Dato for udgivelse
26 Sep 2003 10:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20. maj 2003
SKM-nummer
SKM2003.404.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, S-4541-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig, manglende momsangivelser
Resumé

T var som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed tiltalt for med forsæt til afgiftsunddragelse at have overtrådt momslovgivningen ved for perioden 1. januar 1995 - 30. juni 1999 at have undladt at angive sit momsgrundlag/henholdsvis at have angivet momsgrundlaget for lavt, hvorved der af Toldskat var ansat foreløbige momstilsvar, der for perioden udgjorde 216.112 kr. for lidt, hvorved statskassen blev unddraget moms med 216.112 kr. T erkendte sig skyldig i den rejste tiltale og blev ved byretten straffet med en betinget fængselsstraf i 30 dage, herunder med samfundstjeneste. T blev tillige idømt en tillægsbøde på 216.000 kr. Landsrettens behandling af den indankede dom angik straffastsættelsen, idet T påstod formildelse, således at tillægsbøden blev nedsat fra 216.000 kr. til 200.000 kr. Landsretten fandt straffen passende, men nedsatte tillægsbøden til 200.000 kr. og stadfæstede med nævnte ændring dommen.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2
Straffeloven § 50, stk. 2


Østre Landsrets dom af 20. maj 2003, 8. afdeling, S-4541-02

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Jørgen Thomsen besk.)

Afsagt af landsdommerne

C. Levy, Henrik Waaben og Lone Kerrn-Jespersen ( kst .) med domsmænd

----------

Nykøbing Falster Byrets dom af 21. november 2002, S 334/01

I denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales T ifølge politimesterens anklageskrift af 6. april 2002, som berigtiget under domsforhandlingen, til straf for overtrædelse af momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og nr. 2,

ved som indehaver af enkeltmandsvirksomheden "A.A. Service",CVR nr. ... drevet fra adresserne henholdsvis ...., X-by og ...., Y-by - med forsæt til afgiftsunddragelse, for perioden 1. januar 1995 til den 30. juni 1999, at have undladt at angive sit momsgrundlag/henholdsvis at have angivet momsgrundlaget for lavt, hvorved der af ToldSkat er ansat foreløbige momstilsvar, der for perioden udgjorde 216.112 kroner for lidt, hvorved statskassen blev unddraget merværdiafgift med 216.112, 00 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og bødestraf.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.

Herom henvises til retsbogen.

Der er til brug for sagen udarbejdet § 808 undersøgelse fra Kriminalforsorgen. Det anføres heri, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Rettens bemærkninger

Ved tiltaltes erkendelse, hvis rigtighed bestyrkes af de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes efter momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og nr. 2 til fængsel i 30 dage.

Da det findes upåkrævet, at straffen fuldbyrdes nu, udsættes fuldbyrdelsen af straffen i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, herunder med vilkår om samfundstjeneste i 40 timer som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 62.

Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte har betalt det unddragne beløb og den forløbne tid.

I medfør af straffelovens § 58, stk. 2 idømmes tiltalte en tillægsbøde på 216.000 med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Thi kendes for ret

Tiltalte T straffes med fængsel i 30 dage.

Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår,

at     

tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden,

 

at

tiltalte efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse udfører samfundstjeneste i 40 timer indenfor 6 måneder, og

 

at

tiltalte i dette tidsrum undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.

Tiltalte betaler en tillægsbøde på 216.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

-----------

Østre Landsrets dom af 20. maj 2003, 8. afdeling, S-4541-02

Nykøbing Falster Rets dom af 21. november 2002 (PS 334/01) er anket af T med påstand om formildelse, således at tillægsbøden nedsættes fra 216.000 kr. til 200.000 kr.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, navnlig for så vidt angår udmålingen af fængselsstraffen.

Tiltalte har i landsretten afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Straffen findes passende, dog nedsættes tillægsbøden til 200.000 med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Særlig af de grunde, der er anført i den indankede dom, tiltrædes det, at frihedsstraffen undtagelsesvis er gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste som bestemt i dommen. Prøvetiden regnes fra landsrettens dom.

I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Nykøbing Falster Rets dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at tillægsbøden nedsættes til 200.000 kr. Prøvetiden regnes fra afsigelsen af landsrettens dom.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.