Dato for udgivelse
30 Sep 2008 10:34
Dato for afsagt dom/kendelse
30 Jan 2008 12:59
SKM-nummer
SKM2008.778.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, S-0010-08
Dokument type
Dom
Emneord
Momssvig, skattesvig, uregistreret, virksomhed, tilståelsessag, strafudmåling
Resumé

Tiltalte drev tømrerfirma som personligt selskab. T havde været momsregistreret, men tømrerfirmaet blev afmeldt den 1. december 2001. T drev imidlertid tømrerfirmaet videre. T drev herefter uregistreret virksomhed. T var tiltalt for forsætlig skatte- og momssvig. T erkendte sig skyldig i at have unddraget moms i perioden 1. januar 2002 til 30. april 2004. Han erkendte tillige, at han ikke reagerede, da han modtog en årsopgørelse i 2003, selv om årsopgørelsen var forkert. T forklarede at han var gået ned med stress og at det var stress, der var baggrunden for, at han ikke havde orden i sine papirer. Byretten fandt T skyldig i forsætlig skatte- og momssvig i overensstemmelse med hans tilståelse. Straffen blev fastsat til 30 dages fængsel samt tillægsbøde på 175.000 kr.

Byretten fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Der blev herved blandt andet lagt vægt på forholdenes karakter navnlig at T gennem mere end 2 år havde opkrævet moms, uden at være momsregistreret samt unddragelsernes størrelse. I Landsretten påstod T formildelse af fængselsstraffen. Landsretten stadfæstede i det hele dommen.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 16, stk. 3, jf. stk. 1
Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og stk. 5
Straffeloven § 52, stk. 3


Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Peter Junge)

Afsagt af landsdommerne

C. Haubek, Erik P. Bentzen og Lene Aagaard (kst.) med domsmænd

----------

Byrettens dom af 10. december 2007, 2. afdeling, SS 2-1253/2007

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 831.

Retsmødebegæring er modtaget den 28. juni 2007.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1

ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for indkomståret 2002, hvor han ikke havde indgivet selvangivelse, ikke rettidigt at have meddelt skattemyndighederne, at indkomsten på årsopgørelsen udskrevet den 27. oktober 2003 var ansat for lavt med 119.438 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 41.148 kr. i skat.

2.

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og stk. 5 og § 52, stk. 6, (lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005)

ved med forsæt til momsunddragelse for perioden 1. januar 2002 til 30. april 2004 at have drevet virksomhed og opkrævet moms uden at lade sig registrere og angive og indbetale opkrævet moms, hvorved statskassen er unddraget moms med for 140.571 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf.

Der er endvidere nedlagt påstand om en tillægsbøde på ikke under 175.000 kr. i medfør af straffelovens § 50, stk. 2.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Forklaringer

Tiltalte har forklaret, at han tidligere har været registreret som selvstændig.

Han drev tømrerfirma som personligt selskab. Selskabet blev afmeldt den 1. december 2001. Han skrev under på en masse blanketter i december 2001. Han bekræftede, at det er hans underskrift, der står på afmeldingen. Han erkender også, at han burde have været mere omhyggelig med at se, hvad han skrev under på, så han ikke var i tvivl om, at virksomheden var afmeldt for momsregistrering. Han drev imidlertid firmaet videre. Han erkendte, at han har unddraget moms i perioden 1. januar 2002 til 30. april 2004. Han har ikke i den periode modtaget momsangivelser. Den moms, han opkrævede på fakturaerne, beholdt han. Han vil ikke bestride de opgjorte beløb i forhold 2. Han erkendte også, at han ikke reagerede, da han modtog en årsopgørelse i 2003, selv om årsopgørelsen var forkert.

Han har forklaret om sine personlige forhold, at han var gået ned med stress. Det var kommet snigende, og det var stress, der var baggrunden for, at han ikke havde orden i sine papirer. Han har fast arbejde og er stadig interesseret i at udføre samfundstjeneste.

Rettens bemærkninger

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage efter skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, og efter momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og 5 og § 52, stk. 6, (lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005).

Jeg finder ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Jeg har ved denne vurdering lagt vægt på forholdenes karakter og herunder navnlig på, at tiltalte gennem mere end 2 år har opkrævet moms, uden at han var registreret. Jeg har også lagt vægt på størrelsen af de unddragne beløb. Oplysningerne om tiltaltes personlige forhold kan ikke føre til et andet resultat.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 175.000 kr. jf. straffelovens § 50, stk. 2.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 30 dage.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 175.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 30. januar 2008, 13. afdeling, S-0010-08

Byretten har den 10. december 2007 afsagt dom i 1. instans (SS 2-1253/2007).

Tiltalte har påstået formildelse af fængselsstraffen, navnlig således at denne gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, subsidiært at den nedsættes til fængsel i 14 dage.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Anklagemyndigheden har for landsretten anført, at tiltalte ved forhold 2 rettelig har overtrådt den dagældende momslov - lovbekendtgørelse nr. 804 af 16. august 2000 - § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og 5, og § 52, stk. 3.

Forklaringer

Tiltalte har supplerende forklaret, at han også var selvstændig tømrermester i 1987-1988. Der er ikke sket ændringer i hans personlige forhold siden personundersøgelsen blev foretaget.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte har overtrådt skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, og den dagældende momslov § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og stk. 5, og § 52, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 804 af 16. august 2000).

Under hensyn til størrelsen af de unddragne beløb og forholdenes karakter tiltræder landsretten, at straffen er udmålt til fængsel i 30 dage, og at der er idømt en tillægsbøde på 175.000 kr.

Landsretten tiltræder endvidere af de grunde, som byretten har anført, at der ikke er grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter