Dato for udgivelse
04 Feb 2008 11:34
Dato for afsagt dom/kendelse
19 Jun 2007 11:23
SKM-nummer
SKM2008.110.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-174524
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Medarbejderobligationer, ligningslovens § 7A, ejere
Resumé
Skatterådet afviste, at en medarbejderobligationsordning i et statsautoriseret revisionspartnerselskab A omfatte selskabets kommanditister på lige fod med selskabets øvrige ansatte og at det havde betydning for svaret, hvorvidt kommanditisterne er medlem af selskabets bestyrelse og/eller direktion.
Reference(r)
Selskabsskatteloven
Ligningsloven § 7 A
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-1 A.B.1.10

Spørgsmål
  1. Kan en medarbejderobligationsordning i A, statsautoriseret revisionspartnerselskab omfatte selskabets kommanditister på lige fod med selskabets øvrige ansatte?
  2. Har det nogen betydning for svaret, hvorvidt kommanditisterne er medlem af selskabets bestyrelse og/eller direktion?

Svar

  1. Nej, jf. nedenfor.
  2. Nej, jf. nedenfor.

De faktiske forhold

A er et partnerselskab, der ejes af A, statsautoriseret revisionsanpartsselskab (komplementar) og selskabets ledelse (kommanditister), jf. vedlagte koncernoversigt. A er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og er underlagt aktieselskabslovens krav om skriftlige aftaler.

A's kommanditister udgør den daglige ledelse og er ansat i selskabet. Der ligger skriftlige ansættelseskontrakter mellem selskabet og kommanditisterne, som det er tilfældet med selskabets medarbejdere. Kommanditisterne hæver en fast månedsløn i henhold til ansættelseskontrakten, der registreres som løn i selskabets bogholderi og medtages som lønudgift i årsrapporten, der indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Ud over månedslønnen modtager kommanditisterne en andel af selskabets resultat som overskudsandele. Der afregnes ikke A-skat af lønnen til kommanditisterne. Skatten af lønnen og overskudsandel afregnes af hver kommanditist som B-skat.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger har ikke fremsat bemærkninger udover det i anmodningen anførte, jf. ovenfor.

Spørger er tilskrevet den 15. maj 2007 med anmodning om at fremsætte bemærkninger til udkast til afgørelse. Spørger har ikke fremsat sådanne.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad 1.

Partnerselskabets komplementar er A, statsautoriseret revisionsanpartsselskab, der hæfter med hele sin kapital for partnerselskabets forpligtelser.

Mindst en af deltagerne i partnerselskabet hæfter altså ubegrænset for partnerselskabets forpligtelser, hvilket medfører, at partnerselskabet ikke er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1 og derfor ikke er et selvstændigt skattesubjekt.

Selskabsindkomsten beskattes derimod forholdsmæssigt og som virksomhedsindkomst hos partnerselskabets kommanditister. Deltagelse i kommanditselskaber betragtes i skattemæssigt henseende som udøvelse af selvstændig virksomhed. Partnerselskabets ledelse udgør kommanditisterne i partnerselskabet. Ingen af kommanditisterne kan derfor skattemæssigt anses for ansatte i partnerselskabet. Det stemmer med den omstændighed, at partnerselskabet ikke afregner A-skat af løn og overskudsandele til kommanditisterne, der således selv forestår afregning B-skat.

Medarbejderobligationsordninger er omfattet af ligningslovens § 7A, stk. 3. Bestemmelsen retter sig mod ordninger, hvor der udloddes udbytteandele eller lignende til selskabets ansatte i form af obligationer udstedt af virksomheden. Således er alene ordninger rettet mod virksomhedens ansatte omfattet af reglerne i ligningslovens § 7A, stk. 3. Altså kan alene ansatte nyde skattefrihed efter denne bestemmelse.

Partnerselskabets ledelse er alle kommanditister i partnerselskabet og derfor ikke at betragte som ansatte, hvorfor de ikke vil være omfattet af den påtænkte medarbejdsobligationsordning, jf.  ligningslovens § 7A, stk. 3 - modsætningsvist.

Spørgsmålet bør derfor besvares benægtende.

Ad 2.

Nej, jf. besvarelsen af spørgsmål 1 i det hele. Spørgsmålet bør bevares benægtende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er under forudsætning om uændret lovgivning bindende i 5 år.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter