Dato for udgivelse
11 Dec 2002 10:13
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11. september 2002
SKM-nummer
SKM2002.634.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, S-1018-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Skattesvig - frifindelse - udeholdte indtægter
Resumé

T blev i byretten frifundet for den rejste tiltale om momssvig, men dømt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat at have overtrådt skattelovgivningen ved i sine selvangivelser for indkomstårene 1992, 1993 og 1995 at have angivet sin skattepligtige indtægt for lavt med tilsammen 607.428 kr., alt hvorved det offentlige blev unddraget 348.000 kr. i skat. Under landsrettens behandling af den indankede dom, tilsidesatte landsretten skattemyndighedernes kontantforbrugsopgørelser for de pågældende indkomstår, som var det eneste bevis for, at T skulle have udeholdt skattepligtige indtægter, og T blev frifundet.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 13, stk. 1


Vestre Landsrets dom af 11. september 2002, 11. afdeling, S-1018-02

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Lars Henriksen)

Afsagt af landsdommerne

Würtzen, Henrik Estrup og Anni Brix (kst.) med domsmænd

----------

Frederikshavn Byrets dom af 12. februar 2002, 296/01

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift af 3. maj 2001 er modtaget s.d. Anklageskriftet blev berigtiget under domsforhandlingen, således at tiltalen er, som det angives nedenfor

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

skattekontrollovens § 13, stk. 1,

ved i sine selvangivelser for indkomstårene 1992, 1993 og 1995 til N.N. Kommune, med forsæt til skatteunddragelse, at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt med i alt 607.428 kr., idet tiltalte

for indkomståret 1992 udeholdt indtægter på 129.308 kr.,

for indkomståret 1993 udeholdt indtægter på 329.224 kr.,

for indkomståret 1995 udeholdt indtægter på 148.896 kr.,

hvorved det offentlige blev unddraget 348.000 kr. i skat,

2.

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,

ved som hovedanpartshaver og daglig leder af Cafe A.A. ApS, med forsæt til afgiftsunddragelse, urigtigt for perioden. 16. juni 1992 - 31. december 1995 at have angivet 121.000 kr. for lidt i moms, som statskassen herefter blev unddraget.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og tillægsbøde.

Tiltalte har har påstået frifindelse, subsidiært at han kendes skyldig i mindre, end han er tiltalt for.

Tiltalte har anført,

at   

anklageskriftet ikke opfylder kravene i retsplejelovens § 831. Sammenhængen mellem forhold 1 og 2 indikerer, at tiltalen er baseret på, en antagelse om, at tiltalte har haft en indtægt fra Cafe A.A., der ikke er blevet selvangivet, men det er ikke angivet, hvordan udførelsesmåden var og heller ikke hvilken sammenhæng, der var mellem tiltaltes indkomst og Cafe A.A. der blev drevet i anpartsselskabsform.

 

at

en privatforbrugsopgørelse ikke kan stå alene som bevis i en skattestraffesag. Det kan en sådan opgørelse end ikke i civil skattesag.

 

at

usikkerheden ved privatforbrugsopgørelsen er dokumenteret ved, at de oprindelige udregninger anerkendt af anklagemyndigheden utallige gange er blevet korrigeret til tiltaltes fordel, efter tiltalte har påvist fejlkilder. Tiltalte var som privatperson ikke regnskabspligtig og har ikke ført regnskab og kan derfor ikke føre eksakt bevis for sit privatforbrug, men det er heller ikke ham, men anklagemyndigheden, der skal bevise noget.

 

at

sagsbehandlingstiden i sig selv medfører, at en eventuel straf skal nedsættes,

   

at

der foreligger en krænkelse af Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 6, stk. 1. Der har været "døde perioder" på 4 år og 1 måned, heraf 2 år og 3 måneder fra anmeldelsen fra ToldSkat til anklageskriftet. Efterforskningen har på ingen måde været kompleks. Forsvareren har fremlagt en skriftlig procedure.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af tiltaltes fader V.1, V.2, V.3, V.4 tiltaltes revisor V.5, V.6, specialkonsulent V.7 og V.8.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Tiltalte er tidligere straffet

16. juni 1999 hvor tiltalte blev idømt fængsel i 8 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer. Der er ikke foretaget rettergangsskridt i prøvetiden og samfundstjenesten er afviklet. Sagen angik dokumentfalsk og bedrageri samt overtrædelse af en række bestemmelser i forskellige love, der ikke er ligeartet kriminalitet med det, der er rejst tiltale for i denne sag.

Rettens bemærkninger

Indsigelsen mod anklageskriftet jfr, retsplejelovens § 831.

Tiltalen er baseret på en antagelse om, at tiltalte nødvendigvis må have haft andre indtægter, end han har selvangivet, fordi hans selvangivne indkomst ikke har muliggjort det forbrug, han faktisk har haft eller må have haft. I de år, tiltalen drejer sig om, var tiltalte ansat i Cafe A.A. ApS. Han var hovedanpartshaver i Cafe A.A. ApS. Selv hvis tiltalte har fået "sort løn" eller sort udbytte fra Cafe A.A. ApS er det ikke nødvendigvis samtidigt bevis for en momslovsovertrædelse. Moms betales af omsætning - ikke af løn og ikke af udbytte. Retten har ikke fået oplysninger om Cafe A.A. ApS forhold, der gør det muligt for retten at forholde sig til selskabets mulighed for at udbetale "sort løn" eller "sort udbytte". Det er ikke bevist og der er heller ikke påvist noget, der tyder på, at Cafe A.A. ApS har udeholdt omsætning fra regnskaberne. Efter bevisførelsen gik Cafe A.A. dårligt og havde f. eks. kontinuerligt problemer med at få bevilling af samme grund. Tiltalte havde ubestridt andre væsentlige indtægtskilder. Han var professionel ishockeyspiller, han arrangerede koncerter og drev udlejning i personligt regi. Hvis tiltalte har haft andre indtægter, end dem han selv har angivet, er det lige så vel en mulighed eller endog mere nærliggende, at det var " sort løn " fra en ansættelse, myndighederne stadig ikke kender noget til eller "sort indkomst " fra anden form for selvstændig virksomhed, myndighederne heller ikke kender noget til. Det er muligt, at der i så fald tillige er en momslovsovertrædelse, men det er også en mulighed, at det ikke er tilfældet.

Efter de bevisbyrderegler, der gælder i straffesager, frifindes tiltalte i forhold 2.

Så er det uden betydning, hvordan tiltalen er formuleret i forhold 2.

Efter skattekontrollovens § 1 har tiltalte hvert år haft pligt til at selvangive sin indkomst. Har tiltalte forsætligt ikke gjort det, kan han straffes efter samme lovs § 13, stk. 1. Lovbestemmelsen er anført. Overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1., har ikke noget " ...i loven hjemlet navn ... . De ".. beskrevne kendemærker.." er anført i forhold 1 med ordene " ...ved i sine selvangivelser ...med forsæt til skatteunddragelse, at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt... i det tiltalte udeholdt indtægter.."

Kravene til anklageskriftet i forbold 1, er derfor opfyldt. Der er derfor ikke formelle grunde til, at sagen skal afvises eller, at tiltalte skal frifindes i forhold 1.

Tiltaltes privatforbrug.

Det anses for anerkendt af tiltalte, at hans privatforbrug i 1995 på grundlag af de bilag, der blev fundet under ransagningen, korrekt er beregnet til 144.000 kr. På denne baggrund og efter det indtryk bevisførelsen har efterladt om tiltaltes livsstil herunder, hvad der er forklaret om biler, speedbåde, ferier, bøder, casinobesøg sammenholdt f. eks. med de rådighedsbeløb, der anerkendes i gældssaneringssager, anser retten det for særdeles fair overfor tiltalte, at tiltalen er baseret på en antagelse om, at tiltalte i 1992 må have brugt 100.000 kr. til andre ting end det, der udtrykkeligt er taget højde for i kontantforbrugsopgørelsen og 115.000 kr. i 1993. Sagens udfald afhænger herefter af, om tiltaltes indsigelser mod kontantforbrugsopgørelserne skal tages til følge eller forkastes.

Tiltaltes forklaringer om store kontantbeholdninger.

Nedenfor statueres, at tiltalte har brugt flere penge, end han havde mulighed for efter de indtægter, han har selvangivet. Derfor må han have haft det, der kaldes "sorte indtægter". Det kan være sort løn. Hvis det er tilfældet har tiltalte næppe de store udgifter til at erhverve lønnen - måske nogle transportudgifter. En anden mulighed er, at tiltalte har haft en form for "sort virksomhed". I så fald har han både haft sorte indtægter og sorte udgifter. De sorte udgifter kan nærliggende være afholdt af de kontante beløb, tiltalte har fået, fordi det efterfølgende ikke vil være muligt at afsløre, hvem modtageren er. Mentalt svage personer har desværre ind i mellem større kontante beløb liggende. Tiltalte hører ikke til denne gruppe. Andre personer vil ikke have større kontante beløb liggende på grund af risikoen for, at de kan gå tabt ved tyveri, røveri, brand .... Tiltalte har i flere sammenhænge forklaret om likviditetsproblemer. Han er blevet understøttet af faderen og endda af en vens invaliditetserstatning. Havde tiltalte ikke likviditetsproblemer forekommer det særdeles mærkeligt at bede faderen og vennen om hjælp. Selv hvis det antages, finder retten ikke anledning til at tro på, at tiltalte ved at opbevare større kontantbeløb ville handle bevidst mod egne økonomiske interesser. Det illustreres bedst vedr. årene 1994 og 1995.

I 1994 solgt tiltalte en VW Golf og købte en BMW. Til det skulle han bruge 340.000 kr. Han købte og forbedrede et hus og skulle til det bruge 430.523 kr. Tiltalte skulle altså have finansieret 770.523 kr. Det gjorde han ved at låne 662.373 kr. i banken, ved at hjemtage et isoleringslån 63.707 kr., hvor udgiften til isolering må have været afholdt i 1993, og endelig ved at bruge forskellige andre positive poster, der samlet overstiger 44.443 kr. Tiltalte hjemtager på helt normal vis kreditforeningslån det følgende år og nedbringer bankgælden nogenlunde tilsvarende.

I 2. halvår af 1994 solgte tiltalte en båd og fik et provenu på 225.000 kr. Det ville være fuldstændigt fornuftsstridigt at lægge dette provenu hjem under hovedpuden. Dels på grund af risikoen jfr. ovenfor, men også fordi tiltalte med lethed kunne have sparet 10.000 kr. i renteudgifter ved at sætte beløbet ind på kassekreditten. Det ville der efter tiltaltes fremstilling af sin situation være god brug for.

Tiltalte har ikke båret sig så ufornuftigt ad. Pengene var brugt eller bundet i tiltaltes sorte økonomi. Retten ser derfor i det følgende helt bort fra den mulighed, at tiltalte på noget tidspunkt kan forklare sit forbrug med nedbringelse af en kontant beholdning.

Vedr. indkomståret 1992

Tiltalte har gjort gældende, at han lånte 75.000 kr. af V.2. Det har V.2 bekræftet som vidne. Der er oprettet et gældsbrev, der også skulle bevise dette. Der er imidlertid så mange momenter ved gældsbrevet både med hensyn til dets indhold og fremkomst, at retten ikke tillægger gældsbrevet afgørende bevismæssig betydning. I forsvarerens materialesamling vedr. retsmøderne 4. og 5. oktober 2001 er det på side 29 dokumenteret, at vidnet havde midler, der gjorde det muligt for ham at hæve 40.000 kr. Det gjorde han også den 20. februar 1992. Vidnet havde imidlertid ikke midler på kontoen, der gjorde det muligt for ham at låne yderligere 35.000 kr. ud.

Rettens afgørelse er, at det ikke kan forkastes, at tiltalte lånte 40.000 kr. af V.2, men det kan forkastes, at han lånte 75.000 kr.

Anklagemyndigheden har anerkendt, at tiltalte i 1975 lånte eller evt. "lånte" 40.000 kr. af sin fader, men anklagemyndigheden bestrider, at det samme skete i 1992.

Faderen har som vidne forklaret, at han givet sønnen 35.000 - 40.000 kr. også i 1992.

Det er end ikke forsøgt imødegået, at faderen også i 1992 havde midler til sin rådighed, der gjorde det muligt for barn at låne/give sønnen 40.000 kr. Det er ikke unaturligt, at en far vil hjælpe en søn, der lige har startet en ny forretning. Der er intet der tyder på, at faderens gavmildhed eller formåen var mindre i 1992 i forhold til 1995. Efter de bevisbyrderegler, der gælder i straffesager, lægger retten til grund at faderen også i 1992 har lånt/givet sønnen 40.000 kr., der ikke senere af betydning for denne sag er betalt tilbage.

Det ikke forklarede forbrug er herefter:

Privatforbruget ifølge anklagerens seneste fremstilling

129.308 kr.

med fradrag af 2 x 40.000 kr.

-80.000 kr.

 

 49.493 kr.

Vedr. indkomståret 1993.

I kontantforbrugsopgørelserne er det forudsat, at tiltalte fik udbetalt udbytte fra Cafe A.A. Aps både for 92/93 og 93/94 i 1994. Som retten har forstået det, er denne antagelse baseret på, at udbytteskatten blev betalt i 1994 og på, at udbytte først må udloddes, når skatten er betalt samt på, at ellers kunne tiltaltes privatforbrug i 1994, som der ikke er rejst tiltale for, ikke forklares. Når sagen alene skal afgøres ud fra en vurdering af tiltaltes privatforbrug, er det afgørende ikke, hvad tiltalte lovligt kunne gøre, men hvad han gjorde eller hvad der ikke kan udelukkes, at han gjorde. Som sagen er oplyst lægger retten til grund, at Cafe A.A. ApS havde midler til rådighed, der gjorde det muligt at udlodde 31.700 kr. også i 1993. Da det ikke er godtgjort, hvornår udlodningerne faktisk skete, kan tiltaltes oplysning om, at det skete i 1993 være sand. Efter de bevisbyrderegler, der gælder i straffesager, skal det lægges til grund, at det var sandt. Hvordan tiltalte så fik betalt sine regninger i 1994 er ikke til prøvelse i denne sag.

Tiltalte har forklaret, at han december 1993 vandt 20.500 kr. på rouletten. Det kan efter vidnet V.6s forklaring ikke forkastes. Tiltalte har også forklaret, at gevinsten efterfølgende blev fejret med ham som vært. Gevinsten medregnes derfor alene med 20.000 kr.

Tiltalte har forklaret, at han 1993 lånte 50.000 kr. af V.4. Tiltalte har betegnet V.4 som en kollega og god kammerat. V.4, at der var et far/søn forhold. Retten har ovenfor lagt til grund, at tiltalte har lånt/fået penge både af en ven og af faderen. I de situationer var det imidlertid godtgjort at yderen/giveren havde mulighed for at låne penge ud. V.4's situation var den gang så dårlig, at det, hvis han virkelig havde 50.000 kr. til rådighed, ville stride mod al sund fornuft, hvis han lånte 50.000 kr. ud til en kollega/ en tidligere ishockeyelev, der var i økonomiske vanskeligheder, som ikke kunne stille nogen sikkerhed og som heller ikke tilbød nogen nævneværdig økonomisk gevinst ved det. Vidnets forklaring om, at det ikke var eneste gang, han har optrådt som Mæcen, gør forklaringen endnu mere usandsynlig. Det kan godt være, at mange har set V.4 spille på kasino og vinde. Spil på kasino er indrettet efter sandsynlighedsberegninger. Efter disse beregninger skal personer, der spiller meget, tabe penge - ellers fandtes kasinoer ikke. Den eneste mulighed for at spare op af kasinogevinster er, hvis en spiller vinder den helt store gevinst og så holder op med at spille. Det var ikke det, V.4 forklarede. I rettens vurdering af vidneforklaringens troværdighed har også indgået, at vidnet tydeligt blev overrumplet af, at anklageren kendte vidnets regnskab samt vidnets helt "overgearede" optræden i retten. Rettens afgørelse er, at det er udelukket, at tiltalte har lånt noget som helst af V.4, uanset det har den ubehagelige forudsætning, at trods retsformandens klare advarsler har afgivet falsk vidneforklaring og, at det kun kan være sket med tiltaltes medvirken.

På samme måde som ved vurderingen af muligheden for at øge sin indkomst i det lange løb ved kasinospil, lægger retten til grund, at det er umuligt at øge sine forbrugsmuligheder - medmindre der foreligger svig/bedrageri ved at købe biler, køre galt med dem og få forsikringsbeløb udbetalt. Det er også et faktum, at biler ikke stiger i værdi ved brug. Retten ser derfor bort fra muligheden af, at bilhandler og færdselsuheld har kunnet øge tiltaltes forbrugsmuligheder.

Det lægges efter vidnet V.8's forklaring til grund, at udgiften til køb af anparter korrekt er udgiftsført i kontantopgørelsen i 1993.

Efter tiltaltes fars forklaring lægges det også i dette år til grund, at faderen har lånt/forstrakt tiltalte med ca. 17.000 kr. - 20.000 kr.

Det ikke forklarede forbrug for dette år er herefter:

lfølge anklagerens seneste fremstilling

329.224 kr.

Udlodning fra anpartsselskabet incl. den skat, der blev

betalt året efter

-31.700 kr.

Nettokasinogevinst

-20.000 kr.

Fra faderen max:

 -20.000 kr.

 

257.524 kr.

Vedr. indkomståret 1995.

Tiltaltes indsigelser mod kontantforbrugsopgørelsen er taget til følge af anklagemyndigheden ved nedsætttelsen af påstanden. Det lægges af de grunde, der er anført ovenfor til grund, at privatforbruget ikke er afholdt af provenuet fra bådsalget. Tiltalte må derfor i 1995 have haft en indkomst, der var 148.896 kr. større, end han har selvangivet.

Tiltalte kendes herved skyldig i forhold 1 ved

for indkomståret 1992 at have udeholdt      

49.308 kr.

for indkomståret 1993 at have udeholdt

257.524 kr.

for indkomståret 1995 at have udeholdt

148.896 kr.

                                                       

hvorved det offentlige blev unddraget:

 

30.961 kr. 

i skat i 1992

 

177.174 kr. 

i skat i 1993

 

38.573 kr. 

i skat i 1995

I alt

246.708 kr. 

 

Fastsættelsen af sanktionen.

Sagsbehandlingstiden.

I september 1996 blev der ransaget hos tiltalte. Efter ransagningen var tiltalte sigtet. Han har fra dette tidspunkt efter Den Europæiske Menneskeretskonvention artikel 6, stk. 1, krav på rettergang inden rimelig frist. Byrettens dom er - hvis den ikke ankes - senest endelig 24. februar 2002. Sagsbehandlingstiden vil i så fald være 5 år og 6 måneder. Det er i sig selv meget lang tid. Retten har oplevet det som nærmest uimodsagt, at intensiteten af efterforskningen i lange perioder ikke har været stor.

Myndighederne har i en kort periode efter ransagningen kunne have haft indtryk af, at tiltalte ville samarbejde om sagens oplysning, men da han ikke gjorde det og da tiltaltes oprindelige forsvarer tidligt og klart sagde fra overfor et sådant samarbejde, burde anklagemyndigheden og de myndigheder, anklagemyndigheden samarbejdede med have tilrettelagt efterforskningen med den forudsætning, at tiltalte ikke ønskede at afgive forklaring og heller ikke ville bidrage med skriftligt materiale. Det er en sigtets/tiltaltes ret med alle lovlige midler at modarbejde opklaring af sagen. På samme måde bør en forsvareren ikke medvirke til, at en sag, hvor klienten nægter sig skyldig, opklares. Da den første tiltaleanmodning forelå i januar 1999 fra Toldskat, var der efter rettens vurdering et tilstrækkeligt grundlag til at rejse tiltale. Havde et anklageskrift foreligget i en af de næstfølgende måneder kunne retten have berammet domsforhandlingen inden for de næste 2 - 3 måneder. En dom kunne have været afsagt i første halvår af 1999. Når det ikke blev tilfældet, skyldtes det blandt andet, at myndigheder har ventet på hinanden. Retten tager ikke stilling til, og det har heller ikke betydning, om det bør bebrejdes skattemyndighederne eller anklagemyndigheden, at det ikke tidligere, end det skete, blev afklaret, om skattesagen skulle afgøres før straffesagen eller omvendt. Det var ikke tiltaltes, men "systemets" skyld.

Rettens afgørelse er, at Den Europæiske Menneskcretskonvention artikel 6, stk, 1, er blevet krænket. Krænkelsen medfører den konsekvens, at tiltalte i stedet for ubetinget straf og en tillægsbøde idømmes en betinget dom uden straffastsættelse og en tillægsbøde.

Straffebestemmelsen er skattekontrollovens § 13, stk. 1.

Det, tiltalte er fundet skyldig i, er begået før dommen af 16. juni 1999. Der foreligger derfor ( formelt set ) en situation, der er omfattet af straffelovens § 67, stk. 1, jfr § 61, stk. 1. Da der foreligger uligeartet kriminalitet, da samfundstjenesten er afviklet - jfr. princippet i straffelovens § 66, stk. 3 - og da prøvetiden for den tidligere betingede dom forlængst er udbeløbet, er det rettens vurdering, at straffen fra dommen af 16. juni 1999 ikke ville blive tillagt nogen vægt, hvis en samlet retsfølge skulle have været fastsat.

Straffen (den samlede retsfølge) bliver ikke fastsat, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.

Tiltalte straffes med en tillægsbøde på 225.000 kr., jfr. straffelovens § 58, stk. 2.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 60 dage.

T h i  k e n d e s   f o r   r e t

Fastsættelsen af den straf (samlede retsfølge) tiltalte T har forskyldt udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.

Tiltalte straffes med tillægsbøde på. 225.000 kr.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale 75.000 kr i sagsomkostninger. Statskassen skal betale resten af sagsomkostningerne.

----------

Vestre Landsrets dom af 11. september 2002, 11. afdeling, S-1018-02

Retten i Frederikshavn har den 12. februar 2002 afsagt dom i 1. instans (296/2001)

Tiltalte T har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, både med hensyn til frihedsstraffen og tillægsbøden.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne V.2, V.4, V.5, V.7 og V.8 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Der er for landsretten endvidere afgivet vidneforklaring af V.9.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han i hele den periode, sagen vedrører, spillede iskockey, men han fik ikke løn herfor. Han fik dog nogle forskellige goder. Han har ingen formel uddannelse, men har bl.a. læst på universitetet i Århus i et par år. I 1992 lånte han i alt 75.000 kr. af V.2, der er hans barndomskammerat. Han har spurgt advokat G.G.'s tidligere sekretær S.U., om det var hende og advokat G.G., der har lavet det fremlagte gældsbrev, og det svarede hun nej til. Advokat G.G. virker ikke længere som advokat og har på grund af sygdom ikke kunnet indkaldes som vidne. Da gældsbrevet således ikke er lavet af tiltaltes daværende advokat, må det være lavet af tiltaltes revisor. Den 1. november 1992 flyttede tiltalte til .... i N.N., hvor han boede sammen med V.9. Tiltaltes revisor må have anvendt tiltaltes gamle adresse, da han lavede gældsbrevet, fordi det var den adresse, han havde i sit kartotek. Beløbet på 75.000 kr. nævnt i gældsbrevet fik tiltalte i form af et beløb på 40.000 kr. og flere mindre beløb. Han kan ikke huske, hvornår han fik beløbene udbetalt. Han betalte lånet tilbage i 1998 og fik da den fremlagte kvittering dateret den 15. februar 1998. Gældsbrevet og kvitteringen må være blevet opbevaret hos hans revisor. Det må være derfor, politiet ikke fandt gældsbrevet i forbindelse med ransagningen i 1996. Han kan ikke huske, hvornår han først så gældsbrevet i forbindelse med denne sag. De oversigter, som skattevæsenet havde lavet i forbindelse med afhøringen i 1996, var ifølge hans daværende advokat G.G. "farvede", idet de medtog alle udgifter, men ikke en række af de indtægter, som skattevæsenet må have vidst, at han havde haft. Han lavede derfor efter opfordring fra advokat G.G. den fremlagte håndskrevne oversigt. Han har altid brugt at have store kontantbeløb liggende hjemme. Han er klar over, at han derved har haft unødvendige renteudgifter, men han mener, at banken ville have begrænset hans kredit- og lånemuligheder som unødvendige, hvis han havde sat pengene i banken, således at banken fik kendskab til, at han havde penge og derfor måske efter deres opfattelse ikke havde behov for at låne penge. At han har ligget inde med store kontantbeløb støttes efter hans opfattelse af den fremlagte politirapport vedrørende et indbrud i hans hjem den 14. november 1993, hvor der bl.a. blev stjålet 25.000 kr. kontant. I den periode, hvor han boede sammen med V.9 betalte denne alle boligudgifter, mens tiltalte betalte alle udgifterne på den bil, der tilhørte tiltalte, men som V.9 havde fri adgang til at benytte. Posten i den nævnte opgørelse "køb Cafe privat 40.000" vedrører hans og V.9's fælles køb af Cafe A.A., ikke tiltaltes senere køb af V.8's anparter i cafeen. Det er en fejl, at han har skrevet, at han fik 245.000 kr. for båden af mærket Chase. Beløbet var retteligt 225.000 kr. Han har i forbindelse med ankesagen indhentet erklæringer fra nogle af de personer, han har handlet bil og båd med og fra Topdanmark. Grunden til, at han fik et større beløb i erstatning udbetalt af Topdanmark, end han havde givet for bilen, er, at Topdanmark var enige i, at han skulle have udbetalt bilens reelle værdi og ikke kun det beløb, han havde givet for den. Lånet fra V.4 på 50.000 kr..blev udbetalt kontant. Det er tiltalte, der har underskrevet skylderklæringen af november 1993. Han kan ikke svare på, hvornår skylderklæringen er blevet fremlagt i forbindelse med denne sag. Beløbet på 30.000 kr., som han betalte for V.8's anparter i Cafe A.A. blev ikke betalt kontant. Tiltalte følte sig dårligt behandlet af V.8 fordi denne havde bragt sig i en situation, hvor han var nødt til at sælge sine anparter. Tiltalte ønskede derfor ikke at tage beløbet op af sin egen lomme, men i stedet vente med at betale for anparterne, til A.A.s omsætning kunne bære det. Han valgte at finansiere huset i D-by med et kreditforeningslån frem for med de 225.000 kr., han havde fået for salget af båden, da han syntes, det var et billigt lån. Han brugte dog en del af provenuet fra salget af båden til at finansiere huskøbet. Der var måske tale om 50.000 kr., han husker det ikke. Hvis han havde brugt alle pengene fra bådsalget i forbindelse med huskøbet, ville han jo ikke have haft dette beløb til rådighed, hvis han f.eks. det følgende år havde ønsket at købe f.eks. en yderligere udlejningsejendom. I forbindelse med åbningen af Cafe A.A. fik han og V.8 en kassekredit på 80.000 kr. Kreditten blev med bankens modvillige accept løbende forhøjet til 250.000 kr. Han har ikke på noget tidspunkt hævet penge i Cafe A.A., udover de bogførte beløb som løn og udbytter. Det kunne caféens økonomi slet ikke bære. Udlejningsejendommen i Aalborg administrerede tiltalte selv i den første tid. Da revisor V.5 kom ind i billedet vedrørende Cafe A.A. overtog revisor også administrationen af udlejningsejendommene. Tiltalte har ofte modtaget kontante beløb fra lejerne i forbindelse med underskrivelsen af lejekontrakterne, men alle betalingerne er blevet bogført og er indgået i regnskaberne. Det sørgede revisor for. Han mener ikke, at han har haft så store udgifter til mad, som skattemyndighederne har lagt til grund, da han ofte har kunnet spise gratis i iskockeyklubben.

V.4 har supplerende forklaret, at det er ham, der har udfærdiget den fremlagte skylderklæring dateret november 1993. Erklæringen må være lavet i november 1993, når den bærer denne datering. Pengene må også være blevet udbetalt i november 1993. Han kan ikke huske præcis hvornår. Pengene blev udbetalt kontant. Det var nogle penge, han havde liggende. Pengene hidrørte fra en casinogevinst, som han havde vundet omkring nytår 1990-1991 på Casino Munkebjerg. Det fremgår af hans regnskab for 1990 revideret af BDO-ScanRevision. Foreholdt at Casino Munkebjerg først åbnede nytårsaften 1990, har han forklaret, at gevinsten må være vundet i 1990, når det fremgår af regnskabet. Gevinsten blev udbetalt på en check, som han hævede kontant i sit pengeinstitut. Han havde en "spillekasse" derhjemme, hvori hans spilleindtægter indgik, og hvorfra han hævede penge til nye casinobesøg. Denne "spillekasse" fremgår ikke af hans regnskaber for de følgende år, idet der var tale om hans egne midler. Det må være rigtigt, at hans personlige indkomst for 1993 var på -379.211 kr., når det fremgår af hans regnskab. Han ved ikke, om oplysningen i regnskabet om hans privatforbrug er rigtig. Det er hans revisor, der har lavet regnskabet, så han går ud fra, at tallene er rigtige.

V.2 har supplerende forklaret, at han i 1991 og 1992 fik udbetalt.i alt ca. 200.000 kr. i invaliditetserstatning. Pengene blev udbetalt ved check og formentlig indsat i hans bank. 40.000 kr. af det samlede lån til tiltalte på 75.000 kr. blev udbetalt den 20. februar 1992. Han kan ikke på den fremlagte kontoudskrift påvise, hvornår de øvrige beløb er hævet. Pengene blev udbetalt til tiltalte i form af mange små beløb.

V.8 har supplerende forklaret, at han fortsat ikke kan huske, hvornår han fik pengene for de anparter, han solgte til tiltalte. Der gik et godt stykke tid efter underskrivelsen af aftalen. Der gik i hvert fald nogle måneder, men han husker ikke hvor mange. Foreholdt politirapport af 11. oktober 1996, hvorefter han skulle have forklaret, at han fik 20.000 eller 30.000 kr. udbetalt ved udtrædelsen, har han forklaret, at han ikke mindes at have sagt sådan til politiet. Han fik ikke lov til at gennemlæse rapporten. Foreholdt at det fremgår af rapporten, at han gennemlæste og godkendte rapporten, har han forklaret, at dette ikke er rigtigt.

Revisor V.5 har supplerende forklaret, at han fik forbindelse med tiltalte omkring marts 1993, idet tiltalte havde fået afslag på spiritusbevilling og derfor ønskede bistand til en klagesag. På det tidspunkt var V.8 trådt ud af Cafe A.A. Vidnet udarbejdede tiltaltes årsregnskab for 1992. Vidnet førte kassebog og lavede regnskab for Cafe A.A. frem til cafeens lukning i 1997. Regnskabstallene for cafeen har ikke på noget tidspunkt givet ham grund til at tro, at der er blevet trukket penge ud af virksomheden.Han laver normalt ikke gældsbreve, da det er advokatarbejde. Han kan dog ikke afvise, at han kan have lavet kladden til det fremlagte gældsbrev. Han husker det ikke. Han ville ikke have haft mulighed for at opdage det i forbindelse med sin revision af cafeens regnskaber, hvis der var blevet indkøbt og solgt spiritus "sort".

V.9 har forklaret, at han i 1992 boede på .... i N.N. På et tidspunkt i 1992 flyttede tiltalte ind hos ham, men vidnet husker ikke hvornår. Tiltalte boede der i hvert fald i 2 år. Tiltalte betalte ikke husleje. Til gengæld havde vidnet fri rådighed over tiltaltes bil, idet tiltalte på det tidspunkt ikke havde kørekort. De var fælles om indkøb af diverse fornødenheder som sæbe m.v. Han er bekendt med, at tiltalte jævnligt lå inde med ret store beløb i kontanter. Han har set pengene, men han ved ikke, hvor mange penge der var tale om, eller i hvilke perioder tiltalte lå inde med penge. Det er rigtigt, at der på et tidspunkt var indbrud i lejligheden, hvorved tiltalte fik stjålet et stort kontantbeløb. Vidnet fik også stjålet penge, vist nok 4.000 kr.

V.7 har supplerende forklaret, at kontantforbrugsopgørelsen for 1995 er lavet på baggrund af tal, der kan efterprøves, hvorved man er nået frem til et privatforbrug på 93.803 kr. Dertil har man lagt et skønnet beløb på 50.000 kr. til at dække udgifter til mad og tøj m.v. Opgørelsen for 1995 er i tillempet form også lagt til grund for 1992 og 1993. Der er i opgørelsen for 1995 udgifter, der kan henføres til boligen. Det gælder bl.a. posten "E.N.V.", der er betaling til elselskabet, og formentlig også posten Hydro-Texaco, der nok er udgift til opvarmning. Han ved ikke, om nogle af posterne til forsikring vedrører boligen. Der er ved fastsættelsen af det skønnede beløb på 50.000 kr. til mad og tøj m.v. ikke taget hensyn til, at tiltalte ifølge sin forklaring ofte har kunnet spise gratis i ishockeyklubben. Det er rigtigt, at der er sket en del ændringer i kontantforbrugsopgørelsen siden 1998. Han kan ikke huske, hvor tallet 60.000 kr. vedrørende anparter i opgørelsen for 1992 stammer fra. Det er imidlertid ikke grebet ud af luften.

Tiltalte har yderligere forklaret, at der i kontantforbrugsopgørelsen for 1995 er en hel række udgifter, som han ikke havde i 1992 og 1993, idet han dengang dels boede gratis hos V.8, dels ikke havde så dyre biler som i 1995. Det gælder bl.a. posterne 4, 5, 8, 9, 14, 17, 19, 20, 22, B, F, 24, 26, 29, måske 31, 32, til dels 34, 39, 40, 41, 45, 47, måske H, I, J, K, L, måske 50, 51, 52 og 53.

Landsrettens begrundelse og resultat

De kontantforbrugsopgørelser for 1992, 1993 og 1995, som skattemyndighederne har udarbejdet, er det eneste bevis, som anklagemyndigheden har ført for, at tiltalte i sine selvangivelser for de pågældende år har udeholdt skattepligtige indtægter.

Anklagemyndigheden har ikke bevist eller dog sandsynliggjort, hvorfra de pågældende indtægter skulle hidrøre. Det bemærkes i den forbindelse, at det må lægges til grund, at skattemyndighederne i anledning af denne sag nøje har eller burde have undersøgt forholdene omkring den cafe og den udlejningsejendom, som tiltalte på det pågældende tidspunkt var indehaver af, uden at det derved er antageliggjort, at der er udeholdt indtægter herfra. Det er heller ikke sandsynliggjort, at tiltalte har haft skattepligtige indtægter som ishockeyspiller. De pågældende kontantforbrugsopgørelser er i forbindelse med straffesagens behandling blevet korrigeret et antal gange i anledning af, at skattemyndighederne er blevet eller er blevet gjort opmærksomme på fejl eller unøjagtigheder i opgørelserne. Der er for landsretten rejst yderligere tvivl om kontantforbrugsopgørelsernes rigtighed, navnlig for 1992 og 1993. Anklagemyndigheden har oplyst, at kontantforbrugsopgørelserne for 1992 og 1993 er lavet på grundlag af eller med udgangspunkt i opgørelsen for 1995. Det ligger imidlertid fast, at tiltalte i 1992 og 1993 ikke havde en række af de store udgifter til bolig og bil, som indgår i forbrugsopgørelsen for 1995. De fradrag i tiltaltes udgifter for 1992 og 1993, der derved må foretages, er så store, at de ikke kan rummes i det skøn over tiltaltes privatforbrug, der er indeholdt i opgørelserne.

Med hensyn til kontantforbrugsopgørelsen for 1995 kan der efter bevisførelsen for landsretten om tiltaltes økonomiske forhold i 1994 ikke bortses fra, at tiltalte kan have overført kontante midler fra 1994 til forbrug i 1995. Kontantforbrugsopgørelsen for 1995 kan derfor heller ikke uden videre lægges til grund.

Tiltalte har som forklaring på det negative privatforbrug, som kontantforbrugsopgørelserne viser, bl.a. henvist til, at han har ligget inde med store kontante beløb og har lånt penge af sin far og af sine venner i videre omfang, end byretten har lagt til grund. Efter bevisførelsen for landsretten, herunder de afgivne vidneforklaringer og det reviderede regnskab, som vidnet V.4, har fremlagt, kan der ikke ganske bortses fra muligheden af, at tiltalte kan have finansieret en del af sit forbrug i de pågældende år på denne måde.

På den anførte baggrund er der ikke ført det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for, at der er udeholdt indtægter. Tiltalte frifindes derfor.

T h i   k e n d e s  for   r e t

Tiltalte, T, frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.