Dato for udgivelse
25 Sep 2008 14:44
SKM-nummer
SKM2008.756.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
07-02643
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Omkostningsgodtgørelse
Resumé

I en for landsretten verserende momssag afsagde retten kendelse i overensstemmelse med klagerens påstand om, at der skulle forelægges EF-Domstolen præjudicielle spørgsmål. Klageren kunne imidlertid ikke hermed anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sagen og var derfor indtil videre alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 %.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1
Skatteforvaltningsloven § 55
Retsplejeloven § 253, stk. 1
Retsplejeloven § 253 stk. 2


Klagen skyldes, at SKAT alene har imødekommet selskabets anmodning om omkostningsgodtgørelse for et beløb på 145.905 kr. med 50 %.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Told- og skatteregionen opkrævede ved afgørelse af 18. august 2003 selskabet yderligere moms for perioden fra den 1. juli 2002 til den 31. december 2002 med 562.519 kr., idet regionen ikke var enig i selskabets opgørelse af momsfradragsprocenten for fællesomkostninger, jf. momslovens § 38, stk. 1, i relation til, hvorledes omsætningen ved salg af fast ejendom opført for egen regning skulle indgå.

Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 15. november 2005 regionens afgørelse. Landsskatteretten fandt blandt andet, at selskabets salg af fast ejendom opført for egen regning ikke kunne anses for bitransaktioner vedrørende fast ejendom som omhandlet i momslovens § 38, stk. 1, 4. punktum. Landsskatteretten henviste herved til de kriterier, som EF-Domstolen havde anført i Régie Dauphinoise-dommen (C-306/94).

Ved stævning af 8. februar 2006 indbragte selskabet kendelsen for Østre Landsret, hvor der blev oprettet sag i 8. afdeling med sagsnummeret B-0462-06.

Selskabet fremsatte i stævningen påstand om, at selskabets moms for den omhandlede periode skulle nedsættes med 562.519 kr., idet selskabet gjorde gældende, at de pågældende salg var omfattet af begrebet bitransaktioner. Selskabet gjorde i denne forbindelse gældende, at EF-Domstolen efterfølgende i EDM-dommen (C-77/01) havde lagt vægt på andre kriterier end i Régie Dauphinoise-dommen. Der var derfor en sådan rimelig tvivl om rækkevidden af Régie Dauphinoise-dommen, at der burde ske præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen. Endvidere gjorde selskabet gældende, at den måde, hvorpå Danmark havde implementeret 6. momsdirektivs bestemmelser vedrørende fast ejendom, var i strid med det fælles momssystems fuldstændige neutralitetsprincip. Selskabets anmodede derfor tillige med henvisning hertil om, at der blev forelagt EF-Domstolen præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af 6. momsdirektiv.

Skatteministeriet protesterede i sit svarskrift af 7. april 2006 imod forelæggelsesbegæringen med henvisning til, at der ikke var nogen rimelig tvivl af betydning for sagen, som nødvendiggjorde forelæggelse for EF-Domstolen. Efter Skatteministeriets opfattelse var der ingen tvivl om rækkevidden af Régie Dauphinoise-dommen eller vedrørende implementeringen af byggemomsreglerne i dansk ret. Skatteministeriet opfordrede derfor selskabet til at frafalde forelæggelsesbegæringen.

Selskabet fastholdt i replik af 29. juni 2006 begæringen.

I duplik af 28. juli 2006 fastholdt Skatteministeriet, at der ikke var grundlag for at stille spørgsmål til EF-Domstolen i sagen.

Parterne afgav herefter yderligere processkrifter, hvor begge fastholdt sine standpunkter vedrørende relevansen af forelæggelse for EF-Domstolen. Skatteministeriet anmodede i sit processkrift af 10. november 2006 om, at der blev berammet en særskilt formalitetsprocedure vedrørende forelæggelsesspørgsmålet.

Østre Landsret berammede herefter særskilt formalitetsprocedure om spørgsmålet om forelæggelse for EF-Domstolen.

I påstandsdokument af 31. januar 2007 fremsatte Skatteministeriet påstand om, at begæringen om forelæggelse for EF-Domstolen ikke blev imødekommet.

Selskabet fremsatte i påstandsdokument af 9. februar 2007 påstand om, at der blev forelagt EF-Domstolen spørgsmål om:

  1. Fortolkningen af begrebet "bitransaktioner vedrørende fast ejendom i artikel 19, stk. 2, i 6. momsdirektiv
  2. Neutralitetsprincippets overholdelse ved implementeringen i den danske momslov af artikel 4, stk. 3, litra a, m.v. i 6. momsdirektiv

Formalitetsproceduren fandt sted i Østre Landsret den 23. februar 2007. Til brug herfor blev der udover påstandsdokumenterne udarbejdet ekstrakt samt materialesamling.

Ved kendelse af 23. april 2007 bestemte Østre Landsret, at sagsøgerens påstande blev taget til følge. Retten angav som begrundelse, at der af EF-Domstolens praksis ikke kunne udledes en entydig forståelse af bitransaktions-begrebet i den relevante bestemmelse i 6. momsdirektiv. Der forelå derfor en sådan rimelig tvivl vedrørende fortolkningen, at afklaring heraf nødvendiggjorde forelæggelse for EF-Domstolen. Endvidere var der i sagen behov for afklaring af, hvorvidt den danske implementering af 6. momsdirektiv var forenelig med neutralitetsprincippet i 6. momsdirektiv. Retten tillod derfor, at der kunne ske præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen til afklaring af de to omhandlede spørgsmål.

På de to påstandsdokumenter og kendelsen af 23. april 2007 er som sagsnummer angivet: "8. afd. nr. B-0462-06".

De præjudicielle spørgsmål er forelagt for EF-Domstolen, der endnu ikke har truffet afgørelse/afsagt dom herom.

Selskabets advokat har den 25. april 2007 udstedt faktura nr. 07-1229 på 145.905 kr., ekskl. moms, til selskabet. Af en vedlagt specifikation fremgår, at fakturaen vedrører:

"Juridisk assistance i perioden 1. januar til 25. april 2007 i forbindelse med en anmodning til Østre Landsret i en verserende sag om, at der forelægges EF-Domstolen spørgsmål om fortolkning af begrebet "bitransaktioner vedrørende fast ejendom" i artikel 19, stk. 2, i Rådets 6. Momsdirektiv og neutralitetsprincippets overholdelse ved implementeringen i den danske momslov, herunder

  • gennemgang af Skatteministeriets processkrift af den 31. januar 2007 vedrørende forelæggelsesspørgsmålet
  • udarbejdelse af påstandsdokument af den 9. februar 2007 vedrørende forelæggelsesspørgsmålet
  • udarbejdelse af fælles materialesamling af den 9. februar 2007 (bind 1 og 2)
  • udarbejdelse af ekstrakt
  • gennemførelse af hovedforhandling den 23. februar 2007 vedrørende forelæggelsesspørgsmålet
  • gennemgang af Østre Landsrets kendelse af den 23. april 2007, hvorefter Landsretten giver sagsøgeren fuldt ud medhold i anmodningen og tillader, at der skal stilles 2 spørgsmål til EF-Domstolen som anført af sagsøgeren
  • telefonsamtaler og korrespondance

Tid anvendt i perioden: 58 timer."

Ved ansøgning af 1. maj 2007 har selskabets advokat på selskabets vegne anmodet om omkostningsgodtgørelse med 100 % af beløbet på 145.905 kr., ekskl. moms. I ansøgningen er anført, at fakturaen vedrører juridisk assistance i forbindelse med procedure af et spørgsmål, som landsretten havde udskilt til særskilt behandling, og hvor selskabet ved landsrettens kendelse af 23. april 2007 fik fuldt medhold. Der ansøges derfor om godtgørelse med 100 %.

SKATs afgørelse

SKAT har alene imødekommet anmodningen om omkostningsgodtgørelse med 72.952,50 kr., svarende til 50 % af det ansøgte beløb.

Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, fremgår, at der ydes godtgørelse ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2.

Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 4, ydes der godtgørelse i sager vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, fremgår, at der ydes godtgørelse med 50 %, dog ydes der godtgørelse med 100 %, hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Kendelsen af 23. april 2007 fra Østre Landsret kan ikke anses for en afgørelse vedrørende en klagesag. Kendelsen er en delkendelse, der giver tilladelse til forelæggelse af et tvivlsspørgsmål for EF-Domstolen. Når EF-Domstolens afgørelse foreligger, skal der foretages en medholdsvurdering i EF-Domstolssagen og efterfølgende ligeledes i Østre Landsretssagen, når dommen derfra foreligger. Der kan derfor indtil videre kun udbetales a conto godtgørelse for de omhandlede udgifter, dvs. med 50 %, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. punktum.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets advokat har fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af det ansøgte beløb.

Skatteministeriet protesterede i et omfattende svarskrift af 7. april 2006 imod selskabets begæring om forelæggelse af spørgsmål for EF-Domstolen med henvisning til, at der ikke var nogen rimelig tvivl af betydning for sagen, som nødvendiggjorde forelæggelse for EF-Domstolen.

Østre Landsret udskilte herefter spørgsmålet om forelæggelse for EF-Domstolen til særskilt behandling og berammede formalitetsprocedure. Retssagen blev herefter udsat på gennemførelse heraf. I forbindelse med formalitetsproceduren blev der udarbejdet særskilte påstandsdokumenter, sædvanlig ekstrakt samt materialesamling om forelæggelsesspørgsmålet. De pågældende dokumenter var alle meget omfattende. Hovedforhandlingen den 23. februar 2007 blev gennemført med en sædvanlig forelæggelse samt procedure. Formalitetsprocedurens omfang har således i det hele svaret til omfanget af en prøvelse af det materielle spørgsmål.

Østre Landsret tog ved kendelsen af 23. april 2007 selskabets påstande til følge og tillod forelæggelse af begge de omhandlede spørgsmål for EF-Domstolen. Af præmisserne fremgår, at landsretten fandt, at der ikke, som hævdet af Skatteministeriet, kunne udledes en entydig forståelse af bitransaktions-begrebet, hvorfor forelæggelse var nødvendig, ligesom der var behov for en afklaring af, hvorvidt den danske implementering af 6. momsdirektiv var forenelig med neutralitetsprincippet i 6. momsdirektiv.

Det er således utvivlsomt, at selskabet ved kendelsen fik fuldt medhold.

Formalitetsproceduren vedrørende forelæggelsesspørgsmålet udgjorde en hel sag for sig selv. Kendelsen har kunnet indbringes for Højesteret, hvilket Skatteministeriet dog konkret ikke har gjort. Der har således også i omkostningsgodtgørelsesmæssig sammenhæng været tale om en selvstændig sag.

Allerede af ordlyden i skatteforvaltningslovens § 52 følger dermed, at selskabet er berettiget godtgørelse med 100 % for udgifterne til sagkyndig bistand i forelæggelsessagen, idet selskabet har fået fuldt medhold i en sag som nævnt i skatteforvaltningslovens § 55.

Endvidere bemærkes, at det var Skatteministeriet, der havde foranlediget et spørgsmål i sagen udskilt til særskilt behandling. Fra selskabets side var man nødt til i sine indlæg at gå ind i sagens materielle (momsretlige) spørgsmål, herunder foretage en indgående gennemgang af relevant praksis fra EF-Domstolen, for at imødegå Skatteministeriets påstand om, at der ikke var grundlag for forelæggelse for EF-Domstolen. Det var således på grund af Skatteministeriets påstand, at selskabet blev påført så omfattende udgifter vedrørende forelæggelsesspørgsmålet, som tilfældet var.

Formålet med indførelsen af omkostningsgodtgørelsesordningen i skatteforvaltningsloven var at styrke skatteydernes retssikkerhed ved at sikre borgerne og virksomhederne fuld dækning for deres udgifter til sagkyndig bistand i sager, der vindes. Et af formålene var, at man ville undgå de urimeligheder, som skatteyderne udsættes for ved at få ret i en skattesag og alligevel stå tilbage med et økonomisk tab.

Østre Landsrets klare kendelse viser, at det var helt uberettiget, at Skatteministeriet protesterede imod en forelæggelse og derved påførte selskabet betydelige forøgede omkostninger til afholdelse af særskilt formalitetsprocedure. Sidstnævnte vil blive tilfældet, hvis selskabet ikke opnår medhold i det materielle spørgsmål. Også ud fra en formålsfortolkning bør selskabet derfor have godtgørelse med 100 % for de omkostninger, som selskabet har været tvunget til at afholde for at få adgang til forelæggelse.

Efter det oplyste forefindes der ikke praksis på området, og i forbindelse med sagsbehandlingen af selskabets ansøgning er det fra SKATs side over for advokaten tilkendegivet, at SKAT selv har været i tvivl om, hvorvidt et tilfælde som det foreliggende skal medføre udbetaling af godtgørelse på 100 % på nuværende tidspunkt.

Såvel en ordlydsfortolkning af skatteforvaltningslovens § 52, sammenholdt med § 55, som en formålsfortolkning samt yderligere SKATs egen tvivl taler således for, at selskabet allerede på nuværende tidspunkt er berettiget til godtgørelse med 100 % for selskabets udgifter i forbindelse med domstolsprøvelsen af spørgsmålet om forelæggelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Skatteforvaltningslovens § 55 har følgende ordlyd:

"Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

    • Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.
    • Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.
    • Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
    • I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
    • I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

    Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

    Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som nævnt i stk. 2."

    De relevante bestemmelser i retsplejeloven vedrørende rettens beslutning om særskilt formalitetsprocedure samt særskilt afgørelse, fremgår af § 253, stk. 1, og stk. 2, der har følgende ordlyd:

    "Retten kan bestemme, at forberedelsen eller hovedforhandlingen foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse.

    Stk. 2. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår. Omfatter sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt afgørelse om et af disse."

    At spørgsmålet om forelæggelse for EF-Domstolen i nærværende tilfælde blev behandlet ved en særskilt formalitetsprocedure, samt at landsretten afsagde særskilt afgørelse ved kendelse om spørgsmålet, kan ikke anses for at have bevirket, at forelæggelsesspørgsmålet har været udskilt til en selvstændig sag, men derimod alene om, at forelæggelsesspørgsmålet er blevet behandlet forlods før behandlingen af det materielle spørgsmål, dvs. som et led i sagen. Landsretten har i overensstemmelse hermed således ej heller behandlet spørgsmålet under et nyt sagsnummer, ligesom afgørelsesformen er kendelse.

    Endvidere er der ikke i forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 52 grundlag for at antage, at begrebet "sag" ud fra en formålsfortolkning skal fortolkes udvidende i et tilfælde som det foreliggende. Det afgørende i hensynet bag bestemmelsen om fuld omkostningsgodtgørelse må herved antages at være, om der er sket en ændring i/bortfald af selskabets forpligtelse til at betale den omhandlede yderligere moms. På nuværende tidspunkt er der ikke sket en sådan ændring/bortfald. Endeligt er der ikke hjemmel til, at selskabet kan indrømmes fuld omkostningsgodtgørelse med henvisning til, at selskabets afholdelse af udgifter til et led i sagen efter selskabets opfattelse har været ufornødent forårsaget af modparten.

    Det er derfor med rette, at selskabets anmodning om omkostningsgodtgørelse på nuværende tidspunkt alene er imødekommet med 50 %, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. punktum. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.