Dato for udgivelse
26 Aug 2008 13:06
SKM-nummer
SKM2008.695.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-119485
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Fredet, ejendom, skattefritagelse
Resumé

Der anmodes om, at tilskud fra Fond1, fra Fond2, fra Fond3, fra Fond4 og fra Fond5, ydet til restaurering af ejendommen E ikke medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst. Det indstilles, at det ansøgte imødekommes.

Hjemmel
08-073193
Reference(r)
Ligningsloven § 7 E
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-3 A.G.4

Ansøgning

Skatterådet anmodes om at give tilladelse til, at tilskud fra Fond1 på kr. 1.760.000, tilskud fra Fond2 på kr. 375.000, tilskud fra Fond3 på kr. 250.000, tilskud fra Fond4 på kr. 250.000 samt tilskud fra Fond5 på kr. 25.000 til restaurering af ejendommen E ikke medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst, jfr. Ligningslovens § 7E, stk. 2, idet der er givet offentligt tilskud til samme projekt fra Kulturarvsstyrelsen.

Afgørelse

Det ansøgte imødekommes.

Sagsfremstilling og begrundelse

Ejendommen E er fredet i henhold til lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger § 3.

Det er oplyst, at Fond1 har bevilget kr. 1.760.000, Fond2 har bevilget kr. 375.000, Fond3 har bevilget kr. 250.000, Fond4 har bevilget kr. 250.000 samt Fond5 har bevilget kr. 25.000 til restaurering af ejendommen E. Kulturarvsstyrelsen har ydet støtte på kr. 530.000 til samme projekt i henhold til lov om bygningsfredning og bevarelse af bygninger og bymiljøer § 16.

Ifølge ligningslovens § 7 E, stk. 1, medregnes tilskud, ydet i henhold til § 16, stk. 1, i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, til bygningsarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger ikke til modtagerens skattepligtige indkomst. Det samme gælder andre offentlige tilskud, der ydes til samme formål.

Ifølge ligningslovens § 7 E, stk. 2, kan Skatterådet tillade, at andre tilskud ligeledes ikke skal medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst, hvis der til et bygningsarbejde på en fredet eller bevaringsværdig bygning er ydet offentligt tilskud, der omfattes af ligningslovens § 7 E, stk. 1.

Tilskuddet fra Kulturarvsstyrelsen opfylder kravene i ligningslovens § 7 E, stk. 1, hvorfor tilskuddet derfor ikke skal medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.

Da der er tale om tilskud til samme bygningsarbejder, som støtten fra Kulturarvsstyrelsen er givet til, er det SKATs opfattelse, at tilskuddene fra Fond1, fra Fond2, fra Fond3, fra Fond4 samt fra Fond5 til restaurering af ejendommen E opfylder betingelserne i § 7 E, stk. 2, og SKAT indstiller derfor, at det tillades, at de nævnte tilskud ligeledes ikke skal medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.