Dato for udgivelse
15 Jan 2004 13:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18. december 2003
SKM-nummer
SKM2004.17.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, B-1696-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genoptagelse, nye oplysninger, bogføringsmateriale
Resumé

Vestre Landsret fandt, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist at genoptage sagsøgerens momsansættelse, idet sagsøgeren ikke havde efterkommet Told- og Skatteregionens anmodning om at aflevere sit bogføringsmateriale for det omhandlede indkomstår, og dermed ikke havde sandsynliggjort, at de nye oplysninger i sagen kunne have medført et andet udfald af sagen

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 29

Henvisning

Processuelle regler 2003 - 2 A.2.4


Parter

A
(advokat Sten Sørensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Henrichsen).

Afsagt af landsdommerne

Elisabeth Mejnertz, Fritse Hove og Ulrik Jensen

Denne sag, der er anlagt den 9. juli 2002, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, har krav på genoptagelse af sin momsansættelse for indkomstårene 1997 og 1998.

Sagsøgeren har påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens klage over ToldSkat hjemvises til realitetsbehandling for Landsskatteretten.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Ved skrivelse af 6. juni 2002 til sagsøgerens advokat nægtede Landsskatteretten at genoptage sagen. Afgørelsen lyder således:

"Vedr. Deres anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse, j.nr. 2-6-1660-0051, for H1/v A, CVR-nr. ...

Ved brev af 20. februar 2002 har De anmodet om genoptagelse af ovennævnte klagesag. Landsskatteretten har ved kendelse af 6. november 2001 afvist at realitetsbehandle sagen.

Til støtte for Deres begæring om genoptagelse har De anført, at den oprindelige klage, i hvilken den afgørelse, der blev påklaget var vedlagt, bortkom i posten i maj 2001, at hverken klageren eller dennes ægtefælle fuldt ud har været opmærksomme på betydningen af, at afgørelsen, der påklages, skulle fremsendes på ny, at klagerens moder afgik ved døden i efteråret 2001 med det til følge, at klageren ikke da i tilstrækkelig grad kunne varetage sine interesser under sagen, og at såvel klageren som dennes ægtefælle særligt henover årsskiftet 2001/2002 har haft betydelige arbejdsmæssige problemer med det til følge, at klageren heller ikke da kunne varetage egne interesser i forbindelse med denne sag.

De har ved brev af 19. marts 2002 nærmere redegjort for, hvilke forhold klagen vedrører. De har herved anført, at Told- og skatteregionens afgørelse af 13. marts 2001, hvorved regionen forhøjede klagerens afgiftstilsvar med 192.530 kr. for perioden 1. januar 1997 til 31. december 1998 er forkert vedrørende 2 forhold, nemlig vedrørende en momsmæssig ansættelse af et beløb på 375.000 kr. som klageren modtog ved salg af en lastvogn i juni måned 1998 og en momsmæssig ansættelse ved et - ikke erlagt - depot i forbindelse med en indgået lejeaftale vedrørende 6 sættevogne. For så vidt angår salget af lastvognen har De bl.a. anført, at klagerens revisor fejlagtigt har medtaget momsen af salgssummen, det vil sige 75.000 kr. som skyldig moms i regnskabet for 1998, og at regionen på den baggrund forhøjede momstilsvaret vedrørende beløbet. De har dertil anført, at beløbet på de 375.000 kr. ikke blev tillagt moms, idet salget af lastvognen skete uden momsmæssige konsekvenser, jf. momslovens § 8. For så vidt angår deposita har De anført, at det af lejeaftalen fremgår, at depositabeløbet ikke skulle betales, og at det rent faktisk ikke blev betalt, hvorfor det sandsynligvis beror på en fejl fra lejers side, at der alligevel blev udstedt en kreditnota til klageren på i alt 198.000 kr. med tillæg af moms på 49.500 kr. De har således sammenfattende nedlagt påstand om, at der skal ske nedsættelse af klagerens afgiftstilsvar for 1998 med 124.500 kr.

Told- og Skatteregionen har over for Landsskatteretten udtalt, at der efter regionens opfattelse ikke er fremkommet nye oplysninger, der giver anledning til at genoptage regionens afgørelse af 13. marts 2001.

Bestemmelserne om genoptagelse af en af Landsskatteretten afgjort sag fremgår af skattestyrelseslovens § 29, stk. 1 og 2, der har følgende ordlyd:

"Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor."

Landsskatteretten har ikke i det af Dem anførte fundet grundlag for at genoptage sagen i medfør af denne lovbestemmelse, og Deres begæring herom, herunder ønsket om personlig forhandling, kan derfor ikke imødekommes.

Der er herved lagt vægt på, at Landsskatteretten ved kendelse af 6. november 2001 afviste den oprindelige klage af 29. august 2001, idet klageren ikke havde indsendt afgørelse og sagsfremstilling i forbindelse med indgivelse af klagen, og endvidere ikke efterkom Landsskatterettens anmodning om at indsende den manglende afgørelse og sagsfremstilling, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, 2. pkt. og stk. 3, 2. og 3. pkt..

Efter Landsskatterettens afsigelse af afvisningskendelsen af 6. november 2001 er det endvidere tillige kommet til Landsskatterettens kundskab, at den ved klage af 29. august 2001 påklagede afgørelse var truffet af Told- og skatteregionen den 13. marts 2001. Ifølge skattestyrelseslovens § 25, stk. 1, skal klagen være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen, idet Landsskatteretten dog kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Ved indgivelse af klagen af 29. august 2001 var klagefristen til Landsskatteretten således overskredet med ca. 2½ måned, hvorfor Landsskatteretten, såfremt den havde været bekendt med dette forhold, ud fra det foreliggende tillige ville have afvist at behandle klagen under henvisning til skattestyrelseslovens § 25, stk. 1.

Der findes ikke ved genoptagelsesanmodningen at være fremført sådanne særlige omstændigheder, der kan medføre, at Landsskatteretten kan se bort fra, at den oprindelige klage ikke opfyldte de formelle betingelser i henhold til skattestyrelseslovens § 25, stk. 1 og § 25, stk. 2, 2. pkt. for en klagebehandling i Landsskatteretten.

Det bemærkes herved, at langt de fleste oplysninger fremsat i forbindelse med genoptagelsesanmodningen allerede var fremlagt for Landsskatteretten i forbindelse med den oprindelig klage af 29. august 2001. Der findes endvidere ikke i forbindelse med genoptagelsesanmodningen at være fremlagt sådanne oplysninger eller angivet sådanne omstændigheder, der ville have medført, at Landsskatteretten, såfremt de pågældende oplysninger eller omstændigheder var fremsat i forbindelse med den oprindelige klage af 29. august 2001, ville have set bort fra fristoverskridelsen og den manglende indsendelse af afgørelse og sagsfremstilling.

..."

Sagens omstændigheder er i øvrigt følgende

Den 13. marts 2001 skrev ToldSkat således til sagsøgeren

"Ændring af momstilsvaret for indkomstårene 1997 og 1998

ToldSkat har ifølge Opkrævningsloven § 5, stk. 1. ændret virksomhedens afgiftstilsvar med 192.530 kr. i yderligere afgift for perioden 01.01.97 - 31.12.98.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende

Regionen har konstateret en difference mellem angivet moms for oktober kvartal 1998 og det der i regnskabet står anført som skyldig moms pr. 31. december 1998.

Dokumentation for årsag til differencen og at beløbet efterfølgende er angivet, er endnu ikke modtaget ved regionen. Virksomheden er ikke kommet med konkrete og dokumenterede indsigelser til ToldSkats forslag til afgørelse.

For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling.

..."

I told- og skatteregionens sagsfremstilling er blandt andet anført

"Beskrivelse af virksomheden

H1 er momsregistreret som enkeltmandsvirksomhed. Ejet af A (Cpr. ...), der i forbindelse med kontakten til virksomheden har henvist til sin mand B. Virksomheden er tilmeldt branchen: Udlejning af lastbiler og andet materiel til landtransport.

Ad punkt 1 - Skyldig moms 1998

Sagen faktiske forhold

Regionen har konstateret, at der er difference mellem det virksomheden har angivet i moms for oktober kvartal 1998 og det der i regnskabet står opført som skyldig moms pr. 31. december 1998. Virksomheden har underskrevet regnskaberne.

Differencen er opgjort således

 

Angivet tilgodehavende moms for oktober kvartal 1998

kr.

-328.526

Tilgodehavende moms iflg. Årsregnskabet

kr.

-135.996

Difference mellem ovenstående

kr.

192.530

 

I årsregnskabet for 1998 har revisor specificeret momstilgodehavendet som

 

Angivet tilgodehavende 4. kvt. 1998

kr.

-328.526

Reg. til 1998(endnu ikke angivet)

kr.

158.510

Reg. til 1997 (endnu ikke angivet)

kr.

34.020

Tilgodehavende moms ultimo

kr.

-135.996

I årsregnskabet for 1999 står beløbene stadig markeret som ikke angivet.

...

Regionen har i brev af 19. januar 2000 anmodet virksomheden om en redegørelse for differencen mellem det i regnskabet for 1998 anførte skyldige momsbeløb pr. 31.12. og momstilsvaret for oktober kvartal 1998.

Regionen havde den 5. maj 2000 ikke modtaget noget materiale. Virksomheden blev rykket telefonisk, hvor B lovede at indsende materialet snarest.

Da regionen stadig ikke havde modtaget materiale, blev der den 19. juni 2000 sendt forslag til afgørelse.

I brev af 6. juli fra virksomheden meddeles, at materiale der dokumenterer, at der ikke er difference mellem årsregnskabet og afgivne angivelser vil blive indsendt til regionen.

Virksomheden kontaktet pr. telefon den 2. august 2000, hvor B oplyste at han ville gennemgå materialet i dag eller i morgen. Så regionen havde det fredag i uge 31 eller mandag i uge 32.

Der er telefonisk flere gange aftalt møde med B og kontrollen. Flere gange har virksomheden meldt afbud.

Ved møde på regionen den 12. februar 2001 med B, blev der afleveret momsbog og bilag for 1997 og 1998, ingen bogføring herudover.

Ved mødet blev det aftalt, at B skulle rette henvendelse til virksomhedens revisor for indhentning af grundlaget for opgørelsen af det skyldige momsbeløb. Ligeledes gav B tilladelse til at rette henvendelse til revisor, såfremt dette skønnedes at blive nødvendigt. Dette lovede B, at bekræfte i et brev til regionen. Men regionen har ikke modtaget bekræftelsen.

Det blev aftalt, at materialet fra revisor skulle være regionen i hænde senest mandag den 19. februar 2001. Dette materiale fra revisor er ikke modtaget ved regionen.

Regionen har gennemset det modtagne regnskabsmateriale (momsbog og bilag for 1997 og 1998), men gennemgangen har ikke vist, at det af revisor opgjorte skyldige momsbeløb er angivet og indbetalt.

..."

Ved brev dateret den 29. maj 2001, modtaget i Landsskatteretten med telefax den 28. august 2001, klagede H2 Handel ApS ved B over told- og skatteregionens afgørelse. Landsskatteretten har ved breve af 26. september og 18. november 2002 til Kammeradvokaten oplyst, at B sendte klagen pr. fax den 28. august 2001, efter at han tidligere samme dag ved telefonisk henvendelse til Landsskatteretten havde fået oplyst, at Landsskatteretten ikke havde modtaget en klage fra ham.

I brev af 29. august 2001, modtaget i landsskatteretten den 30. august 2001, har B anført følgende:

"...

Vedr.: Se nr. .... - Efterfulgt af telefax af såvel gårs- som d.d., medsendes skrivelse af 29.05.2001, med ny tekst af d.d.

Efterfulgt af korrespondence med ToldSkat, fremsendes hermed en klage vedrørende det af ToldSkat fastsatte beløb. Der henvises her til skrivelse af 01.05.2001 som medsendes i kopi. Det som jeg her mener der specielt skal henvises til er den uheldige omstændighed at der er tale om revisorskifte idet vor tidl. revisor PK desværre afgik ved døden, midt i regnskabsperioden, hvorfor der blev foretaget et revisorskifte.

Herefter bør der også tages hensyn til at man har foretaget momsangivelse af en multitrækker via F1, beløbet er på i alt 348.000,00 kr. hvoraf momsen alene udgør kr. 87.500,00. Der er ikke tale om nogen handel parterne imellem, men udelukkende et debitorskifte fra tidl. Debitor A, hvorefter multitrækkeren er fortsat på leasing mellem A og F1, vi henviser her til sagens bilag 2, hvoraf det fremgår at der ikke er tale om noget momsbeløb overhovedet.

Angående depositumsfaktura - kreditnota 39933 af 30.03.1998, når momsen her ikke er indbetalt, skyldes det at beløbet udelukkende har stået som sikkerhed mellem udlejer og lejer, ligesom der ved lejeaftalens indgåelse på den særskilte lejekontrakt er anført at beløbet ikke skal udbetales såfremt den månedlige afregning finder sted. Dette understøttes ligeledes af sagens bilag nr. 3, hvoraf fremgår at for hele lejeperioden 1998 har det pågældende depositumsbeløb henstået uberørt.

Der medsendes i øvrigt de samme bilag der har været fremsendt til ToldSkat, samt en check på kr. 600,00 som iflg. ToldSkat skal medsendes til optagelse af sagen."

Ved brev af 4. september 2001 til B anmodede Landsskatteretten om fremsendelse af told- og skatteregionens afgørelse og sagsfremstilling og meddelte, at det måtte forventes, at klagen ville blive afvist, såfremt materialet ikke blev fremsendt inden 14 dage. Fristen blev efter anmodning ved brev af 19. september 2001 forlænget til den 24. september 2001. Den 24. september 2001 fremsendte B nogle bilag til Landsskatteretten, som herefter ved brev af 5. oktober 2001 til B bekræftede at have modtaget bilagene. Samtidig fastsatte Landsskatteretten en yderligere frist på 7 dage til fremsendelse af afgørelse og sagsfremstilling og oplyste, at sagen måtte forventes at blive afvist, hvis materialet ikke blev indsendt inden fristens udløb.

Ved kendelse af 6. november 2001 afviste Landsskatteretten herefter klagen under henvisning til skattestyrelseslovens § 25, stk. 3, 2. og 3. pkt., idet afgørelse og sagsfremstilling ikke var fremsendt inden fristens udløb.

Ved brev af 20. februar 2002 til Landsskatteretten anmodede sagsøgerens advokat herefter om genoptagelse af klagesagen.

Vedrørende det formelle spørgsmål, som havde ført til Landsskatterettens afvisning af sagen, henviste advokaten til de omstændigheder, der fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 6. juni 2002. Vedrørende sagens materielle indhold henviste advokaten til en medsendt telefax af 14. november 2001 fra F1 Bank (tidligere F1 Credit A/S). Det drejer sig om en kopi af et dokument af 4. Juni 1998 udstedt af F1 Credit A/S, stilet til sagsøgeren, med følgende indhold:

"Vedr.: Kontrakt nr. 950260356

Leasing

375.000,00

 

I alt

375.000,00

Kontraktdebitor:

G1 Transport"

Kopien er forsynet med følgende håndskrevne påtegning af 14. november 2001 samt påstemplet F1 Bank: "Beløbet er ikke med moms (der er ikke moms på beløbet Det ville have fremgået af fakturaen hvis der var moms på"

Ved brev af 19. marts 2002 til Landsskatteretten redegjorde sagsøgerens advokat nærmere for klagen og anførte blandt andet følgende:

"...

Klagen vedrører 2 forhold, nemlig

1) forkert momsmæssig ansættelse af et beløb på kr. 375.000,-, som klageren modtog ved salg af en lastvogn i juni måned 1998 ("F1") og

2) fejlagtig momsmæssig ansættelse ved et (ikke erlagt) depot i forbindelse med en indgået lejeaftale vedrørende 6 sættevogne ("depositaet").

Klagen begrundes nærmere som følger

Ad. F1

I sommeren 1998 overdrog klageren en multitrækker (en lastvogn) til F1 Credit A/S (nu F1 Bank) ("køber").

Salgssummen for lastvognen blev aftalt til kr. 375.000,-, der blev betalt af køberen til klageren i juni måned 1998.

Den 4. juni 1998 udstedte køberen en meddelelse herom til klageren, der fremlægges som bilag 5.

Beløbet på kr. 375.000,- blev ikke tillagt moms, idet salget af lastvognen, der var udlejet på en langtidskontrakt, er afhændelse af en del af klagerens virksomhed, således at salget af den pågældende lastvogn sker uden momsmæssige konsekvenser, jf. momslovens § 8. Dette er da også bekræftet efterfølgende af køberen, jf. det med håndskrift på bilag 5 anførte.

Der er således ikke indeholdt moms i salgssummen, og klageren medtog derfor ikke nogen del heraf i momsangivelsen for den pågældende periode i 1998.

I forbindelse med udarbejdelse af årsregnskab 1998 modtog klagerens revisor bilag 5. Klagerens revisor var ikke klar over, på hvilken baggrund bilaget var udstedt. Klagerens revisor medtog derfor "momsen" af salgssummen, dvs. kr. 75.000,-, sammen med nogle andre poster som skyldig moms i årsregnskabet 1998.

Klageren hæftede sig ikke ved oplysningen i årsregnskabet, idet det ikke heraf udtrykkeligt fremgik, at kr. 75.000,- hidrørte fra salget af den nævnte lastvogn.

...

Ad. deposita

Klageren indgik som udlejer i december måned 1997 en lejeaftale med H2 Handel ApS, som lejer vedrørende udleje af i alt 6 sættevogne.

Lejeaftale fremlægges som sagens bilag 6. H2 Handel ApS er et selskab ejet af klageren.

Som det fremgår af lejeaftalen (side 2), blev det om deposita aftalt, at dette beløb ikke skulle betales. Beløbet blev da heller ikke betalt.

Sandsynligvis som følge af en fejl fra lejer, dvs. H2 Handel ApS' side, blev der alligevel udstedt en kreditnota til klageren på i alt kr. 198.000,- med tillæg af moms kr. 49.500,-, eller således i alt kr. 247.500,-.

Den omtalte kreditnota (kreditnota nr. 39933 af 31. januar 1998) fremlægges som sagens bilag 7.

Det anførte beløb er, som nævnt; aldrig blevet betalt, og idet lejer, som anført, heller ikke var forpligtet til at betale depotet, dækker kreditnotaen (fakturaen) ikke over nogen realitet.

Ved udarbejdelse af årsregnskab 1998 medtog klagerens revisor - der tilsyneladende ikke var opmærksom på lejeaftalens bestemmelser - imidlertid bl.a. salgsmoms af det pågældende beløb, dvs. kr. 49.500,- som skyldig moms.

Som anført ovenfor, hæftede klageren sig ikke ved oplysningen i årsregnskabet om skyldig moms.

..."

På Landsskatterettens forespørgsel har ToldSkat ved brev af 15. april 2002 oplyst, "at der efter ToldSkats opfattelse ikke er fremkommet nye oplysninger, der giver anledning til at genoptage afgørelsen af 13. marts 2001".

I en redegørelse af 30. september 2002 til Kammeradvokaten har ToldSkat blandt andet anført:

"Vedr. j.nr. ... H1 v/A CVR-nr....

Med henvisning til Deres brev af 23. september 2002 fremsendes hermed svar på Deres spørgsmål.

Ser man isoleret på de to bilag, så er der tale om to nye bilag i forhold til det bilagsmateriale regionen havde modtaget fra virksomheden i forbindelse med sagens afgørelse. Bilagene blev fremsendt efter sagens afgørelse og afvistes, da der efter ToldSkats opfattelse ikke var tale om nye oplysninger, der gav anledning til at genoptage afgørelsen af 13. marts 2001.

Kommentar til de to bilag

Der er i forbindelse med årsregnskaberne af virksomhedens statsautoriserede revisor udarbejdet nogle efterposteringer/reguleringer, som danner grundlag for opgørelsen af skyldig moms i årsregnskabet. Jf. nedenstående uddrag af afgørelse af 13. marts 2001 har regionen forgæves anmodet virksomheden om at foranledige dette grundlag indsendt.

Idet grundlaget for opgørelsen af den skyldige moms fortsat ikke er indsendt, er det ikke muligt på baggrund af de indsendte to bilag at konstatere eller sandsynliggøre om den i regnskabet af revisor opgjorte skyldige moms er fejlbehæftet, som anført af B.

Bilag fra F1 Credit A/S

Bilaget skal jf. brev af 01.05.2001 fra virksomheden dokumentere, at der i regnskabets opgørelse af skyldig moms fejlagtigt er beregnet udgående moms kr. 87.500 i forbindelse med at revisor fejlagtigt har betragtet et debitorskifte på en multitrækker som et køb og salg med en fortjeneste på 348.000. Regionen har ikke modtaget materiale, der kan understøtte virksomhedens påstand.

Depositumfaktura

Udstedes faktura, kreditnota eller afregningsbilag skal momsen angives i den tilhørende periode, uafhængigt af betalingen. Virksomhedens forklaring i brev af 01.05.2001 om at kreditnotaen alene har tjent som sikkerhed, og at der ikke er modtaget betaling, ændrer ikke ved, at den på kreditnotaen anførte moms skal angives som udgående moms i virksomheden. Dermed har det fremsendte bilag ikke betydning for regionens afgørelse af 13. marts 2001.

Regionen har herefter i sit svar til Landsskatteretten af 15. april 2002 konkluderet, at der efter regionens opfattelse ikke er fremkommet nye oplysninger, der giver anledning til at genoptage regionens afgørelse af 13. marts 2001."

Forklaringer

B har forklaret, at han først efter at have modtaget en rykker for momsen i august 2001 blev klar over, at den klage, han havde udarbejdet i maj 2001, ikke var modtaget i Landsskatteretten. Sagsøgerens mor døde den 12. september 2001, og i den følgende periode var der problemer i hans virksomhed som følge af stort fravær i forbindelse med svigermoderens sygdom og dødsfald.

Vedrørende lejekontrakten om trailerne og kreditnotaen fra H2 Handel ApS til A af 31. januar 1998 drejer det sig om, at A, der ejede anparterne i anpartsselskabet, havde udlejet 6 sættevogne til anpartsselskabet. Hun skulle have en skylderkendelse, som skulle bogføres i hendes regnskab og anvendes i tilfælde af anpartsselskabets konkurs til anmeldelse i konkursboet. Der er ikke betalt depositum, og det var heller ikke meningen, så kreditnotaen på 198.000 kr. med tillæg af moms 49.500 kr. er fiktiv.

Vedrørende mellemværendet med F1 Credit A/S drejer det sig om, at han og A havde kautioneret for G1 Transport ApS, som hans datter og svigersøn ejede anparter i, og som er gået konkurs. G1 transport ApS havde den bil, mellemværendet drejede sig om, og de indfriede kautionsforpligtelsen ved at overtage leasingkontrakten. Revisoren antog fejlagtigt, at beløbet indeholdt moms, og lavede regnskabet ud fra denne antagelse. Det er hans opfattelse, at ToldSkat har fået det bogføringsmateriale, regionen har bedt om. Han er ikke i besiddelse af kontrakten mellem F1 Credit A/S og G1 transport ApS.

Parternes procedure

Sagsøgeren har i første række gjort gældende, at betingelserne for genoptagelse i skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, er opfyldt. Der er således fremkommet nye oplysninger, som ToldSkat ikke tidligere har taget stilling til, idet disse oplysninger ikke var fremme i sagen, da regionen i marts 2001 traf afgørelse i sagen. Fremkomsten af de nye oplysninger skal ses i forhold til regionens afgørelse, idet der ikke senere er truffet afgørelse vedrørende sagens realitet. I øvrigt er der i redegørelsen fra sagsøgerens advokat af 19 marts 2002 anført nye oplysninger, som således er fremkommet efter landsskatterettens afgørelse af 6. november 2001.

Videre har sagsøgeren gjort gældende, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt andet udfald i sagen. Kreditnotaen vedrørende depositum burde således efter det oplyste aldrig have været udstedt, og beløbet vedrørende lastvognen indeholder ikke moms. Som følge af de personlige forhold i perioden før og efter regionens afgørelse kan det ikke lægges sagsøgeren til last, at de nye oplysninger ikke er fremkommet tidligere.

I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at betingelserne for genoptagelse i skattestyrelseslovens § 29, stk. 2, er opfyldt, idet de omstændigheder, som er anført vedrørende § 29, stk. 1, i hvert fald udgør sådanne ganske særlige omstændigheder, at sagen bør genoptages.

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse gjort gældende, at betingelserne for genoptagelse i skattestyrelseslovens § 29 ikke er opfyldt.

I første række har sagsøgte herom gjort gældende, at spørgsmålet, om der foreligger nye oplysninger, jf. § 29, stk. 1, skal vurderes i forhold til landsskatterettens afgørelse af 6. november 2001 om afvisning. Bilagene vedrørende de to påklagede forhold forelå forud for denne afgørelse. Endvidere ligger det klart, at afvisningen var berettiget.

I anden række har sagsøgte gjort gældende, at det ikke er sandsynliggjort, at sagen ville have fået et væsentligt andet udfald. Således sandsynliggør de ny oplysninger ikke, at told- og skatteregionens afgørelse er materielt forkert. Afgørelsen er truffet på grundlag af sagsøgerens årsregnskab og momsregnskab fra 1998, udarbejdet ar sagsøgerens revisor. Selv om der er en vis tvivl om, hvorvidt de fremlagte bilag vedrørende lastbilen og kreditnotaen angår momspligtige ydelser, har told- og skatteregionen ikke uden det samlede bogføringsmateriale - som sagsøgeren fortsat ikke har afleveret grundlag for at ændre sin afgørelse.

Videre har sagsøgte gjort gældende, at den sene fremkomst af de nye oplysninger må lægges sagsøgeren til last. Det fremgår således af oplysningerne fra told- og skatteregionen, at man gentagne gange har anmodet om det materiale, der dannede grundlag for momsregnskabet.

Landsrettens begrundelse og resultat

De oplysninger, sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for, at sagen ville have fået et væsentligt andet udfald, forelå ikke, da ToldSkat traf sin afgørelse. Da Landsskatterettens afgørelse af 6. november 2001 om afvisning ikke har afgjort klagen i realiteten, foreligger der således nye oplysninger jf. skattestyrelseslovens § 29, stk. 1.

De fremlagte dokumenter vedrørende mellemværendet med F1 Credit A/S og mellemværendet om lejekontrakten med H2 Handel ApS giver ikke efter deres indhold grundlag for at vurdere, om der er tale om momspligtige ydelser. Bs forklaring om baggrunden for dokumenternes udstedelse, som i nogen grad afviger fra den redegørelse, sagsøgerens advokat udarbejdede til brug for genoptagelsesanmodningen, sandsynliggør ikke, at sagsøgerens revisors opgørelse af momstilsvaret i regnskabet er forkert. Under disse omstændigheder, og da sagsøgeren ikke har efterkommet Told- og Skatteregionens anmodning om at aflevere sit bogføringsmateriale for 1998, har sagsøgeren ikke sandsynliggjort, at de nye oplysninger kunne have medført et andet udfald af sagen. Landsretten finder derfor, at betingelserne i skattestyrelseslovens § 29 for at genoptage sagen ikke er opfyldt.

Sagsøgtes påstand om frifindelse tages derfor til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger for landsretten skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale til sagsøgte med 17.000 kr.