Dato for udgivelse
19 Feb 2008 10:10
Dato for afsagt dom/kendelse
30 Jan 2008 10:03
SKM-nummer
SKM2008.164.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 423/2005
Dokument type
Dom
Emneord
Realrenteafgift, livsforsikringsbestande, overdragelse, overførsel, udskillelse, realisationssaldo
Resumé

En række livsforsikringsselskaber havde udskilt forsikringsbestande til datterselskaber i medfør af successionsreglen i den dagældende § 8 a i realrenteafgiftsloven (jf. § 18 i den gældende pensionsafkastbeskatningslov). Som følge af udskillelsen af forsikringsbestande skulle realisationssaldoen i henhold til realrenteafgiftslovens § 4, stk. 4, fordeles på de pågældende selskaber.

Selskaberne havde fordelt realisationssaldoen i samme forhold som de afgiftspligtige obligationer, hvilket - som følge af skævdeling af obligationerne - indebar en samlet reduktion af den afgiftsforpligtelse, som hidtil havde påhvilet moderselskaberne. En fordeling svarende til fordelingen af livsforsikringshensættelserne ville derimod være afgiftsneutral. På den baggrund og idet fordelingen af livsforsikringshensættelserne afspejlede fordelingen af forsikringsbestande mellem moder- og datterselskaber, var den af skattemyndighederne valgte fordeling efter livsforsikringshensættelserne den, der fulgte af lovens ordlyd og formål. Den almindelige kompetenceregel i RAL § 18 (jf. § 27 i den gældende pensionsafkastbeskatningslov) gav fornøden hjemmel til korrektion af selskabernes aftale om fordelingen af realisationssaldoen i forbindelse med afgiftsansættelsen.

Finanstilsynets tilladelse til overdragelse af forsikringsbestandene og den aftalte fordeling af aktiver og passiver, herunder fordelingen af realisationssaldoen, afskar ikke skattemyndighederne fra efterfølgende korrektion af den aftalte fordeling af realisationssaldoen, idet Finanstilsynet skulle iagttage andre hensyn end realrenteafgiftsmæssige.

Ligningsrådets tilladelse til anvendelse af reglerne om skattefri tilførsel af aktiver efter reglerne i fusionsskatteloven ved den af parterne aftalte fordeling af aktiver og passiver, herunder fordelingen af realisationssaldoen, kunne heller ikke tages som udtryk for en anerkendelse af, at fordelingen af realisationssaldoen i selskabernes åbningsbalance var i overensstemmelse med realrenteafgiftsloven. Derfor var Ligningsrådet heller ikke afskåret fra - efterfølgende - i egenskab af den kompetente afgiftsmyndighed at korrigere den aftalte fordeling af realisationssaldoen med henblik på at bringe afgiftsansættelsen i overensstemmelse med realrenteafgiftslovens § 8 a.

(Stadfæstelse af SKM 2005.445.ØLR)

Reference(r)

Realrenteafgiftslovens § 4, stk. 4 (dagældende)
Realrenteafgiftsloven § 8a (dagældende)
Pensionsafkastbeskatningsloven § 18
Forsikringsvirksomhedsloven § 157
Fusionsskatteloven § 15 c

 

Henvisning

Beskatning af pensionsafkast 2007, E.1.2


Parter

Forsikringsselskabet H1 A/S,
A/S Forsikringsselskabet H2,
A/S Forsikringsselskabet G1,
A/S Forsikringsselskabet G2,
A/S Forsikringsselskabet G3 og
F1 Pensionsforsikringsselskab A/S (tidligere FX Pensionsforsikringsselskab A/S)
(advokat Hans Severin Hansen for alle)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Asbjørn Jensen, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Jens Peter Christensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 29. september 2005.

Påstande

Appellanterne, Forsikringsselskabet H1 A/S, A/S Forsikringsselskabet H2, A/S Forsikringsselskabet G1 A/S Forsikringsselskabet G2, A/S Forsikringsselskabet G3 og F1 Pensionsforsikringsselskab A/S, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Parterne er enige om, at det ikke kan lægges til grund, at et brev, der svarer til Told- og Skattestyrelsens brev af 27. juli 1995 til Tryg, er sendt til Codan og Hafnia.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter realrenteafgiftslovens § 8 a succederer den fortsættende institution i den overdragende institutions realrenteafgiftsmæssige stilling. Bestemmelsen angiver ikke udtrykkeligt, hvordan realisationssaldoen skal fordeles i tilfælde, hvor en realrenteafgiftspligtig institution overdrager en del af sin livsforsikringsbestand til en anden realrenteafgiftspligtig institution. Højesteret finder af de grunde, der er anført af landsretten, at den af skattemyndighederne valgte fordeling følger af loven og dens formål. Højesteret finder endvidere, at realrenteafgiftslovens § 18 indeholder den fornødne hjemmel til, at skattemyndighederne kan korrigere en aftalt fordeling af realisationssaldoen.

Finanstilsynets tilladelse til selskabernes overdragelse af livsforsikringsbestandene efter lov om forsikringsvirksomhed § 157 afskar ikke skattemyndighederne fra efterfølgende at korrigere den aftalte fordeling af realisationssaldoen, idet tilsynet, som anført af landsretten, skulle iagttage andre hensyn end realrenteafgiftsmæssige.

Efter fusionsskattelovens § 15 c skulle Ligningsrådet give tilladelse til tilførsel af aktiver til et selskab. Ligningsrådet skulle påse opfyldelsen af det såkaldte grenkrav, hvorefter de aktiver og passiver, der blev tilført selskabet, ud fra et organisatorisk synspunkt skulle udgøre en samlet enhed, der kunne fungere ved hjælp af egne midler. Ved overførslen af aktiver og passiver til de nydannede forsikringsselskaber udgjorde den opdelte hensættelse til betaling af udskudt realrenteafgift en ubetydelig andel heraf, der var uden væsentlig betydning for Ligningsrådets vurdering af grenkravet. Det må lægges til grund, at Ligningsrådet ikke foretog en vurdering af, om fordelingen af realisationssaldoen var i overensstemmelse med realrenteafgiftsloven. Højesteret finder, at Ligningsrådet ej heller var forpligtet hertil. Det bemærkes herved, at Ligningsrådet først i 1997 skærpede praksis i relation til fusionsskattelovens § 15 c, således at der i tillæg til grenkravet ville blive lagt vægt på skatte- og afgiftsmæssige hensyn ved afgørelse om tilladelse.

På denne baggrund finder Højesteret, at Ligningsrådets tilladelse ikke kan tages som udtryk for, at fordelingen af realisationssaldoen i selskabernes åbningsbalance var opgjort i overensstemmelse med realrenteafgiftsloven. I hvert fald under de anførte omstændigheder er Ligningsrådets tilladelse ikke til hinder for, at skattemyndighederne kan korrigere den aftalte fordeling. Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at foretage de afgiftsmæssige korrektioner, der fulgte af den ovenfor nævnte forståelse af realrenteafgiftslovens § 8 a.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Forsikringsselskabet H1 A/S og A/S Forsikringsselskabet H2 solidarisk betale 800.000 kr. til Skatteministeriet.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A/S Forsikringsselskabet G1 A/S Forsikringsselskabet G2 og A/S Forsikringsselskabet G3 solidarisk betale 200.000 kr. til Skatteministeriet.

I sagsomkostninger for Højesteret skal F1 Pensionsforsikringsselskab A/S betale 1 mio. kr. til Skatteministeriet.

Samtlige appellanter hæfter solidarisk for betaling af sagsomkostninger for Højesteret til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter