Dato for udgivelse
19 Jun 2003 09:57
SKM-nummer
SKM2003.262.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/03-4748-00046
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fradragsberettiget pensionsordning, indskud, avance, delsalg, ægtefæller
Resumé

Ligningsrådet fandt, at A kunne indskyde avancen fra et delsalg af et landbrug på en ophørspension efter pensionsbeskatningslovens § 15 A. Selvom ejendommen var ejet af As ægtefælle, skulle avancen medregnes hos A, der benyttede ejendommen til at drive virksomhed, jf. SKM2003.75.LR.

Reference(r)

Pensionsbeskatningsloven § 15 A
Kildeskatteloven § 25 A
Ligningsvejledningen 2002 A.C.1.1.6


Spørgsmål

1. Skal avancen ved salg af ejendommen X-vej beskattes hos A i indkomståret 2002?

2. Vil han kunne indskyde avancen på en pensionsordning efter Pensionsbeskatningsloven § 15 A?

Svar

1. Ja, avancen skal beskattes hos A.

2. Ja, han kan indskyde avancen efter Pensionsbeskatningsloven § 15 A, hvis de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Pensionsbeskatningsloven § 15 A bestemmer, at personer, der opnår en skattepligtig fortjeneste i forbindelse med afståelse af deres erhvervsmæssige virksomhed eller en andel af denne, kan indskyde fortjenesten på en pensionsordning og derved få fradrag for det indskudte beløb.

Bestemmelsen omfatter personer over 55 år, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 år.

As ægtefælle, B, købte i 1986 en landbrugsejendom. Ejendommen var på daværende tidspunkt på 26 ha, og der var ca. 70 malkekøer på ejendommen. B erhvervede ejendommen, fordi A havde en gæld fra en tidligere tvangsauktion.

A har i hele perioden drevet ejendommen og er i hele perioden blevet beskattet af indkomsten fra ejendommen.

Pr. 1. april 2002 afhændes ca. 20 ha af ejendommens jord tillige med ejendommens mælkekvote. Halvparten af besætningen samt nogle maskiner sælges ved samme lejlighed.

A og B blev i løbet af indkomståret 2001 begge tilkendt førtidspension begrundet i helbredsmæssige forhold.

Efter at kvote og besætning er afhændet, er der tilbage på ejendommen en lille del af ejendommens driftsbygninger, idet de resterende væltes i forbindelse med opnåelse af nedrivningsfradrag. Desuden er der på ejendommen en mindre besætning på 8-10 ammekøer. Disse køer afgræsser det resterende areal på 5-6 ha.

Salget af jord og kvote vil udløse en ikke ubetydelig ejendomsavance. Avancen er foreløbig opgjort til ca. 1 mio. kr.

Det tilføjes, at A i hovedparten af perioden har anvendt virksomhedsskatteordningen. Det er kun A, der opfylder betingelsen om at være fyldt mindst 55 år ved salget.

Told-og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Styrelsen bemærker, at Pensionsbeskatningsloven § 15 A omfatter personer, der efter Kildeskatteloven § 25 A skal medregne en fortjeneste opnået af vedkommendes ægtefælle ved indkomstopgørelsen. En avance ved salg af en del af en ejendom skal medregnes hos den ægtefælle, der benyttede ejendommen til at drive virksomhed, selvom den anden ægtefælle ejede ejendommen, jf. SKM2003.39.LSR.

A kan derfor indskyde avancen på en pensionsordning efter Pensionsbeskatningsloven § 15 A, jf. ligeledes SKM2003.75.LR. Det bemærkes herved, at der ikke efter bestemmelsens stk. 1 stilles krav om fuldstændigt ophør af den erhvervsmæssige virksomhed.

Det forudsættes, at de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt, og at A udfylder erklæring efter Pensionsbeskatningsloven § 15 A, stk. 8, (blanket 02.032 eller 02.033).

Styrelsen indstillede derfor, at begge spørgsmål besvaredes med "Ja".

Ligningsrådet tiltrådte indstillingen.