Dato for udgivelse
28 Jul 2008 12:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jul 2008 12:51
SKM-nummer
SKM2008.640.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-785-08
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Eftergivelse og gældssanering
Emneord
Forligsforslag, sagsomkostninger, forlig, delvis, eftergivelse, skattekrav
Resumé

A havde ved Østre Landsret anlagt retssag mod Skatteministeriet vedrørende periodisering af aktieavance.

Medens skattesagen verserede ved landsretten skrev han til skattecentret og foreslog en forligsmæssig løsning vedrørende betalingen af skattekravet. I brevet anførte han, at han ville hæve retssagen, hvis hans forslag accepteredes, "således at hver part bærer sine sagsomkostninger".

Skattecentret imødekom As anmodning om delvis eftergivelse af skattekravet og anførte i afgørelsen bl.a.: "Delvis eftergivelse af gælden accepteres kun under forudsætning af, at sagen i Østre Landsret frafaldes. "

Herefter hævede A skattesagen ved Østre Landsret, der pålagde ham at betale 30.000,- kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Han betalte beløbet og anlagde herefter sag mod Skatteministeriet med påstand om tilbagebetaling af de 30.000,- kr. Til støtte herfor gjorde han gældende, at skattecentret havde accepteret, at hver part skulle bære egne sagsomkostninger.

Retten anførte

"SKATs brev af 21. februar 2007 fremtræder ikke, hverken i form eller indhold som en accept af sagsøgerens forligsforslag og tager ikke stilling til sagsomkostningerne ved sagen for Østre Landsret. På denne baggrund og sammenholdt med at brevet ikke hidrører fra sagsøgerens processuelle modpart, Skatteministeriet, indebærer brevet ikke at Skattemyndighederne har frafaldet sagsomkostninger."

Med denne begrundelse frifandt byretten Skatteministeriet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med følgende begrundelse

"Det tiltrædes, at SKATs brev af 21. februar 2007 hverken i form eller indhold fremtræder som en accept af appellantens forligsforslag. Landsretten lægger herved vægt på, at det er angivet, at der er tale om en afgørelse vedrørende en ansøgning om delvis eftergivelse, og at der i afgørelsen som hjemmelsgrundlag er henvist til kildeskattelovens § 73 C, jf. § 73 B, jf. opkrævningslovens § 15, der i øvrigt er refereret i afgørelsen."

Reference(r)

Retsplejeloven § 316, stk. 1


Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Mogens Kroman, B. Tegldal og Charlotte Løfberg (kst.)

Byrettens dom af 17. marts 2008 (BS 1-898/2007) er anket af A med principal påstand som for byretten om, at indstævnte dømmes til at betale 30.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Subsidiært har A nedlagt påstand om, at det af byretten pålagte sagsomkostningsbeløb reduceres.

Indstævnte, Skatteministeriet, har over for As principale påstand nedlagt påstand om stadfæstelse. Overfor As subsidiære påstand har Skatteministeriet påstået frifindelse.

Der er ikke afgivet forklaringer under ankesagen.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det tiltrædes, at SKATs brev af 21. februar 2007 hverken i form eller indhold fremtræder som en accept af appellantens forligsforslag. Landsretten lægger herved vægt på, at det er angivet, at der er tale om en afgørelse vedrørende en ansøgning om delvis eftergivelse, og at der i afgørelsen som hjemmelsgrundlag er henvist til kildeskattelovens § 73 C, jf. § 73 B, jf. opkrævningslovens § 15, der i øvrigt er refereret i afgørelsen.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom, dog således, at appellanten i sagsomkostninger for begge retter skal betale 20.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for begge retter skal appellanten, A, betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.