Dato for udgivelse
16 Oct 2008 12:53
Dato for afsagt dom/kendelse
10 Oct 2008 11:55
SKM-nummer
SKM2008.828.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 1-1877/2007
Dokument type
Dom
Emneord
Genoptagelse, afslag, omgørelse
Resumé

Sagen drejer sig om, hvorvidt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 46 for genoptagelse ved Landsskatteretten er opfyldt.

Skatteyderen havde anmodet om omgørelse. Beløb udbetalt som skattefri kørselsgodtgørelse ønskedes omgjort, "således at den skattefri kørselsgodtgørelse i stedet betragtes som afdrag på skatteyderens tilgodehavende i selskabet". Landsskatteretten afslog begæringen med henvisning til, at der ikke var tale om en omgørelse af en privatretlig disposition mellem parterne, men om omkvalificering af en skattefri udbetaling fra en kategori til en anden kategori.

Skatteyderen anmodede Landsskatteretten om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 46 under henvisning til en udtalelse fra SKAT, Hovedcentret til Skatteministeriet, Departementet vedrørende anvendelse af skatteforvaltningslovens § 49. I udtalelsen anbefalede SKAT ikke at genoptage sagen, men kritiserede Landsskatterettens begrundelse. Landsskatteretten afslog begæringen om genoptagelse.

Retten fandt, at det forhold, at den administrative skattemyndighed giver udtryk for en opfattelse af Landsskatterettens begrundelse, ikke kan betragtes som en ny oplysning, således som dette må forstås efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 1. Der var derfor ikke grundlag for at genoptage sagen efter denne bestemmelse. Retten fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, hvorfor der heller ikke var grundlag for at genoptage sagen efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 29
Skatteforvaltningsloven § 30

Henvisning
Processuelle regler 2008-4 O.1
Henvisning
Processuelle regler 2008-4 O.3

Parter

A
(Advokat Karsten T Henriksen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Birgitte K Vognsen)

Afsagt af byretsdommer

Ole Kaels

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt Landsskatteretten med urette har nægtet at genoptage en sag, hvori der var truffet afgørelse i forhold til sagsøgeren.

Under sagen har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at Landsskatteretten skal genoptage behandlingen af den den 26. januar 2007 ved Landsskatteretten afgjorte sag med j.nr. 2-1-1918-1573.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen er anlagt den 19. november 2007.

Den 26. maj 2005 ændrede Skatteforvaltningen sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2003. Ved afgørelsen blev hun ansat med yderligere løn på 62.153 kr. Baggrunden var, at sagsøgeren i det pågældende indkomstår havde fået udbetalt et beløb, der betegnedes som befordringsgodtgørelse, af selskabet H1 ApS, hvis anparter ejes af sagsøgeren. Årsagen til, at skattemyndighederne anså beløbet udbetalt som løn og ikke som skattefri befordringsgodtgørelse, var, at sagsøgeren i det pågældende år alene havde modtaget løn for én måned - juli 2003 - og derfor efter ligningsmyndighedernes opfattelse ikke kunne betragtes som ansat i selskabet. Efterfølgende stadfæstede skatteankenævnet afgørelsen.

Den 13. oktober 2005 skrev sagsøgerens revisor til Skatteforvaltningen og anmodede om omgørelse efter skattestyrelseslovens § 37. I henvendelsen hedder det blandt andet: "Vi skal således primært anmode om, at det samlede beløb udbetalt som skattefri kørselsgodtgørelse DK kr. 62.153 omgøres således, at den skattefri kørselsgodtgørelse i stedet betragtes som afdrag på skatteyderens tilgodehavende i selskabet ..."

Anmodningen om omgørelse blev afslået ved SKATs afgørelse af 5. december 2005, hvilken afgørelse Landsskatteretten stadfæstede den 8. september 2006.

Den 12. september 2006 anmodede sagsøgeren Landsskatteretten om at genoptage sagen, hvilket Landsskatteretten imødekom. Ved kendelse af 26. januar 2007 stadfæstede retten imidlertid sin tidligere afgørelse. Af afgørelsen fremgår bl.a., at sagsøgerens anmodning efter sin formulering ikke indebar, at selskabets betaling til sagsøgeren af dennes udgifter til kørsel skulle tilbageføres, således at selskabet stadig havde betalt disse, og at anmodningen om omgørelse derfor ikke indeholdt et ønske om at tilbageføre en disposition, men et ønske om at foretage et afdrag på en bestående fordring uden relation til sagsøgerens kørsel, hvorfor anmodningen ikke faldt inden for anvendelsesområdet af skatteforvaltningslovens § 29 eller § 30. Der henvistes til, at der herefter ikke anmodedes om omgørelse af en disposition eller var tale om at foretage et valg i selvangivelsen.

Det er denne afgørelse, der er til prøvelse under sagen.

Sagsøgeren anmodede herefter Skatteministeriet om at genoptage Landsskatterettens kendelse efter reglerne i den dagældende skatteforvaltningslovs § 49. I den forbindelse afgav SKAT en udtalelse, der blev fremsendt til Skattedepartementet sammen med en udtalelse fra Skat, Hovedcentret, Juridisk Service, som ikke kunne anbefale en genoptagelse af sagen. I udtalelsen - en intern mail til Skattedepartementet - hedder det bl.a.:

"...

Bortset herfra giver LSRs begrundelse for at nægte omgørelse efter vores opfattelse grundlag for genoptagelse, fordi der overordnet er tale om en omgørelsessituation, hvor den privatretlige disposition, det vil sige udbetaling af godtgørelse, ønskes annulleret. Det kan ikke ændre noget heri, at annulleringen ønskes effektueret ved modregning i gæld."

Særligt med henvisning hertil anmodede sagsøgeren herefter på ny Landsskatteretten om at genoptage sagen, hvilket blev afslået ved afgørelse af 31. maj 2007 med henvisning til, at der ikke var forelagt retten oplysninger, som ikke havde været fremme under sagens tidligere behandling, og med bemærkning om, at sagen om omgørelse havde været genoptaget af Landsskatteretten. der havde stadfæstet den tidligere afgørelse om afslag på anmodningen om genoptagelse. Landsskatteretten fandt heller ikke ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde en genoptagelse.

Under sagen er der afgivet forklaring af sagsøgeren.

Dommen gengiver ikke forklaringen eller de bilag, der er fremlagt under sagen, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Parternes argumenter (procedure)

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand særlig anført, at det efter sagsøgers forklaring om kørslen, kørebogen, den fremlagte servicebog og erklæringerne fra hendes kunder er dokumenteret, at hun kørte erhvervsmæssig kørsel for selskabet i 2003, således som det er opgjort i hendes selvangivelse.

Betingelserne for genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 46, stk. 1, er opfyldt. Den nye oplysning i sagen er udtalelsen fra Skat, Juridisk Service, hvoraf fremgår, at ligningsmyndighederne selv finder Landsskatterettens afgørelse af 26. januar 2007 forkert. Begrundelsen for Landsskatterettens afgørelse er forkert, og retten burde have genoptaget sagen. Landsskatteretten har således med urette nægtet at genoptage sagen vedrørende anmodningen om omgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 29, da der foreligger en privatretlig disposition: Sagsøgerens aftale med selskabet om udbetaling af kørselsgodtgørelse, som var sagligt begrundet i selskabets økonomiske forhold og ikke i skattebesparelseshensyn, ligesom de øvrige betingelser i § 29, stk. 1, er opfyldt, herunder at forholdet er lagt klart frem for ligningsmyndighederne. Det er uden betydning, at forholdet ønskedes berigtiget via modregning, da også modregning er en privatretlig disposition. Det må tillægges betydning, at den urigtige landsskatteretskendelse er offentliggjort og medtaget i ligningsvejledningen.

Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at betingelserne i skattestyrelseslovens § 46, stk. 2, er opfyldt. Der er fra flere sider stillet spørgsmålstegn ved rigtigheden af Landsskatterettens afgørelse, der som anført er offentliggjort og ikke giver en korrekt gengivelse af faktum, hvorfor der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand særlig anført, at skatteforvaltningslovens § 46 efter dens forarbejder skal fortolkes restriktivt, og der er hverken efter bestemmelsen stk. 1 eller stk. 2 er grundlag for genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse.

Der foreligger ikke oplysninger, som ikke var fremme under Landsskatterettens behandling af sagen. Udtalelsen fra Skat, Juridisk Service, er ikke en ny oplysning, men en opfattelse af, om Landsskatterettens afgørelse er rigtig. Landsskatterettens afgørelse er materielt set rigtig, men selv om dette ikke var tilfældet, ville udtalelsen være uden betydning. Såfremt sagsøgeren var utilfreds med Landsskatterettens materielle afgørelse, kunne og burde hun have indbragt denne for domstolene. Landsskatteretten kendte udtalelsen fra Skat, Juridisk Service, da man på ny afslog at genoptage sagen. Skattemyndighedernes forståelse af, at sagsøgeren alene ønskede en kvalitativ ændring af den skete betaling, som ikke i sig selv skulle ændres, beror udelukkende på sagsøgerens egen anmodning om omgørelse og kan derfor ikke lægges sagsøgte til last.

Selv om der måtte foreligge nye oplysninger, tyder intet på, at disse kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen, da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29 om omgørelse ikke er opfyldt. Der var således ikke tale om en efterfølgende ændring, men alene en anmodning om, at betalingen fik en ny "etikette", idet betalingen blot skulle betragtes som afdrag på sagsøgerens tilgodehavende i selskabet. Udbetalingen i form af skattefri kørselsgodtgørelse, men ikke løn, er sket for at spare skat, og det er udokumenteret, at sagsøgeren i det påståede omfang skulle have foretaget kørsel i selskabets interesse. Forholdet er reelt et forsøg på skattefri udlodning til sagsøgeren. Der er ubestridt ikke ført et kørselsregnskab, som overholder betingelserne herfor, jf. bekendtgørelse 173/2000. Sagsøgeren var ikke i god tro og havde ikke lagt forholdet klar frem for skattemyndighederne, idet det ikke kunne ses, hvem der havde fået udbetalt kørselsgodtgørelsen eller lønnen. Der foreligger så meget mindre ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 2.

Rettens begrundelse og resultat

Sagen vedrører spørgsmålet, om Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 1 eller stk. 2, burde have imødekommet sagsøgerens anmodning om at genoptage sagen, hvori Landsskatteretten stadfæstede sin afgørelse af 8. september 2006. I denne havde Landsskatteretten stadfæstet ligningsmyndighedernes afslag på omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29.

Det fremgår af afgørelsen af 26. januar 2007, at Landsskatteretten imødekom sagsøgerens anmodning om at genoptage sagen, men ikke fandt, at der forelå forhold, som kunne medføre en ændret vurdering i forhold til afgørelsen af 8. september 2006.

Det er efter § 46, stk. 1, en betingelse for genoptagelse, at der var forelagt landsskatteretten oplysninger, som ikke tidligere var fremme under sagen, og at det skønnes, at disse oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at den skal fortolkes restriktivt, og at de oplysninger, som kan komme på tale, især, men ikke blot er af faktisk karakter.

Sagsøgeren har gjort gældende, at den nye oplysning, der forelå, var udtalelsen fra Skat, Juridisk Service, hvori der fremsættes en opfattelse af Landsskatterettens begrundelse - en opfattelse, som svarer til den, sagsøgeren stedse har hævdet under sagen.

Det forhold. at en administrativ skattemyndighed giver udtryk for en opfattelse af Landsskatterettens begrundelse, kan ikke betragtes som en ny oplysning, således som dette må forstås efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 1. Det gør ikke forskel heri, at landsskatterettens afgørelse er offentliggjort eller kritiseret fra juridisk hold.

Uanset om skattemyndighedernes opfattelse var en nødvendig og rimelig forståelse af sagsøgerens anmodning om omgørelse, er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen efter skatteforvaltningslovens § 46, stk. 1.

Da der endvidere ikke foreligger ganske særlige omstændigheder som anført i bestemmelsens stk. 2, er der heller ikke grundlag for at genoptage sagen efter denne bestemmelse, hvorfor sagsøgte frifindes.

Sagsomkostninger

Sagsøgeren skal betale sagsomkostninger til sagsøgte med 15.000 kr., som er til dækning af udgifter til advokat og materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, fritindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, sagens omkostninger til sagsøgte med 15.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter