Dato for udgivelse
04 Feb 2008 13:05
SKM-nummer
SKM2008.112.DEP
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
2003-78-1222
Dokument type
Kommentar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag
Emneord
Fastnettelefoner, ISDN-forbindelser, erhvervsmæssig, hjemmearbejdsplads, fradrag
Resumé
Skatteministeriet kommenterer, hvorfor ministeriet i SKM2008.17.HR tog bekræftende til genmæle overfor retten til at fradrage udgifter til moms for så vidt angår telefon og dataforbindelser i relation til installationer etableret hos medarbejdere på disses arbejdspladser uden for virksomhedens adresse.
Reference(r)

Momsloven § 37, stk. 1
Momsloven § 40, stk. 2

Henvisning

Momsvejledningen 2008-1 J.1.1

Henvisning
Momsvejledningen 2008-1 J.2.3

Skatteministeriet har for Højesteret taget bekræftende til genmæle i en sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et selskab, der drev virksomhed med vikarservice, havde fuld fradragsret efter momslovens § 37 eller kun halv fradragsret efter momslovens § 40, stk. 2, for momsen af udgifterne til telefoner og ISDN-forbindelser, der var anbragt hos virksomhedens medarbejdere. Højesteret har den 19. december 2007 på denne baggrund afsagt dom i overensstemmelse med selskabets påstand for Højesteret. Dommen er offentliggjort som SKM2008.17.HR.

Højesteretsdommen indebærer, at selskabet i den af sagen omhandlede periode fra 1. januar 1998 til 30. juni 2001 får fuld momsfradragsret for de omhandlede udgifter. Ved Østre Landsrets dom af 30. maj 2007 (SKM2007.428.ØLR) fik Skatteministeriet medhold i, at selskabet i henhold til momslovens § 40, stk. 2, alene havde krav på halv fradragsret for de omtvistede udgifter. Landsretten fastslog samtidig, at ISDN-forbindelser må anses for omfattet af begrebet "telefoner" i momslovens § 40, stk. 2. Endelig fastslog landsretten, at reglen i momslovens § 40, stk. 2, ikke strider imod 6. momsdirektiv. Skatteministeriet anerkendte for landsretten, at selskabet havde fuld fradragsret for udgifter til telefoner og ISDN-forbindelser, som under den i sagen gennemførte syns- og skønsforretning viste sig at være placeret uden for medarbejdernes hjem i nogle decentrale call centre oprettet af virksomheden.

For landsretten bestred Skatteministeriet oprindelig, at selskabet havde godtgjort, at telefonerne og ISDN-forbindelserne anbragt hos medarbejderne havde været udelukkende erhvervsmæssigt anvendt. Selskabet havde ikke kontrolleret, at medarbejderne ikke anvendte forbindelserne privat, og selskabet havde heller ikke fremlagt specifikationer fra telefonselskabet, der godtgjorde, at der havde været tale om udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, eller tilsvarende objektiv dokumentation for brugen af telefon- og ISDN-forbindelserne.

Ved en fejl blev Skatteministeriets anbringende imidlertid senere under sagens forberedelse for landsretten frafaldet, og kammeradvokaten afgav en bindende proceserklæring om, at det under sagen bevismæssigt kunne lægges til grund, at telefonerne og ISDN-forbindelserne havde været udelukkende erhvervsmæssigt anvendt i virksomheden og ikke af medarbejderne privat. Skatteministeriet gjorde herefter kun gældende, at momslovens § 40, stk. 2, medfører, at der kun er halv fradragsret, uanset om telefonerne udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

Efter landsrettens dom har Skatteministeriet foretaget en fornyet vurdering af det momsretlige grundlag i sagen. Retsstillingen er efter ministeriets opfattelse følgende:

Reglen i den nugældende momslovs § 40, stk. 2, kan føres tilbage til 1969, hvor en identisk bestemmelse fremgik af § 4, stk. 3, i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 464 af 19. september 1969 om delvis fradragsret for merværdiafgift. Bekendtgørelsen var udstedt med hjemmel i 1967-momslovens § 16 stk. 2, der havde følgende ordlyd:

"Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte regler, hvorefter der til den indgående afgift kan medregnes nærmere fastsatte andele af afgiften på indkøb m.v., som ikke udelukkende vedrører omsætningen af varer og afgiftspligtige ydelser."

1967-momslovens § 16, stk. 2, gav ikke hjemmel til at fastsætte regler om begrænsning af fradragsretten for indkøb m.v., der udelukkende vedrørte den afgiftspligtige omsætning. Bekendtgørelsens regel om halv fradragsret for udgifter til telefoner anbragt hos virksomhedens medarbejdere gjaldt derfor kun, hvis der ikke (undtagelsesvis) var ført tilstrækkeligt bevis fra den afgiftspligtige persons side for udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

Reglen i den nugældende momslovs § 40, stk. 2, må forstås på samme måde, hvilket også fremgår af forarbejderne til momsloven fra 1994, hvor det anføres:

"Efter bestemmelsens stk. 2 kan afgift af udgifter til privat telefon, der også benyttes erhvervsmæssigt, under visse betingelser fradrages med halvdelen" (understreget her).

Det følger heraf, at reglen i momslovens § 40, stk. 2, ikke er til hinder for, at en virksomhed efter momslovens almindelige regler kan opnå fuld fradragsret for udgifter til telefoner, der er anbragt hjemme hos virksomhedens medarbejdere, hvis virksomheden konkret kan påvise, at telefonerne udelukkende benyttes til formål, der vedrører virksomhedens afgiftspligtige omsætning. Bevisbyrden for, at der foreligger udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, påhviler den afgiftspligtige person, da momsloven må fortolkes således, at der består en formodning for privat brug, når telefoner er anbragt hos medarbejderne.

Som sagen forelå for Højesteret, var Skatteministeriet som følge af den afgivne proceserklæring om telefon- og ISDN-forbindelsernes konkrete anvendelse i den foreliggende sag nødsaget til at tage bekræftende til genmæle for Højesteret, således at fuld fradragsret indrømmedes selskabet for den af sagen omhandlede periode, men ikke for efterfølgende perioder.

Det forhold, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle for Højesteret i den konkrete sag, skyldes således udelukkende den fejlagtigt afgivne proceserklæring og kan ikke tages som udtryk for en anerkendelse af selskabets synspunkter i sagen, herunder selskabets synspunkt om, at bestemmelsen i momslovens § 40, stk. 2, skulle stride imod 6. momsdirektiv.

Ligeledes er det fortsat Skatteministeriets opfattelse, at begrebet "telefoner" i momslovens § 40, stk. 2, omfatter ISDN-forbindelser som fastslået ved landsrettens dom. Derimod anses ADSL-forbindelser efter praksis ikke som telefoner i momslovens forstand, hvilket heller ikke var omtvistet under retssagen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter