Dato for udgivelse
10 Mar 2003 11:27
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18. oktober 2002
SKM-nummer
SKM2003.106.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1656-0026
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter
Emneord
Tinglysning, stempel, overført, pantebrev
Resumé

Stempel fra tidligere tinglyste ejerpantebreve var med rette ikke godkendt overført til senere tinglyst ejerpantebrev. En påstand om, at ejerpantebrevet herefter ikke burde være tinglyst, kunne ikke tages til følge, idet tinglysningen i stedet burde have været kæret i overensstemmelse med tinglysningslovens bestemmelser.

Reference(r)

Tinglysningsafgiftsloven § 5


A A/S's klage skyldes, at afgiftsmyndigheden har fastsat yderligere tinglysningsafgift, 13.440 kr., vedrørende et ejerpantebrev, idet overførsel af afgift ikke er godkendt.

Det fremgår af sagens oplysninger, at B den 4. maj 2000 oprettede et ejerpantebrev på 850.000,00 kr. med pant i ejendommen matr. nr. X. Ejerpantebrevet blev anmeldt til tinglysning og tinglyst den 9. maj 2000. Ved anmeldelsen blev betalt 1.400 kr. i afgift.

Anmelderen (klageren) har ved erklæring på ejerpantebrevet angivet, at der ønskes overført stempel fra to ejerpantebreve, i alt 850.000,00 kr., til det nye pantebrev. De to ejerpantebreve blev indleveret til aflysning samtidig med anmeldelsen af det nye pantebrev til tinglysning.

I klagerens fremsendelsesskrivelse af 8. maj 2000 til Tinglysningsafdelingen, Civildommerkontoret er anført:

” Til tinglysning følger vedlagt:

  • betinget og endeligt skøde fra C A/S til B.
  • pantebrev kr. 792.000,00 til D A/S
  • ejerpantebrev kr. 850.000,00 til tinglysning under forudsætning af, at
  • ejerpantebrev kr. 550.000,00 samtidig aflyses og at der sker stempeloverførsel og
  • ejerpantebrev kr. 300.000,00 samtidig aflyses og at der sker stempeloverførsel. ”

Afgiftsmyndigheden har ved den påklagede afgørelse fundet, at det omhandlede ejerpantebrev skal afgiftsberigtiges med tinglysningsafgift opgjort af hele hovedstolen, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1. Som begrundelse herfor har afgiftsmyndigheden anført, at det efter tinglysningsafgiftsloven ikke er muligt at overføre afgift mellem ejerpantebreve, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Afgiftsmyndigheden har derfor ved fastsættelse af tinglysningsafgiften set bort fra erklæringen om et fradrag i afgiftsgrundlaget på 850.000,00 kr.

Endvidere har afgiftsmyndigheden anført, at principperne for beregning af afgiften blev ændret, da tinglysningsafgiftsloven afløste den dagældende stempellov pr. 1. januar 2000. Under stempelloven skulle retten afvise et dokument, såfremt retten var af den opfattelse, at der ikke var betalt den korrekte afgift ved anmeldelsen til tinglysning. Efter tinglysningsafgiftsloven må retten derimod ikke afvise et dokument med den begrundelse, at der ikke (efter rettens skøn) er betalt den korrekte afgift. Alle dokumenter skal således tinglyses, uanset hvilken afgift der er betalt, for at sikre prioritetsstillinger m.v. Hvis retten er uenig i afgiftens størrelse, skal de pågældende dokumenter i stedet sendes til afgiftsprøve hos afgiftsmyndigheden.

Afgiftsmyndigheden har videre anført, at såfremt klageren var uenig i den af retten foretagne tinglysningsekspedition, burde klageren havde kæret tinglysningen til landsretten. Afgiftsmyndigheden har bemærket, at dette ikke er sket i det foreliggende tilfælde, hvorfor afgiftsmyndigheden har henholdt sig til den af retten foretagne tinglysningsekspedition. Da retten har tinglyst ejerpantebrevet, udløses der afgift efter tinglysningsafgiftsloven.

Afgiftsmyndigheden har herefter fastsat skyldig afgift således:

Hovedstol

850.000 kr.

 

Betalt afgift

 

1.400 kr.

Variabel afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

12.750 kr.

Fast afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

1.400 kr.

I alt

14.150 kr.

I alt oprundet, jf. tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1

14.200 kr.

Betalt afgift

- 1.400 kr.

Forhøjet afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20

640 kr.

Skyldig afgift i alt

13.440 kr.

Endelig har afgiftsmyndigheden anført, at da det omhandlede ejerpantebrev er tinglyst, kan afgiften ikke godtgøres, selv om det sandsynliggøres, at ejerpantebrevet aldrig har været belånt, jf. tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 3.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om ændring af den trufne afgørelse, således at der alene skal betales afgift beregnet som om der var sket tinglysning af de to ejerpantebreve på henholdsvis 300.000 kr. og 550.000 kr., dvs. således at der alene opkræves yderligere 1.400 kr. i forhold til den betalte afgift.

Til støtte for den nedlagte påstand har advokaten anført, at det klart var kendeligt for afgifts-/tinglysningsmyndigheden, at det nye pantebrev kun skulle tinglyses, såfremt der skete stempeloverførsel. Dokumenterne skulle som følge heraf betragtes som tilbagekaldte, såfremt forudsætningen ikke kunne opfyldes. Advokaten har anført, at det stadig er muligt at tilbagekalde dokumenter fra tinglysning, og tinglysningsmyndigheden/afgifts-myndigheden burde telefonisk have spurgt, om dokumenterne ønskedes tilbagekaldt. Advokaten har i forbindelse hermed bemærket, at tinglysningsmyndighederne stadigvæk ringer til anmelder og spørger herom i tilfælde, hvor det er tydeligt, at der foreligger en uoverensstemmelse (fejl) med hensyn til tinglysningsbegæringen og afgiftsberegningen. Endvidere har advokaten anført, at bestemmelsen om at retten ikke må afvise et dokument med den begrundelse, at der ikke (efter rettens skøn) er betalt den korrekte afgift, er en bestemmelse, der er til benefice for anmelderen, således at der ikke sker afvisning i tilfælde, hvor det er klart, at der alene er tale om en beregningsmæssig fejl. Bestemmelsen bør derfor ikke finde anvendelse, hvor det er klart for afgiftsmyndigheden, at der ikke er tale om en fejlberegning, jf. klagerens fremsendelsesskrivelse af 8. maj 2000 til Retten. Såfremt der var sket afvisning eller tilbagekaldelse, ville de to oprindelige ejerpantebreve naturligvis herefter have været fremsendt til tinglysning med den følge, at der alene udløstes tinglysningsafgift på 2 x 1.400 kr. Der nedlægges derfor påstand om, at der alene skal betales yderligere afgift på 1.400 kr.

Endelig har advokaten anført, at der ikke bør opkræves yderligere tinglysningsafgift, idet sammenlægningen af pantebrevene alene skete af praktiske årsager.

Afgiftsmyndigheden har i anledning af klagen over for Landsskatteretten bemærket, at klageren ikke har bestridt, at der efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, ikke er hjemmel til at overføre afgift mellem ejerpantebreve. Afgiftsmyndigheden har videre anført, at der skal skelnes mellem tinglysningsmyndigheden og afgiftsmyndigheden. Tinglysningsmyndigheden forestår selve tinglysningsekspeditionen. Afgiftsmyndigheden har ikke kompetence til at tage stilling til de tinglysningsmæssige dispositioner, idet disse henhører under tinglysningsmyndighederne. Afgiftsmyndigheden er derimod tillagt kompetencen til at prøve afgiften og dennes størrelse, på baggrund af den foretagne tinglysningsmæssige ekspedition. Afgiftsmyndigheden har ikke hjemmel til at tilsidesætte tinglysningsmyndighedernes dispositioner. Spørgsmål som opstår i forbindelse med tinglysningsekspeditionen, er derfor forhold, som skal afklares mellem den pågældende tinglysningsmyndighed og anmelderen. Såfremt anmelderen ikke er enig i den af tinglysningsdommeren foretagne disposition, kan tinglysningen kæres. Kæremålets udfald vil i så fald herefter blive taget i betragtning af afgiftsmyndigheden.

Til klagerens anbringende om at tinglysningskontoret eller afgiftsmyndigheden på baggrund af anmelderens fremsendelsesskrivelse burde have kontaktet anmelderen, idet den betalte tinglysningsafgift ikke svarede til den afgift, der skulle have været betalt for dokumentet, har afgiftsmyndigheden anført, at afgiftsmyndigheden på baggrund af ovenstående er af den opfattelse, at klageren burde have kæret tinglysningen, såfremt han ikke fandt, at han havde fået den tinglysningsekspedition, som han havde bedt om.

Klageren har som kommentar hertil anført, at det er korrekt, at der skal skelnes mellem tinglysningsmyndigheden og afgiftsmyndigheden, dog må det fastholdes, at tinglysningskontoret er såvel en del af afgiftsmyndigheden som en del af retssystemet, nemlig tinglysningsvæsenet. Advokaten har videre anført, at betingelsen i fremsendelsesskrivelse af 8. maj 2000 til tinglysningskontoret klart er møntet på den afgiftsmæssige side af tinglysningskontorets virksomhed, idet det helt klart fremgår af skrivelsen, at der ikke er tale om en beregningsmæssig fejl. Dokumenterne burde derfor have været tilbagesendt uden tinglysning. Advokaten har i forbindelse hermed anført, at tinglysningsafgiften først forfalder ved tinglysningen.

Landsskatteretten skal udtale:

Landsskatteretten kan i det hele tiltræde det af afgiftsmyndigheden anførte. Landsskatteretten finder herved, at der i afgiftsmæssig henseende må henses til den af retten foretagne tinglysningsekspedition. Landsskatteretten bemærker herved, at tinglysningsekspeditionen ikke er kæret til landsretten. Landsskatteretten finder herefter, at der ved anmeldelsen af det omhandlede ejerpantebrev til tinglysning er udløst tinglysningsafgift i henhold til tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, jf. tinglysningsafgiftslovens § 16. Endvidere finder Landsskatteretten, at afgiftsmyndigheden med rette har fastsat tinglysningsafgiften ud fra ejerpantebrevets fulde hovedstol, idet reglen i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, ikke finder anvendelse på ejerpantebreve, jf. bestemmelsens 1. pkt. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.