Dato for udgivelse
30 Apr 2008 15:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
08 Apr 2008 14:47
SKM-nummer
SKM2008.392.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1620-0038
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Opkrævning af registreringsafgift, norsk indregistreret bil
Resumé

En norsk indregistreret bil skulle berigtiges med dansk registreringsafgift, efter at ejer havde taget bopæl i Danmark.

Reference(r)

Registreringsafgiftloven § 1
Registreringsafgiftloven § 3 c
Bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 § 16


Klagen vedrører opkrævning af registreringsafgift på norsk indregistreret bil.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har for perioden 1. september 2006 til 30. april 2007, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, § 3 c og § 19, stk. 3, afkrævet klageren en afgift på 16.701 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKAT's afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren har taget midlertidigt ophold i Danmark, hvor han har indgået en kontrakt som professionel fodboldspiller. Kontraktperioden er på mere end 1 år. Klageren blev tilmeldt Folkeregistret den 1. august 2006.

Klageren har benyttet en norsk indregistreret VW Golf til kørsel i Danmark.

Den 15. maj 2007 holdt klageren og SKAT et møde. Klageren forklarede på mødet, at bilen er indregistreret i hans faders navn, men at klageren har ejet bilen siden 2004. Han tog bilen med til Danmark i forbindelse med flytningen. Klageren oplyste, at bilen kom til Danmark i forbindelse med et flyttelæs den 11. september 2006. På mødet oplyste klageren endvidere, at han fremover ikke ville benytte bilen i Danmark.

Bilens handelsværdi er af SKAT's motorkompetencecenter fastsat til ca. 265.000 kr. Afgiften udgør 161.670 kr. heraf.

Bilen blev solgt med overtagelse den 22. juni 2007 for 216.000 norske kroner. Ifølge klageren svarer beløbet til 197.000 danske kroner. Der er fremlagt kontrakt.

Skattecentrets afgørelse

Klageren er blevet afkrævet 16.701 kr. i registreringsafgift for perioden 1. september 2006 til 30. april 2007 efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, § 3 c og § 19, stk. 3.

Klageren har taget ophold i Danmark, og blev tilmeldt Folkeregistret den 1. august 2006. Opholdet i Danmark skyldes en kontrakt på over et år som professionel fodboldspiller.

Det er herefter SKAT's opfattelse, at klageren har taget bopæl med den virkning, at hans køretøj skal registreres i Danmark. Køretøjet er således afgiftspligtigt. Da klagerens ophold i Danmark kan anses for midlertidigt, ville han kunne søge om tilladelse til at betale afgiften i rater.

Tages udgangspunktet i en benyttelsesperiode på 7 måneder, skulle klageren have betalt følgende, hvis han havde søgt om og fået tilladelse til at betale afgiften ratevis:

Bilens handelspris:

 

265.000 kr

 

Afgift heraf:

 

161.670 kr

 

1. kvartal, 3% af 161.670 kr:

4.850 kr

Tillæg, 1,5% af 156.820 kr:

2.352 kr

   

2. kvartal, 3% af 161.670 kr:

4.850 kr

Tillæg, 1,5% af 151.970 kr:

2.280 kr

   

7. måned, 1% af 161.670 kr:

1.617 kr

Tillæg, 0,5% af 150.353 kr:

750 kr

   

I alt

16.701 kr

Da klageren har forklaret, at bilen ikke længere vil blive benyttet i Danmark, har SKAT besluttet ikke at opkræve depositum.

Der er henvist til registreringsafgiftslovens §§ 1, 3 c og 19 samt bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 § 16.

SKAT har i en udtalelse til klagen bemærket, at SKAT har ansat benyttelsesperioden til 7 måneder. Det er SKAT's opfattelse, at benyttelsesperioden skal have virkning fra det tidspunkt, hvor klageren tager ophold i Danmark.

SKAT har vedrørende værdiansættelsen bemærket, at klageren ikke har påklaget motorkompetencecentrets afgørelse herom. Det er endvidere bemærket, at salgsprisen for bilen ikke har relevans for afgørelsen.

Endelig har SKAT bemærket, at der er taget hensyn til den usikkerhed, der kan være om de danske afgiftsregler, når en udlænding flytter til Danmark. Sagen er således tilladt afgjort med efterbetaling efter de lempelige regler i registreringsafgiftslovens § 3 c, selvom der ikke var søgt om tilladelse, inden bilen blev taget i brug. Det er vurderet, at unddragelse ikke kunne tilregnes klageren som begået ved grov uagtsomhed eller forsætligt. Der er ikke rejst krav om straf.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om nedsættelse af den ansatte registreringsafgift.

Bilen er blevet anvendt til kørsel mellem klagerens bopæl og træningsområdet i en periode på ca. 5 måneder. Bilen kørte i alt 2500 km i perioden.

Det er ikke korrekt, når SKAT i sin afgørelse skriver, at bilen er blevet benyttet i Danmark i 7 måneder. I perioder har bilen ikke været benyttet i Danmark, idet klageren har været i Norge.

Klageren fik først at vide, at han ikke kunne benytte sin bil i Danmark, i starten af april 2007. Ingen havde underrettet ham om dette. Han havde ellers været i kontakt med SKAT og Folkeregistret i forbindelse med flytningen til Danmark. Heller ikke klagerens fodboldagent eller fodboldklub havde orienteret ham herom.

Havde klageren vidst, hvordan det forholdt sig, ville han fra start have solgt bilen i Norge og købt en ny i Danmark. Det vil være urimeligt, hvis han skal betale dobbelt afgift på en brugt bil. Klageren har i efteråret 2007 købt en ny bil på danske nummerplader.

SKAT's værdiansættelse af klagerens VW Golf til 265.000 danske kroner, må svare til den pris, som VW-forhandlere i Danmark prøver at få. Klageren var afhængig af at sælge bilen privat og fik kun 216.000 norske kroner for den, svarende til 197.000 danske kroner. Der er fremlagt kontrakt.

Det er ikke rimeligt, at SKAT værdiansætter bilen så højt. SKAT bør foretage et fornuftigt skøn og reducere kravet betragteligt set i lyset af, at klageren ikke var blevet orienteret om reglerne vedrørende biler i Danmark. Det er ikke rimeligt at skulle betale 16.701 kr. for at have kørt 2500 km i Danmark over 5 måneder.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Der skal betales registreringsafgift af blandt andet biler. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 om benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark § 16, at hvis ejeren (brugeren) af et registreringspligtigt køretøj, der er indført fra udlandet, ved indrejsen tager bopæl i Danmark, skal køretøjet enten registreres eller samtlige dets nummerplader afleveres til politiet inden 14 dage efter, det er blevet indført.

Vedrørende betalingen af afgiften fremgår følgende af registreringsafgiftslovens § 19:

I tilfælde, hvor det ikke efter § 15 påhviler en registreret virksomhed at svare afgift af et køretøj, skal afgiften være betalt til told- og skatteforvaltningen, forinden køretøjet anmeldes til registrering eller anmeldelse af ejerskifte for køretøjet finder sted, jf. dog § 3 a, § 3 b, stk. 3, og § 3 c, eller inden køretøjet tages i brug efter reparation eller ombygning.

Stk. 2. For betaling af afgift hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet registreres, jf. dog § 3 a, stk. 4.

Stk. 3. Såfremt et køretøj i strid med færdselslovens bestemmelser ikke er registreret, påhviler afgiften den, der er pligtig at lade det registrere.

Hvor der sker registrering med henblik på en tidsbegrænset anvendelse her i landet, og motorkøretøjet tilhører en udlænding, som benytter køretøjet her i landet under et tidsbegrænset ophold, kan den pågældende ansøge om tilladelse til ratevis betaling af afgiften. Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 c, stk. 1 og 2.

Klageren har i forbindelse med sin flytning til Danmark indført sin VW Golf fra Norge. Han har taget bopæl i Danmark, og opholdet kan anses for midlertidigt. Klageren må på den baggrund anses at være registreringsafgiftspligtig af sin norsk indregistrerede bil efter bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 om benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark § 16 og registreringsafgiftslovens § 1, og han kunne have ansøgt om tilladelse til ratevis betaling af afgiften efter registreringsafgiftslovens § 3 c.

Med hensyn til længden af den periode, hvori klageren må anses registreringsafgiftspligtig, må det afgørende antages at være, hvor klageren har haft bopæl. Eventuelle ferier uden for Danmark kan således ikke tillægges betydning. Der er således ikke grundlag for at reducere den periode, hvori klageren må anses at være pligtig at betale registreringsafgift.

Motorkompetencecentret har den 20. juni 2007 truffet afgørelse vedrørende bilens værdifastsættelse. Da afgørelsen fra motorkompetencecentret ikke er blevet påklaget, findes det at være korrekt af SKAT at lægge værdiansættelsen fra motorkompetencecentret til grund for beregningen af afgiftsbeløbet.

SKAT må på denne baggrund anses at have foretaget en korrekt beregning af registreringsafgiften.

Det kan ikke tillægges vægt, at klageren ikke er blevet oplyst om reglerne på et tidligere tidspunkt.

Landsskatteretten stadfæster SKAT's afgørelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter