Dato for udgivelse
21 Jul 2008 14:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Jun 2008 09:32
SKM-nummer
SKM2008.626.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, B-724-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Fradrag, renteudgifter, renter, reel, lån, fond, Stiftung, Liechtenstein, forfalden, tilbagebetalt, legater, gaver
Resumé

Rentefradrag nægtet pga. manglende bevis for reelt gældsforhold.

Sagsøger havde på et tidspunkt stillet sikkerheder for lånet.

Lånet blev endvidere senere tilbagebetalt til fonden i Liechtenstein.

Reference(r)
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-3 A.E.1.1.1

Parter

A
(advokat Lars Nyerup Vistesen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)

Afsagt af landsdommerne

Kaspar Linkis, Gitte Rubæk Pedersen og Lena Falk (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 12. marts 2003, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, kan fratrække renteudgifterne af et lån hos en fond i Liechtenstein i den skattepligtige indkomst i indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

A har nedlagt påstand om at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at A' skattepligtige indkomst nedsættes for indkomståret 1995 med 749.425 kr., for indkomståret 1996 med 843.485 kr. og for indkomståret 1997 med 949.350 kr.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

A fratrak i indkomstårene 1995, 1996 og 1997 henholdsvis 749.425 kr., 843.485 kr. og 949.350 kr. som renteudgifter på et lån fra G1 Stiftung. Efter at Skatteankenævnet havde tilladt, at skatteadministrationen havde ændret A' skatteansættelse, idet man ikke godkendte rentefradragene, blev Skatteankenævnets afgørelse indbragt for Landsskatteretten.

Landsskatterettens kendelse af 13. december 2002

Landsskatteretten afsagde den 13. december 2002 en kendelse vedrørende to forhold:

1) fradrag for renteudgifter og 2) personlig andel af bildrift og befordringsfradrag. I Landsskatterettens kendelse er anført følgende vedrørende fradrag for renteudgifter:

"...

Det er oplyst, at klageren har modtaget visse beløb fra G1 Stiftung, der er en liechtensteinsk stiftelse oprettet af klagerens onkel, BA, der afgik ved døden den 26.4.1998, og dennes venner, CC og DD, der afgik ved døden henholdsvis den 6.8.1992 og den 4.11.1997. DD og BA var universalarvinger efter CC, BA var universalarving efter DD, og klageren var universalarving efter BA.

Klageren har underskrevet et lånedokument af 27.5.1993, hvoraf fremgik, at lånet var på 5.000.000 kr. Lånet var afdragsfrit i 5 år fra den 1.6.1993, således at det forfaldt i sin fulde udstrækning den 1.6.1998. Det skulle forrentes med en rente på 12% p.a., idet renterne efter klagerens valg kunne enten betales eller tillægges hovedstolen på det ydede lån. Lånet har herefter udviklet sig således, idet klageren i hele perioden har valgt, at renterne skulle tillægges hovedstolen:

 

Rente

Saldo pr. 31.12.

Lån pr. 27.5.1993

 

5.000.000

1993

305.244

5.305.244

1994

665.855

5.971.099

1995

749.425

6.720.524

1996

843.485

7.564.524

1997

949.350

8.513.359

1998

430.776

8.944.135

Det er oplyst, at der den 28.5.1993 blev tinglyst et ejerpantebrev på 6 mio.kr. til fordel for G1 Stiftung.

Ved gældsbrev af 28.5.1998 erkendte klageren at skylde G1 Stiftung i alt 8.944.134,68 kr., og dette lån var afdragsfrit i 10 år indtil den 1.6.2008. Lånet skulle forrentes med 5% p.a., der skulle afregnes kvartalsvis, idet klageren kunne vælge enten at betale renterne eller at tillægge dem til lånets hovedstol. Efter det oplyste har klageren i de efterfølgende år fortsat valgt at tillægge renterne til hovedstolen.

Landsskatteretten tog ved kendelser af 14.3.2002 stilling til skatteansættelserne for indkomstårene 1991-1996 for BA og indkomstårene 19921996 for DD, idet Landsskatteretten ved disse kendelser bl.a. fandt, at de rettigheder, som stifterne CC og BA fortsat havde over samtlige de midler, der var overført til G1 Stiftung, kunne sidestilles med en ejers råden og rettigheder, og at formuen og indtægterne heraf derfor skulle beskattes hos stifterne personligt. Halvdelen af de beløb, der i forbindelse med stiftelsen var overført til G1 Stiftung, skulle henføres til ansættelserne af indkomst og formue for BA. Tilsvarende skulle halvdelen af beløbene overføres til boet efter CC, og denne del af beløbene skulle efter hans død henføres til hans arvinger, BA og DD, med halvdelen til hver, da de var hans universalarvinger.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifterne af lånet fra G1 Stifung, idet der er henvist til, at der er tale om et usædvanligt låneforhold, idet der aldrig er betalt renter, men disse er tillagt hovedstolen. I 1995 overstiger gælden sikkerheden i det tinglyste ejerpantebrev. Endvidere er lånet ikke indfriet ved forfald, men afløst af et nyt lån med samme hovedindhold. Nævnet har herved bemærket, at det ikke på det foreliggende grundlag kan afgøres om der er tale om en reel gældsforpligtelse eller et helt eller delvist arrangeret proformalån. Nævnet har videre bl.a. bemærket, at lånedokumentet er udformet på en sådan måde, at der reelt er indrømmet henstand med renteudgifterne før forfaldstidspunktet, og klageren har også benyttet sig af denne mulighed ved hver enkelt termin. Forfalds- og fradragstidspunktet må således efter praksis anses for udskudt.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om ret til fradrag for de omhandlede renteudgifter, idet han til støtte herfor bl.a. har anført, at der ingen grund er til at sætte spørgsmålstegn ved, at renterne virkelig forfaldt, og at de hver gang blev skrevet til hovedstolen. Derfor er der ikke grundlag for at nægte fradragsret. Han har i denne forbindelse bl.a. henvist til, at klageren skyldte - og fortsat skylder - lånebeløbene til en udenforstående kreditor. Derfor må aftalerne om påløbne renter behandles lige som aftaler indgået med enhver anden udenforstående kreditor - f.eks. en bank. Det er ikke usædvanligt med en klar forudsætning om, at renter tilskrives hovedstolen, og det gælder i særdeleshed ved bankers lån- og kreditgivning, men det påvirker ikke debitors adgang til at trække renterne fra løbende. Ligningslovens § 5 sigter ikke på den slags situationer, bestemmelsen skal kun sætte bom for de sindrige arrangementer, hvor det er åbenlyst, at renterne flyttes vilkårligt frem og tilbage mellem forskellige indkomstår.

Landsskatteretten skal udtale

Efter formuleringen af gældsbrevet af 28.5.1993 kunne klageren frit vælge om de løbende renteudgifter skulle betales eller skulle tilskrives hovedstolen. Retten finder, at denne aftale medfører, at renteudgifterne først kan anses for forfaldne på det tidspunkt og i det omfang klageren valgte at betale renterne, dog senest ved lånets udløb pr. 28.5.1998. Da klageren i hele lånets løbetid valgte, at renterne skulle tilskrives hovedstolen, kan renterne ikke anses for forfaldne i de omhandlede indkomstår, således at det er med rette, at de selvangivne rentefradrag ikke er godkendt ved ansættelserne af indkomst for indkomstårene 1995, 1996 og 1997.

..."

A indbragte herefter Landsskatterettens kendelse for Østre Landsret. Landsretten traf bestemmelse om særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1. af den del af sagen, der ikke vedrørte spørgsmålet om rentefradragsret. Behandlingen af dette spørgsmål blev udsat til efter, at der var afsagt dom i en anden sag, der var anlagt ved Østre Landsret den 14. juni 2002 af boerne efter DD og BA mod Skatteministeriet.

Østre Landsrets dom afsagde den 14. januar 2005

Sagen ved Østre Landsret drejede sig blandt andet om, hvorvidt en formue, som var overført til G1 Stiftung, effektivt og uigenkaldeligt var udskilt, således at fonden efter danske regler udgjorde et selvstændigt skattesubjekt, eller om der var grundlag for at anse DD og BA for skattepligtige af indeståendet i G1 Stiftung og afkastet heraf.

Der blev afsagt dom i sagen den 14. januar 2005. Af dommen fremgår blandt andet

"...

Det er oplyst, at BA sammen med CC den 27.6.1981 udvandrede til Spanien fra adressen ..., Danmark. CC indvandrede til Danmark den 4.5.1989, og BA indvandrede den 13.1.1991, begge til samme adresse. DD har siden den 1.8.1983 boet på adressen, og den 11.10.1989 indgik han registreret partnerskab med BA.

CC afgik ved døden den 6.8.1992, og DD og BA var universalarvinger, men boet blev udlagt til begravelsesomkostninger, da der ikke var midler i boet. DD afgik ved døden den 4.11.1997 og BA den 26.4.1998.

Pr. 21.10.1983 oprettedes en fond under navnet G1 Stiftung med hjemsted i Liechtenstein, med en formue ifølge vedtægterne på 30.000 FR.

Der er strid om, hvorvidt fonden blev stiftet af BA alene eller i forening med CC, men der er enighed om, at fondens formue kort tid efter stiftelsen blev forøget ved overdragelse af aktiekapitalen i G2 A/S, som indtil dette tidspunkt havde været ejet af CC og BA med 50% til hver. G2 A/S blev likvideret i 1986, hvorefter der blev overført et likvidationsprovenue på 11.661.528 kr. til fonden.

Pengene blev oprindeligt anbragt i et pengeinstitut i Liechtenstein, men det er oplyst, at 1 mio. kr. blev overført til Danmark i 1989, idet der ikke foreligger nærmere oplysninger om denne overførsel.

Ved brev af 23.4.1993 fra BA og DD til formueforvalterne i Liechtenstein meddeltes det at de havde besluttet, at reducere kapitalen i G1 Stiftung til fordel for familierne i de kommende år. De anmodede derfor om, at der skulle sælges værdipapirer til en værdi af 2 mio. SF, og at de frigivne beløb skulle overføres til en konto i Unibank under navnet G1 Stiftung. Der blev som følge heraf overført 8.482.975 kr. til en konto i Unibank.

...Ifølge vedtægterne er fondens formål opretholdelse, sikring og forøgelse af fondens formue, afholdelse af udgifterne til og sikring af standsmæssig underhold, opdragelse og uddannelse for samt overhovedet understøttelse af de af fonden begunstigede. Det fremgår af vedtægternes § 11, at fondsbegunstigede og omfanget af en fondsbegunstigelse til enhver tid kan fastlægges af stifteren eller af fondsbestyrelsen med samtykke fra stifteren, idet dette skal ske ved oprettelse af tillægsvedtægter. Det fremgår af vedtægternes § 15, at fondsbestyrelsen er meddelt beføjelse til ved bestyrelsesbeslutning til enhver tid at vedtage tillægsvedtægter, som skal have samme retskraft som vedtægterne selv, samt at ændringer i eller tilføjelser til vedtægter og tillægsvedtægter kan foretages på tilsvarende måde. Af vedtægternes § 17 fremgår bl.a., at fondens formue i tilfælde af fondens opløsning skal udloddes til de begunstigede. Er ingen begunstiget udpeget, eller foreligger forudsætningerne for en fondsbegunstigelse ikke, anvender fondsbestyrelsen fondens midler efter eget frie skøn.

Det er forklaret, at der er oprettet tillægsvedtægter, men der er - trods opfordring - ikke fremlagt en kopi af disse.

Det er videre forklaret, at formålet med stiftelsen af fonden skulle være at begunstige familierne til CC, DD og BA mest muligt, samt at dette skulle foregå ved, at fondens midler blev udlånt til familiemedlemmerne til en forrentning, der minimum svarede til mindsterenten, men derudover blev fastsat af låntager.

Det er videre forklaret, at DD ikke overfor G1 Stiftung foretog nogen indrapporteringer af lån eller legater, at der som hovedregel ikke blev udstedt egentlige gældsbreve i forbindelse med ydelse af lån til familiemedlemmer, men at størrelserne på de enkelte lån fremgik af optegnelser udarbejdet af DD...

En udateret erklæring om G1 Stiftung, udfærdiget af DD og BA, har følgende indhold

"G1 Stiftung

I 1985 oprettede CC samt undertegnede BA og DD et fond i Liechtenstein. Vi kaldte det G1 Stiftung efter vore initialer.

Da vi gensidigt var hinandens universalarvinger, var formålet med fondet primært at undgå en belastende arveafgift. Fondets midler kunne således, ubeskåret af arveafgift, fortsat være til rådighed for de eller den længstlevende som en økonomisk sikkerhed. En egentlig uddeling af fondsmidlerne til anden side skulle altså først finde sted efter den længstlevendes død.

Vi er imidlertid af den opfattelse, at det vil være økonomisk forsvarligt for os allerede på nuværende tidspunkt at frigøre en væsentlig del af fondets midler. En tilskyndelse hertil er, at både CCs og vore intentioner har været, at fondets midler, i hvert fald i et vist omfang, skulle kanaliseres til den unge generation i form af økonomisk støtte til f.eks. en videre uddannelse.

I fundatsen har vi af praktiske grunde anført en bestemt målgruppe, men uanset hvem den endelige modtager inden for den pågældende målgruppe måtte være, bør man tilstræbe, at så lidt som muligt af fondets midler går til skat eller anden form for afgift.

Det mest hensigtsmæssige vil efter vor mening være, at fondets midler gives som proformalån, altså et lån, hvor modtageren af beløbet selv administrerer rentetilskrivning og nedskrivning af lånet.

Rentetilskrivningen, som formentlig vil være nødvendig af hensyn til skattevæsenet, kan tillægges hovedstolen eller restbeløbet og derved være uden praktisk betydning.

Det beløb, som lånet nedskrives med, må ganske vist betragtes som et legat, der er udloddet af fondets midler, og et sådant legat skal i almindelighed regnes med som personlig indkomst. Men fordelen ved et "lån", frem for et beløb en gang for alle vil efter vor opfattelse være, at det beløb, som "lånet" nedskrives med, kan afpasses under hensyntagen til den pågældendes indkomstforhold i øvrigt.

I relevante tilfælde kan der tages hensyn til, at studierejselegater, der gives til dækning af rejse- og opholdsudgifter i udlandet, i hvert fald i et vist omfang er skattefri for modtageren.

..."

Ved gældsbrev af 27. maj 1993 erklærede BA' nevø, A, at skylde G1 Stiftung 5 mio. kr. Lånet, som var afdragsfrit i 5 år, forfaldt i henhold til gældsbrevet den 1. juni 1998, og skulle forrentes med 12% p.a.. Renterne kunne efter A' valg blive betalt eller tillagt hovedstolen. Samme dato underskrev A en håndpantsætningserklæring, hvorved G1 Stiftung til sikkerhed for ethvert tilgodehavende hos pantsætter fik primær håndpanteret i et ejerpantebrev stort 6 mio. kr. med pant i A' faste ejendom.

EC, som er i familie med CC, havde i 1993 modtaget 200.000 kr. af fonden. Hun afgav den 20. og 22. november 1996 forklaring til politiet i forbindelse med en efterforskning vedrørende en af hendes bekendte, som hun havde lånt penge. Først forklarede hun, at hun havde lånt pengene af G1-fonden. Af politirapporten vedrørende den 22. november 1996 fremgår imidlertid blandt andet følgende:

"...

Vidnet forklarede nu, at de penge hun havde modtaget fra hendes slægtnings fond G1, reelt var en gave/arv, men for at undgå at betale arveafgift skulle det fremstå som et lån.

..."

Politiet videregav oplysningerne til skattemyndighederne, og den 11. juni 1997 havde Skatteforvaltningen møde med EC. Af mødereferatet fremgår blandt andet følgende:

"...

Hun forklarede, at hun, da hun havde modtaget mødeindkaldelse, havde talt på telefon med DD, der har med fonden at gøre. Derved var hun blevet klar over, at det var en misforståelse fra hendes side, når hun havde forklaret til politiet, at der var tale om gave/arv, for der var tale om et lån. Da hun blev afhørt af politiet, havde situationen været ret presset for hende.

Hun har nu fået oplyst, at fonden kunne udbetale ydelser til studerende og til studierejser, men da hun netop var færdig med uddannelsen som socialrådgiver, var hun ikke med i denne af fondens målgruppe. Derfor havde hun fået et lån. Hun kan søge fondens bestyrelse om at få restgælden eftergivet, men det er der vist ikke præcedens for at give.

Hun skulle have betalt renter for 1994 eller også skulle renten have været tillagt restgælden, men det er ikke sket på nuværende tidspunkt. Denne fejl er både hun og DD først blevet klar over ved telefonsamtalen.

..."

Skatteforvaltningen havde fra den 20. juni 1997 en række møder med DD vedrørende fonden. Af skattefovaltningens referat af mødet med DD den 20. juni 1997 fremgår blandt andet følgende:

"...

Baggrunden for at stifte fonden var, dels fordi der ved arv i Danmark mellem stifterne var ekstremt høje arveafgifter og dels fordi de ønskede at deres formue skulle komme familien til gode.

...

DD oplyste videre, at det at fonden kan yde lån sker i overensstemmelse med stifternes ønsker og bestemmelser i vedtægterne om, at udlodninger skal ske, uden at modtageren skal betale for store afgifter m.v.

...

DD har kun overfor fonden accepteret at være mellemmand og at have at gøre med det praktiske arbejde vedrørende tildelinger og udbetalinger af legater og udlån. Han har ikke ønsket at være administrator vedrørende dokumentation for lån og renter over for de danske skattemyndigheder. Den enkelte legatmodtager har i skrivelse fået at vide, at legatet er skattepligtigt og hvis der er tale om lån, så mener han at kvittering for indbetaling til fondens konto må være tilstrækkelig dokumentation for betalte ydelser.

...

For at spare på omkostningerne udstedes der kun gældsbrev, hvis debitor ønsker det. Sikkerhed for lån består normalt i, at låntagerne og deres del af familien afskærer sig fra fremtidige ydelser af lån og legater fra fonden, hvis de ikke overholder deres forpligtelser. De bliver "blacklistet" og lånene afskrives sandsynligvis, men det er dog ikke sket endnu.

Låntagerne må selv bestemme, hvilke sats lånene skal forrentes med, men det skal dog være mindst den officielle mindsterente, som en overgang var på 6% og som i 1997 er 4%.

Fonden startede først med at yde lån efter CCs død i 1992, da en nevø søgte om lån til køb af sommerhus. Da han fik lånet rygtedes det i familien og derefter fik en niece lån til køb af hus og en nevø lån til køb af ejerlejlighed. Senere er der ydet flere lån.

DD har siden 1994/95, men kun vedrørende nogle af udlånene, ført "private" optegnelser over betalte afdrag og renter.

...

DD oplyste, at der ydet følgende yderligere lån, hvorover han ikke havde optegnelser:

...

En nevø til BA, der bor på H1, har lånt 5 mio. kr.

...

Den 16. september 1997 skrev DD blandt andet således til skatteforvaltningen:

"For så vidt angår fondens regnskaber kan jeg oplyse, at disse ikke kan være af betydning for skatteligningen af personer i Danmark. Regnskaberne indeholder kun årsopgørelser af fondens beholdning af diverse værdipapirer samt saldi ved årets udgang for fondens konti i bank i Liechtenstein og i Unibank. Regnskaberne er altså en formueopgørelse, som ud over at oplyse om formueforholdene danner grundlag for beregning af fondsafgifter til Fyrstendømmet samt honorarer til forvaltningsfirmaet og bestyrelsen.

De enkelte kontobevægelser og årsagen til disse indgår ikke i fondens regnskaber. Oplysninger til fondsbestyrelsen om ind- og udbetalinger over fondens konti i Unibank har hidtil været begrænset til de kontoudskrifter, som Unibank har sendt til fondens adresse i Liechtenstein. Fondsbestyrelsen har hidtil ikke faet oplysninger om, hvilket personer de enkelte ind- og udbetalinger relaterer til. Bestyrelsen har heller ikke udbedt sig disse oplysninger, formentlig fordi bestyrelsen naturligt nok er gået ud fra, at BA og jeg som en selvfølge kun vil benytte vore fuldmagter i overensstemmelse med de af os sammen med L. CC fastsatte bestemmelser for anvendelse af fondens midler.

Jeg vil dog benytte lejligheden til at sende fondsbestyrelsen de af mig nu udarbejdede fortegnelser over beløbsmodtagere og disses familietilhørsforhold. Disse fortegnelser kan udgøre en specificeret statusopgørelse for den hidtidige anvendelse af fondsmidler i Danmark. En sådan statusopgørelse vil formentlig være af værdi både for fondsbestyrelsen og den eller de personer, som måtte få fuldmagt til kontiene i Unibank, når BA og jeg på grund af sygdom eller død ikke længere kan varetage fondens interesser.

..."

Den 21. september 1997 skrev DD og BA til G1 Stiftung. Brevet er i en uautoriseret oversættelse sålydende:

"...

Kære SM og Dr. PT

Med henvisning til Deres brev af 17. september 1997 vedlagt en skrivelse fra kommunen [skattesag vedrørende A] foreslår vi, at De enten kan se bort fra skrivelsen eller De kan henvise til, at spørgsmålene skal besvares af os, idet det må fastslås, at vi har fuldmagten med hensyn til brugen af den fondskapital G1 Stiftung har rådighed over i Danmark.

Af hensyn til behandlingen af denne sag, og idet hele taget med det formål at lette forbindelserne til de danske myndigheder hvad angår G1 Stiftung, beder vi Dem give os fuldmagt med en behørig formulering.

Vi vil benytte lejligheden til at meddele Dem, at A er nevø af BA og er omtalt som "andenbegunstiget" [beskrevet som "zweitbegünstigte" i det i øvrigt på engelsk affattede brev] i tillægsvedtægten. Han har modtaget det nævnte lån og de påløbne renter er akkumuleret i årene 1993-1996. Denne fremgangsmåde er godkendt af os.

...

Det ydede lån var fra beløbet på 2.000.000 CHF, som blev overført til Unibank den 24. maj 1993

Det vil glæde os at imødekomme Deres ønske om et personligt møde i Liechtenstein. Vi vil kontakte Dem så snart som muligt for at fastsætte en passende dato.

..."

Den 25. september 1997 holdt skatteforvaltningen atter møde med DD ... . Af Skattedirektoratets rapport om mødet fremgår blandt andet følgende:

"...

Han ved godt, at det er en fejl, at han ikke tidligere har sendt status til bestyrelsen i Liechtenstein, men det har han gjort nu i form af kopi af det materiale han har udarbejdet til os og han har tillige givet oplysning om A' lån på 5 mill. kr.

Dette har afstedført, at han personligt sammen med A den 09.10.97 skal til Treuhand i Liechtenstein, for at forklare sine dispositioner. A skal varetage fondens interesser efter DD, hvilket er anført i tillægsvedtægter.

..."

DD afgik ved døden den 4. november 1997.

Ved testamente af 11. december 1997 gjorde BA sin nevø, A, til sin universalarving.

...

Ved skrivelse af 23. marts 1998 anmodede G1 Stiftung Unibank om at lukke stiftelsens konto og overføre indeståendet til bank i Liechtenstein.

BA afgik ved døden den 26. april 1998.

I henhold til Instrument of Debt underskrevet den 28. maj 1998 blev A' lån i G1 Stiftung forlænget med yderligere 10 år fra 1. juni 1998 til 1. juni 2008 med en årlig rente på 5%, som efter skyldnerens valg kan betales eller blive tillagt gælden. Gælden udgjorde da cirka 8,9 mio. kr.

Den 24. juli 1998 meddelte bobestyreren i boerne efter DD og BA skatteforvaltningen, at han havde rettet henvendelse til G1 Stiftungs bestyrelse og administrator vedrørende supplerende oplysninger om fonden. Bobestyreren tilkendegav samtidig, at han ikke nærede store forhåbninger om, at der kunne fremskaffes yderligere materiale.

Den 31. august 1998 fremsendte bobestyreren et brev af 21. august 1998 fra G1 Stiftung til bobestyreren. Brevet er i en uautoriseret oversættelse fra tysk sålydende:

"G1 Stiftung er en i henhold til person- og selskabsloven i Liechtenstein etableret stiftelse med egen retssubjektivitet.

En stiftelse er en formålsbestemt formue, der er gjort selvstændig og som ikke har nogen ejer. Stiftelsesformuen kan derfor pr. definition ikke være del af et dødsbo.

Det er kun de implicerede, der har ret til at få oplysninger, indsigt eller regnskaber. Tredjepart har ingen krav i denne henseende.

Vores lovpligtige repræsentant, LGT Treuhand AG, er som liechtensteinsk formueforvalter bundet af den lovbestemte tavshedspligt for formueforvaltere, som ligeledes udtrykkeligt under strafansvar forbyder at meddele nogen som helst form for oplysninger over for tredjepart.

Vi håber hermed endeligt at have besvaret Deres spørgsmål."

I et dokument benævnt "Erklæring og Anmodning" af 31. januar 2003 anmodede A fonden om at udlevere blandt andet kopier af regnskaber for årene 1991 til 1996 og tillægsvedtægter, og ved brev af 7. februar 2003 fremsendte bobestyreren dette dokument til G1 Stiftung. Fonden afviste ved brev af 24. marts 2003 at fremkomme med disse oplysninger.

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han er nevø til afdøde BA. Den første låneansøgning til G1 Stiftung blev lavet af DD og vidnet i fællesskab. Derefter oversatte DD ansøgningen til tysk. Ansøgningen var bilagt tingbogsattest, likviditetsoversigt og andre dokumenter, som blev tilvejebragt af vidnet.

Vidnets forretning med ejendomsfinansiering havde økonomiske vanskeligheder i 1992, og i juli 1992 fortalte han sin onkel om det. Onklen orienterede ham om muligheden for at låne fra G1 Stiftung omkring årsskiftet 1992-93, og i marts 1993 blev låneansøgningen udfærdiget. Vidnet forhandlede først med DD. Advokat NM blev involveret senere. Før dette tidspunkt kendte han til fondens eksistens, men han blev ikke orienteret om fondens formål eller om baggrunden for dens etablering. Det var helt klart, at der skulle stilles betryggende sikkerhed for lånet. 3 uger efter at låneansøgningen var blevet afsendt, fik han telefonisk besked om, at de fornødne dokumenter skulle udfærdiges.

Lånet blev omlagt i 1998 i forbindelse med, at det første gældsbrev forfaldt. Vilkårene for lånet blev forhandlet i Liechtenstein på et møde mellem vidnet, dr. PT og VS, og låneaftalen blev underskrevet i Liechtenstein. Vidnet har ikke siden talt med PT.

I efteråret 1997 havde han et møde med G1 Stiftung i Liechtenstein. Fonden ønskede opdaterede oplysninger om værdien af H1, som var stillet som sikkerhed for lånet. DD deltog ikke i dette møde, og DD og vidnet har ikke på noget tidspunkt sammen deltaget i møder med repræsentanter for fonden. På mødet i efteråret 1997 blev skattesagen i Danmark ikke omtalt.

Skattemyndighederne har ikke anfægtet de skattemæssige fradrag for lånet fra G1 Stiftung for indkomstårene 1993 og 1994. Skatteansættelsen fra og med indkomståret 1995 er imidlertid blevet revurderet, således at rentefradragene for disse år ikke er blevet godkendt. Gælden er opført i vidnets regnskab med G1 anført som kreditor. Det fremgår ikke af regnskabet, at kreditor har hjemsted i Liechtenstein.

Vidnet er ikke er medlem af fondens bestyrelse, er ikke involveret i eller har indflydelse på fondens beslutninger, og har ikke haft kontakt til fonden i forbindelse med bobestyrerens brev af 7. februar 2003 til fonden vedrørende oplysninger om fondens regnskaber og vedtægter. Han bliver heller ikke konsulteret af G1, før der træffes beslutninger.

Vidnet så første gang den af DD og BA udfærdigede beskrivelse af G1 Stiftung på mødet i skifteretten den 18. december 2002.

Renten på det femårige lån fra 1993 blev tillagt hovedstolen og skulle ikke betales. Til gengæld var renten høj, og vidnet havde ikke selv indflydelse på fastsættelsen af renten. Da lånet blev optaget i 1993, drøftede han muligheden for en forlængelse med DD. Sandsynligheden for at opnå en sådan forlængelse blev ikke drøftet.

Vidnets søn har modtaget to legater på hver 10.000 kr. fra fonden. Han kender ikke nærmere til baggrunden herfor, og han mener ikke, at de har ansøgt fonden om disse legater. Han har ingen erindring om, at hans søn efter optegnelserne skulle have modtaget 80.000 kr.

Han har ikke deltaget i et møde i Liechtenstein den 9. oktober 1997 med DD, og han har i øvrigt ikke kendskab til, at han skulle være sekundær begunstiget eller skulle varetage fondets interesser efter DDs død. DD var ikke tilregnelig efter det første møde med skattevæsenet. Før var han som forhenværende embedsmand præcis og kontant, men det ophørte. I tiden op til DDs død, som skete for egen hånd, var de i kontakt et par gange om måneden.

Efter DDs død var BA meget syg. Vidnet er ret sikker på, at BA ikke var i Liechtenstein efter DDs død. I december 1997 tilbagekaldte BA det gensidige testamente. Det var hans egen beslutning, og vidnet hørte kun om det fra vitterlighedsvidnerne. I tiden mellem DDs og BA' død har vidnet ikke været i Liechtenstein.

Vidnet opfatter lånene til sig som rent forretningsmæssige dispositioner, selv om det første lån selvsagt har at gøre med hans familiemæssige tilknytning til BA. Der ligger nu håndpantsatte ejerpantebreve på 11 mio. kr. som sikkerhed for lånet.

Vidnet er ikke bekendt med, at kredsen af begunstigede er ændret efter BA død, og han har ikke kendskab til, om nogen har modtaget legater efter BAs død eller om nogen har fået afslag eller fået eftergivet deres lån.

Første gang han har betalt renter er for 1999, hvilket var en betingelse fra fonden for at tiltræde en rykningspåtegning.

EC, der arbejder som faglig konsulent, har forklaret blandt andet, at afdøde CC var hendes mormors, ICs, bror.

CC, BA og DD kom alle jævnligt i hendes barndomshjem, og hun hørte første gang om fonden, da en af de tre omtalte den.

I 1993 læste hun til socialrådgiver, og fik da et legat på 50.000 kr. fra fonden. Hun havde ikke søgt fonden om støtte, og hun fik beløbet udleveret i en kuvert på sin fødselsdag. BA og DD levede begge på det tidspunkt, og hun oplevede det nærmest som en gave fra de to.

Samme år lånte hun 200.000 kr. af fonden. Hun kan ikke huske, hvordan lånet praktisk blev gennemført, men DD stod for det. Hun fik en beskrivelse af fonden, hvoraf vilkårene fremgik. Heller ikke i dette tilfælde havde hun ansøgt fonden om støtte, hverken skriftligt eller mundtligt. Hun mener, hun fik beskrivelsen samtidig med lånet. Hun ringede på et tidspunkt til DD, som oplyste, at lånet skulle selvangives som "anden gæld" med mindsterenten. Hun har aldrig betalt rente af lånet.

KJ var hendes karatetræner. Hendes forklaring til kriminalpolitiet den 22. november 1996 om, at pengene, som hun havde modtaget fra fonden, reelt var en gave/arv, men skulle fremstå som lån for at undgå arveafgift var i god overensstemmelse med den udleverede beskrivelse af fonden. Det lød for hende som om DD havde undersøgt tingene, og at forholdene omkring fondens udbetalinger til hende var i orden.

Hun ringede til DD og fortalte, at hun havde afgivet forklaring til kriminalpolitiet. I telefonen søgte DD at berolige hende, da hun var ked af det. Han lovede at sende hende et brev, som kunne forklare sagen, og som hun "kunne tage med sig", og han sendte også et brev til hende. Brevet viste hun siden til skattevæsenet. Vidnet husker, at hun efter at have modtaget dette brev lavede nogle brevudkast på engelsk om eftergivelse af lånet. Hun mener imidlertid ikke, at hun sendte et brev. Hun har aldrig talt med nogen i Liechtenstein, og hun ved ikke, hvem dr. PT er.

DD var den regnskabskyndige. BA havde ikke de evner. Hun kunne se, at DD havde det rigtigt skidt på grund af skattesagen. Han var deprimeret, men han var ikke utilregnelig eller "skør". De boede i samme ejendom, og vidnet og de to mænd, hendes "onkler", havde jævnligt kontakt på et familiemæssigt plan. Hun har ikke ansøgt eller antydet et behov for penge for at få yderligere støtte fra fonden.

Efter DDs død kom hun stadig i hjemmet. BA var først trist, men efter en øjenoperation livede han lidt op, men han blev aldrig den samme igen. Hun oplevede imidlertid ikke, at forholdet mellem dem ændrede sig efter DDs død.

Siden BA død har hun ikke beskæftiget sig med fonden. Der var mange, der fik penge fra fonden samtidig med hende. Hun er ikke bekendt med, om det siden har ændret sig.

Lånet blev eftergivet i 1998 efter BA død. Hun kan ikke huske, om hun søgte om eftergivelse af lånet. DD døde i november 1997, og hun tror ikke, at hun havde sagt noget om eftergivelse af lånet til ham, eller at han havde sat noget i gang.

I den periode, hvor CC og BA boede i Spanien, mødtes de om sommeren, når de var i Danmark, og familien besøgte dem også i Spanien.

JC har forklaret blandt andet, at han er gift med afdøde CCs niece, hvis mor var CCs søster, KC. Vidnet, der er praktiserende speciallæge, hørte første gang om fonden i begyndelsen af 1980'erne, da CC og BA blev udlandsdanskere. Om baggrunden for oprettelsen af fonden havde CC fortalt vidnet om sin store bitterhed mod det danske skattevæsen, som skyldtes, at han i slutningen af 1960'erne måtte betale en meget stor arveafgift i forbindelse med sin daværende partners død. De havde sammen grundlagt en virksomhed og en stor formue. DD havde siden bekræftet dette overfor vidnet. Det har altid ligget i luften, at de tre mænd disponerede over fonden. CC havde på et tidspunkt sagt noget om, at de efterladte kunne få problemer med at få pengene ud af Liechtenstein, når de tre ikke længere var i live. Disse problemer opfattede vidnet som både "tekniske" og "familiemæssige".

I 1989 fik vidnet et lån på 400.000 kr. af fonden i forbindelse med etableringen af klinik. Han havde ikke ansøgt om lånet, men CC var bekendt med hans behov for midler til etableringen. På det tidspunkt var lånerenten generelt meget høj. CC ringede i 1989 og sagde, at der lå en check på 400.000 kr. Efterfølgende enedes de, efter råd fra DD, om at oprette et lån med en årlig forrentning på 10 %. Han kunne til en vis grad selv bestemme renten. CC henviste til DD vedrørende det praktiske. Fondens formål, fundats m.v. var "totalt lukket land" for vidnet.

Vidnet har også modtaget beskrivelsen af fonden. Den var vedlagt et brev fra DD, vistnok i foråret 1993 sammen med brevet lå en check på 500.000 kr.

Vidnet husker ikke, at de i forbindelse med lånet i 1989 talte om de emner, som indgår i beskrivelsen af fonden. Det lå imidlertid i kortene, at han skulle have pengene så billigt som muligt. Lånet skulle betragtes som en gave, men der var visse ting, "der skulle ordnes". Efter et år begyndte han at betale renter og afdrag på lånet, men de blev sendt tilbage til ham under bordet. Senere blev de betalte ydelser udloddet til vidnets to børn som legater. Legaterne til børnene blev alle tildelt uden ansøgning.

I begyndelsen blev ydelserne på lånet indbetalt på en konto i Privatbanken i G1 Stiftungs navn. I den sidste tid blev ydelserne indbetalt direkte til Liechtenstein.

Efter DDs død har ingen i vidnets familie modtaget legater, selv om de har ansøgt G1 Stiftung skriftligt. Efter DDs og BA' død gik "jerntæppet" ned.

Ved hjælp af fuldmagten af 6. november 2001, ved hvilken vidnets hustru bemyndigede advokat JJ til at begære aktindsigt i stiftelsens aktiviteter og til at foretage undersøgelser af praksis vedrørende fondens donationer, forsøgte man at finde ud af, hvad der foregik. Man mente, at CC-familien fortsat måtte være begunstiget.

Indtil DDs og BA' død søgte de ikke aktindsigt. Det lå i luften, at familien var begunstiget, og CC havde selv udtalt, at det var meningen, at pengene skulle komme de nye generationer fra alle tre familier til gode.

Vidnet talte ikke med BA om fonden efter DDs død. Det gik først op for ham, at de "var ude i kulden", da børnene modtog afslag på deres ansøgninger.

Beløbet på 500.000 kr. blev brugt til at udbetale det gamle lån. På et tidspunkt blev restgælden eftergivet. Det var samtidigt med at "jerntæppet gik ned". Eftergivelsen kom, uden at de havde ansøgt. Vidnet, der har selvangivet gældseftergivelsen, mener, at der ikke er tvivl om, at det nu er A, der bestemmer i fonden.

I den sidste tid var DD meget påvirket af skattesagen. Han var bange for, at familien "skulle komme i fedtefadet". Han var imidlertid absolut ikke utilregnelig. Han reagerede måske lidt depressivt, men han havde fuldstændig styr på det praktiske. Et par dage før DDs selvmord talte vidnets hustru i telefon med ham, og på det tidspunkt virkede han helt normal.

LC har forklaret blandt andet, at han, der er folkeskolelærer, er gift med afdøde CCs niece, IC. ICs mor, KC, er CCs søster.

Vidnet hørte første gang om G1 Stiftung ved en familiesammenkomst i 1992/93. De havde netop købt et sommerhus, og i den anledning sagde DD, at de kunne have lånt penge af fonden. DD fortalte, at efterkommere af stifterne kunne få fordelagtige lån, og han var ved at tildele et lån på stedet.

I foråret 1993 fik de et lån på 500.000 kr., og det blev aftalt med DD, at de kunne betale tilbage i det tempo, som passede dem. Muligheden for at få lånet eftergivet blev også nævnt i det lille håndskrevne brev, som fulgte med checken.

Vidnet er også bekendt med beskrivelsen af fonden, men han husker ikke, om de fik den i forbindelse med lånet. Der blev ikke oprettet et gældsbrev, da DD sagde, at en "gentleman-aggrement" var tilstrækkelig. De aftalte en mindsterente, som skattevæsenet kunne acceptere.

Vidnet vidste om fonden, at CC var medstifter. CC havde fortalt hans svigermor, at CC-familien skulle nyde godt af pengene efter hans død. På et tidspunkt, efter at de havde modtaget lånet, sagde DD: "Så har I da fået noget".

Legaterne er fortrinsvis gået til de yngre generationer. På et tidspunkt ringede DD og foreslog, at de skulle ansøge fonden om legater til deres to børn. Første gang søgte de om legater, derefter ringede de bare og sagde, når ydelserne på lånet blev betalt, og siden kom legaterne så automatisk til børnene svarende til, hvad vidnet havde betalt i ydelse på lånet.

Efter DDs død ringede vidnet omkring årsskiftet 1997/98 til BA vedrørende en ydelse på lånet. BA var ret kort for hovedet, og udtalte: "Der kommer ikke flere legater, det er slut", hvorefter han lagde røret på. Vidnet var ikke bekendt med, at BA' testamente blev ændret efter DDs død.

Efter BA' død fik de et brev fra advokat SS, som på vegne fonden bad dem om, at de skriftligt bekræftede deres gæld. De svarede advokaten, at de i stedet ville tage direkte kontakt til fonden i Liechtenstein. Siden hørte de ikke mere fra advokaten.

I slutningen af 1998 skrev de til fonden og bad om oplysninger om lånets restgæld, muligheden for at få lånet eftergivet og mulighederne for at få legater til døtrene. Fonden svarede i foråret 1999, at spørgsmålet om eftergivelse ville blive besluttet på et senere bestyrelsesmøde, og fonden udbad sig nærmere oplysninger om døtrene og om til hvad, eventuelle legater skulle bruges. De undrede sig over, at fonden øjensynligt kendte så lidt til CC-familien.

De udarbejdede herefter en beskrivelse af CC-familien, som de personligt afleverede på G1 Stiftungs adresse hos LGT-Treuhand i Liechtenstein. Kontorerne mindede om en bank, og der blev straks arrangeret et møde med dr. PT, selv om familien kom uanmeldt.

Dr. PT oplyste, at CC-familien ikke var nævnt i "stiftungens papirer", og at han ikke kendte meget til familiens eksistens. Vidnet bekræftede, at familien gerne ville have eftergivet deres gæld til fonden, og dr. PT fik tilsendt en kopi af det håndskrevne brev fra DD. Dr. PT tilkendegav, at hele familien CC i givet fald skulle have eftergivet lånene. Vidnets indtryk var, at PT følte, at CC-familien var kørt ud på et sidespor. På mødet udtalte dr. PT, at "de instrukser han havde fået fra baronen ikke var helt i overensstemmelse med en eftergivelse, men at baronen var en svækket og syg mand".

På endnu et møde i sommeren 2000 med dr. PT i Liechtenstein medbragte vidnet fuldmagter fra CC-familien med anmodning om gældseftergivelse for hele familien. De nåede hurtigt frem til et tilsagn fra dr. PT om eftergivelse af gælden for hele familien, men de kunne stadig ikke forstå, hvorfor CC-familien var ude i kulden. De spurgte dr. PT, hvem der så var inde i varmen, men det kunne han ikke oplyse af hensyn til bankhemmeligheden. Det var vidnets indtryk, at DDs og BA' tilsagn om eftergivelse af gælden havde stor betydning.

Vidnet så DD et par gange om året, og han fik indtryk af, at DD var rystet over skattesagen. Han var imidlertid ikke utilregnelig.

..."

Ved Østre Landsrets dom af 14. januar 2005 fik boerne efter DD og BA ikke medhold i deres påstande om, at den skattepligtige indkomst i nærmere angivne indkomstår skulle nedsættes til det selvangivne. Landsretten fandt således ikke grundlag for at statuere, at G1 Stiftung havde selvstændig skattesubjektivitet i årene 1991-1996.

Som anført i dommen underskrev A i maj 1993 en håndpantsætningserklæring, hvorved G1 Stiftung for ethvert tilgodehavende hos ham fik primær håndpanteret i et ejerpantebrev stort 6 mio. kr. i hans faste ejendom på Møn. I april 1994 blev der af A og nogle selskaber yderligere givet G1 Stiftung sekundær pant i effekter beroende i F1-banken.

Som refereret i dommen gjorde BA ved testamente af 11. december 1997 A til sin universalarving. Samtidig tilbagekaldtes det fælles testamente, som DD og BA havde oprettet den 2. maj 1997. Efter dette testamente var A og 4 andre personer indsat som arvinger.

Lånets afvikling

Af en erklæring dateret den 12. september 1997 underskrevet af BA og DD ifølge fuldmagt fra G1 Stiftung, fremgår det, at A lånte 400.000 kr. den 2. marts 1993, 2.000.000 kr. den 26. maj 1993 og 2.600.000 kr. den 17. juni 1993 af G1 Stiftung. Der er mellem parterne enighed om, at A forud for hver termin, hvor der i henhold til det oprettede gældsbrev af 27. maj 1993 skulle tilskrives renter, meddelte, at han i overensstemmelse med den i gældsbrevet fastsatte mulighed herfor ønskede renterne tillagt hovedstolen. Der var en samlet rentetilskrivning i perioden 2. marts 1993 til 31. december 1996 på i alt 2.564.008,96 kr. Den samlede restgæld pr. 31. december 1996 udgjorde herefter 7.564.008,96 kr.

Som omtalt i Østre Landsrets dom af 14. januar 2005 oprettedes den 28. maj 1998 et nyt gældsbrev til erstatning for det tidligere. Heri var bestemt, at lånet, der nu udgjorde 8.944.134,68 kr., var afdragsfrit over en periode på 10 år fra den 1. juni 1998, hvorefter det forfaldt til fuld indfrielse.

Den 28. december 2004 indgik A en aftale med Kulturministeriet om overdragelse af H1. Overdragelsessummen var aftalt til 1.500.000 kr. for ejendommen og 8.000.000 kr. for inventaret - i alt kontant 9.500.000 kr.

Den 9. februar 2005 skrev G1 Stiftung til A som svar på en forespørgsel fra den 13. januar 2005, at den ville indrømme A en reduktion i renterne, såfremt lånet blev tilbagebetalt med 9.400.000 kr. med det samme.

Af en opgørelse over lånet udarbejdet af JS, statsautoriserede revisorer, fremgår, at A' gæld den 31. december 2003 til G1 Stiftung udgjorde 9.911.672 kr. Der er i opgørelsen udregnet en rentedekort på 511.672 kr. ved fra gælden pr. 31. december 2003 at fratrække 9.400.000 kr. angivet som "forventet betaling i 2005". Det fremgår endvidere af opgørelsen, at der i 1999, 2000 og 2003 var sket indbetalinger på lånet med henholdsvis 995.482 kr., 500.200 kr. og 400.000 kr.

G1 Stiftung har oplyst, at betalingen af 9.400.000 skete pr. marts 2005.

Den 13. september 2005 kvitterede G1 Stiftung på gældsbrevet, at lånet var indfriet.

Henvendelser til LC efter DDs og BA' død

Advokat SS rettede flere gange både før og efter BA' død henvendelse til LC vedrørende dennes lånemellemværende med G1 Stiftung.

Den 20. april 1998 skrev LC følgende til advokat SS:

"...

Idet jeg henviser til behagelig telefonsamtale af d.d., fremsender jeg hermed dokumentation for indbetaling til G1 i 1997.

Jeg vedlægger ansøgning om legater til vore døtre, MC og NC, idet jeg anmoder om, at ansøgningen fremsendes til bestyrelsen i G1 .

..."

I brev af 22. juni 1998 rykkede advokat SS LC for at tiltræde en oversigt over dennes lån.

Herefter fulgte en korrespondance direkte mellem LC og G1 Stiftung vedrørende lånemellemværendet. I et brev af 9. april 1999 meddelte G1 Stiftung afslag på ansøgningen om legater til LCs døtre.

Den 7. maj 1999 skrev LC følgende på fransk til G1 Stiftung (i uautoriseret oversættelse)

"Vi meddeler, at vi har modtaget Deres brev af 9. april 1999, som lader os vide, at vores to piger ikke kan opnå legater. Idet vi også refererer til ..., skriver vi til Dem for at bringe sagerne i orden som vedrører vores forbindelse til G1 Stiftung.

For at De kan fa en idé om, hvordan situationen ser ud fra vores synspunkt, lader vi Dem vide følgende:

I 1993 modtager vi breve og dokumenter underskrevet af BA og DD, som fortæller os, at G1 Stiftung vil foretage en udlodning til fordel for CCs familie (CC er en af stifterne) Man har vedlagt en check på kr 500000. For at undgå en for tung beskatning har DD og BA bedt os om at "behandle" dette beløb som et lån. Man skulle betale renter og afdrag. Vore piger skulle så modtage legater, hvor skatten, man skulle betale, var uden betydning. I det øjeblik, hvor pigerne ikke længere ville modtage legater, vil man betragte restsummen som et eftergivet beløb eller som et legat. Man skulle naturligvis betale skat af det eftergivne beløb eller legatet. Her er altså grunden til at man ikke har udfærdiget et lånedokument. Vi vedlægger et af de breve som stammer fra 1993, hvoraf vi har oversat den første del til fransk .

..."

Den 9. juni 1999 skrev advokat SS følgende til LC

"Vedlagt tillader jeg mig høfligst at fremsende kopi af skrivelse af 5. februar fra G1 Stiftung til Dem., idet jeg høfligst skal anmode om at modtage Deres anerkendelse af de faktuelle forhold, der fremgår af skrivelsen.

G1 Stiftung har anmodet mig om at bringe ovenstående formaliteter i orden, eller alternativt bringe låneforholdet til ophør, og jeg beder Dem derfor venligst reagere på min skrivelse."

Den 25. juni 1999 svarede LC advokat SS således

"Som svar på Deres brev af 9. juni 1999 kan vi meddele Dem, at vi i brev af 7. maj 1999 til G1 Stiftung har gjort nøjagtig rede for de vilkår og forhold, der gælder for det af Dem i Deres brev nævnte beløb."

Efter at LC og IC herefter besøgte G1 Stiftung i Liechtenstein, samt i tiden herefter korresponderede med G1 Stiftung, modtog LC den 22. december 2000 et brev fra G1 Stiftung, hvori G1 Stiftung eftergav lånet til LC.

Henvendelser til G1 Stiftung for at få indsigt i fonden

Bobestyrer for boerne efter DD og BA, advokat NT, skrev flere gange til G1 Stiftung for at få indsigt i fondens regnskabsmateriale. Som det fremgår af Østre Landsrets dom i sagen mellem boerne efter DD og BA besvarende G1 Stiftung dette spørgsmål i blandt andet brev af 21. august 1998 gengivet overfor.

Advokat NT fortsatte imidlertid med at skrive til G1 Stiftung i årene efter afsigelse af dommen den 14. januar 2005 for at få indsigt i fonden. I et brev af 13. april 2005 svarede G1 Stiftung og henviste til fondens brev af 21. august 1998. Efter at advokat NT herefter konsulterede en advokatforbindelse i Liechtenstein for at få belyst andre muligheder for at få adgang til informationer i G1 Stiftung, skrev advokat NT i et brev af 8. februar 2006 til advokat Lars N. Vistesen, at han forstod på svaret fra advokaten i Lichtenstein, at det ikke ville være muligt at vinde en retssag med påstand om, at der skulle gives indsigt i regnskabsforhold mv. for G1 Stiftung, og at han derfor som bobestyrer afsluttede det insolvente bo efter BA på det foreliggende grundlag.

Den 23. maj 2007 skrev advokat Lars N. Vistesen bl. a. følgende til G1 Stiftung for at få en erklæring fra fonden:

"Som advokat for A tillader jeg mig herved at rette henvendelse til Dem i forbindelse med en retssag som min klient har anlagt mod det danske skatteministerium.

...

Da det juridiske ejerforhold til fondens formue er grundlaget for ministeriets standpunkt i sagen, ville det være til stor hjælp for min klient, om det ved en erklæring fra Dem kunne afkræftes, at han har nogen som helst ejerbeføjelser til fondens formue eller instruktionsbeføjelser overfor fondens bestyrelse med hensyn til formuens anvendelse.

På denne baggrund tillader jeg mig venligst at bede Dem besvare følgende spørgsmål:

  1. Hvem sidder i dag i bestyrelsen for G1-Stiftung?
  2. Er bestyrelsens sammensætning i dag den samme som i 1993, hvor G1Stiftung, første gang ydede lån til A?
  3. Hvis spørgsmål 2 besvares benægtende, hvorledes var bestyrelsen da sammensat i 1993?
  4. Kan A udøve nogen ejerbeføjelser over fondens formue?
    (Her tænkes på investeringer i værdipapirer, salg af værdipapirer, placering af likvid kapital til forrentning mv. samt uddeling af legater af fondens midler).
  5. Har A nogen instruktionsbeføjelser over for fonden og dens bestyrelse, og i bekræftende fald, hvilke?
  6. Har A modtaget og tilbagebetalt det til ham den 27. maj 1993 ydede lån 5 mio. kr. senere forlænget ved gældsbrev af 28. maj 1998 stort 8.944.134,68 kr. incl. renter og i bekræftende fald, hvornår?
  7. Blev der af A stillet sikkerhed for det til ham ydede lån jf. spørgsmål 6, og i bekræftende fald, hvilken og hvornår?"

G1 Stiftung svarede i brev af 16. august 2007 til advokat Lars N. Vistesen, og anførte blandt andet (dansk oversættelse):

"Vi henviser til Deres skrivelse af 23. maj 2007 samt Deres fornyede skrivelse af 4. juli 2007, som var vedlagt skrivelsen af 23. maj 2007. I forbindelse med den telefoniske drøftelse med Dem den 17. juli 2007 har vi allerede informeret Dem om, at Deres første skrivelse ikke er nået frem til os. Vi vil også gerne på dette sted endnu engang udtrykkeligt fastholde dette.

Som vi kan se af Deres skrivelse, ser A sig i dag konfronteret med skattemyndighedernes antagelse, ifølge hvilken han skal have ejerbeføjelser til fondens formue. Da det ikke forholder sig således, vil vi på de to følgende sider inden for rammerne af vore muligheder give Dem svar på de stillede spørgsmål. For god ordens skyld beder vi Dem tage til efterretning, at vi giver svarene så udførligt som muligt. Dette betyder imidlertid ikke, at vi i det hele taget vil besvare eventuelt yderligere spørgsmål.

...

Spørgsmål 1: Hvem sidder i bestyrelsen for G1-Stiftung?

For god ordens skyld gør vi Dem opmærksom, at det ikke drejer sig om en bestyrelse (Vorstand), men om en bestyrelse (Stiftungsrat). (Translatørkommentar: I schweizisk og liechtensteinsk terminologi benyttes både termen ,Vorstand' og termen ,Stiftungsrat' om en fonds bestyrelse, i G1-Stiftung har man således valgt at benytte ,Stiftungsrat').

Bestyrelsen består for tiden af følgende medlemmer:

  • PS
  • Dr. MK
  • G3 Management Trust reg.

Spørgsmål 2: Er bestyrelsens sammensætning i dag den samme som i 1993, hvor G1-Stiftung første gang ydede lån til A?

Nej.

Spørgsmål 3: Hvis spørgsmål 2 besvares benægtende, hvorledes var bestyrelsen da sammensat i 1993?

I 1993 var bestyrelsen sammensat af følgende medlemmer:

  • Dr PT
  • TV
  • Lic. Oec. HSG VV

Spørgsmål 4: Kan A udøve nogen ejerbeføjelser overfondens formue?

Nej. Det er udelukkende bestyrelsen, der er berettiget til at disponere over fondens formue.

Spørgsmål 5: Har A nogen Instruktionsbeføjelser over for fonden og dens bestyrelse, og i bekræftende fald hvilke?

Nej. Der er ingen, der er berettiget til at give instruktioner til bestyrelsen. Bestyrelsen udfører sit hverv i overensstemmelse med lovgivningen og vedtægterne.

Spørgsmål 6: Har A modtaget og tilbagebetalt det til ham den 27. maj 1993 ydede lån på 5 millioner kr., senere forlænget ved gældsbrev af 28. maj 1998 stort 8.944.134,68 kr. inkl. renter, og i bekræftende fald hvornår?

Tilbagebetalingen på 9.400.000; - kr. skete pr. 8. marts 2005 i vor favør.

Spørgsmål 7: Blev der af A stillet sikkerhed for det til ham ydede lån, jfr. spørgsmål 6, og i bekræftende fald hvilken og hvornår?

Ja, de dokumenter, som De sikkert er bekendt med, nemlig "gældsbrev", "pantebrev (ejerpantebrev)" af 27. maj 1993 samt "instrument of debt" af 28. maj 1998. Disse blev returneret til vor daværende debitor."

Forklaringer

Under sagen er der afgivet forklaring af A, JC, LC og advokat NM.

A har vedstået den forklaring, som han afgav i Østre Landsret i sagen mellem boerne efter DD og BA og Skatteministeriet, og har supplerende forklaret bl.a., at han driver erhvervsvirksomhed i nogle selskaber, bl.a. med ejendomshandel, pantebrevshandel og aktieinvesteringer. Han ejer også landsbrugsejendomme. I årene 1988-1993 havde han som følge af kartoffelkuren økonomiske problemer bl.a. i sit pantebrevsselskab og et deraf følgende behov for at låne penge. Han havde friværdi i sine faste ejendomme, men det var alligevel svært for ham at opnå lån i kreditforeninger og banker, fordi han i forvejen havde restancer. Efter aftale med onklerne blev en låneansøgning indgivet til G1 Stiftung. I forbindelse hermed blev der afholdt et møde med onklerne, hvor han bl.a. fremlagde budgetter og ejendomsvurderinger. Det blev mundtligt aftalt, at de nærmere detaljer, herunder spørgsmålet om sikkerhedsstillelse, skulle forhandles af hans advokat, advokat NM, og advokat PL, som han forstod repræsenterede G1. Han deltog ikke selv i de senere forhandlinger og har ikke kendskab til, hvordan overførslen af lånebeløbet til ham fandt sted. Der var tale om et rent forretningsmæssigt lån. Renten på 12 % p.a. var måske nok noget høj, men han havde ikke andre muligheder for at låne penge, og fonden skulle jo også tjene på aftalen.

Salget af H1 i 2004 skete for at skaffe likvider til indfrielse af lånet hos G1.

Det er rigtigt, at han i den ovennævnte landsretssag forklarede, at hans søn alene havde modtaget to legater hver på 10.000 kr. fra G1. Han husker ikke, hvordan hans forklaring herom kom frem, men han kan erkende, at det af en brevudveksling i 1999 mellem ham og skattemyndigheden er dokumenteret, at sønnen har modtaget 45.000 kr.

Foreholdt at slægtninge til CC har fået penge fra fonden, medens han angiveligt har fået et højt forrentet lån, som er blevet tilbagebetalt, finder han det hverken ejendommeligt eller uretfærdigt. I hans tilfælde var der jo tale om et meget større beløb, ligesom der var oprettet gældsbrev og stillet sikkerhed. Omstændighederne var således meget anderledes for ham. Derudover fik han en rentedekort i forbindelse med tilbagebetalingen af lånet. Han har 4 søskende, og han kan se, at disses børn har modtaget legater.

Advokat SS, der har konciperet BA' testamente af 11. december 1997, var advokat for DD og advokat BA. Når advokat SS også efter onklernes død fortsatte med at rette henvendelse til LC vedrørende dennes gæld til G1, må det skyldes, at advokat SS i denne forbindelse var advokat for G1. Han bestrider, at advokat SS i den anførte sammenhæng har været advokat for ham, men det er rigtigt, at advokat SS i 1999 repræsenterede ham i sagen om hans fradragsret for renteudgifter til G1.

Han var ikke i 1997 og 1998 bekendt med, at han skulle være andenbegunstiget i fonden. Han så først brevet af 21. september 1997, hvor er omtalt, da han mødte i skifteretten i 2002.

Han har ikke haft kontakt til G1 endsige talt med nogen repræsentant for G1 i forbindelse med G1' besvarelse i 2007 af spørgsmål stillet af advokat Vistesen.

JC har vedstået den forklaring, som han afgav i Østre Landsret i sagen mellem boerne efter DD og BA og Skatteministeriet, og har supplerende forklaret bl.a., at han ved udbetalingen af lånet på 400.000 kr. i 1989 fik indtryk af, at han selv kunne bestemme, hvad der skulle aftales med hensyn til rente og afdrag. Efter aftale og råd fra DD blev der fastlagt en rente på 10 %, som de mente, at skattevæsenet ville acceptere. Det var alt sammen uden større praktisk eller reel betydning, fordi betalte renter og afdrag blev tilbagebetalt under bordet som legater. Der blev efter lånets udbetaling oprettet et gældsbrev på et møde mellem DD og ham. Han går ud fra, at gældsbrevet befinder sig i G1 Stiftung. Da han i 1993 modtog en check på 500.000 kr. blev der ikke oprettet noget nyt gældsbrev. Han modtog på et tidspunkt et brev fra advokat SS om sin gæld til fonden, men han svarede ikke på det, og senere fik han meddelelse fra fonden om den uansøgte gældseftergivelse. Han kan ikke se nogen anden mulighed end, at det i dag er A, der bestemmer over fonden.

LC har vedstået den forklaring, som han afgav i Østre Landsret i sagen mellem boerne efter DD og BA og Skatteministeriet, med den præcisering, at brevet fra advokat SS kom allerede før BA' død.

Han har supplerende forklaret bl.a., at der på intet tidspunkt blev oprettet et gældsbrev i anledning af udbetalingen af lånet på 500.000 kr. Der blev heller ikke mundtligt aftalt nærmere faste vilkår for lånets forrentning og tilbagebetaling. Derimod blev det løbende mundtligt aftalt med DD, hvad der skulle betales, og de indbetalte beløb kom så tilbage igen i form af gaver og legater til børnene. Han har ikke hørt om andre personer end A, der skulle have foretaget reelle tilbagebetalinger af lån fra fonden. Han kender ikke A nærmere, men han ved fra onklerne, at de havde kontakt med ham. Under mødet i Liechtenstein i 2000 ville dr. PT ikke oplyse, hvem der efter onklernes død havde overtaget deres rolle i fonden.

Advokat NM har forklaret bl.a., at han i 1980'erne og 1990'erne var advokat for A og hans selskaber. I 1992-1993 var økonomien anstrengt i A' selskaber, og det gjaldt om at tilføre likviditet bl.a. for at tilfredsstille kreditorer, der havde givet henstand. Han kendte ikke på forhånd noget til G1 Stiftung, men deltog i et møde med A, BA og DD om etablering af et lån til A i G1 Stiftung. Der kom ikke nogen endelig afklaring på mødet, men det blev aftalt, at han skulle forhandle lånet på plads med fondens advokat, advokat PL, der i øvrigt skulle søge for fremsendelse af dokumenter til fonden. A og vidnet ønskede dels, at der ikke straks skulle betales afdrag, dels at renterne skulle kunne tillægges hovedstolen. Det var PL, der stillede krav om en forrentning på 12 % p.a. Det var også PL, der stillede krav om det primære håndpant i ejerpantebrevet, ligesom det var PL, der senere forlangte, at der blev givet sekundær pant i effekter i F1-bank. Det sidste var besværligt, fordi F1-bank ikke umiddelbart var indstillet herpå.

Ved salget af H1 i 2004 var det af afgørende betydning for A, at der fremkom et provenu af en størrelse, der gav mulighed for at indfri lånet i G1 Stiftung.

Advokat SS, der var advokat for BA ved oprettelsen af testamentet i december 1997, var vidnets kompagnon på advokatkontoret. Det var vidnet, det havde henvist BA til advokat SS vedrørende testamenteoprettelsen.

Procedure

A har i første række gjort gældende, at lånet fra G1-Stiftung var reelt. Lånet blev aftalt ved gældsbrevet af 27. maj 1993 og sikret ved håndpantsætningserklæring af samme dato, hvorved der blev givet långiver primær håndpanteret i et ejerpantebrev på 6.000.000 kr. med pant i A' ejendom. Endvidere blev der stillet supplerende sikkerhed i april 1994 i form af sekundær pant i effekter beroende i F1-bank. Hermed var der stillet fuld sikkerhed for lånet, hvilket må anses for et væsentligt moment ved vurderingen af, om lånet var reelt. Der bør endvidere lægges vægt på A' forklaring om baggrunden for låneoptagelsen, som var den likvidititetskrise, hans firma befandt sig i, og på omstændighederne ved låneoptagelsen, der understøttes af advokat NMs forklaring. Endelig bør der lægges vægt på oplysningerne om salget af H1, hvor provenuet blev anvendt til indfrielse af lånet. Der må kræves et sikkert bevis for at kunne tilsidesætte lånet som et proforma lån, og et sådant bevis er ikke ført. Derimod må det ved dokumentudstedelserne, den stillede sikkerhed, forlængelsen af lånet, de erlagte afdrag og den skete tilbagebetaling af lånet anses for godtgjort, at lånet var reelt.

Skatteministeriet har ikke bestridt, at der var ydet tilstrækkelig sikkerhed for lånet, men har alene gjort gældende, at dette i sin helhed må anses for proforma. Skatteministeriets anbringende herom er først fremsat for Landsretten, og må ses i sammenhæng med de anbringender, Skatteministeriet fremførte i sagen vedrørende dødsboerne efter DD og BA. Ved Landsskatterettens kendelse af 13. december 2002 i nærværende sag er der ikke taget stilling til proforma synspunktet. Det er tværtimod forudsætningsvis lagt til grund, at gældsbrevet var reelt. Skatteministeriet synes alene at støtte proforma synspunktet på de oplysninger, som fremkom under den nævnte retssag, som dels ikke angik A, dels ikke angik spørgsmålet, om de lån, som var ydet af G1-Stiftung, kunne anses for proforma. Temaet i sagen var, om fonden efter dansk ret havde selvstændig retssubjektivitet, og hele Skatteministeriets argumentation udspringer af denne problemstilling, der er uden relevans for nærværende sag.

Skatteministeriets proforma synspunkt synes at gå ud på, at A er succederet i fondsstifternes eller deres dødsboers retsstilling i relation til fondens formue. Skatteministeriets påstand herom savner imidlertid både ethvert retligt og faktisk grundlag. A er ikke succederet, allerede fordi han som nevø efter stifteren BA kun kan succedere eller arve ifølge testamente, og de facto ikke er succederet eller har arvet, idet begge boer blev afsluttet som insolvente boer uden arveudlodning.

Skatteministeriet hævder med henvisning til indholdet i nogle af sagens dokumenter, at A er "anden begunstiget" til fondens formue. Skatteministeriet har imidlertid ikke ført bevis herfor, men selv hvis påstanden var korrekt, medfører dette ikke, at omhandlede lån kan anses som proforma. Lånet kan udmærket have været reelt, uanset hvilket resultat man måtte komme til med hensyn til fondens retssubjektivitet, respektive hvem der måtte være indsat som begunstiget i fondens vedtægter. Den eneste relevante retlige følge, som kan udledes af landsrettens dom, er, at lånet ikke blev ydet af fonden men af stifterne, fordi fonden ikke er et selvstændigt retssubjekt.

A bestrider i øvrigt at være "anden begunstiget". Han har ingen konkret viden herom, da tillægsvedtægterne for G1-Stiftung ikke har kunnet fremskaffes. A har såvel i 2003 som i 2005 givet samtykke og fuldmagt til, at bobestyreren kunne indhente disse vedtægter og andre oplysninger vedrørende fonden, og det kan derfor ikke lægges A til last, at dette mislykkedes på grund af fondsbestyrelsens tavshedspligt efter lovgivningen i Lichtenstein.

De forskellige vidneforklaringer fra diverse familiemedlemmer til stifterne er diffuse og kan ikke tillægges vægt. Deres forklaringer og den øvrige bevisførelse om, hvem der har opnået lån fra fondens midler, hvorfor og hvornår kan heller anses for at have relevans for nærværende sag.

Det eneste objektive bevis i nærværende sag må anses at være skrivelsen af 16. august 2007 fra G1-Stiftung, hvoraf fremgår, at A hverken kan udøve nogen ejerbeføjelser over fondens formue eller instruktionsbeføjelser over for fonden og dens bestyrelse, samt at lånet på oprindelig 5.000.000 kr., der blev forlænget i 1998, blev tilbagebetalt i 2005.

A har i anden række gjort gældende, at de i sagen omhandlede renter vedrørende indkomstårene 1995,1996 og 1997 alle må anses som forfaldne, og dermed fradragsberettigede på det tidspunkt, hvor de med støtte i gældsbrevets ordlyd er tilskrevet hovedstolen, jf. ligningslovens § 5, stk. 1. Dette støttes også af, at det efter § 5, stk. 7, 2. punktum, forudsætningsvis kan udledes, at der er fradragsret for renter uden hensyn til, at renter for tidligere år ikke er betalt, hvis den skattepligtige kan godtgøre, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver, og det er ubestridt, at A stillede betryggende sikkerhed. Tilsvarende kan det forudsætningsvis af samme bestemmelses sidste punktum udledes, at renteudgifter anses for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller en vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum. Det gøres gældende, at også denne betingelse er opfyldt.

Det bestrides, at der som antaget af Skatteministeriet foreligger henstand med uforfaldne renter, da det ved sædvanlig fortolkning af selve aftalen - gældsbrevet - må anses for hjemlet, at forfaldne renter er blevet tilskrevet hovedstolen, som dermed kontraktmæssig har været såvel forfaldne som betalte. A har hermed opnået en trækningsret på linje med, hvad der gælder for en kontokurant, f.eks. en kassekredit i et pengeinstitut.

Endelig gøres det gældende, at der i sagen vedrørende boet efter BA er foretaget beskatning af samme renter - helt eller delvis - som nu beskattes i nærværende sag, hvilket ikke er berettiget.

Skatteministeriet har i første række gjort gældende, at der er tale om et proforma lån, idet A i realiteten aldrig har været forpligtet til at tilbagebetale beløbet på 5 mio. kr., som han modtog i 1993.I virkeligheden var der tale om et legat, som blev ydet til A af hans onkel BA og DD. Heller ikke de tilskrevne renter var han forpligtet til at betale.

Der er ikke fradragsret for proforma renter af proforma lån. Rentefradrag i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, forudsætter således, at lånet og renterne er reelle, dvs., at modtageren af beløbet er forpligtet til at tilbagebetale såvel hovedstolen som de tilskrevne renter. Bevisbyrden herfor påhviler A, og da de 5 mio. kr. er ydet i et gavemiljø - det vil sige mellem familiemedlemmer - er der skærpede beviskrav.

Arrangementet var kamufleret som et lån fra G1 Stiftung i Liechtenstein med det formål at snyde skattevæsenet. Det fremgår bl.a. af BA's og DDs egen beskrivelse af fonden til de familiemedlemmer, der modtog proforma lån. Det fremgår også af vidneforklaringerne fra EC, JC og LC.

I virkeligheden tilhørte fondens formue BA og DD, idet de kunne disponere over midlerne som deres egne, og ved Østre Landsrets dom af 14. januar 2005 er det derfor også statueret, at skattemyndighederne med rette har indkomst- og formuebeskattet BA og DD af formuen og indtægterne i fonden.

Ingen af de familiemedlemmer, der har "lånt" penge "af fonden", har nogensinde betalt de "lånte" beløb tilbage, hvilket i sig selv er et væsentligt bevismoment, som bekræfter, at lånene har været proforma. Den eneste undtagelse er A, og det er utroværdigt, at han som den eneste ikke skulle begunstiges.

A begyndte at betale renter i 1999 efter at have "omlagt lånet" i 1998. På det tidspunkt, hvor låneomlægningen og betalingen af renter fandt sted, var de "gamle" ejere af formuen i Liechtensteinfonden døde. De ejerbeføjelser til formuen, som DD og BA hidtil havde haft i henhold til begunstigelsesklausulerne i tillægsvedtægterne, var på dette tidspunkt overgået til A, idet han var den 'Zweitbegünstigte" efter DD og BA i henhold til fondens tillægsvedtægter ("Beistatuten"). Det betyder, at på det tidspunkt, hvor A begyndte at betale penge "til fonden", var han i virkeligheden selv ejer af fondens formue. Han har således betalt renter og afdrag til sig selv.

A har forsøgt at kamuflere de reelle forhold bag formelt uangribelige kontrakter og andre dokumenter. Men realiteten er, at A - som det er tilfældet for alle de andre familiemedlemmer - aldrig har haft en reel tilbagebetalingsforpligtelse, for så vidt angår det beløb, som han modtog som "lån". Dokumentudstedelsen må ses som et ønske om at søge for dokumentation for det store "lån" og de store renter, som A ville fratrække.

Det har ikke været muligt at tilvejebringe tillægsvedtægterne, fondsregnskaberne og andre væsentlige oplysninger og dokumenter vedr. de faktiske forhold. Det gøres gældende, at den til enhver tid begunstigede i henhold til fondens tillægsvedtægter er herre over, hvilke oplysninger og dokumenter, der kan tilvejebringes fra Liechtenstein. Indtil DD og BA døde i 1997 og 1998, var det også dem, der bestemte. Efter deres død må det antages, at A i sin egenskab af enebegunstiget - og dermed i realiteten eneejer af fondsformuen - har været herre over, hvilke oplysninger og dokumenter vedr. fonden, der kunne tilvejebringes fra Liechtenstein. Når det hverken under denne sag eller sagen vedr. dødsboerne har været muligt at fremskaffe tillægsvedtægterne og fondsregnskaberne, må det derfor antages, at det beror på A' forhold. Udadtil - i forhold til myndighederne - har han forsøgt at fremstå som samarbejdsvillig ved at give sit samtykke til, at "fonden" frigav de ønskede oplysninger. Men det må antages, at A bag facaden har instrueret fondsbestyrelsen/forvaltningsinstituttet i Liechtenstein om at besvare de danske myndigheders henvendelser negativt på samme måde, som DD tidligere havde gjort.

A har konsekvent stillet sig uforstående og afvisende over for den beskrivelse af de faktiske forhold, der fremgår af DDs og de øvrige familiemedlemmers forklaringer. Han hævder således f.eks., at han ikke kender noget til, at han skulle være "Zweitbegünstigte" i henhold til tillægsvedtægterne, eller at der skulle være tale om proforma lån. Oplysningerne herom stammer således ikke fra ham, men derimod fra DD og de øvrige familiemedlemmer. Det gøres gældende, at A er utroværdig, og at det samme gælder de svar på en række spørgsmål fra A' advokat, der - meget sent i retssagens forløb og uden involvering af Skatteministeriets advokat - pludselig er fremkommet fra G1 Stiftung til brug for nærværende sag. Svarene må antages afgivet i henhold til A' instruks, og oplysningerne må derfor bestrides som udokumenterede og utroværdige.

Svarene fra G1 Stiftung må i øvrigt tages som udtryk for, at A af G1 Stiftung ikke anses som udenforstående. At det er A, der efter onklernes død bestemmer, understøttes yderligere af det forløb, der har været, hvor advokat SS som advokat for A har rettet henvendelse til de øvrige familiemedlemmer.

Tidspunkterne for A' tilbagebetalinger på "lånet" bevirker, at tilbagebetalingerne ikke understøtter, at lånet var reelt. Tilbagebetalingerne fandt således sted, efter at A af skattevæsenet var blevet mødt med, at han ikke havde betalt renter, og efter at onklerne var døde, og A havde overtaget den position, der tidligere tilkom dem.

Skatteministeriet har i anden række gjort gældende, at A end ikke ville have haft fradragsret for renteudgifterne, hvis der havde været tale om reelle renter af et reelt lån. Lånearrangementet var tilrettelagt på en sådan måde, at det ikke engang ifølge sit eget pålydende ville kunne berettige A til noget rentefradrag for de i sagen omhandlede indkomstår. Herefter og da A forud for hvert forfaldstidspunkt meddelte, at han som hjemlet i gældsbrevet ønskede renterne tilskrevet hovedstolen, var forfaldstidspunktet udskudt til 1998.

Da fradragstidspunktet for renteudgifter ifølge ligningslovens § 5, stk. 1, er forfaldstidspunktet, og da dette tidspunkt var udskudt til 1998, ville A derfor også have været afskåret fra rentefradrag, selv om der havde været tale om reelle renteudgifter vedr. et reelt lån.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er en forudsætning for fradragsret i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, om fradrag for renter af gæld, at der består et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter.

Efter oplysningerne i sagen kan det lægges til grund, at DD og BA efter CCs død i 1992 traf dispositioner vedrørende anvendelse af midlerne i G1 Stiftung, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at de i brev af 23. april 1993 meddelte, at de havde besluttet at reducere formuen i G1 Stiftung og derfor gav instruks om, at der fra fonden skulle overføres 2 mio. CHF til Danmark. Disse penge skulle ifølge brevet komme familiemedlemmer til afdøde CC og til DD og BA til gode. Det kan endvidere lægges til grund, at flere familiemedlemmer fik midler fra fonden.

I dokumentet, der bærer overskriften "G1 Stiftung", udfærdiget af BA og DD, er det blandt andet angivet, at "det mest hensigtsmæssige vil efter vor mening være, at fondets midler gives som proformalån, altså et lån, hvor modtageren af beløbet selv administrerer rentetilskrivning og nedskrivning af lånet". Sammenholdes dette med forklaringerne fra flere familiemedlemmer finder landsretten, at det kan lægges til grund, at det var hensigten, at de pengebeløb, disse familiemedlemmer modtog, skulle fremtræde som lån, men at de reelt skulle udgøre legater.

Af de overførte 2 mio. CHF, svarende til 8.483.000 kr., blev 5 mio. kr. anvendt til fordel for A, der ifølge de udarbejdede optegnelser over tildeling af midler fra fonden modtog beløbet over 3 gange, hvoraf de to første beløb på samlet 2.400.000 kr. blev modtaget forud for underskrivelsen den 27. maj 2003 af gældsbrevet lydende på 5. mio. kr. Ifølge referatet af DDs forklaring til skattedirektoratet blev G1 Stiftung ikke i 1993 underrettet om, at A havde modtaget de 5 mio. kr., hvilket understøttes af DD og BA' brev af 21. september 1997 til G1 Stiftung. Dette harmonerer ikke med A' oplysninger om låneansøgningen til G1 Stiftung og om forhandlingerne i forbindelse med udstedelsen af gældsbrevet.

Da BA efter DDs død ændrede deres tidligere gensidige testamente, blev A, der også i henhold til det tidligere testamente havde været arving, gjort til universalarving efter BA. I brevet af 21. september 1997 til G1 Stiftung anfører DD og BA blandt andet, at A i tillægsvedtægten, hvis indhold ikke er oplyst under sagen, er omtalt som "anden begunstiget".

Henset til de familiemæssige relationer mellem A og BA må beviskravene til, at der vedrørende de 5 mio. kr. forelå et reelt gældsforhold, og at der for A bestod en retlig forpligtelse til at betale renter, skærpes. Efter en samlet vurdering af de ovennævnte omstændigheder finder landsretten ikke, at A har godtgjort, at der for ham forelå en sådan retlig forpligtelse. Det forhold, at A i 2005 betalte 9.400.000 kr. til fonden og også tidligere havde foretaget visse betalinger, kan henset til tidspunkterne herfor sammenholdt med de foreliggende oplysninger om forbindelsen mellem A og fonden efter BA' død ikke føre til en ændret vurdering.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Ved fastsættelsen af sagens omkostninger har landsretten henset til omfanget af sagen, der blev anlagt i 2003, samt til at hovedforhandlingen varede 2 dage. I det fastsatte omkostningsbeløb indgår godtgørelse for Skatteministeriets udgifter til vidneførsel med 2.926 kr. og til tillægsekstrakt med 1.975 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter