Dato for udgivelse
12 Sep 2003 13:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
7. august 2003
SKM-nummer
SKM2003.373.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
24. afdeling, B-1717-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Rente, kompensation, henstand, bankgaranti, sikkerhedsstillelse, erstatningsansvar
Resumé

Det sagsøgende selskab havde fået forhøjet sin skattepligtige indkomst med 50 mio. kroner som følge af, at skattemyndighederne mente, at selskabet havde fået et skattepligtigt tilskud ved at have erhvervet goodwill fra koncernforbundet selskab til under markedsprisen. I forbindelse med opkrævningen af skatten - ca. 20 mio. kroner - havde kommunen krævet, at der blev stillet sikkerhedsstillelse.

Selskabet drøftede med regionen karakteren af sikkerhedsstillelsen og forrentning. Efter denne drøftelse stillede selskabet bankgaranti for skattekravet og betalte en garantiprovision til banken på ca. 0,8% p.a.

Selskabet mente, at man i forbindelse med drøftelserne med regionen havde fået et tilsagn om, at det garanterede, men ikke til myndighederne indbetalte beløb, ville blive forrentet efter rentecirkulæret med satsen 11%.

Selskabet påstod derfor, at ministeriet skulle "forrente" garantibeløbet.

Endvidere gjorde selskabet gældende til støtte for en påstand om betaling af den erlagte garantiprovision, at såvel regionen som kommunen havde handlet erstatningspådragende, eller at selskabet efter almindelig retsgrundsætninger skulle kompensere for omkostningerne.

Østre Landsret fandt efter bevisførelsen ikke, at der var afgivet et tilsagn som hævdet af selskabet.

Endvidere fandt landsretten heller ikke, at regionen havde handlet erstatningspådragende i forbindelse med drøftelserne om rentespørgsmålet.

Herudover fandt landsretten ikke, at kommunen i forbindelse med den udprægede skønsmæssige afgørelse om værdien af goodwill havde handlet erstatningspådragende.

Endelig fandt landsretten ikke, at selskabet efter almindelige retsgrundsætninger skulle kompensere for garantiprovisionsomkostningeme, som selskabet selv havde valgt at påføre sig ved at stille bankgaranti frem for at indbetale beløbet, og som ikke modsvaredes af nogen berigelse for det offentlige.

Reference(r)

Udlægningsbekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 § 27

Dansk rets almindelige erstatningsansvar


Parter

H1 Company A/S
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Lars Lindencrone Petersen, Lyngesen og Koch Clausen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 14. juni 2002, har sagsøgeren, H1 Company A/S (tidligere H2 A/S), nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, tilpligtes at betale 1.365.307 kr. med procesrente fra sagens anlæg, subsidiært 126.001 kr. forrentet på samme måde.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig i første række om prøvelse af sagsøgtes afgørelse af 18. marts 2002 i anledning af en klage, som sagsøgeren havde indgivet. Ved sagsøgtes afgørelse blev en afgørelse fra ToldSkat (herefter benævnt regionen) fastholdt. Regionen havde - efter at Landsskatteretten havde nedsat en skatteansættelse - afslået at yde rentegodtgørelse i medfør af Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb i anledning af, at sagsøgeren havde stillet en bankgaranti som led i en henstandsordning under behandlingen af sagen ved Landsskatteretten. Det omtvistede spørgsmål er, hvorvidt sagsøgeren i forbindelse med garantistillelsen havde fået et bindende tilsagn fra regionen om forrentning. I anden række har sagsøgeren rejst krav principalt efter dansk rets almindelige erstatningsregel, subsidiært efter almindelige retsgrundsætninger om at få dækket sine positive udgifter ved at stille garanti.

Sagsøgte har ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse af sagsøgerens påstande, men har bestridt, at sagsøgeren har krav på procesrente, hvis der gives medhold i sagsøgerens principale påstand.

I sagsøgtes afgørelse af 18. marts 2002 hedder det blandt andet således:

"...

Selskabet har den 1. juni 1995 stillet en bankgaranti på kr. 20.000.000 til dækning af en forhøjet selskabsskat for indkomståret 1992. Garantien skulle dække selskabsskat på kr. 19 mio. og renter på kr. 1 mio. ... Den 30. juni 1998 bliver restskattebeløbet ... indbetalt. ToldSkat udbetaler rente for perioden 30. juni 1998 til 31. juli 2001 .... Selskabet mener sig berettiget til at få renter tilbage fra den 1. juni 1995 hvor bankgarantien blev stillet. Selskabet har opgjort sit yderligere rentekrav til kr. 1.365.307.

...

Told- og Skattestyrelsen er enig med regionen i dens afgørelse vedrørende renteberegningen . ...

...

Der er ikke praksis indenfor ToldSkat for at betale renter for ikke-betalte beløb. Dette baseres på, at en rente betales som en godtgørelse for den gevinst, som ToldSkat har opnået ved at have et beløb uberettiget til sin rådighed. Dette princip gør, at der ikke gives rentegodtgørelse ved f.eks. sikkerhedsstillelse, da ToldSkat ikke har haft pengene til rådighed. I Skatteministeriets cirkulære nr. 157 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb af 14. oktober 1987 ... fremgår det, at der kun beregnes renter for indbetalte beløb.

Vedrørende vejledningen fra regionen så er det Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at selskabet og deres revisorer er blevet vejledt korrekt, om at evt. rentegodtgørelse ville følge reglerne i cirkulære nr. 157, som selskabet/deres revisorer var bekendt med.

..."

Sagens nærmere omstændigheder

Den 23. marts 1995 blev der på sagsøgerens virksomhed afholdt et møde mellem på den ene side repræsentanter for sagsøgeren og dennes revisor, revisionsselskabet R1 - i hvert fald direktør PK og statsautoriseret revisor NM - og på den anden side funktionschef hos regionen EN. Mødet drejede sig om forskellige spørgsmål vedrørende den sikkerhed, som sagsøgeren skulle stille som betingelse for henstand med betalingen af et skattekrav på 19 mio. kr. under Landsskatterettens behandling af en klage over den forhøjede skatteansættelse, der gav grundlag for kravet.

I fortsættelse af mødet blev der sendt en - ikke fremlagt - telefaxskrivelse af 27. marts 1995 fra revisionsselskabet til regionen.

Regionen besvarede den 4. april 1995 telefaxskrivelsen og underrettede samtidig sagsøgeren om besvarelsen. I besvarelsen er blandt andet anført følgende:

"...

Endvidere er det Deres opfattelse, at selskabet må godtgøres omkostninger til etablering af bankgaranti eller lignende, hvis det viser sig, at selskabet ikke skal betale den pålignede skat.

...

Med hensyn til en godtgørelse af selskabets omkostninger til etablering af bankgaranti eller lignende, hvis selskabet vinder skattesagen, er det regionens opfattelse, at der udelukkende kan ydes godtgørelse i henhold til Skatteministeriets "rentecirkulære" af 14. oktober 1987, dvs. en godtgørelse på diskonto + tillæg af 5 %.

..."

Den 7. april 1995 fandt en telefonsamtale sted mellem afdelingsleder HK hos revisionsselskabet og funktionschef EN. HK har gjort følgende notater om samtalen:

"7/4-95

tlf m/ EN, der oplyste følgende jfr. brev af 4/4-95 ...

                

1) ved effektiv betaling tilbagebetales beløbet (ved vundet sag) med rentegodtgørelse 1% pr. mdr.

 

2)ved bankgaranti for fx 20 mio og tilbagelevering af denne (ved vundet sag) ydes rentegodtgørelse jfr. cirk. af 14/10-87 på diskonto + 5%

 

- det er ikke sikkert at dette er lig med fuld godtgørelse af omk. ved garanti men der kan ikke ydes mere."

Den 11. april 1995 rettede NM henvendelse til Foreningen af Statsautoriserede Revisorers forretningsudvalg med forslag om, at forretningsudvalget skulle kontakte myndighederne med henblik på at få skabt "klare retningslinier og reel retssikkerhed" inden for området vedrørende henstand med skattebetaling. Som eksempel på den eksisterende retstilstand blev sagen vedrørende sagsøgeren refereret i anonymiseret form, herunder blandt andet følgende:

"Aktionærerne har tilbudt personlig kaution samt afgivelse af sikkerhedsstillelse/underpant i deres aktier og aktiver...

Alligevel kræver Told- og Skatteregionen bankmæssig sikkerhed for kr. 20 mio., som naturligvis er overordentlig belastende for engagementet med banken og meget omkostningskrævende.

Det skal samtidigt oplyses, at der tilsyneladende ikke kan kræves omkostningsrefusion af myndighederne...

..."

Ved skrivelse af 18. maj 1995 underskrevet af NM fremsendte revisionsselskabet bankgaranti på 20 mio. kr. til regionen med blandt andet følgende bemærkninger:

"...

Med hensyn til myndighedens godtgørelse af omkostninger, såfremt sagen afsluttes med at vores påstand tages til følge, har De i brev af 4/4 1995 ... redegjort for vilkårene og omfanget.

Redegørelsen har cand.jur. HK drøftet indgående med Dem, da cirkulæret m.v. er noget uklar i den givende situation.

På grundlag af drøftelserne forstår vi, at såfremt H2 A/S vinder sagen, vil det garanterede beløb kr. 20 mio. blive forrentet med diskontoen + 4% fra d.d. til dato for dens ophør, dog senest indtil sagens afslutning.

Denne fortolkning bedes De bekræfte for os skriftligt.

..."

Ved skrivelse af 6. juni 1995 underskrevet af EN anerkendte regionen modtagelsen af garantien, men kommenterede ikke spørgsmålet om godtgørelse af omkostninger ved bankgarantien.

Den 19. juni 1995 fandt en telefonsamtale sted mellem NM og EN.

I en skrivelse af 20. juni 1995, som er underskrevet af EN, skrev regionen til revisionsselskabet, att: NM:

"Telefonsamtale 19 juni 1995

... sikkerhedsstillelse

Regionen skal herved bekræfte, at en eventuel rentegodtgørelse er diskontoen plus 5 % tillæg."

Den 22. juni 1995 sendte NM kopi af bekræftelsen til direktør PK og skrev samtidig således:

"Vedlagt fremsendes kopi af ENs erklæring - som desværre er intetsigende.

Jeg var forberedt herpå, fordi han telefonisk meddelte mig, at han havde redegjort skriftligt for rentegodtgørelse i det tidligere brev."

Den 26. juni 1995 svarede direktør PK således:

"Det er med sådanne sager som alle andre i forretningslivet, at man skal sørge for at få erklæringerne inden de får pengene/sikkerhedsstillelsen."

Den 30. juni 1998 indbetalte sagsøgeren skattebeløbet, der fulgte af den forhøjede ansættelse, og bankgarantien blev frigivet.

Landsskatteretten traf den 21. maj 2001 afgørelse i klagesagen og bestemte, at skatteansættelsen skulle nedsættes med 15 mio. kr. Der havde under landsskatterettens behandling af sagen været syn og skøn over den goodwillværdi, som skattesagen drejede sig om. I Landsskatterettens kendelse er blandt andet anført følgende:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomst på følgende punkt:

Manglende betaling for goodwill ved koncernintern overdragelse anset for tilskud, og udnyttelse af skatteforbehold ikke godkendt

             50.000.000 kr.

...

Den kommunale skattemyndighed fandt, at den manglende betaling for goodwill måtte anses for et tilskud, der var skattepligtigt for selskabet, og tilskuddet blev ansat til 50.000.000 kr. svarende til en skønsmæssigt ansat værdi af goodwill. Denne afgørelse blev stadfæstet af skatteankenævnet ...

Under sagens behandling for Landskatteretten anmodede selskabet om genoptagelse af skatteansættelsen for skatteåret 1993/94 på dette punkt, ... idet man gjorde gældende, at man ønskede at udnytte et skatteforbehold ...

...

Skatteankenævnet ... fastholdt den oprindelige ansættelse, idet ankenævnet fandt, at det omhandlede skatteforbehold ikke kunne anerkendes ...

...

... af den udarbejdede syns- og skønserklæring fremgår bl.a. følgende:

"...

Herved fremkommer den beregnede værdi af egenkapitalen i H2 A/S til 57 mio. kr.

Værdien af egenkapitalen kan opdeles i en værdi for nettoaktiverne (substansværdi) og en værdi for goodwill. For at finde frem til goodwillværdien vil egenkapitalværdien derfor skulle reduceres med nettoaktiverne.

I den konkrete investering er nettoaktiverne fastsat til substansværdien ifølge det seneste årsregnskab, idet sagens parter er enige om værdiansættelse heraf. Værdien af nettoaktiver er opgjort til 12 mio. kr. idet det dog skal bemærkes, at der ikke er taget hensyn til en særlig vurdering af de enkelte aktiver. Udarbejdelse af en vurderingsrapport vil sædvanligvis indgå i opgørelsen af substansværdien.

Efter reduktion af substansværdien kan den samlede goodwillværdi for H2 A/S opgøres til 45 mio. kr.

Da det kun er H2-afdelingen, der overdrages, skal den samlede goodwillværdi opdeles på henholdsvis H2- og H3-afdelingen.

De anførte oplysninger om en eventuel ekstern køber af H3-afdelingen, hvor købesum for goodwill er angivet til 20 mio. kr., har ifølge sagens materiale ikke kunnet underbygges. Disse oplysninger er derfor ikke lagt til grund for besvarelsen af skønstemaet.

Som omtalt foranstående foreligger der i sagen kun sparsomme oplysninger om de to aktiviteter i selskabet. Således er der ingen oplysninger om, hvorledes de faste omkostninger fordeler sig.

Vor fordeling af goodwillbeløbet på de to aktiviteter er derfor i væsentligt omfang baseret på et skøn.

Blandt andet på grundlag af de foreliggende oplysninger om forholdet mellem omsætning og dækningsbidrag i de to afdelinger, har vi vurderet, at goodwill for de overdragne H2-aktiviteter udgør 35 mio. kr. ud af selskabets samlede goodwill på 45 mio. kr.

...

På baggrund af foranstående er det syns- og skønsmændenes vurdering, at goodwillværdien for H2-afdelingen opgjort til 35 mio. kr. er den goodwillværdi, som ville kunne have været opnået ved salg til tredjemand."

...

Retten finder videre, at værdien af goodwill ved overdragelsen den 22. august 1991 i overensstemmelse med den afgivne syns- og skønserklæring passende kan ansættes til 35.000.000 kr., og selskabet må således anses at have modtaget et skattepligtigt tilskud af denne størrelse ved den omhandlede overdragelse, jf. statsskattelovens § 4.

..."

Efter den 17. juli 2001 at have fået tilbagebetalt 5,7 mio. kr. med renter for den periode, hvori beløbet havde været indbetalt, skrev sagsøgeren den 30. juli 2001 blandt andet følgende til regionen:

"...

Det fremgår, at De alene har beregnet renter for det tidspunkt, hvor en bankgaranti blev afløst af en kontant indbetaling til Dem i juni 1998.

Imidlertid mener vi os berettiget til rentegodtgørelse fra det tidspunkt bankgaranti for beløbet blev stillet ...

Der resterer således renter fra den 1. juni 1995 til den 30. juni 1998.

Til Deres orientering vedlægges brev fra EN af 4. april 1995, hvoraf fremgår, at de ikke vil dække de faktiske garantiomkostninger, men alene diskontoen + tillæg af 5% (senere 4%).

..."

Ved skrivelse af 13. september 2001, underskrevet af EN, afslog regionen at betale rentegodtgørelse for garantiperioden.

Ved skrivelse af 19. september 2001 påklagede sagsøgeren afgørelsen til Told- og Skattestyrelsen.

Regionen har i oktober 2001 afgivet en af EN underskrevet udtalelse til styrelsen i anledning af klagen. Heri hedder det blandt andet:

"...

Selskabet har i klagen til styrelsen punktvis begrundet klagen. Vi har følgende bemærkninger til de anførte punkter:

... Der henvises til ... regionens brev af 4. april 1995, ... hvor det oplyses, at der udelukkende kan ydes rentegodtgørelse i henhold til Skatteministeriets rentecirkulære af 14. oktober 1987. Forud var der afholdt flere møder om dels nødvendigheden af at stille sikkerhed og dels regionens krav til fuldgod sikkerhed. På intet tidspunkt har selskabet og dets rådgivere fået anden information om godtgørelse ved vinding af den verserende skattesag, end den rentecirkulæret indeholder!

... Selskabets juridiske rådgiver HK har udarbejdet et telefonnotat af 7. april 1995 vedrørende forståelsen af regionens brev af 4. april 1995. ... Det fremgår ikke af telefonnotatet, at regionen har givet selskabet forventninger om anden godtgørelse end den tidligere nævnte i henhold til rentecirkulæret!

...

... Regionen anerkender i brev af 6. juni 1995 bankgarantien ... Regionen følte sig ikke foranlediget til igen at gentage tidligere informationer om, at der kun kan ydes rentegodtgørelse efter rentecirkulæret ...

... Efter telefonisk henvendelse fra statsautoriseret revisor NM, der i øvrigt nu er økonomidirektør i H2 A/S, bekræfter regionen i brev af 20. juni 1995 endnu engang, at en eventuel rentegodtgørelse er diskontoen plus 5 % tillæg - altså i henhold til rentecirkulæret, som er selskabets rådgivere meget vel bekendt! Det er regionens indtryk, at selskabet og dets rådgivere mange gange har fået den rette orientering om en eventuel rentegodtgørelse, og at man ikke burde have andre forventninger om godtgørelse ...

Indstilling

Det indstilles, at selskabets anmodning ikke efterkommes.

Der eksisterer ikke i dag regler, hvorefter en skatteyder kan holdes skadesløs i forbindelse med afholdelse af finansielle omkostninger i forbindelse med sikkerhedsstillelse, som efterfølgende viser sig at være unødvendig. En godtgørelse på dette område ville være i overensstemmelse med den tankegang, der ligger bag bestemmelserne om symmetrisk renteberegning af skatten af ansættelsesændringer i kildeskatteloven og selskabsskatteloven.

..."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgerens eneejer og direktør, PK, som part og af vidnerne NM, HK og EN.

PK har forklaret blandt andet, at sagsøgeren er et selskab, der udvikler og eksporterer ......

Skattekravet på 19 mio. kr. var et væsentligt beløb for selskabet. Selskabet var under ekspansion, og det blev besluttet at søge henstand frem for at betale. Der blev holdt et møde på virksomheden, hvori han selv, NM og EN, men ikke HK deltog. Formålet med mødet var at få tilfredsstillet regionens krav om sikkerhed. Et tilbud om sikkerhed i form af aktier i selskabet blev afvist. Han og NM forklarede, at det ville være en belastning af engagementet med banken, hvad enten selskabet betalte kontant eller stillede bankgaranti. De var inde på spørgsmålet om forrentning af de omkostninger, der var ved en bankgaranti. Det var hans synspunkt, at omkostningerne skulle godtgøres, hvis de vandt skattesagen. EN sagde udtrykkeligt, at selskabet ville få en forrentning svarende til rentecirkulæret, hvis de senere fik medhold. EN sagde, at regionen aldrig havde haft en garanti af den størrelse, og at regionen ikke ville gå ind i en vurdering af, hvad den, der stillede sikkerheden, skulle betale herfor. Det afhænger meget af, hvem man er, hvad man skal give for en garanti. Derfor ville man bruge rentecirkulæret. Han husker ikke ENs stillingsbetegnelse, men EN virkede myndig, klar og velovervejet. Han forstod regionens skrivelse af 4. april 1995, som en bekræftelse af det, de var blevet lovet på mødet. Han forstod det sådan, at de ville få renter af det beløb, der var garanteret for. NM og HK var af samme opfattelse. Det var NM, der havde kontakten til HK. Skrivelsen er blevet drøftet umiddelbart efter modtagelsen. Der var konstante drøftelser om sagen, der var så vigtig, at det var et spørgsmål om liv eller død for virksomheden. Han husker ikke anledningen til den telefonsamtale, som HK ifølge sit telefonnotat havde med EN den 7. april 1995, men NM orienterede ham om samtalen. De havde igen fået bekræftet, at man ville betale diskontoen + 5%. Anledningen til samtalen kan have været, at de alle ville sikre sig, at det foregik på den rigtige måde. Han har ikke været nærmere inde i spørgsmålet om at rette henvendelse til FSR's forretningsudvalg, men vil ikke udelukke, at han er blevet orienteret om henvendelsen. Han ved ikke, hvad der ligger i, at der "tilsyneladende ikke kan kræves omkostningsrefusion af myndighederne". Når selskabet valgte ikke at betale skattekravet, var det af likviditetsmæssige grunde. Selskabet kunne godt have betalt kravet, men det ville have været hårdt. Det så heller ikke så slemt ud i regnskabet med en note om sikkerhedsstillelse frem for, at der var sket betaling. Han vidste, at der var regler om rentegodtgørelse i tilfælde af tilbagebetaling af skattekravet. Det havde betydning for valget mellem betaling eller sikkerhedsstillelse, at selskabet fik rente af garantibeløbet. Han mener, at han har diskuteret fremsendelsen af skrivelsen af 18. maj 1995 til regionen med NM, men husker ikke detaljerne i den forbindelse. Han delte den i skrivelsen anførte opfattelse vedrørende forrentning af det garanterede beløb. Han har sikkert sendt regionens skrivelse af 6. juni 1995 videre til NM. Med hensyn til regionens skrivelse af 20. juni 1995 har han nok talt med NM om at prøve at få rentegodtgørelsen bekræftet. Han havde nok forestillet sig et lidt mere udførligt brev fra regionen. Med hensyn til korrespondancen den 22. og 26. juni 1995 mellem ham og NM ændrede det ikke hans opfattelse af, at regionen ville betale diskontoen + 5% af det garanterede beløb. Det lød jo "lidt fantastisk", men de havde fået en god forklaring på, hvorfor regionen ville betale det - at man ikke ville gå ind i en vurdering af garantiomkostningerne. Selskabet betalte en meget lav garantiprovision og må have haft en god kreditværdighed. Det er ikke ukendt, at der skal betale 25% p.a. for en garanti. Bankerne ser kreditmæssigt ens på lån og garanti. Garantistillelsen gav derfor en indskrænkning i selskabets rådighed, og han syntes, at det var rimeligt at få en kompensation herfor. Hvis de havde fået besked om, at selskabet ikke kunne få kompensation, ville selskabet nok have betalt beløbet. Inden betalingen i 1998 var der opstået tvivl om, hvorvidt de ville vinde skattesagen. Hvis de tabte, ville det slå hårdt den anden vej ikke at have betalt - i form af ikke fradragsberettigede renter. De valgte derfor at dræne kassen mest muligt. De har nok været inde på, hvad det ville koste netto, men han husker ikke tallene. NM var helt sikkert involveret i drøftelserne. Ved modtagelsen af Landsskatterettens kendelse var det stadig hans forventning, at selskabet ville få kompensation for det garanterede beløb. Han vidste ikke, at regionen ikke havde mulighed for at give et sådant løfte og havde ingen grund til at tro, at regionen havde overskredet sine beføjelser. NM og HK havde samme opfattelse. Han havde foretrukket en anden form for garanti end bankgaranti for ikke at belaste bankengagementet. Han husker ikke, om de fra begyndelsen havde undersøgt, hvad en garanti ville koste. Hans forventning var nok, at det ville ligge inden for "en 3% p.a.". Vidnet kendte ikke rentecirkulæret på forhånd. Han har formentlig vidst, at diskontoen var 6% på det tidspunkt. Det, der lød fantastisk, var, at man kunne få omkring 11% for omkring 3%, men det skulle også ses i forhold til, at bankengagementet dermed var belastet med 20 mio. kr. Når HK tilsyneladende i telefaxskrivelsen den 27. marts 1995 til regionen har givet udtryk for, at selskabet måtte godtgøres omkostninger til etablering af bankgaranti eller lignende, kan det hænge sammen med, at hun ikke deltog i mødet på virksomheden. Skrivelsen af 26. juni 1995 er en slags irettesættelse af NM: Hvis NM mente, det var intetsigende, burde han have sørget for at få det på plads. NMs skrivelse af 18. maj 1995 har højst sandsynligt været drøftet med ham, inden den blev sendt.

NM har forklaret blandt andet, at han i 1995 som partner i revisionsselskabet R1 var H2-koncernens revisor. I dag er han økonomidirektør i H2 A/S. Han var inddraget i overvejelserne om, hvorvidt skattekravet skulle betales, eller om der skulle søges henstand. De valgte at søge henstand, fordi de havde den opfattelse, at de på grund af skatteforbeholdet under ingen omstændigheder ville komme til at betale noget skattebeløb. Det indgik i vurderingen, at de i tilfælde af betaling ville få en godtgørelse på 1% pr. påbegyndt måned af det beløb, de senere skulle have tilbage. I mødet på virksomheden den 23. marts 1995 deltog PK, vidnet og EN, der besynderligt nok kom alene. På mødet kom det frem, at regionen krævede "fuldgod" sikkerhed, og at en tilbagetrædelseserklæring ikke var nok. De drøftede, hvad "fuldgod" sikkerhed var. Virksomheden var i en vækstfase, og der var brug for al den likviditet, der var. De kæmpede for at undgå en belastning over for banken. Aktionærerne - dvs. PK og hans forældre - tilbød at stille alle aktier til sikkerhed og at kautionere. Alligevel foretrak regionen en bankgaranti. De gjorde gældende, at det havde sin pris, ikke kun i form af selve prisen for garantien, men også en handlingslammelse i væksten, hvorved man ville gå glip af meget store indtægter. Svaret var, at rentecirkulæret var det eneste, man havde at holde sig til. Han erindrer ikke, om de sagde ja til det på mødet.

Efter mødet involverede vidnet på grund af den usædvanlige situation chefen for revisionsselskabets skatteafdeling, HK, i sagen, og hun tog over. Vidnet vil tro, at han har sagt til HK, at de var blevet lovet rente efter rentecirkulæret. Han vil også tro, at han har fået kopi af regionens skrivelse af 4. april 1995, da den kom. Den er i overensstemmelse med løftet, men kunne godt have været skrevet tydeligere. Hvis meningen var, at de ikke skulle have dækning for en bankgaranti, er skrivelsen vildledende. Vidnet forstod skrivelsen i mødets ånd.

HK har ringet til EN den 7. april 1995, fordi EN ikke havde skrevet helt klart, at de ville få renter af det garanterede beløb. Vidnet er helt sikker på, at de den 23. marts 1995 havde fået et tilsagn herom. Vidnet har ikke bedt HK ringe, men de har uden tvivl talt om brevet inden hendes telefoniske henvendelse til EN. HK orienterede ham om samtalen med EN, svarende til hvad der står i telefonnotatet. Vidnets opfattelse var også herefter, at de ville få en omkostningsdækning på diskontoen + 5% af garantibeløbet. Der var ikke tvivl derom forinden, men de ville gerne have det på skrift, da der var tale om væsentlige beløb, og for at der ikke senere kunne opstå tvivl herom. Skrivelsen af 4. april 1995 er ikke tilstrækkeligt klar, fordi den henviser til cirkulæret, og cirkulæret ikke omtaler bankgarantier. Vidnet ved ikke, om PK delte hans opfattelse med hensyn til skrivelsen af 4. april 1995; PK var ikke så vant til at beskæftige sig med den slags spidsfindigheder.

Vidnets skrivelse til FSR's forretningsudvalg drejer sig i det væsentlige om spørgsmålet om sikkerhedsstillelse og den mangelfulde retssikkerhed i den forbindelse. Når han i et kort afsnit om omkostningsrefusion har skrevet, at refusion tilsyneladende ikke kan kræves, er det, fordi der ingen regler eller praksis findes herom. De havde fået en aftale om godtgørelse, men det var ikke noget, man kunne kræve. Han nævnte ikke, at regionen havde givet tilsagn om godtgørelse, for det kom ikke sagen ved. Formålet med skrivelsen var at få ændret reglerne på området.

Vidnet var ikke i tvivl om, at regionen, når den kunne diktere en sikkerhedsstillelse, også kunne give et sådant tilsagn. HK har ikke bragt ham i tvivl om dette spørgsmål. Han har ikke drøftet spørgsmålet med kolleger i andre revisionsfirmaer. Vidnet har ikke kunnet finde noget om spørgsmålet i sædvanlige opslagsværker.

De valgte at søge om henstand frem for at betale dels af hensyn til likviditeten, dels fordi henstand ikke på samme måde som en betaling ville påvirke balancen i regnskabet. Det var klart af betydning for beslutningen, at de havde fået tilsagn om godtgørelse af garantibeløbet. Selskabet havde mulighed for at indbetale pengene.

Næstnederste afsnit i hans skrivelse af 18. maj 1995 er det, de gerne ville have på skrift. PK og HK var enige i, at de havde fået tilsagnet. Han henviste ikke til mødet den 23. marts 1995, fordi der havde været mellemliggende drøftelser med HK.

Vidnet ringede til EN den 19. juni 1995, fordi regionen ikke havde besvaret anmodningen om en bekræftelse, og spurgte, om han ville give den. Det ville han gerne. Han mener bestemt, at han fik bekræftet under samtalen, at det var garantien, der ville blive forrentet. Det blev så igen "pakket lidt ind" i skrivelsen af 20. juni 1995 ved anvendelse af ordet "eventuel". Når han har betegnet denne skrivelse som intetsigende, var det i forhold til, hvad de ønskede. Skrivelsen var ikke klar. Ordet "eventuel" kan forstås som henførende til enten usikkerheden om, hvorvidt de ville vinde skattesagen, eller til fortolkningen af rentecirkulæret. Situationen var nu, at de ikke havde fået det "klokkeklare" svar, som de ønskede, men at der var så megen korrespondance m.v. frem og tilbage, at de mente, at dokumentationen var i orden. Det var hans opfattelse, at der ville blive givet godtgørelse. Hvis de havde fået at vide, at de ikke ville få godtgørelse, ville de have overvejet spørgsmålet om indbetaling på ny, men han kan ikke sige, hvilken beslutning de så ville have truffet.

De drøftede, om de skulle skrive igen, men lod være, da de blev enige om, at det åbenbart ikke var muligt at få et klart svar, og da EN havde tilkendegivet, at han syntes, at han havde svaret klart. De opfattede det sådan, at EN var chef på området, og de var blevet vejledt om, at de ikke kunne klage over afgørelsen. De var ikke i tvivl om, at han havde afgivet løftet, men de blev usikre på, om han havde truffet en beslutning, han kunne få problemer med - men det var mere hans problem end deres. De mente, at de havde tilstrækkeligt med bevis.

I 1998 var der stor usikkerhed om, hvorvidt de ville vinde skattesagen, og likviditeten var forbedret. Også henset til strafrenterne, hvis de tabte skattesagen, valgte de på det tidspunkt at betale. De tog det stadig for givet, at de fik godtgørelse for bankgarantien, hvis de vandt skattesagen, både på dette tidspunkt, og da de fik tilbagebetalt en del af pengene i 2001. Vidnet vil ikke betegne den godtgørelse, som de havde fået lovning på, som en gave. Afkastet af pengene i selskabet ville være mere end godtgørelsen. De faktiske omkostninger ved bankgarantien var ikke så høje, men udgangspunktet fra bankens side kan godt have været 4% p.a. Han har ændret tillægget til diskontoen fra 5% til 4%, fordi det skulle følge rentecirkulæret. Han drøftede ikke med EN, om det skulle være 4% eller 5%.

Han husker ikke, om de havde undersøgt de direkte omkostninger ved bankgarantien inden mødet den 23. marts 1995. Skulle han dengang have skønnet disse, ville han have sagt 2%-4% p.a. Forskellen på disse omkostninger og godtgørelsen på diskontoen + 5% blev ikke diskuteret med EN. For vidnet at se var det logisk nok at bruge rentecirkulæret som beregningsmetode. EN sagde, at han ikke havde bemyndigelse til at godtgøre de faktiske omkostninger - det var ikke statens problem, hvad en garanti ville koste. Det, som i regionens skrivelse af 4. april 1995 er refereret som selskabets opfattelse, vil han på baggrund af sit kendskab til sagen fortolke som også dækkende de afledede krav.

Der er ikke søgt lån, som selskabet har fået afslag på som følge af bankgarantien.

HK har forklaret blandt andet, at hun er jurist og leder af skatteafdelingen i R1. Hun har deltaget i flere møder på H2 og mener også, at hun deltog i mødet den 23. marts 1995. Det blev diskuteret, om der overhovedet skulle være en sikkerhed, hvad den i givet fald skulle bestå af, og vilkårene herfor. Hvis de betalte, kunne man se konsekvenserne i loven. De drøftede konsekvenserne af sikkerhedsstillelse. De gjorde gældende, at de så skulle have godtgørelse, hvis sagen blev vundet. Vidnet har aldrig været ude for krav om sikkerhedsstillelse før. Vidnet husker ikke, om rentecirkulæret blev nævnt. Vidnet tror ikke, at der kom et endeligt, tilfredsstillende svar for selskabet på mødet. Hendes brev af 27. marts 1995 er en opfølgning på mødet og derfor selvfølgelig drøftet med PK og NM, der fik det i udkast. Regionens skrivelse af 4. april 1995 forstår hun sådan, at det er garantibeløbet, der forrentes med diskontoen + 5%. Det har vidnet givet drøftet med NM, der var af samme opfattelse. Hun forstår "udelukkende" sådan, at man ikke kan få mere, som det også fremgår af det senere telefonnotat. Hun kendte ikke prisen på en garanti. Hendes telefoniske kontakt til EN den 7. april 1995 var et dobbeltcheck. Hun ville være helt sikker på, at de var enige om, hvad der stod. Pkt. 2 i hendes notat om samtalen er udtryk for samtalens indhold om dette spørgsmål - cirkulæret var, hvad myndighederne havde at gøre godt med. Hun har orienteret i hvert fald NM om samtalen. Hun var herefter fortsat ikke i tvivl om, at retsstillingen var sådan, som hun hele tiden havde opfattet skrivelsen af 4. april 1995. Hun fik kopi af skrivelsen til FSRs forretningsudvalg. Hun har intet grundlag for at sige, at NM var i tvivl om retsstillingen. Med hensyn til NMs skrivelse af 18. maj 1995 er hun enig i, at cirkulæret er uklart på det punkt, da garantier ikke er nævnt deri. Hun er ligeledes enig i den anførte forståelse af, hvordan det garanterede beløb ville blive forrentet, hvis skattesagen blev vundet, bortset fra at procenttillægget til diskontoen er forkert. Hun fik kopi af brevet, men var ellers ikke involveret på det tidspunkt. Spørgsmålet om forrentning af det garanterede beløb var helt klart en væsentlig parameter for valget mellem at betale eller at søge henstand. Hun vil tro, at selskabet havde været i stand til at betale. Hun tror bestemt ikke, at hun dengang fik kopi af regionens skrivelse af 20. juni 1995 eller NMs skrivelse af 22. juni 1995, og hun var ikke involveret heri forudgående. Hendes opfattelse var, at de havde på tryk, at det garanterede beløb ville blive forrentet efter rentecirkulæret. EN var inspektør og fremstod som en, der kunne træffe beslutninger af den karakter og vidste, hvad han talte om. Hun har ikke været i tvivl om, at han kunne træffe en sådan beslutning. Hun var ikke involveret i betalingen i 1998 eller i at fremsætte krav i 2001. Når hun i sin telefaxskrivelse af 27. marts 1995 - som det fremgår af regionens skrivelse af 4. april 1995 - har anført, at "selskabet må godtgøres omkostninger til etablering af bankgaranti eller lignende ....", har hun tænkt på positive omkostninger, enten krone for krone eller efter en standardiseret takst. Der kan godt have været andre omkostninger end stiftelses- og provisionsomkostninger til banken, hvilket var med i hendes tanker, uden at hun nok har gjort sig det helt klart, hvilke omkostninger der var tale om. Hun vil ikke afvise, at en garanti kunne genere forholdet til banken. Hun tror ikke, at hun gjorde sig overvejelser om det juridiske grundlag for kravet om godtgørelse. Hun fandt kravet naturligt. Hun husker ikke, hvorfor hun i telefonnotatet har skrevet "fx" foran "20 mio". Hun har ingen erindring om, at der skulle have været drøftet en kombinationsløsning med delvis betaling, delvis sikkerhedsstillelse.

EN har forklaret blandt andet, at han nu er gået på pension efter at have været i toldvæsenet, senere ToldSkat, siden 1955, hvor han blev ansat som elev. I marts 1995 var han funktionschef på regionskontoret i Helsingør og beskæftigede sig med opkrævning af skatter og afgifter. Det var en afdelingscheffunktion. Vidnet var chef for 24 medarbejdere. Det lå inden for vidnets beføjelser at tage stilling til akkord og eftergivelse af skat. Vidnet havde en chef, LE, der dog ikke var "oversagsbehandler", men fik kopi af udgående skrivelser. Der var også en lovafdeling, som var en sideordnet stabsafdeling, og en kontrolafdeling, hvor chefen hed AD. Vidnet kom ind i sagen, da selskabet optrådte på en restanceliste med et skattebeløb på ca. 19 mio. kr. Det skulle først afklares, om beløbet skulle inddrives, eller om der skulle gives henstand af hensyn til klagen over skatteansættelsen. Kommunen forlangte en sikkerhed på 20 mio. kr. Det er kommunen, der afgør, om der skal kræves sikkerhed, men regionen, der afgør, om sikkerheden er betryggende. Vidnet var til møde i virksomheden. Han har ikke lavet notater om mødet, der foregik i en venlig, afslappet atmosfære. I mødet deltog også selskabets direktør, revisor NM og enkelte andre. Han mener ikke, at HK deltog. Det blev først drøftet, om der skulle stilles sikkerhed. Virksomheden var overbevist om, at den ville vinde klagesagen. Vidnet nævnte forskellige former for sikkerhed, som staten ville acceptere, herunder bankbøger og børsnoterede obligationer. Det skulle være "fuldgod sikkerhed". De kom også ind på, at der kunne stilles bankgaranti, men ikke som noget centralt. Han mindes ikke, at der var drøftelse om eventuelle udgifter til sikkerhedsstillelse. Han mener, at det først skete ved en efterfølgende samtale. De opererede i ToldSkat i en vis udstrækning med bankgarantier, og vidnet var folkevalgt medlem af bankbestyrelser. Det var på den baggrund vidnets opfattelse, at provisionen for en bankgaranti lå på omkring 1% p.a., men med mulighed for forhandling med banken. Han vidste, at renten efter rentecirkulæret var diskontoen + 5%. Vidnet har i skrivelsen af 4. april 1995 refereret synspunkterne i HKs telefax korrekt. Han forstod "omkostningerne til etablering af bankgaranti" som provision og oprettelsesgebyr. Det er klart, at en bankgaranti kunne have en vis betydning for forholdet til banken, men det er ikke noget, de har været inde på. Det anførte om regionens opfattelse skal forstås sådan, at da staten ikke kan yde godtgørelse ud over, hvad der er fastsat i rentecirkulæret, kan der ikke ydes godtgørelse for udgifter som stiftelsesomkostninger og provision. Der kan kun ydes godtgørelse, hvis noget uberettiget opkrævet er indbetalt helt eller delvis. Han finder det anførte i overensstemmelse med statsskattelovens § 30. Han havde forinden afsendelsen drøftet skrivelsen med AD, der syntes, at den var i orden. AD var enig i, at man ikke kunne få noget, hvis man ikke indbetalte. Vidnet mener, at der efter skrivelsen var indtil flere telefonsamtaler, herunder om, hvorvidt en tilbagetrædelseserklæring var tilstrækkelig sikkerhed, hvad regionen ikke fandt. Vidnet husker ikke forfærdelig meget af samtalen den 7. april 1995 med HK. Han mener, at de drøftede en delvis indbetaling og en bankgaranti for resten. Han har ikke sagt, at selskabet kunne få forrentning ud over ved kontant indbetaling. Han har ikke sagt, at der i tilfælde af betaling ville ske tilbagebetaling med rentegodtgørelse 1% pr. påbegyndt måned, hvis virksomheden vandt sagen. Han vil næsten udelukke, at der blev talt om godtgørelse for omkostninger ved en bankgaranti. Han kan ikke huske, om han har sagt noget om, at de faktiske omkostninger eventuelt ville overstige en eventuel rentegodtgørelse. Af sine notater om samtalen kan vidnet se, at HK henviste til skrivelsen af 4. april, nævnte noget om en kombinationsordning og bebudede et udspil inden påske. Han kan endvidere se, at han forklarede godtgørelsesmetoden i rentecirkulæret. Det var almindelig praksis, at man ikke kunne få dækket omkostninger til bankgaranti - der var ingen hjemmel til det. NMs skrivelse af 18. maj 1995 syntes vidnet var en gentagelse af noget, der var diskuteret. Vidnet opfattede den som et forsøg på at få ham til at begå en "fodfejl", at man ville have regionen til at afgive en hensigtserklæring. Han var ikke enig i skrivelsens udlægning af drøftelserne. Når han ikke tog direkte afstand fra udlægningen, var det, fordi det mundtligt havde været drøftet gang på gang. Han tror ikke, at skrivelsen skyldtes en vildfarelse. Svaret i regionens skrivelse af 6. juni 1995 var måske lidt frækt, men vidnet følte sig udsat for unødig trætte efter at have været ude på virksomheden at orientere og haft gentagne samtaler med NM om reglerne. Vidnet husker ikke telefonsamtalen den 19. juni 1995; det må have været en form for rykker. Han tror nok, NM har givet udtryk for, at det var rimeligt at få en godtgørelse for bankgarantien, men det har vidnet i hvert fald ikke lovet under telefonsamtalen. Den 20. juni 1995 skrev han, som han gjorde, for endnu en gang at slå fast, hvad rentegodtgørelsen ville være. Han mener ikke, at der heri lå en bekræftelse som den, der var anmodet om i brevet af 18. maj 1995. Det var tidligere afvist, at selskabet kunne få godtgørelse i tilfælde af, at der blev stillet bankgaranti. Han kan godt se, at det kunne være skrevet tydeligere, at selskabet ingenting ville få. Han prøvede at skrive det så objektivt som muligt. Han havde tidligere telefonisk forklaret både NM og HK, at forrentning kun var aktuelt i forbindelse med indbetaling. Det er vidnets opfattelse, at rentecirkulæret ville have fundet anvendelse i tilfælde af betaling af skattebeløbet. Det var alle på det tidspunkt enige om, også lovafdelingen og AD. Sådan forrentede man på det tidspunkt den slags tilbagebetalinger i regionen. Vidnet har ikke fået nogen påtale eller kritik af sin sagsbehandling i sagen.

Når vidnet i indstillingen i oktober 2001 til Told- og Skattestyrelsen har påpeget det urimelige i, at godtgørelse ikke kunne gives, skyldes det, at han var serviceorienteret. Han har ikke givet udtryk for noget tilsvarende over for selskabet. Han har ikke haft tanker om, at der kunne gives godtgørelse for en bankgaranti på grundlag af de synspunkter, der ligger til grund for rentecirkulæret eller efter en analogi af cirkulæret. Vidnet har først efter den 20. juni 1995 drøftet sagen med Told- og Skattestyrelsen, der bad om at få sagen ind. Vidnet kan ikke svare på, om selskabet har fået en rimelig vejledning.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at regionen har afgivet bindende tilsagn om forrentning af det garanterede beløb i det omfang, skattesagen blev vundet af sagsøgeren. Dette tilsagn fremgår af, hvad EN gav udtryk for på mødet den 23. marts 1995, regionens skrivelse af 4. april 1995, ENs udtalelser under telefonsamtalen den 7. april 1995 med HK, gengivet i HKs notat, og regionens skrivelse af 20. juni 1995. De pågældende udsagn om forrentning kan kun forstås sådan, at de vedrører sikkerhedsstillelsen, idet det er det eneste, der er spurgt om. Udsagnene kan ikke vedrøre den situation, hvor der sker indbetaling af skattebeløbet, idet der ikke var spurgt herom, og forrentningen i givet fald slet ikke skulle ske efter cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb, men efter selskabsskattelovens § 30. Den udbetalte rente er da også beregnet efter sidstnævnte bestemmelse. Der er således afgivet et ubetinget tilsagn om forrentning, på hvilket grundlag sagsøgeren har disponeret. Tilsagnet medførte, at sagsøgeren ikke fulgte den rentemæssigt mest fordelagtige løsning, at foretage indbetaling fra starten. Bevisbyrden er løftet for, at der er afgivet et tilsagn. Det bestrides, at bevisbyrden skulle være skærpet. Det kan ikke lægges til grund, at der under telefonsamtalen den 7. april 1995 blev talt om en kombinationsløsning med delvis indbetaling af pengene og garantistillelse for resten. ENs forklaring om, at for meget indbetalt selskabsskat generelt i regionen ikke blev forrentet efter selskabsskattelovens § 30, men efter rentecirkulæret, kan ikke lægges til grund. Den kompensation, der er givet tilsagn om, er rimelig og ikke udtryk for "overkompensation".

Sagsøgeren og dennes rådgivere var i tvivl om retsstillingen, og spurgte derfor flere gange regionen. Regionen er langt nærmere end sagsøgeren og rådgiverne til at forstå reglerne og vurdere, om man er i stand til at afgive et tilsagn af den omhandlede art. Såvel sagsøgeren som selskabets revisor var i god tro med hensyn til, at regionen havde fornøden hjemmel til at afgive et sådant tilsagn, og de handlede i tillid til det afgivne tilsagn. Det er ikke åbenbart, at der ikke var hjemmel til at afgive tilsagnet.

Der kan ske forrentning af rentekravet fra og med det tidspunkt, hvor retsforfølgning påbegyndtes, jf. princippet i U 2002.942 ØLR. Der er ikke tale om morarenter, men renter som kompensation for faktisk afholdte garantiomkostninger.

Sagsøgeren har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at hvis selskabet ikke kan støtte ret på tilsagnet, skal selskabet have sine positive omkostninger dækket. Dette støttes på 2 synspunkter.

For det første har sagsbehandlingen ved regionen været egnet til at give den opfattelse, at forrentning ville ske. Selskabet valgte derfor ikke fra begyndelsen den rentemæssigt mest fordelagtige løsning. Regionen burde klart have givet udtryk for, at der ikke ville blive ydet godtgørelse i tilfælde af, at der blev stillet bankgaranti. Når dette ikke er sket, er der ansvarsgrundlag efter dansk rets almindelige erstatningsregel. Når Skatteministeriet påberåber sig almindelige erstatningsregler som hjemmelsgrundlag, f.eks. i nulstillingssager og selskabstømmersager, har dette en afsmittende effekt på sager, hvor borgerne støtter sig på dansk rets almindelige erstatningsregler, således at sådanne krav kan gennemføres.

For det andet støttes kravet på den urigtige og siden af Landsskatteretten tilsidesatte ligning. De opgjorte omkostninger er en direkte følge af, at ligningsmyndighederne med urette forhøjede skatteansættelsen med 50 mio. kr. i stedet for 35 mio. kr. Omkostningerne kan derfor kræves betalt af sagsøgte efter dansk rets almindelige erstatningsregel, subsidiært efter almindelige retsgrundsætninger. Sagsøgeren har ydet skattemyndighederne en garanti for et ikke eksisterende skattekrav. Sagsøgeren bør derfor kompenseres for omkostningerne.

Der er ikke egen skyld hos sagsøgeren eller dennes rådgivere.

Erstatning eller kompensation må ydes af sagsøgte, ikke af de kommunale myndigheder.

Sagsøgte har over for sagsøgerens principale påstand gjort gældende, at regionen ikke har afgivet noget løfte om, at sagsøgeren ville kunne opnå en forrentning af beløb, som sagsøgeren ikke indbetalte, men stillede bankgaranti for.

Sagsøgeren bærer bevisbyrden for, at der skulle være afgivet et sådant løfte. Bevisbyrden er skærpet som følge af, at sagsøgeren ønsker forrentning med en rentesats, som efter rentecirkulæret medio maj 1995 udgjorde 11%. Samtidig udgjorde den bankgarantiprovision, som sagsøgeren betalte, 0,8%. Der ville således være tale om en meget betydelig overkompensation. Intetsteds i det af sagsøgeren påberåbte materiale fremgår det, at regionen skulle have afgivet et sådant helt usædvanligt løfte. Det kan heller ikke lægges til grund, at der er givet et sådant løfte på mødet den 23. marts 1995, hvorom der først er kommet oplysninger under domsforhandlingen. De mange gange, der er spurgt, viser den usikkerhed, der var på sagsøgerens side. I skrivelsen til FSRs forretningsudvalg er intet anført om løftet. Tværtimod fremgår det af sagsøgerens og dennes revisors skrivelser af 22. og 26. juni 1995, at såvel sagsøgeren som revisoren var klar over, at der ikke var afgivet noget løfte.

Subsidiært, hvis det lægges til grund, at der er afgivet et løfte, kan sagsøgeren ikke støtte ret herpå. Manglende lovhjemmel fører som udgangspunkt til, at også en begunstigende forvaltningsakt annulleres, jf. U 1995.495/2 H.

Sagsøgeren og dennes rådgiver, med hvem sagsøgeren skal identificeres, må have eller burde have været klar over, at der ikke i rentecirkulæret eller andetsteds var hjemmel til at kræve et beløb, som man som borger fortsat havde rådighed over, forrentet.

Renteloven indeholder i almindelighed ikke hjemmel til procesrente af morarentekrav, jf. f.eks. U 1990.386 H.

Over for sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at regionens sagsbehandling ikke kan føre til erstatningsansvar, hverken efter dansk rets almindelige erstatningsregel eller på andet grundlag. Der er ikke afgivet noget løfte, og sagsøgeren og dennes rådgiver var klar eller burde være klar herover. Staten hæfter ikke for kommunens og skatteankenævnets sagsbehandling, hvorfor en eventuel erstatningspådragende adfærd fra kommunen ikke kan pådrage staten et erstatningsansvar. Hertil kommer, at myndighederne alene kan have handlet erstatningspådragende, såfremt der er tale om åbenbare fejl, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag. Det er ikke ansvarspådragende for en myndighed, at en sagkyndig har foretaget et andet skøn end myndigheden.

Almindelige retsgrundsætninger kan ikke føre til, at der skal kompenseres for de positive udgifter. Der har ikke været nogen berigelse hos det offentlige, og der eksisterer ikke nogen almindelig kompensationsgrundsætning. Det, som sagsøgeren gør gældende, er reelt, at der er objektivt ansvar i tilfælde af, at skatteansættelsen nedsættes. Sagsøgeren havde et valg mellem at indbetale og at stille garanti, og sagsøgeren var bekendt hermed.

Landsrettens bemærkninger

Forklaringerne om, hvad der blev sagt på mødet den 23. marts 1995, er modstridende. Det skriftlige materiale i sagen støtter ikke, at funktionschef EN på mødet gav tilsagn om, at et bankgaranteret beløb i tilfælde af, at sagsøgeren senere måtte vinde skattesagen helt eller delvis, ville blive forrentet, og synspunktet er i øvrigt ikke gjort gældende af sagsøgeren under sagens forberedelse. Landsretten finder det derfor ikke bevist, at funktionschefen under mødet gav et sådant tilsagn.

Efter de modstridende forklaringer om indholdet af telefonsamtalen den 7. april 1995 findes det ej heller bevist, at funktionschefen på det tidspunkt gav et sådant tilsagn.

Indholdet af regionens skrivelser af 4. april 1995 og 20. juni 1995 kan ikke anses som tilsagn om forrentning af et bankgaranteret beløb.

Det er således ikke bevist, at der er afgivet et tilsagn som hævdet af sagsøgeren. Der er derfor ikke grundlag for at tage sagsøgerens principale påstand til følge.

Det må medgives sagsøgeren, at regionen foranlediget af revisorens skriftlige forespørgsler skriftligt burde have svaret utvetydigt, at der ikke ville blive givet nogen godtgørelse i tilfælde af, at sagsøgeren stillede bankgaranti og senere vandt skattesagen. Under hensyntagen til, at regionens skriftlige besvarelser ifølge NMs forklaring fra begyndelsen ikke blev opfattet som utvetydige tilsagn, finder landsretten imidlertid, at forholdet ikke har en sådan beskaffenhed, at der er grundlag for at statuere erstatningsansvar.

Afgørelsen i skattesagen var efter det i Landsskatterettens kendelse anførte af udpræget skønsmæssig karakter, og den omstændighed, at Landsskatteretten - efter at der ved syn og skøn var tilvejebragt et bedre grundlag for afgørelsen - ændrede de forudgående instansers afgørelse, godtgør ikke, at de forudgående instanser ved deres behandling eller afgørelse af sagen har begået ansvarspådragende fejl. Den kan heller ikke føre til, at sagsøgeren efter almindelige retsgrundsætninger skal kompenseres for de omkostninger, selskabet selv har valgt at påføre sig ved at stille bankgaranti frem for at indbetale beløbet, og som ikke modsvares af nogen berigelse hos det offentlige.

Da der således heller ikke er grundlag for at tage sagsøgerens subsidiære påstand til følge, frifindes sagsøgte.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, frifindes.

Sagsøgeren, H1 Company A/S, skal inden 14 dage til sagsøgte betale 70.000 kr. i sagsomkostninger.