Dato for udgivelse
08 Oct 2008 14:47
Dato for afsagt dom/kendelse
01 Sep 2008 08:40
SKM-nummer
SKM2008.812.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 11-2565/2007
Dokument type
Dom
Emneord
Forældelse, stiftelsestidspunkt, tilbagebetalingskrav
Resumé

Sagen vedrørte spørgsmålet om stiftelsestidspunktet for et tilbagesøgningskrav. I sagen havde skattemyndighederne i 1997 med urette forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995. Skattemyndighederne valgte at inddrive forhøjelsens afledte skattekrav hos sagsøgerens arbejdsgiver i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, i stedet for hos sagsøgeren. Det af arbejdsgiveren indbetalte A-skattebeløb blev herefter godskrevet på sagsøgerens nye årsopgørelser for 1994 og 1995, som blev udsendt i 1997. Skattemyndighederne anerkendte i 2004, at forhøjelserne af sagsøgeren var foretaget med urette, og at det af forhøjelsen afledte skattekrav således hverken kunne opkræves hos arbejdsgiveren eller hos sagsøgeren, hvorefter skattemyndighederne nedsatte sagsøgerens skatteansættelse til de i 1994 og 1995 selvangivne og samtidig tilbagebetalte det fejlagtigt opkrævede skattebeløb til arbejdsgiveren. Ved en fejl blev A-skattebeløbet ligeledes udbetalt til sagsøgeren. Udbetalingen skete i forbindelse med, at skattemyndighederne i november 2004 udsendte nye årsopgørelser for 1994 og 1995. I 2005 fremsatte SKAT overfor sagsøgeren krav om tilbagebetaling af det fejludbetalte beløb.

Under sagen gjorde sagsøgeren gældende, at skattemyndighederne var afskåret fra at kræve den godskrevne skat tilbage, idet sagsøgeren gjorde gældende, at kravet på tilbagebetaling blev stiftet i forbindelse med godskrivningen i 1997, hvorfor kravet på tilbagebetaling var forældet. Skatteministeriet gjorde heroverfor gældende, at tilbagebetalingskravet først blev stiftet i forbindelse med fejludbetalingen i 2004, hvorfor kravet om tilbagebetaling ikke var forældet. Retten fandt ikke, at godskrivningen i 1997 udgjorde en udbetaling fra SKAT til sagsøgeren og fandt således ikke, at der allerede ved godskrivningen i 1997 blev stiftet et tilbagebetalingskrav. Retten fandt derimod, at kravet på tilbagebetaling blev stiftet ved fejludbetalingen i november 2004, og at tilbagebetalingskravet derfor ikke var forældet.

Reference(r)

1908-loven § 1, stk. 1, nr. 6
1908-loven § 2, stk. 1

Henvisning
Procesuelle regler 2008-3 N.3

Parter

A
(advokat Jakob Krogsøe)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af byretsdommer

Anne-Mette Gedbjerg

Sagens baggrund og parternes påstande

SKAT udbetalte i 2004 117.966 kr. i overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende indkomstårene 1994 og 1995 til sagsøgeren, A. Denne sag drejer sig om, hvorvidt beløbet kan kræves tilbagebetalt af SKAT, herunder nærmere hvornår SKATs tilbagebetalingskrav er opstået og om der er indtrådt forældelse.

As påstand er, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at SKATs krav på tilbagebetaling af 117.966 kr. i overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende indkomstårene 1994 og 1995 er forældet.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 1. juni 2007 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse om tilbagebetaling af et beløb på 117.966 kr., som A den 29. november 2004 havde fået udbetalt i overskydende skat og AM-bidrag:

"...

Skatteforvaltningen traf den 18. september 1997 afgørelse om, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995 skulle forhøjes med henholdsvis 61.404 kr. og 68.640 kr.

Afgørelsen var en del af et større sagskompleks, der udsprang af, at Told- og Skattestyrelsen (nu SKAT, Hovedcentret) ved afgørelse af 11. maj 1997 ikke havde anset den mellem G1 og dette selskabs assurandører for indkomstårene 1994 og 1995 aftalte lønnedgang for at være reel, idet lønnedgangen ikke havde haft virkning for beregningen af feriegodtgørelse og pensionsbidrag.

Klageren modtog på baggrund af afgørelserne nye årsopgørelser for indkomstårene 1994 og 1995 dateret den 24. oktober 1997. G1 var forud herfor blevet pålagt at indbetale de manglende A-skatter og AM-bidrag, og klageren blev således godskrevet disse beløb på årsopgørelserne. De af G1 indbetalte beløb blev således anvendt til delvis betaling af klagerens restskat mv. Af samme grund førte de foretagne forhøjelser til relativt begrænsede restskatteopkrævninger.

Ved stævninger af 26. november 1997 og 26. august 2003 indbragte henholdsvis G1 og klageren skattesagerne for Landsretten, hvor Skatteministeriet i november 2004 tog bekræftende til genmæle. Klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995 blev på denne baggrund nedsat til det selvangivne.

Klageren modtog herefter endnu engang nye årsopgørelser for indkomstårene 1994 og 1995 dateret den 14. januar 2005. Som følge af at klageren tilbage i 1997 var blevet godskrevet de af G1 indbetalte A-skatter og AM-bidrag, fik klageren den 29. november 2004 udbetalt overskydende skat og AM-bidrag med i alt 157.238 kr.

G1 fik samtidig udbetalt de A-skattebeløb og AM-bidrag, som G1 tidligere var blevet pålagt at indbetale.

Kommunens afgørelse

Kommunen har pålagt klageren at tilbagebetale 117.966 kr. af de 157.238 kr., som han tidligere har fået udbetalt i overskydende skat og AM-bidrag.

Ved en fejl blev 117.966 kr. udbetalt til klageren, idet beløbet korrekt var blevet udbetalt til G1.

Kravet om tilbagebetaling af de 117.996 kr. i overskydende skat og AM-bidrag blev stiftet ved udbetalingen i november 2004, jf. 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6, og er således ikke forældet.

Kommunen har i et høringssvar til Landsskatteretten supplerende anført, at kravet kan inddrives af inddrivelsesmyndigheden i medfør af udpantningslovens, da der foreligger en almindelig genopkrævning af en tidligere udbetalt overskydende skat, som var baseret på ikke korrekte indberetninger fra klagerens arbejdsgiver. Der er herved henvist til UfR 1994.968 H.

Såfremt kravet anses for et condictio indebiti krav, løber forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor kravet om tilbagebetaling gøres gældende. Anses forældelsesfristen for at løbe fra skattekravenes forfaldstidspunkt, må forældelsesfristen anses for suspenderet i forbindelse med klagebehandlingen og i de perioder, hvor der har været aftalt udsættelse med betalingen.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren ikke skal tilbagebetale beløbet på 117.966 kr., som han tidligere har fået udbetalt i overskydende skat og AM-bidrag.

Skattemyndighederne har siden oktober 1997 haft et berettiget krav på tilbagebetaling af det beløb, som klageren - som følge af Told- og Skattestyrelsens fejlagtige afgørelse om indeholdelsespligt for G1 - blev godskrevet.

Dette tilbagebetalingskrav er undergivet almindelig 5-årig forældelse efter 1908-loven.

Såfremt skattemyndighederne havde taget bekræftende til genmæle inden oktober 2002, kunne skatteforvaltningen således have rettet for sig og tilbageført godskrivningen. Dette skete imidlertid ikke, idet skattemyndighederne indtil november 2004 fejlagtigt fastholdt, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995 skulle forhøjes.

Det er en konsekvens af ovennævnte, at skatteforvaltningens krav på at tilbageføre godskrivningen af de af G1 indbetalte A-skatter og AM-bidrag allerede var forældet i januar 2005, og det var derfor helt korrekt, at klageren fik udbetalt overskydende skat og AM-bidrag for indkomstårene 1994 og 1995.

Skatteforvaltningen er derfor ikke berettiget til at kræve tilbagebetaling af udbetalt overskydende skat og AM-bidrag vedrørende indkomstårene 1994 og 1995.

Kommunen har anført, at det omtvistede krav er et condictio indebiti krav, jf. § 1, stk. 1, nr. 6, i 1908-loven. Et sådant krav skal søges inddrevet ved domstolene. Der er derfor ikke grundlag for at foretage inddrivelse efter lov nr. 278 af 26. maj 1976 med senere ændringer.

Der er ikke tale om et skattekrav, hvorfor kildeskattelovens § 72, stk. 1, sammenholdt med inddrivelseslovens § 1, stk. 1, ikke hjemler udpantningsret. Højesteretsdommen gengivet i UfR 1994.968 H kan ikke tages til indtægt for, at der med hjemmel i inddrivelsesloven kan foretages udpantning for beløbet under omstændigheder som de foreliggende.

Det er ikke korrekt, at SKAT har et krav på tilbagebetaling af den overskydende skat, som klageren har fået udbetalt, da SKATs krav på tilbagebetaling er ophørt ved forældelse. SKATs udtalelse må forstås således, at SKAT er enig i, at muligheden for at korrigere godskrivningen af A-skatterne i 1997 er forældet, og at der heller ikke med hjemmel i kildeskattelovens § 62A, stk. 4, kan kræves tilbagebetaling af de foreløbige skattebeløb, som der blev indeholdt af G1 og modregnet i klagerens slutskat.

Beløbet kan endvidere ikke kræves tilbagebetalt med henvisning til en berigelsesbetragtning, da der er tale om en ugrundet berigelse, Der er ikke hjemrnel for et berigelseskrav, da forældelsen af krav indebærer, at en kreditors berettigede og gyldige krav ophører, og at debitor i kraft af frigørelsen fra at skulle indfri gælden altid vil opnå en en berigelse på kreditors bekostning.

Tilbagebetaling med henvisning til berigelsesbetragtningen ville medføre det helt uantagelige og meningsløse resultat, at et forældet tilbagesøgningskrav skulle kunne inddrives som et berigelseskrav. Der kan endvidere ikke gøres et berigelseskrav gældende i en situation, hvor udbetalingen af den overskydende skat er en direkte følge af lovgivningen, og hvor den manglende mulighed for tilbagebetaling i øvrigt er en følge af den standspunktsrisiko, som skatteministeriet valgte at indtage i sagerne. Det er uden betydning, at klageren havde kendskab til de nærmere omstændigheder, hvorunder han fik det overskydende skattebeløb udbetalt.

SKATs udtalelse

SKAT har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet.

Der er enighed mellem SKAT og klageren om, at SKAT har et berettiget krav på tilbagebetaling.

Klageren var vidende om, at G1 havde anlagt sag mod skatteministeriet, at skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i sagen, og at G1 fik tilbagebetalt blandt andet det beløb, som klageren blev godskrevet. SKAT kan således gøre et berigelseskrav gældende overfor klageren, da klageren var vidende om, eller burde have indset, at han opnåede en ugrundet berigelse svarende til den overskydende skat. Berigelseskravet er ikke forældet efter hverken 1908-loven eller efter den 20-årige forældelse, da kravet tidligst kan anses for at være stiftet i forbindelse med indgåelse af retsforliget den 11. november 2004.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Told- og Skattestyrelsen valgte i 1997 at rette kravet om indbetaling af manglende A-skatter og AM-bidrag mod klagerens arbejdsgiver. Efter at skatteministeriet i 2004 tog bekræftende til genmæle i retssagen vedrørende indbetalingen af de manglende A-skatter og AM-bidrag, blev det af arbejdsgiveren indbetalte beløb med rette tilbagebetalt til arbejdsgiveren. Som konsekvens heraf skulle klagerens årsopgørelser for indkomstårene 1994 og 1995 have været ændret tilsvarende.

Det er således med urette, klageren fik udbetalt 117.996 kr. i overskydende skat og AM-bidrag. Da han på tidspunktet for udbetalingen vidste eller burde vide, at beløbet var udbetalt til hans arbejdsgiver, da han var part i den, hvor skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, skulle beløbet herefter tilbagebetales.

For tilbagebetalingskrav gælder en forældelsesfrist på 5 år, jf. 1908-lovens (lov nr. 274 af 22. december 1908 om Forældelse af visse Fordringer) § 1, stk. 1, nr. 6. Den 5-årige forældelsesfrist løber fra betalingstidspunktet, dvs. tilbagebetalingskravets stiftelsestidspunkt, jf. 1908-lovens § 2, stk. 1.

Klageren fik udbetalt den overskydende skat og AM-bidraget den 29. november 2004. Den 5-årige forældelsesfrist anses derfor for at løbe fra dette tidspunkt. Tilbagebetalingskravet er derfor ikke forældet.

Det er således med rette, at kommunen har pålagt klageren at tilbagebetale beløbet på 117.966 kr., som han uberettiget har fået udbetalt i overskydende skat og AM-bidrag.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.

..."

Inden Landsskatteretten afsagde den ovennævnte kendelse, var Landsskatterettens kontor ved en udtalelse af 9. august 2006 til SKAT Hovedcentret kommet med følgende forslag til afgørelse:

"...

I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i indkomsten, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1.

Efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a, skal der i den slutskat, der for et år udskrives for den skattepligtige, modregnes foreløbige skattebeløb, som er indeholdt i A-skat, der skal medregnes ved den skattepligtiges ansættelse til slutskat.

Medfører en ændret årsopgørelse, at der fremkommer overskydende skat, tilbagebetales beløbet med godtgørelse efter § 62, stk. 2, og eventuelle renter efter § 62, stk. 3, 2. pkt., inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter udskrivningsdatoen, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 4.

For så vidt angår udbetaling af overskydende arbejdsmarkedsbidrag fremgår det af § 25, stk. 4, jf. stk. 3, i bekendtgørelse nr. 788 af 29. juni 1996 om arbejdsmarkedsbidrag, at overskydende bidrag tilbagebetales til den bidragspligtige efter samme regler som for overskydende skat omfattet af kildeskattelovens § 62, stk. 3, når en ændret opgørelse over arbejdsmarkedsbidrag med, at den bidragspligtige har betalt bidrag med et for stort beløb.

I henhold til klagerens årsopgørelser for indkomstårene 1994 og 1995 af 24. oktober 1997 blev der i slutskatten for de pågældendes indkomstår foretaget modregning med de foreløbige skattebeløb, som G1 havde indbetalt i henhold til Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 11. maj 1997.

De foreløbige skattebeløb er efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, en del af klagerens bruttoløn og tilhører derfor klageren.

Klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995 blev i november 2004 nedsat til det selvangivne, idet skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i den af klageren anlagte sag ved Østre Landsret.

I henhold til de nye årsopgørelser af 14. januar 2005 fik klageren udbetalt overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med i alt 157.238 kr., idet der tidligere var foretaget modregning med de foreløbige skattebeløb, som G1 havde indbetalt i henhold til Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 11. maj 1997.

Der er ikke hjemmel i kildeskatteloven, herunder i § 62 A, stk. 4, til at tilbageføre foreløbige skattebeløb, som er indeholdt af den indeholdelsespligtige og som er modregnet i slutskatten.

Det er således med rette, at klageren i henhold til de nye årsopgørelser af 14. januar 2005 fik udbetalt overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med i alt 157.238 kr.

Som følge heraf har kommunen ikke krav på tilbagebetaling af det beløb, som klageren fik udbetalt i overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Kontoret indstiller, at den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

..."

Denne indstilling førte til en udtalelse fra SKAT, Hovedcentret, hvoraf fremgik, at SKAT var af den opfattelse, at SKAT kunne gøre et berigelseskrav gældende overfor klager, og at dette berigelseskrav ikke var forældet, da det var stiftet i forbindelse med indgåelse af retsforliget den 11. november 2004.

Landsskatterettens kontor fremsatte herefter et nyt forslag til afgørelse. Afgørelsen heri svarer til afgørelsen i Landsskatterettens kendelse af 1. juni 2007.

Ved brev af 28. juni 2007 anmodede As advokat Landsskatteretten om at genoptage sagen. Advokaten henviste til, at klager under sagen havde erklæret sig enig i, at skattemyndighedens tilbagebetalingskrav ikke var forældet, hvis det beløb, der blev udbetalt i 2004, var blevet udbetalt med urette, men at dette ikke var tilfældet, og at Landsskatteretten i kendelsen havde undladt at forholde sig til klagers indsigelse om, at udbetalingen den 19. november 2004 var sket med rette, fordi skattemyndighedernes krav på tilbagebetaling af godskrivningen af klageren i 1997 med de af G1 indbetalte skatter allerede var forældet i 2002.

Landsskatteretten afslog ved kendelse af 18. juli 2007 at imødekomme anmodningen.

A anmodede i medfør af skatteforvaltningslovens dagældende § 49, 2. pkt. Skatteministeriet om at genoptage sagen, men Skatteministeriet afslog at imødekomme anmodningen.

Denne sag er anlagt den 26. oktober 2007, indenfor Skatteministeriets forlængelse af søgmålsfristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Parternes synspunkter

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at udbetalingen i 2004 af 117.966 kr. i overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag ikke kan kræves tilbagebetalt, fordi tilbagebetalingskravet opstod ved den - fejlagtige - godskrivning i 1997 på As årsopgørelser for indkomstårene 1994 og 1005 med de A-skattebeløb, som med urette var blevet opkrævet hos G1.

Udbetalingen i 2004 er en direkte følge af kildeskattelovens afsnit V og er dermed sket med rette. Udbetalingen udgør derfor ikke et condictio indebiti krav stiftet i 2004, som nu kan kræves tilbagebetalt. SKATs tilbagebetalingskrav er således uhjemlet.

Tilbagebetalingskravet på de 117.966 kr. opstod i 1997, da SKAT med urette forhøjede As indkomstansættelse for indkomstårene 1994 og 1995, med urette opkrævede den heraf afledte A-skat hos G1, og med urette ved godskrivningen af skattebeløbene på assurandørernes årsopgørelser overførte dette beløb til dem, herunder A, og anvendte det til betaling af skat, som assurandørerne ellers skulle have betalt til SKAT.

Det skattebeløb, G1 blev opkrævet, kan således kun føre til enten betaling af assurandørernes skat eller til udbetaling af overskydende skat til disse, idet "kontoen" nulstilles ved årsopgørelsen. I begge tilfælde modtog assurandørerne, herunder A, beløbet med årsopgørelsen i 1997.

Der er ikke uenighed om, at det var G1 og ikke assurandørerne, som havde krav på at få A-skatten tilbagebetalt, da SKAT i 2004 anerkendte, at forhøjelserne af assurandørernes skatteansættelser var sket med urette, og at de afledte skattekrav var fejlopkrævet hos G1. Problemet for SKAT er imidlertid, at pengene til finansiering af tilbagebetalingen til G1 skal hentes eller tilbagebetales fra assurandørerne, som modtog beløbene med årsopgørelsen for 1997. Dette er et selvstændigt krav, som ikke automatisk følger forholdet mellem G1 og SKAT. Det påhviler således G1 at sørge for, at tilbagebetalingskravet over for SKAT ikke forældes, hvorimod SKAT må sørge for, at tilbagebetalingskravet over for assurandørerne ikke forældes.

Den fejlagtige udbetaling skete med årsopgørelsen i 1997, og SKATs tilbagebetalingskrav mod A blev dermed forældet i 2002, da SKAT ikke havde sikret sig imod, at tilbagebetalingskravet blev forældet.

Udbetalingen af den overskydende skat i 2004 var derfor ikke en fejlagtig udbetaling, men en direkte følge af kildeskattelovens afsnit V, idet SKAT i 2004 på grund af forældelse er afskåret fra at rette fejlen begået i 1997.

Det centrale synspunkt er således, at anvendelsen af det med urette opkrævede beløb i 1997 til fordel for A og de øvrige assurandører udgjorde en udbetaling til disse, som kun kunne ændres indenfor forældelsesfristen på 5 år, medmindre SKAT havde sikret tilbagebetalingskravet imod forældelse. Risikoen herfor påhviler - som for enhver anden kreditor - SKAT, og SKAT har ikke påvist nogen hjemmel, hvorefter SKAT uden for 1908-loven kan kræve beløbet tilbagebetalt. Rimelighedsbetragtninger kan ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand overordnet gjort gældende, at SKATs tilbagebetalingskrav ikke er forældet, idet kravet først blev stiftet ved fejludbetalingen til A den 29. november 2004.

As arbejdsgiver, G1, indbetalte i 1996 et større beløb i A-skat for ca. 500 assurandører inkl. A, fordi SKAT fandt, at G1 var pligtig at betale beløbet. G1 havde ikke indeholdt beløbet hos assurandørerne i disses bruttoløn forinden betalingen til SKAT, og det beløb, G1 indbetalte til SKAT i 1996 hidrørte altså ikke fra As bruttoløn. I 2004 tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i to verserende retssager over for G1, og tilbagebetalte til G1 de beløb, som G1 efter retssagernes afslutning havde krav på tilbagebetaling af.

Når G1 betalte beløbet til SKAT, skyldes det hæftelsesreglen i kildeskattelovens § 69, stk. 1, hvorefter en arbejdsgiver, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat eller indbetaler for lidt i A-skat over for det offentlige, hæfter for betalingen, medmindre arbejdsgiveren godtgør, at pågældende ikke har handlet forsømmeligt. Arbejdsgiveren er "umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb", jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og hæfter således solidarisk ansvarligt med den, der endeligt skal betale skatten, nemlig lønmodtageren, her A, jf. kildeskattelovens § 68. Arbejdsgiveren - G1 - hæfter altså ved manglende indeholdelse af A-skat på samme måde som en selvskyldnerkautionist, mens lønmodtageren er hovedmanden, altså den, der i sidste ende skal betale beløbet, hvis han ellers er i stand til det, og der rettidigt rejses krav over for ham.

Fortabelse af krav - herunder skattevæsenets - kræver enten lovhjemmel i form af generelle bestemmelser som i 1908-forældelsesloven, eller særligt fastsatte bestemmelser inden for bestemte lovområder, eller at fortabelsen følger af almindelige retsgrundsætninger, f.eks. passivitetsreglen. Det påhviler derfor A at påvise et grundlag for, at SKATs ubestridte krav på ham er forældet eller fortabt af andre grunde, og A har ikke påvist et sådant grundlag.

A konstruerer det forhold, at SKAT godskrev det af arbejdsgiveren - G1 - indbetalte A-skattebeløb på hans årsopgørelse som en udbetaling. Dette uanset at der overhovedet ingen udbetaling fandt sted. As standpunkt hviler altså på et urigtigt grundlag, og A har ikke peget på nogen anden hjemmel for sit standpunkt.

Det er klart, at SKAT, i tilfælde hvor en arbejdsgiver indbetaler A-skat, skal godskrive denne på lønmodtagerens skatteopgørelse. Det er også klart, at i tilfælde hvor arbejdsgiveren med urette har indbetalt et beløb til SKAT, og hvor arbejdsgiveren som følge af den fejlagtige betaling har ret til tilbagebetaling, vil SKAT risikere at miste krav over for lønmodtageren. Hvis kravet på lønmodtageren ikke er holdt i live, men derimod forældet, vil SKAT nemlig ikke hos lønmodtageren kunne opkræve det skattebeløb, som arbejdsgiveren fejlagtigt indbetalte for lønmodtageren.

I et solidarisk skyldforhold som efter kildeskattelovens § 69 har hovedmanden - her lønmodtageren - intet krav på tilbagebetaling af et beløb, som den solidarisk hæftende - her arbejdsgiveren - har indbetalt til kreditor med urette. Det er ikke sådan - som As standpunkt fører til - at når et beløb skal tilbagebetales den solidarisk hæftende kautionist, fordi beløbet blev opkrævet hos ham med urette, så har hovedmanden også krav på tilbagebetaling. Det følger intetsteds af skattelovgivningen - og sagsøgeren har heller ikke påvist hjemmel for - at tilbagebetaling til den solidarisk hæftende indeholdelsespligtige af et beløb, som den pågældende uberettiget er blevet opkrævet, medfører, at der herudover også skal ske "tilbagebetaling" til hovedmanden, som intet beløb har indbetalt. Et sådant både klart urimeligt og absurd resultat kræver sikker lovhjemmel.

Den første kontorindstilling af 9. august 2006 fra Landsskatteretten er forkert, allerede fordi den hviler på den fejlagtig forudsætning, at G1 forinden indbetalingen i 1996 efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, havde indeholdt foreløbig skat i det beløb, der var udbetalt til A. Det havde G1 som bekendt ikke.

Faktum er altså, at SKAT med urette har opkrævet et skattebeløb hos G1. Da det i 2004 viste sig, at skattebeløbet ikke kunne opkræves, hverken hos G1 eller hos de enkelte assurandører, herunder A, tilbagebetalte SKAT beløbet til G1. Ved en fejl blev beløbet ligeledes udbetalt til A, og det er alene denne fejludbetaling, som sagen vedrører.

Rettens begrundelse og afgørelse

Parterne er enige om, at SKAT har krav på tilbagebetaling fra A af det omstridte beløb på 117.966 kr. i overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1994 og 1995, hvis kravet ikke er forældet.

Efter kildeskattelovens § 69, stk. 1 hæfter en arbejdsgiver, der indeholder for lidt i A-skat, for det manglende beløb over for det offentlige, medmindre den pågældende godtgør, at han ikke har udvist forsømmelighed. Arbejdsgiveren hæfter dermed solidarisk med lønmodtageren, som er den, som endeligt skal betale skatten, jf. kildeskattelovens § 68.

Da skattemyndighederne i 1997 - med urette - traf afgørelse om at forhøje As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995, valgte man at opkræve de manglende A-skatter og AM-bidrag hos arbejdsgiveren i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, i stedet for hos A. Efter at arbejdsgiveren havde indbetalt det manglende skattebeløb til SKAT, blev beløbet godskrevet A på nye årsopgørelser for 1994 og 1995 udsendt i 1997.

Godskrivningen, der var en direkte konsekvens af, at arbejdsgiveren havde betalt den fejlagtigt opkrævede skat for A, udgjorde ikke en (ud)betaling fra SKAT til A, og der blev ikke stiftet noget tilbagebetalingskrav for SKAT mod A i forbindelse hermed.

Da skattemyndighederne i 2004 anerkendte, at forhøjelserne af As skatteansættelser og opkrævningen af det heraf afledede skattebeløb var sket med urette, nedsatte SKAT As skatteansættelser til det selvangivne og tilbagebetalte det fejlagtigt opkrævede skattebeløb til arbejdsgiveren. Der er ikke påvist grundlag for, at SKAT på grund af forældelse var afskåret fra i konsekvens heraf at tilbageføre den fejlagtige godskrivning på As årsopgørelser for 1994 og 1995, og at SKAT dermed som en følge af kildeskattelovens afsnit V var forpligtet til tillige at udbetale beløbet til A.

Det var således med urette, at A i 2004 fik udbetalt 117.966 kr. i overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag for 1994 og 1995, og SKATs krav på tilbagebetaling af dette beløb blev først stiflet ved udbetalingen den 29. november 2004.

Tilbagebetalingskravet er herefter ikke forældet, og Skatteministeriet frifindes derfor for As påstand.

A skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Omkostningerne fastsættes efter sagens økonomiske værdi og omfang til 20.000 kr. Beløbet tilkendes til dækning af Skatteministeriets udgift til advokatbistand inklusiv moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes for As påstand.

A skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.