Dato for udgivelse
04 Jun 2008 10:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
24 May 2007 12:57
SKM-nummer
SKM2008.511.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
6. afdeling, S-4147-06
Dokument type
Dom
Emneord
Pant, mærkning, markedsføring, adgang, lokaler
Resumé

T var i byretten dømt for 7 tilfælde at have markedsført engangsemballager, selv om disse ikke var pantmærket eller ikke pantmærket korrekt. For disse overtrædelser idømte byretten T en bøde på 35.000 kr., svarende til 7 gange normalsatsen for førstegangsovertrædelser.

Landsrettens flertal (2 dommere) fandt ikke, at varer der befandt sig i baglokale kunne anses for at være markedsført, jf. definitionen i bekendtgørelsens § 2, nr. 17. Disse dommere lagde i den forbindelse vægt på politiassistents vidneudsagn om, at kunder ikke havde adgang til baglokalet og stemte derfor for at frifinde T for 3 af forholdene.

En dommer lagde et andet vidnes forklaring til grund og fandt det godtgjort, at der var direkte adgang til baglokalet. Denne dommer stemte derfor T skyldig i alle 7 forhold.

T blev således fundet skyldig i 4 tilfælde med overtrædelser, og Landsretten nedsatte bøden for disse overtrædelser til 20.000 kr.

Reference(r)

Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 3

Bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 med ændringer

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Henrik Karl Nielsen, besk.).

Afsagt af landsdommerne

Karen-Anke Tørring, K, Wiingaard og Peter Pagh (kst.)

----------

Byrettens dom af 2. november 2006, SS 6.11222106 og SS 6.22270106

Sagens baggrund og parternes påstande.

Anklageskrift er modtaget den 6. april 2006.

T er tiltalt for overtrædelse af

1

Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1, nr. 10. jf. § 55 stk. 1

ved den 21. juni 2005, som indehaver af kiosken H1 med tilhørende lagerlokaler, at have markedsført 1343 stk. engangsemballager, selv disse ikke var pantmærket.

2

Miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. stk. 1, nr. 10, jf. § 55, 1

ved den 14. juli 2005, som indehaver af kiosken H1 med tilhørende lagerlokaler, at have markedsført 1106 stk. engangsemballager, selv om disse ikke var pantmærket.

3

Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1, nr. 10. jf. § 55 stk. 1

ved den 17. juli 2005, som indehaver af kiosken H1 med tilhørende lagerlokaler, at have markedsført 3220 stk. engangsemballager, selv om disse ikke var pantmærket.

4.

Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1, nr. 10. jf. § 55 stk. 1

ved den 31. juli 2005, som indehaver af kiosken H1 med tilhørende lagerlokaler, at have markedsført 564 stk. engangsemballager, selv om disse ikke var pantrnærket.

5

Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1, nr. 10. jf. § 55 stk. 1

ved den 3, august 2005, som indehaver af kiosken H1 med tilhørende lagerlokaler, at have markedsført 360 stk. engangsemballager, selv om disse ikke var pantmærket.

6

Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1, nr. 10. jf. § 55 stk. 1

ved den 9. november 2005, som indehaver af kiosken H1 med tilhørende lagerlokaler, at have markedsført 609 stk. engangsemballager, selv om disse ikke var pantmærket.

7

Færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 55 stk. 1,

ved den 5. maj 2006 kl. 21.45 som fører af personbil med reg.nr. ... at have benyttet håndholdt mobilteIefon under kørslen.

8

Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1, nr. 10. jf. § 55 stk. 1

ved den 13. juni 2006, som indehaver af kiosken H1 med tilhørende lagerlokaler, at have markedsført 2133 stk, engangsemballager, selv om disse ikke var pantmærket.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har påstået frifindelse i det ikke erkendte omfang og i øvrigt rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent V.1, V.2 og V.3.

Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring

"Tiltalte forklarede indledningsvis, at han har arbejdet siden 1993, men blev i 2004 syg på grund af stress. 3 måneder senere fik han arbejde, idet han forpagtede kiosken. Han har gæld til banken, men ønsker fortsat at arbejde. Han kan erkende, at have begået nogle fejl, men mener ikke at det er rimeligt, at han skal betale en bøde af den størrelsesorden, anklagemyndigheden har anført. De gange politiret har været der, har de fundet pantmærker på de fleste af varerne.

Ad forhold 1

Tiltalte nægtede sig skyldig. Tiltalte forklarede, at han den dag havde nogle ikke- pantmærkede varer i sit baglokale. Det var tilladt før den 1. juli 2005. Varerne i forretningen var pantmærket, men han ved ikke om stregkoden passede. Han tror, det var en politimand ved navn PM, der var i forretningen sammen med en kvindelig kollega. PM kom helt ind i det andet baglokale, hvor han efter tiltaltes opfattelse ikke havde noget at gøre, og da tiltaltes advokat NN bad ham gå, fordi han var der uden dommerkendelse, forlod han baglokalet.

Ad forhold 2

Tiltalte nægtede sig skyldig. Tiltalte forklarede, at han ikke kan huske, om han fra sin bror har fået at vide, at politiet kom den 14. juli 2005.

Ad forhold 3

Tiltalte erkendte sig skyldig. Tiltalte forklarede, at det var første gang de kom fra ToldSkat. Det er korrekt, at han i baglokalet havde varer uden pantmærker, og det er også korrekt, at mange af varerne i forretningen var påsat forkert pantmærke. Han havde købt varerne af forskellige leverandører, og han havde også købt rullerne med pantmærker af leverandørerne. Han havde fået at vide, at mærkerne mod A- pant skulle sidde på dåserne og mærkerne med C- pant på 2-liters flaskerne. Han havde ikke fået at vide, at stregkoderne skulle passe efter, hvilke produkter der var tale om. Medarbejderen fra ToldSkat fortalte ikke om reglerne. Han beslaglagde alle varerne både i forretningen og i baglokalet. Tiltalte har efterfølgende indløst varerne fra Dansk Retursystem ved at betale for panten, og han konstateret, da varerne kom tilbage, at 2-liters flaskerne var påsat de korrekte pantmærker. Han har en sag hos Dansk Retursystem vedrørende dette.

Ad forhold 4

Tiltalte erkendte sig skyldig. Tiltalte forklarede, at han selv var ude at rejse. Hans bror passede forretningen. Han har fra sin bror fået oplyst, at det er korrekt, at der den pågældende dag var varer uden pantmærker såvel i forretningen som i baglokalet.

Ad forhold 5

Tiltalte erkendte sig skyldig. Tiltalte forklarede, at dette forhold svarer til forhold 4.

Ad forhold 6

Tiltalte erkendte sig skyldig. Tiltalte forklarede, at han godt kan erkende. at der var et antal upantmærkede varer. Han har ikke selv optalt antallet, men mener ikke at det var særlig mange kasser, det drejede sig om.

Ad forhold 7

Tiltalte erkendte sig skyldig.

Ad forhold 8

Tiltalte erkendte sig skyldig. Tiltalte forklarede, at det er korrekt, at varerne ikke var pantmærket.

Tiltalte forklarede supplerende, at han blev registreret som importør i januar eller februar i år"

Vidnet politiassistent V.1 har til retsbogen afgivet følgende forklaring

"Vidnet forklarede ad forhold 1, at hun den 21. juni 2005 udførte en kontrol i H1 sammen med sin kollega PM. De fandt drikkevarer uden pantmærkning i hele forretningslokalet. Der var et stort køleskab i mandshøjde og der var kølemontre med drikkevarer uden pantmærker.

Endvidere stod der rammer på gulvet, 2-liters flasker og løse dåser, ligeledes uden pantmærkning. De var ikke i baglokalet for at se efter varer. Ejeren var ikke til stede, da de kom, og de blev budt indenfor i baglokalet af ekspedienten, efter at de havde foretaget optællingen. Ekspedienten ringede til ejeren, der kom og var stærkt utilfreds med politiets tilstedeværelse. Han tilkaldte derfor sin advokat, og vidnet og hendes kollega blev på stedet, indtil advokaten kom. I mellemtiden fortalte de ejeren om reglerne for pantmærkning. De vejledte også advokaten herom, og fortalte hvem de var.

Vidnet forklarede ad forhold 2, at de også denne dag foretog en kontrol. Det er korrekt, at de fandt de varer, der er anført i anmeldelsesrapport fortsat.

Varerne var alle sammen i selve forretningslokalet og var ikke påsat pantmærker. Til stede denne dag var kun samme ekspedient som i forhold 1. Hun fik efterfølgende vist nok dagen efter kontakt pr. telefon til tiltalte, der blev sigtet for forholdet."

Vidnet V.2 har til retsbogen afgivet følgende forklaring

"Vidnet forklarede ad forhold 3, at det er korrekt at han deltog i en kontrol den 17. juli 2005. De fandt varer både i forretningen og i baglokalet. Varerne i forretningen var påført pantmærker, men de var påført forkert, og varerne i baglokalet var uden pantmærker. Han talte med tiltalte og forklarede grundigt, hvordan man skulle foretage afmærkning, samt at det er importøren, der skal foretage afmærkningen. Han havde indtryk af, at tiltalte havde forstået vejledningen. Kontrollen varede et par timer og varerne blev beslaglagt efter miljølovens regler.

Foreholdt tiltaltes oplysning om, at det efterfølgende viste sig, at 2-liters flaskerne var korrekt mærket, forklarede vidnet, at også 2-liters flaskerne efter hans opfattelse var forkert mærket, da de beslaglagde dem.

Vidnet forklarede ad forhold 4, at de denne dag fandt de helt upantmærkede varer i et baglokale med køleskab samt i et lagerrum bag baglokalet. Der er adgang direkte fra forretningslokalet til det første baglokale.

Vidnet forklarede ad forhold 5, at lageret G1 er nogle lokaler, der ligger 20 meter fra forretningen, hvor det er muligt let at gå hen i en kælder og hente varerne. ToldSkat havde fået en anmeldelse om, at H1 havde varer på dette lager. De varer, de fandt den pågældende dag, alle de nævnte steder, havde ingen pantmærkninger.

Vidnet forklarede ad forhold 6, at de påny fandt varer uden pantmærker i køleskabet i baglokalet samt i lager lokalet der var i tilknytning til baglokalet."

V.3 har til retsbogen afgivet følgende forklaring

"Vidnet forklarede ad forhold 8, at han den 13. juni foretog kontrol i H1. Forretningen var særligt udsøgt på grund af de tidligere sager, der havde været, og der skulle derfor foretages et genbesøg. I forretningens køleskab fandt de et lille antal energidrik afmærket G2, der var sorte og ikke var påført dansk pantmærke men derimod svensk. I baglokalet og i baglokalets køleskab var endvidere en række dåser uden pantmærke. Han talte med tiltalte og forklarede reglerne påny. Tiltalte forklarede ham, at han netop havde fået varerne leveret, men han kunne ikke fremlægge dokumentation for leverancen. Han oplyste, at fakturaen allerede var hos revisoren. I baglokalet var der blandt andet nogle paller, og det så ud, som om der var taget enkelte rammer fra pallerne. Det er korrekt, at han efterfølgende har været i kontakt med firmaet G2 om leverancen af varerne med svensk pantmærke. De oplyste, at der var tale om en fejl."

Oplysningerne i sagen

Der er forevist billeder optaget i forbindelse med nogle af kontrollerne.

Personlige oplysninger

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter pantbekendtgørelsens § 55 skal pantmærkerne påføres af producenten eller importøren, mens bekendtgørelsens § 95 fastslår, at det er strafbart at markedsføre varer i engangsemballager, der ikke er forsynet med de pantmærker, der er krævet i bekendtgørelsen. Det afgørende er ikke, om varerne befinder sig i et forretningslokale eller i et baglokale, men om der sker markedsføring af varer uden korrekt pantmærke.

Forhold 1-2

Efter tiltaltes forklaring og vidneforklaringen fra V.1 er det bevist, at der i tiltaltes forretning ved kontrol henholdsvis den 21. juni 2005 og den 14. juli 2005 var upantmærkede varer som anført i anklageskriftet. Retten finder på dette grundlag, at tiltalte er skyldig i disse forhold.

Forhold 3-6

Efter tiltaltes forklaring og vidneforklaringen fra V.2 er det bevist, at tiltalte dels i forretningen dels i lagerlokaler i tilknytning til forretningen, hvorfra det var muligt at hente varer, havde upantmærkede varer som anført i anklageskriftet. Retten finder derfor også tiltalte skyldig i disse forhold.

Forhold 7

Ved tiltaltes erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Forhold 8

Efter tiltaltes erkendelse og vidneforklaringen fra V.3 er det bevist, at tiltalte på ny den 13. juni 2006 var i besiddelse af upantmærkede varer. Under henvisning til, at der var direkte adgang fra baglokalerne, hvor varerne var placeret, til forretningslokalet, og til at varerne i baglokalet ikke var pantmærket, har retten ikke lagt vægt på, at tiltalte inden dette tidspunkt var blevet registreret som importør og derfor var berettiget til selv at påføre pantmærker. Det er derfor ligeledes bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.

Straffen fastsættes til en bøde på 35.500 kr., jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1. nr. 10. jf. § 55, stk. 1, og færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 55a, stk. 1.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.

Retten har ved bødefastsættelsen lagt vægt på, at tiltalte i 5 tilfælde fra den 21. juni til den 3. august 2005 har været ansvarlig for markedsføring af engangsemballager, der ikke var pantmærket, eller ikke var korrekt pantmærket. Tiltalte har endvidere ved kontroller den 9. november 2005 og den 13. juni 2006 på ny været ansvarlig for markedsføring af engangsemballager uden korrekt pantmærkning. Under henvisning til antallet og omfanget af disse forhold samt under henvisning til vidnernes forklaring om, at de har vejledt tiltalte om reglerne for pantmærkning, finder retten, at der er tale om sådanne skærpende omstændigheder, at der er grundlag for at foretage en fuldstændig kummulation således at bøden for overtrædelse af pantbekendtgørelsen fastsættes til 7 gange standardbøden for en førstegangsovertrædelse af denne bekendtgørelse. Retten har ved fastsættelsen af straffen ikke lagt vægt på tiltaltes oplysning om, at det efterfølgende viste sig, at nogle af varerne i forhold 3 faktisk var påført de korrekte pantmærker, eller at lageret, hvor nogle af varerne i forhold 5 befandt sig, var længere væk fra forretningen end oplyst af vidnet.

Straffen for overtrædelse af færdselsloven er i overensstemmelse med færdselslovens § 118 a, stk. 3, sammenlagt med straffen for overtrædelse af de øvrige forhold.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med en bøde på 35.500 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dagen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Østre Landsrets dom af 24. maj 2007, 6. afdeling, S-4147-06

Byrettens dom af 2. november 2006 (SS 6.11222/06 og SS 6.22270/06) er anket

af T med påstand om frifindelse i forhold 3-6 og 8 samt i øvrigt formildelse

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der i det væsentlige har forklaret som for byretten. Der er endvidere afgivet supplerende forklaring af vidnet politiassistent V.1.

V.1 har supplerende forklaret blandt andet, at kontrollen den 21. juni 2005 og 14. juli 2005 alene omfattede butikslokalet, da der ikke var adgang for kunder til baglokalet. De optalte kun det, der stod til salg, dvs. alt det der stod fremme i butikslokalet. Tiltalte blev indskærpet, at der skal være pantmærke på alt, der står i butikslokalet, men ikke at det gjaldt baglokalet.

De i byretten af vidnerne V.2 og V.3 afgivne forklaringer dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Procedure

Tiltalte har som begrundelse for frifindelse for forhold 3-6 og forhold 8 gjort gældende, at forbuddet mod markedsføring af ikke pantmærket emballage ikke omfatter besiddelsen heraf. I forhold 4-6 er manglende pantmærkning alene blevet fundet i baglokalet, hvortil offentligheden ikke havde adgang. I forhold 3 og forhold 8 er der i butikslokalet kun fundet et mindre ikke nærmere opgjort antal emballage uden mærkning, og til støtte for frifindelse i forhold 8 har tiltalte yderligere anført, at han på gerningstidpunktet var blevet blevet registeret som importør.

Landsrettens begrundelse og resultat

To voterende udtaler

Efter den gældende bekendtgørelse nr. 113 af 1. februar 2007 om pant på og indsamling m.v. af emballage til øl og visse læskedrikke § 2, nr. 17, er "markedsføring" defineret som: "Salg udlevering og overdragelse af emballager omfattet af denne bekendtgørelse samt reklame for disse emballager. Det er endvidere markedsføring at have emballage omfattet af bekendtgøreIsen, udbudt til salg i en butik, mobile lagre eller, festivaler, i auktionshuse m.v."

I forholdene 1, 2, 7 og 8 har tiltalte erkendt, at der i forretningslokalet forefandtes ikke pantmærket emballage og i overensstemmelse hermed findes tiltalte at have markedsført emballagen. Tiltalens rigtighed er derfor godtgjort for disse forhold.

Under hensyn til vidnet V.1s forklaring om, at der ikke var adgang for kunder til baglokalet, findes den upantmærkede emballage, der befandt sig i dette lokale og i lagerlokalerne i tilknytning til forretningen, ikke at være markedsført og disse dommere stemmer derfor for at frifinde tiltalte for forhold 4-6.

En voterende udtaler

Jeg lægger vidnet "V.2s forklaring til grund og finder det godtgjort, at der var direkte butiksadgang til baglokalet, Jeg finder derfor tiltalens rigtighed godtgjort for alle otte forhold.

Efter afstemningsresultatet findes tiltalte skyldig som angivet af flertallet.

Der er enighed om at fastsætte straffen til en bøde på 20.500 kr. og om at stadfæste bestemmelsen om forvandlingsstraf.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at han straffes med en bøde på 20.500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter