Dato for udgivelse
01 Mar 2007 16:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Feb 2007 12:57
SKM-nummer
SKM2007.157.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-036273
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsgrundlag
Emneord
Moms, afgiftsgrundlag, vederlag, finansiering
Resumé

Skatterådet afgør, at et selskab, der driver flere optikerforretninger, er forpligtet til at afregne moms af det fulde vederlag, der er faktureret til en kunde, heri ikke indbefattet momsen. Dette gælder uanset, at selskabet har indgået en aftale med en finansieringsvirksomhed, hvorefter finansieringsvirksomheden kun betaler selskabet et mindre beløb, end selskabet har faktureret som salgspris til køberen.

Reference(r)
Momsloven § 27, stk. 1
Henvisning
Momsvejledningen 2007-1 G.1.1

Spørgsmål

Må spørger afregne moms af et afgiftsgrundlag, der er reduceret med et beløb svarende til et kursnedslag til "Finansieringsvirksomhed A/S"?

Svar

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger driver gennem tilknyttede søsterselskaber flere optikerforretninger i en kæde. Kæden har et samarbejde med Finansieringsvirksomhed A/S om overdragelse af debitorer fra butikkerne til finansieringsvirksomheden. Som vederlæggelse herfor afgiver butikkerne et kursnedslag til finansieringsvirksomheden. 

I de omhandlede butikkerne er kursnedslaget til Finansieringsvirksomhed A/S hidtil blevet bogført særskilt, og der er ikke blevet afregnet moms af kursnedslaget.

Der har fra kædekontoret været rejst spørgsmål om, hvorvidt det er den fulde salgssum eller salgssummen fratrukket kursnedslaget, der skal afregnes moms af.

Samarbejdet med finansieringsvirksomheden er påbegyndt i 2001.

På SKATs anmodning om yderligere oplysninger om forholdet, har spørger den 13. november 2006 beskrevet fremgangsmåden nærmere. Heraf fremgår et eksempel på et brillekøb på 6.496 kr., hvor kunden skal betale 271 kr. pr. måned i 24 måneder til Finansieringsvirksomhed A/S i stedet for at betale enten det fulde beløb eller de 24 afdrag til optikerforretningen. Forretningen modtager ved overdragelsen mellem 90 og 93 % af kontraktsummen fra Finansieringsvirksomhed A/S alt efter kontraktlængden.

Det fremgår videre af kontrakten mellem kunden (brillekøberen) og Finansieringsvirksomhed A/S, at kunden ved aftalen opnår en forbrugskredit på fx 25.000 kr. ud over brillekøbets størrelse. Den samlede kreditramme er således i det givne eksempel på 31.496 kr. En betingelse for at beholde forbrugskreditten er, at kunden inden for 12 måneder har benyttet sin forbrugskredit. Alt forbruget på forbrugskreditten er rentefrit i op til 45 dage. Der bliver herefter beregnet rente med 1,2245 % pr. måned.

Kunden skal hver måned indbetale mindst 2,75 % af saldoen på forbrugskreditten. Hvis saldoen på noget tidspunkt overstiger det aftalte kreditmaksimum, er Finansieringsvirksomhed A/S berettiget til at kræve beløb ud over det aftalte maksimum betalt ved påkrav.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at spørger må afregne moms af det reducerede afgiftsgrundlag, svarende til beløbet, der modtages fra Finansieringsvirksomhed A/S.

SKATs indstilling og begrundelse

Ved levering af varer og ydelser er hovedreglen, at der skal betales moms af hele vederlaget, heri ikke indbefattet momsen. Det følger af momslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Vederlaget er som udgangspunkt lig med den fakturerede salgspris til den egentlige køber.

Udgangspunktet er derfor, at spørger skal afregne moms af salgssummen.

Finansieringsvirksomhed A/S betaler imidlertid et mindre beløb til spørger, idet en del af det indbetalte beløb fra kunden udgør betaling for en ydelse, Finansieringsvirksomhed A/S leverer til optikerforretningen. Således sørger Finansieringsvirksomhed A/S for at opkræve beløbet hos kunden.

I stedet for at opkræve betaling for den leverede ydelse, afregner Finansieringsvirksomhed A/S et reduceret beløb til optikerforretningen.

EF-domstolen har i sag C-34/99, Primback Ltd, fastslået, at beskatningsgrundlaget ved levering af varer er det samlede beløb, som køberen skal betale i henhold til den salgspris, som er faktureret, uanset sælger har indgået en aftale med en finansieringsvirksomhed, hvorefter finansieringsvirksomheden kun betaler sælgeren et mindre beløb, end sælger har faktureret som salgspris til køberen.

De nærmere omstændigheder i sagen er, at Primback er en detailhandler, der sælger møbler. Ved salg til private tilbydes disse en rentefri kredit, som ydes af en finansieringsvirksomhed. Benytter kunderne denne kreditmulighed, indgår de en låneaftale med finansieringsvirksomheden, hvor den årlige rentesats er fastsat til 0. Finansieringsvirksomheden får ikke ret til varerne. Primback fakturerer den fulde salgspris til kunderne, som betaler dette beløb til finansieringsvirksomheden. Finansieringsvirksomheden betaler dog et mindre beløb til Primback, idet en del af det indbetalte beløb fra kunderne udgør en kommission til finansieringsvirksomheden. Selve aftalen mellem Primback og finansieringsvirksomheden har kunderne ikke kendskab til.

Der skal endvidere refereres til Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005 af 17. oktober 2005 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 77/388/EØF om det fælles merværdisystem, artikel 13, hvori det er fastsat, at hvis en leverandør af varer og ydelser som en forudsætning for at acceptere betaling via kredit- og debetkort kræver, at kunden betaler et beløb til ham selv eller en anden virksomhed, og den samlede pris, der skal betales af kunden, ikke er påvirket af betalingsmåden, udgør dette beløb også en del af det afgiftspligtige beløb for leveringen af varerne og ydelserne i henhold til artikel 11 i direktiv 77/388/EØF.

Ovennævnte sag fra EF-domstolen og Rådsforordningen er refereret i Momsvejledningen, afsnit G.1.1.

Det er SKATs opfattelse, at ud fra hovedreglen i § 27, skal spørger afregne moms af det fulde vederlag, der er faktureret til kunden, heri ikke indbefattet momsen. Det er endvidere SKATs opfattelse, at ingen af reglerne i momslovens § 27, stk. 3 - 6, der beskriver situationer, hvor der kan ske reduktion af afgiftsgrundlaget, kan finde anvendelse i denne sag.

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares nej. Således skal spørger afregne moms af den fulde salgssum, der er faktureret kunden, heri ikke indbefattet momsen.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet har på møde den 20. februar 2007 tiltrådt SKATs indstilling og begrundelse.