Dato for udgivelse
29 Sep 2008 10:18
SKM-nummer
SKM2008.763.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-140378
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Aktieombytning, vederlæggelse, værdiansættelse, interessefællesskab
Resumé
Skatterådet bekræfter, at en aktieombytning overholder kravene til aktieombytning efter ABL § 36 A, stk. 3, når der sker vederlæggelse som beskrevet.
Hjemmel
08-076712
Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 36 A

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-3 S.D.6.5.3.

Spørgsmål

Kan det bekræftes, at efterfølgende beskrevet aktieombytning overholder kravene til aktieombytning efter aktieavancebeskatningsloven § 36A, stk. 3, når der sker vederlæggelse af anparterne i A ApS med nominelt X t.kr. anparter i B ApS?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgers repræsentant har beskrevet de faktiske forhold således:

"B ApS, CVR-nr. ----, har fem anpartshavere med følgende ejerfordeling:

  • X, CPR-nr. ----, ejer X %,
  • Y, CPR-nr. ---- ejer X %,
  • Z, CPR-nr. ---- ejer X %,
  • Æ, CPR-nr. ---- ejer X %
  • A ApS, CVR-nr. ----, ejer X %.

B ApS ejer X % i C A/S, CVR-nr. ----, og X % i D ApS, CVR-nr. ----. D ApS ejer X % [af E ApS].

A ApS, CVR-nr. ----, ejes X % af F Holding ApS, CVR-nr. ----, der igen ejes X % af Z, CPR-nr. ----.

Det planlægges at foretage en aktieombytning, således at A ApS indskydes i B ApS. B ApS vederlægger hermed anpartshaverne i A ApS med anparter i B ApS svarende til handelsværdien. Da A ApS ejer anparter i B ApS, vil B ApS komme til at eje X % af egne anparter. I konsekvens heraf er B ApS under omdannelse til aktieselskab. Aktieombytningen planlægges at ske hurtigst muligt, og så snart SKAT har svaret bekræftende på foreliggende skrivelse.

Værdien af selskaberne er opgjort efter senest aflagte årsrapporter samt ud fra regulering af de væsentligste aktiver til seneste handelsværdi."

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgers repræsentant har beskrevet sin opfattelse således:

"For at bestemme hvor meget anpartshaverne af B ApS skal vederlægges med, så det svarer til handelsværdien, opgøres værdien af de implicerede selskaber.

B ApS

Værdien er opgjort efter seneste aflagte årsregnskab for 2007. Der er dog reguleret for kursudvikling i aktieposten i selskabet C på X %. Årsrapporten for 2007 samt tilhørende specifikationer er vedlagt.

 

2007
t.kr.

Egenkapital pr. 31.12.2007, jf. årsrapporten for 2007

 xx

Regulering af C til børskurs 

 (xx)

Værdi efter regulering 

 xx

                    

A ApS

Værdien er opgjort efter seneste aflagte årsregnskab for 2007. Egenkapital udgør X mio.kr. ifølge årsrapporten for 2007. Årsrapporten for 2007 samt tilhørende specifikationer er vedlagt.

 

2007
t.kr.

Egenkapital pr. 31.12.2007, jf. årsrapporten for 2007 

 xx

   

Værdien af de nye anparter, der udstedes til F Holding ApS

Ud fra værdierne af selskaberne pr. 31. december 2007 samt efterfølgende reguleringer bestemmes hvor mange nye anparter, der skal udstedes til F Holding ApS.

Selskab 

Anparts-/
aktiekapital
nom.kr. 

Værdi
t.kr.

B ApS 

xx 

xx

F Holding ApS vederlægges med 

xx 

xx

I alt efter ombytningen 

xx 

xx

Der skal således udstedes nominelt X kr. anparter i B ApS for anparter i A ApS."

Supplerende oplysning fra spørgers repræsentant

Det bemærkes, at spørgers repræsentant ved mail af 25. juni 2008 har bekræftet, at egenkapitalen i A skal være X t.kr. i afsnittet "argumentation" ved opgørelse af værdien for A ApS og ikke det i anmodningen om bindende svar anførte (X t.kr.). Tallet X er også i overensstemmelse med Årsrapporten, samt den anvendte værdi ved opgørelsen af de nye anparter, der udstedes til F Holding ApS. Egenkapitalen er således rettet til de X kr. i afsnittet ovenfor benævnt "Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling."

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "ja"

Udtalelse fra ligningsenheden i SKAT

SKAT har indhentet en udtalelse fra den ansvarlige ligningsenhed i SKAT. Udtalelsen lyder som følger:

"Jeg har gennemgået den fremsendte anmodning om bindende svar. På baggrund af dette finder jeg, at der kan svares bekræftende på anmodningen, da der ikke foreligger særlige omstændigheder, som vil give et andet resultat."

Vederlæggelse til handelsværdi

Ved en skattefri aktieombytning uden tilladelse er det en betingelse, at værdien af vederlagsaktierne med tillæg af en eventuel kontant udligningssum svarer til handelsværdien af de ombyttede aktier, jf. Aktieavancebeskatningslovens § 36A, stk. 3.

Opgørelse af handelsværdien af vederlagsaktierne kan ske for eksempel ved indhentelse af eksterne vurderingserklæringer eller efter de af SKAT udarbejdede TSS-cirkulærer Af TSS cirkulære 2000-9 fremgår, at børsnoterede aktier ansættes til kursværdien svarende til den noterede kurs på det for skatteberegningen afgørende tidspunkt Værdien af unoterede aktier og anparter fastsættes til handelsværdien.

Spørgers repræsentant oplyser, at handelsværdien for B ApS er opgjort efter senest aflagte årsregnskab for 2007, dog reguleret for kursudviklingen i selskabets aktiepost i C på X %, svarende til en nedregulering på X kr. Handelsværdien for B ApS er således af spørgers repræsentant selv beregnet som selskabets egenkapital pr. 31. december 2007 reguleret for den lige anførte kursudvikling, svarende til en handelsværdi på X t.kr.

Spørgers repræsentant oplyser endvidere, at handelsværdien for A ApS også er opgjort efter senest aflagte årsregnskab. Handelsværdien for A ApS er således af spørgers repræsentant selv beregnet som selskabets egenkapital pr. 31. december 2007, svarende til en handelsværdi på X t.kr. 

Det er SKATs vurdering, at de af spørgers repræsentant anvendte værdiansættelser af selskaberne B  ApS og A ApS, jf. det lige ovenfor anførte, er udtryk for handelsværdien opgjort i overensstemmelse med almindelige værdiansættelsesprincipper.

SKAT kan derfor bekræfte, at kravene til aktieombytning efter aktieavancebeskatningsloven § 36A, stk. 3, er opfyldt, når der sker vederlæggelse af anparterne i A ApS med nominelt X kr. anparter i B ApS.

Eventuelt interessefællesskab

Hvor der er nært interessefællesskab mellem aktionærerne i selskaberne, hvor aktieombytningen sker, kan SKAT tilsidesætte den aftalte vederlæggelse herfor, hvis den ikke skønnes at svare til handelsværdien.

Spørgers repræsentant har telefonisk overfor SKAT oplyst, at de fire fysiske personer, der er anpartshavere i B ApS, har følgende familieforhold:

Æ, CPR-nr. ---- er fader til børnene:

  • X, CPR-nr. ----
  • Y, CPR-nr. ----
  • Z, CPR-nr. ----

Det bemærkes, at søskendeforhold og fætter-/kusineforhold som udgangspunkt skattemæssigt anses som parter med modstridende interesser.

Allerede fordi de i denne sag oplyste værdiansættelser vurderes at være i overensstemmelse med handelsværdierne, finder SKAT ikke grundlag for at anfægte disse. Heller ikke sagens øvrige oplysninger giver SKAT grundlag for at anfægte den aftalte vederlæggelse.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.