Dato for udgivelse
25 Sep 2008 14:46
Dato for afsagt dom/kendelse
22 Aug 2008 13:09
SKM-nummer
SKM2008.757.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
07-03635
Dokument type
Kendelse
Emneord
Afvisning, vejledende udtalelse
Resumé

En klage over et skattecenters brev, som var benævnt "afgørelse", blev afvist, da skattecenterets brev alene blev anset for en vejledende udtalelse.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1


Klagen vedrører Skattecentrets brev af 10. december 2007 benævnt afgørelse vedrørende brug af gulpladebil.

Landsskatterettens afgørelse

Klagen afvises.

Sagens oplysninger

Det fremgår, at selskabet er sponsor for G1 og i den forbindelse får billetter til kampe på G1's stadion.

Den 15. oktober 2007 rettede selskabet telefonisk henvendelse til skattecentret, idet man ønskede oplysninger om anvendelse af gulpladebiler i forbindelse med sponsoratet for G1.

Man ønskede således nærmere bestemt oplyst, om det var tilladt uden moms- og skattemæssige konsekvenser at køre i selskabets gulpladebil til G1's fodboldkampe, når gulpladebilen er indregistreret til udelukkende erhvervsmæssig brug. Af skattecentrets telefonnotat fremgår det, at selskabet ønskede at følge reglerne og derfor ville være sikre på, om man måtte køre i bilerne.

Selskabet oplyste i den forbindelse ifølge skattecentret, at selskabet i forbindelse med arrangementer inden kampene træffer både eksisterende og potentielle kunder, og at man ved sådanne lejligheder indgår nye aftaler.

Af skattecentrets telefonnotat fremgår det, at det blev aftalt, at skattecentrets medarbejder ville vende tilbage efter at have afholdt møde med projektgruppen grundet flere henvendelser om samme problemstilling.

Ved brev 22. november 2007 til selskabet anmodede skattecentret om yderligere oplysninger i form af dokumentation for, at der er indgået aftaler i forbindelse med de kampe, hvor selskabet har deltaget i et arrangement.

Ifølge skattecentrets telefonnotat rettede selskabet henvendelse til skattecentret den 27. november 2007 og oplyste, at der er tale om kundepleje, og at man deltager i bespisning og ser kampen. Endvidere taler man med dem, der måtte være til stede. Indimellem er der også kunder, der er inviteret med. Der er derimod ikke tale om en egentlig fremvisning af produkter, ligesom der ikke som sådan indgås kontrakter på selve dagen.

Skattecentret fremsendte herefter brev af 10. december 2007 til selskabet.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har ved brev af 10. december 2007 skrevet således til klager:

"Afgørelse - vedr. brug af gulpladebil.

SKAT har modtaget telefonisk forespørgsel vedr. brug af gulpladebil i forbindelse med kørsel til fodboldkamp i G1 som virksomheden er sponsor for.

Endvidere er spørgsmålene uddybet telefonisk i forbindelse med kontakt fra SKAT.

Det er af virksomheden oplyst at den handler med erotiske film og at virksomheden er sponsor for G1. Når der er kampe på G1's stadion får virksomheden billetter til kampene.

Inden kampen mødes virksomheden med andre virksomheder, både eksisterende kunder og potentielle kunder og andre.

Virksomheden forespørger om der må køres i virksomhedens gulpladebil indregistreret til 100 % erhvervsmæssig anvendelse.

SKAT kan oplyse, at det at virksomheden er sponsor for fodboldklubben ikke automatisk gør at der så er tale om repræsentation og dermed at kørslen kan anses for erhvervsmæssig. Som udgangspunkt vil kørslen være at betragte som privat. Såfremt virksomheden deltager i et arrangement som kun består af bespisning og efterfølgende fodboldkamp vil kørslen ligeledes være at betragte som privat.

For at SKAT kan acceptere, at der køres i gulpladebil til arrangement hos G1 uden skatte- og/eller afgiftsmæssige konsekvenser skal der som minimum være tale om et arrangement hvor virksomheden fortæller om sine produkter og evt. fremviser disse.

Ud fra de oplysninger virksomheden har afgivet vil SKAT betragte kørslen som privat idet en forudsætning for at kunne køre i bilen uden skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser er at der finder en egentlig promovering af virksomheden sted i form af et møde hvor virksomhedens produkter præsenteres og vises frem."

Under sagens behandling i Landsskatteretten har skattecentret bl.a. udtalt, at der er tale om en afgørelse, idet selskabet telefonisk har anmodet om at få et svar på noget konkret, som man har gjort løbende og ønsker fortsat at gøre. Selskabet ønskede at få noget på skrift for det tilfælde, at man antræffes af en anden person, således at man kan bevise, at man har fået svar på spørgsmålet.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabet har klaget herover til Landsskatteretten. Der er herved bl.a. anført følgende:

"Da H1 mener der her er tale om erhvers-kontrakt ang. Sponsor for en sportsklub.

H1 er jo ikke sponsor hos G1 for G1's skyld - men udelukkende for vores H1's skyld - kald det for " Business to Business" eller på godt dansk - forretning.

Idet det er en ren erhverskontrakt (ikke privat) vi har med G1 - er det naturligvis også ren erhver når vi har et arrangement med vores kunder i forbindelse med fodbold - messer - udstillinger m.m i G1 og deraf selvfølgelig også bruger vores erhversbiler til salg af vores produkter (i lighed med Carlsberg - Faxe mfl.) og naturligvis også som reklame for vores produkter idet der reklameres med disse på vores biler og vi lægger ikke skjul på hvad vi sælger her i H1. - hvor vi også ser en stor målgruppe for vores produkter i bl.a. fodboldklubber . .kampprogrammer.. bainnerreklame m.m

De kunder vi har møde med og salg /levering til kan jo bevise at dette foregår på erhversplan idet vi ikke kommer sammen med disse kunder privat.

Ifølge afgørelse er det det jo også tvedtydig - idet Told og Skat mener at HVIS man sælger og præsenterer sine produkter - ja så er det ok... OG DET ER JO DET H1 GØR - både har kollektion /varer præsentation m.m. med til disse møder.

Så dette har intet med privatinteresse at gøre - H1 har kun denne aftale for at sælge nogle produkter så vi kan tjene nogle penge og give noget skat og moms ..så alle er glade.

H1 mener derfor - at det med rette kan anvende vores erhversbiler til brug for dette i lighed med alle de andre besøg og varerleveringer vi nu engang har lov til og har forretning ud af."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, at Landsskatteretten som udgangspunkt afgør klager over Told- og Skatteforvaltningens afgørelser. Af lovens § 40, stk. 1, 1. pkt., fremgår det, at en klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, at enhver hos told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet. Af lovens § 23 fremgår det, at der ved anmodninger om bindende svar skal betales et gebyr, og i §§ 24 og 25 bl.a. er der fastsat nærmere krav til anmodninger om bindende svar og nærmere regler om bindende svar.

Retten finder ikke, at skattecentrets brev af 10. december 2007 er en afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, selv om det i brevet er angivet, at der er tale om en afgørelse.

Selskabets henvendelse til skattecentret må således betragtes som en forespørgsel om påtænkte dispositioner, og skattecentrets svar må efter en konkret vurdering anses for en vejledende udtalelse, der ikke har bindende virkning.

Der er herved bl.a. henset til, at skattecentret ved brev af 10. december 2007 alene har udtalt sig om fremtidige dispositioner, og til, at skatteforvaltningslovens bestemmelser i §§ 21 - 25 om bindende svar ikke er fulgt i nærværende tilfælde. Der er bl.a. videre henset til, at der ikke udarbejdet sagsfremstilling i henhold til skatteforvaltningslovens § 19, ligesom udtalelsen ikke indeholder henvisninger til relevante lovbestemmelser.

Derfor afvises klagen.