formuefællesskab til særeje (i den form, der betegnes kombinationssæreje). Herved blev den ejendom, som ægtefællerne bebor, overført fra hustruens bodel til hendes særeje.

Efter at sagsøgeren havde henvendt sig til Kommunen med henblik på at indgå en afdragsordning for at undgå lønindeholdelse for skatterestancen, bestemte kommunen, at sagsøgeren skulle betale afdrag med 1.000 kr. om måneden. Denne afgørelse indbragte sagsøgeren for sagsøgte, Told- og Skatteregion Odense, da han fandt afdraget for højt, men den 20. november 1998 stadfæstede sagsøgte den fastsatte afdragsordning og anførte:

"...

Regionen kan ikke give Dem medhold i Deres klage, idet regionen skønner, at der levnes Dem og Deres familie tilstrækkeligt til familiens underhold.

Ved beregning af rådighedsbeløb i forbindelse med betalingsfastsættelse tages der udgangspunkt i praksis for gældssanering og eftergivelse.

...

Afdrag til private kreditorer kan ikke accepteres, da betaling af gæld til private kreditorer ikke må være til hinder for betaling af gæld til det offentlige.

Regionen kan derfor ikke godkende udgifter til lån optaget af Deres hustru på 160.000,00 kr med afdrag på 3.980,00 kr pr. kvartal.

..."

Efter at sagsøgeren havde indsendt supplerende oplysninger til budgettet, bestemte Kommunen den 8. juni 1999, at afdraget på skatterestancen skulle udgøre 500 kr. om måneden resten af året og 1.000 kr. om måneden fra 1. januar 2000, hvor en nødvendig udgift bortfaldt. Kommunens afgørelse var baseret på det budget, som kommunen kunne godkende for familien med et rådighedsbeløb på 7.979,75 kr. for 2 voksne og 2 børn, efter at en række faste udgifter var afholdt. I budgettet anerkendte kommunen bl.a. udgifter til termin og ejendomsskat vedrørende ejendommen samt til vægtafgift og benzin vedrørende bilen. I øvrigt anførte kommunen:

"...

Afdrag til private kreditorer må ikke være til hinder for betaling af gæld til det offentlige, og derfor er afdrag til F3 Bank 1.000,00 kr. ikke godkendt.

Kommunens inkassokontor har i september 1996 accepteret omlægning af lån til nye døre og vinduer i ejendommen, idet det blev oplyst var meget nødvendigt af hensyn til varmeudgifterne, men det nye kreditforeningslån ved F1 Bank pålydende 160.000,00 kr. med afdrag på 3.980,00 kr. i kvartalet, til ombygning af ejendommen, accepteres ikke, hvilket også tidligere er meddelt Dem.

..."

Sagsøgerens hustru underskrev den 22. juni 1999 som debitor et kreditforeningspantebrev til BRF kredit på 913.000 kr. i anledning af en omprioritering af ejendommen. Samtidig meddelte sagsøgeren ved underskrift på pantebrevet sit samtykke til pantsætningen.

I august 1999 optog sagsøgerens hustru et lån på 110.000 kr. i F1 Bank med pant i samme ejendom og med sagsøgeren som selvskyldnerkautionist.

Sagsøgeren anmodede den 2. september 1999 sagsøgte om henstand med betaling af sin skatterestance, der på daværende tidspunkt udgjorde 49.666 kr. Denne anmodning afslog sagsøgte den 8 . oktober 1999, jf. kildeskattelovens § 73 C, jf. § 73 B, med følgende begrundelse:

"...

Der er i afgørelsen lagt særlig vægt på, at regionen ikke kan vige for de forøgede udgifter til termin og lån, som er påført husstanden i forbindelse med optagelse af lån på kr 160 000 til F1 Bank og lån i forbindelse med omprioriteringen af ejendommen.

Endvidere skønner regionen, at lånet til F3 bank og skattegælden kunne have været indfriet i forbindelse med udbetalingen af det ved omprioriteringen udbetalte beløb på kr 71 881,97.

..."

Denne afgørelse blev ikke påklaget til Told- og Skattestyrelsen.

På sagsøgerens vegne rettede advokat BL den 26. januar 2000 henvendelse til Kommunen med anmodning om nedsættelse af det månedlige afdrag på 1.000 kr. under påberåbelse af, at der ved beregningen af afdragets størrelse skulle bortses fra hustruens indtægtsforhold. Denne anmodning besvarede kommunen den 21. februar 2000 således i en skrivelse til sagsøgeren:

"Vedr. restance restskat 1987, 88

48.045,00 kr.

underholdsbidrag

118.509,14 kr.

i alt

166.554,14 kr.

I henhold til møde på Inkassokontoret den 11. februar 2000, ønskede De en revurdering af betalingsaftalen, fordi der er ændringer til tidligere indleveret budget.

Inkassokontoret kan oplyse, at ændringerne betyder, at der fra 1. marts 2000, skal betales 1.000,00 kr. pr. måned til skatterestancen.

...

Med hensyn til bidragsrestancen, vil denne blive stillet i bero.

...

I henhold til afgørelse ved Told- og Skatteregion Odense, vil regionen ikke vige for de forøgede udgifter til termin og lån, som er påført husstanden efter at De er flyttes sammen med B.

De ekstra udgifter er i forbindelse med optagelse af lån på 160.000,00 kr. til F1 Bank, og lån i forbindelse med omprioriteringen af ejendommen.

..."

Samme dag tilskrev kommunen sagsøgerens advokat således:

"I henhold til Deres brev, kan Inkassokontoret oplyse, at efter revurdering af budget med ændringer i 2000, er der fastsat en betalingsaftale på 1.000,00 kr. pr. måned til skatterestancen.

Betaling til bidragsrestancen stilles i bero.

...

I forbindelse med betalingsfastsættelsen, er der ikke taget hensyn til de ekstra udgifter familien har påført sig ved optagelse af lån på 160.000,00 kr., samt opprioriteringen af ejendommen.

Betalingsaftalen er fastsat ud fra familiens samlede indtægter og udgifter.

Med henvisning til Cirkulære ved Told & Skat, er det husstandens samlede indtægter og udgifter der skal lægges til grund for fastsættelse af betalingsordning.

...

B hæfter ikke subsidiært for sin mands skatterestance, derfor kan der ikke foretages udlæg i hendes aktiver.

..."

Den 22. marts 2000 indbragte sagsøgeren gennem advokat BL denne afgørelse for sagsøgte, og den 19. april 2000 fremsendte advokaten supplerende bemærkninger til sagsøgte.

Under klagesagens behandling optog sagsøgerens hustru den 6. juni 2000 et lån på 60.000 kr. i F2 og håndpantsatte til sikkerhed herfor et ejerpantebrev på samme beløb med pant i hendes ejendom. Dette lån skulle afvikles med en månedlig ydelse på 750 kr., første gang den 1. august 2000.

Sagsøgte afgjorde den 24. august 2000 klagesagen med stadfæstelse af kommunens afdragsordning på 1.000 kr. om måneden og anførte i afgørelsen, som er genstand for nærværende sagsanlæg:

"...

Regionen kan meddele, at vi efter en samlet vurdering af sagen har fundet, at Deres klage ikke kan imødekommes, idet Regionen skønner, at der levnes tilstrækkeligt til familiens underhold. Der er i budgettet ikke taget hensyn til betaling af låneoptagelse i 1998 og senere jf. Regionens tidligere afgørelser senest den 8. oktober 1999.

Regionen har ved afgørelsen lagt vægt på, at A de seneste år sammen med sin ægtefælle har stiftet yderligere gæld trods kendskab til skatterestancen.

...

I brev fra Advokat BL af 19. april 2000 bliver det nævnt,: "at B ikke er bundet i sine økonomiske dispositioner af sin mands gæld fra en periode i hans liv, der ligger længe før deres bekendtskab". Dette mener Regionen er korrekt, men Regionen mener til stadighed, at det er husstandens samlede indtægter og udgifter, der ligger til grund for afdragenes størrelse, jf. praksis i gældssaneringssager.

..."

Der er mellem parterne enighed om, at landsretten kan behandle sagen, selv om den yderligere låneoptagelse den 6. juni 2000 i F2 ikke var oplyst for sagsøgte og således ikke blev behandlet ved den indbragte afgørelse af 24. august 2000.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han, der nu er 56 år, ikke har nogen uddannelse og heller ikke noget arbejde. I mange år arbejdede han som tjener, men lever nu af overgangsydelse. Skattegælden opstod i 1987-88 i forbindelse med, at hans daværende hus var ved at gå på tvangsauktion. Lige siden har han afdraget på gælden enten under trussel om lønindeholdelse eller ved gennemført lønindeholdelse. Han blev gift med B i april 1996, efter at de havde boet sammen i ca. 1½ år. De har en fælles budgetkonto, hvor begges indtægter indgår. Ved omprioriteringen af huset i BRF kredit i juni 1999 fremkom et provenu på ca. 71.000 kr. Dette beløb blev bl.a. anvendt til indfrielse af restgælden vedrørende et TV samt til inddækning af et underskud på ca. 12.000 kr. på budgetkontoen, ligesom der også blev anvendt ca. 12.000 kr. på reparation af bilen. Om lånet på 110.000 kr. i F1 Bank i august 1999 har sagsøgeren forklaret, at hans hustru arbejdede som social- og serviceassistent på sygehuset med tidlige mødetider om morgenen. Derfor måtte hun have en bil, og 40.000 kr. af lånet gik til anskaffelse af bilen. Resten af lånebeløbet gik til vinduesarbejder på huset, som stadig ikke er helt færdigt, samt til at indfri budgetkontoen og til indfrielse af gæld til Accept Card. Bilen tilhører hans hustru alene. Hun kører til og fra sygehuset, i alt ca. 20 km dagligt. Hendes arbejdstider ligger dårligt i forhold til bustiderne. Af lånet i F2 i juni 2000 på 60.000 kr. blev 11.500 kr. anvendt til dækning af et underskud, der var opstået på budgetkontoen. Desuden blev bilen repareret for 8.000 kr., og et lån i BG-bank på 10.000 kr. blev indfriet. Endelig blev der betalt et beløb til Accept Card til indfrielse af ny gæld, der var opstået ved køb af nødvendigt tøj til børnene.

Parternes procedure

Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 13. februar 2002 og har herved anført, at sagsøgerens afdragsordning skal fastsættes efter de samme regler - kildeskattelovens § 73, stk. 3 - som gælder for den lønindeholdelse, som afdragsordningen netop tilsigtede at undgå. Dette er også i overensstemmelse med TS cirkulære 1997-5 af 14. marts 1997. Herefter skal der overlades skatteyderen det nødvendige til eget og familiens underhold. Sagsøgerens skattegæld er stiftet flere år forud for samlivet og ægteskabet med hustruen. Sagsøgte har da også anerkendt, at hustruen af den grund ikke hæfter subsidiært for sagsøgerens skattegæld efter kildeskattelovens § 72, stk. 2. Det må derfor følge af samspillet mellem de nævnte to bestemmelser, at den beregning, der skal foretages efter § 73, stk. 3, alene kan baseres på sagsøgerens egne indtægter og ikke tillige kan inddrage hustruens indtægter. Ellers vil hustruen indirekte og i strid med § 72, stk. 2, komme til at hæfte for sagsøgerens gæld. Ved at inddrage hustruens indkomst i beregningen øger skattevæsenet nemlig det beløb, som man kan trække ud af sagsøgeren, skønt hustruen netop ikke hæfter for gælden. Dette er ikke alene uforeneligt med § 72, stk. 2, men også med formålet bag § 73, stk. 3, der må antages at være at beskytte skatteyderen og hans familie, men ikke at stille skattevæsenet bedre i en situation, hvor skatteyderens ægtefælle har en betalingsevne, der er højere end skatteyderen. Praksis vedrørende gældssaneringssagerne kan ikke uden videre overføres til sagsøgerens tilfælde. Den anfægtede afgørelse er derfor ugyldig.

Får sagsøgeren ikke medhold heri, således at hustruens økonomiske skal forhold indgå i vurderingen, gøres det subsidiært gældende, at der skal tages hensyn til hustruens faktiske indtægter og udgifter. Det er således ikke berettiget som sket at bortse fra visse udgifter, som hustruen lovligt har påtaget sig. Reglen i 73, stk. 3, ophæver ikke ægtefællens økonomiske selvbestemmelsesret.

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 8. februar 2002 og har herved anført, at bestemmelsen i kildeskattelovens § 73, stk. 3, ikke kan finde direkte anvendelse, da der ikke foreligger lønindeholdelse, men det anerkendes fra sagsøgtes side, at fastsættelsen af afdrag ved frivillige ordninger må være underlagt lignende principper. Efter § 73, stk. 3, er det berettiget at medtage hele husstandens indtægt ved opgørelsen af det beløb, der skal danne grundlag for beregningen af afdrag. Dette gælder uanset tidspunktet for stiftelsen af skattegælden. Det anførte følger af, at hustruen er en del af husstanden på lige fod med sagsøgeren. Retstilstanden er fastslået i retspraksis, i hvert fald i gældssaneringssagerne, som også må være retningsgivende for denne sag.

Endvidere gøres det gældende, at skattevæsenet ikke har været forpligtet til at lægge hustruens indtægter og udgifter uprøvet til grund ved fastlæggelsen af sagsøgers afdrag. Skattevæsenet har været berettiget til som sket at skønne over, hvilke udgifter det var berettiget at medtage i beregningen af sagsøgerens og hans families nødvendige underhold. Dette må følge af, at sagsøgeren i en situation, hvor han har gæld til det offentlige, ikke bør kunne vælge, ej heller gennem medvirken til låneoptagelse i hustruens navn, at betale private kreditorer frem for det offentlige.

Der er således ikke anvendt ulovlige kriterier ved den anfægtede afgørelse, som derfor ikke kan erklæres ugyldig.

Landsretten skal udtale

Som også anført af sagsøgte må bestemmelsen i kildeskattelovens § 73, stk. 3, der direkte vedrører lønindeholdelse, finde tilsvarende anvendelse ved fastsættelse af en afdragsordning, som skatteyderen har begæret.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder (FT 1990-91, till. B, sp. 1436), at formuleringen af trangsbeneficiet svarer til den gældende formulering i § 6 i loven om inddrivelse af underholdsbidrag. Ifølge forarbejderne hertil (Betænkning nr. 300/1961 om inddrivelse af familieretlige underholdsbidrag s. 37) er reglen i § 6 en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den tilsvarende bestemmelse i § 7, stk. 2, i den tidligere inddrivelseslov fra 1937. Denne bestemmelse blev forstået således, at der ved inddrivelse hos en familieforsørger skulle tages hensyn til familiens samlede indtægt (anførte betænkning s. 52 og Betænkning angaaende Revision af Reglerne om Underholdsbidrags Inddrivelse og Sikring (1930) s. 22). Det er derfor berettiget, at sagsøgte ved den anfægtede afgørelse af 24. august 2000 lagde vægt på husstandens samlede økonomiske forhold og således også tog sagsøgerens ægtefælles indtægt i betragtning.

Det må herefter bero på en samlet vurdering af ægtefællernes økonomiske forhold, om sagsøgte ved den i afgørelsen af 24. august 2000 fastsatte afdragsordning levnede familien tilstrækkelige midler. Ved den oplyste gældsstiftelse i BRF, F1 Bank og F2 har sagsøgerens ægtefælle forøget sin gældsbyrde efter, at sagsøgte i november 1998 på sagsøgerens anmodning havde fastsat en afdragsordning for skatterestancen. Efter de foreliggende oplysninger om anvendelsen af disse låneprovenuer må det antages, at denne låneoptagelse i det væsentlige har bevirket en almindelig forøgelse af sagsøgerens og hans hustrus forbrugsmuligheder. I hvert fald under disse omstændigheder kan det ikke anses for uberettiget ved skønnet over familiens nødvendige underhold at bortse fra den herved forøgede afdragsbyrde.

Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgørelse af 24. august 2000 som ugyldig, hvorfor sagsøgtes påstand om frifindelse tages til følge.

T h i  k e n d e s   f o r  r e t

Sagsøgte, Told og Skatteregion Odense, frifindes for den af sagsøgeren, A, under denne sag nedlagte påstand.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, subsidiært statskassen, betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.