Dato for udgivelse
09 May 2003 08:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31. marts 2003
SKM-nummer
SKM2003.190.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, B-0170-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Henstand, restskat, indkomstår
Resumé

Sagsøgeren fik udbetalt overskydende skat på grundlag af fradrag for tab på anparter i selvangivelsen for indkomståret 1999. Efterfølgende viste det sig, at fradraget i givet fald skulle henføres til indkomståret 2000. Sagsøgeren blev derefter på grundlag af en ny årsopgørelse opkrævet restskat for 1999, svarende til den tidligere udbetalte overskydende skat. Efterfølgende blev sagsøgeren af skattemyndighederne nægtet fradraget også i indkomståret 2000, hvilken afgørelse blev påklaget og indbragt for landsretten. Landsretten tiltrådte, at der ikke i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26 var hjemmel til at meddele sagsøgeren henstand med restskatten for indkomståret 1999, da sagsøgerens klage ikke vedrørte dette indkomstår. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 38
Bekendtgørelse nr. 948 af 30/10 2001, § 26 stk. 1 (dagældende).


Parter

A
(Selv, ved faderen B)

mod

Told- og Skatteregion Viborg
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Martin Jensen)

Afsagt af landsdommerne

Inger Nørgaard, Henrik Estrup og Tina Gehlert Schmidt (kst.)

Sagsøgte, Told- og Skatteregion Viborg, traf den 16. januar 2002 følgende afgørelse om, at sagsøgeren, A, ikke kunne meddeles henstand med betaling af restskatter for indkomståret 1999:

"...

Regionen kan ikke imødekomme Deres klage.

Da restskatten og den påklagede skatteansættelse vedrører hver sit indkomstår, er der ikke hjemmel til at meddele henstand med betalingen af restskatten for indkomståret 1999.

Lovhjemlen for henstand findes i skattestyrelseslovens § 38, stk. 2, og er udmøntet i § 26 i bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 om sagsudlægning, hvorefter henstand med betaling af skatter i forbindelse med påklaget skatteansættelse alene kan gives for den del af skatten, som den påklage skatteansættelse vedrører.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 18. januar 2002, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren er berettiget til henstand med betaling af restskat for 1999.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Denne sag er i medfør af retsplejelovens § 254 forhandlet i forbindelse med sagen B-0388-02, A mod Skatteministeriet.

Om sagens omstændigheder er for landsretten blandt andet oplyst følgende:

Sagsøgeren fik den 15. maj 2000 udbetalt en overskydende skat på 29.306 kr. på grundlag af oplysninger i selvangivelsen for indkomståret 1999 om tab på anparter.

Efterfølgende konstaterede Kommunen, at de fradrag, som havde udløst den overskydende skat, i stedet skulle henføres til indkomståret 2000, og den således fejlagtigt udbetalte overskydende skat blev opkrævet som en restskat for 1999 på 27.612 kr.

Sagsøgeren blev senere nægtet fradrag for de omhandlede anparter, hvorefter sagsøgeren påklagede skatteansættelsen for indkomståret 2000, men ikke skatteansættelsen for indkomståret 1999.

Sagsøgerens far, B, har under sagen oplyst, at sagsøgeren har betalt en del af restskatten for 1999, og at restbeløbet vil blive betalt snarest.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han er berettiget til henstand, idet den manglende anerkendelse af fradrag for tab på anparterne er påklaget.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke er hjemmel til at bevilge henstand med betaling af restskatten for indkomståret 1999. Sagsøgte har i den forbindelse nærmere anført, at skatteministeren på sit forretningsområde kan fastsætte regler om henstand i forbindelse med klage, jf. skattestyrelseslovens § 38. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001 om sagsudlægning, § 26. I medfør af § 26, stk. 1, kan der bl.a. gives henstand med betaling af den del af en skat, som klagen over opgørelsen vedrører. Den opkrævede restskat, som sagsøgeren har anmodet om henstand med betaling af, vedrører indkomståret 1999. Ansættelsen for 1999 er imidlertid ikke påklaget af sagsøgeren, og der er derfor ikke efter bekendtgørelsens § 26, stk. 1, hjemmel til henstand med betaling af denne restskat. Den omstændighed, at sagsøgeren har påklaget ansættelsen for indkomståret 2000, har ingen betydning, da der er tale om et andet indkomstår.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skatteansættelsen for indkomståret 1999 er ikke påklaget. Der er herefter ikke hjemmel til at bevilge henstand med betaling af restskatten for indkomståret 1999. Sagsøgtes påstand tages derfor til følge.

Der forholdes med sagens omkostninger som nedenfor bestemt under hensyn til, at sagen er forhandlet i forbindelse med sagen B-0388-02.

T h i   k e n d e s   f o r  r e t

Sagsøgte, Told- og Skatteregion Viborg, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte betale 5.000 kr.