Dato for udgivelse
18 Nov 2003 11:34
SKM-nummer
SKM2003.508.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/03-317-00260
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Arbejdsmarkedsbidrag, social konvention, Serbien, Montenegro
Resumé

Serbien og Montenegros succession i konventionen mellem Danmark og det tidligere Jugoslavien om social sikring. Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 4.

Reference(r)

Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 4

Henvisning

Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2003-2 C.6


Som det fremgår af Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 19. juli 1998 til Told- og Skatteregionerne, har Den Sociale Sikringsstyrelse (Sikringsstyrelsen) ikke kunnet udtale sig i sager om arbejdsmarkedsbidrag efter lov om en arbejdsmarkedsfond § 7, stk. 4, da Serbien-Montenegro og Bosnien-Hercegovinas stilling i forhold til konventionen mellem Danmark og det tidligere Jugoslavien var uafklaret.

Sikringsstyrelsen har via Udenrigsministeriet modtaget meddelelse om, at Serbien og Montenegro ved aftale af 18. juli 2003 har succederet i aftalen mellem Danmark og det tidligere Jugoslavien om social sikring.

Da Serbien og Montenegros stilling i forhold til konventionen nu er afklaret, betyder det, at Sikringsstyrelsen skal høres af Told- og Skatteregionerne i sager om arbejdsmarkedsbidrag, jf. lovens § 7, stk. 4, for personer, der udfører beskæftigelse i Serbien og Montenegro.

Da successionen har tilbagevirkende kraft, betyder det, at Sikringsstyrelsen nu vil genoptage de sager, som hidtil har beroet i Sikringsstyrelsen på afklaring af konventionen i forhold til Serbien og Montenegro.

I den forbindelse vil Sikringsstyrelsen kontakte Told- og Skatteregionerne, hvis det er nødvendigt at indhente yderligere oplysninger til brug for udtalelse i de sager, der genoptages.

Det bemærkes, at Bosnien-Hercegovinas stilling i forhold til konventionen mellem Danmark og det tidligere Jugoslavien fortsat er uafklaret.