Dato for udgivelse
12 Nov 2008 15:24
Dato for afsagt dom/kendelse
28 Oct 2008 10:50
SKM-nummer
SKM2008.909.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 1-124/2007
Dokument type
Dom
Emneord
Vurderingsregler, ejendomsværdi, stuehus, herregårde, godsregel
Resumé

Sagen drejer sig om ansættelse af stuehusværdien af sagsøgerens ejendom ved vurderingen pr. 1. oktober 2004.

Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at der i henhold til vurderingslovens § 6, 2. punktum, var fastlagt en særlig vurderingspraksis for større gårde og godser, en "godsregel", der ifølge sagsøgeren havde dannet grundlag for ansættelsen af stuehusværdien af en række større hovedbygninger og godser.

Sagsøgeren fik ikke medhold i, at ejendomsværdien af landbrugets stuehuse, godser og liebhaverejendomme, som følge af vurderingslovens § 6, 2. punktum, skulle fastsættes efter en særlig "godsregel". Retten fandt endvidere, at der ikke eksisterer en sådan særlig "godsregel", hvorfor Landsskatterettens ansættelse af stuehusværdien ikke kunne anses for at være sket på et forkert grundlag.

Det fandtes heller ikke godtgjort, at Landsskatteretten ved værdiansættelsen var gået uden for rammerne af vurderingsmyndighedernes skøn.

Reference(r)

Vurderingsloven § 6, 2. punktum
Vurderingsloven § 33, stk. 4

Henvisning
Vurderingsvejledningen 2008-4 B.3.3

Parter

A
(Advokat Carsten Pals)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommer

Karsten Tougaard Kristensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne, der er anlagt den 17. januar 2007, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at vurderingen af stuehusværdien pr. 1. oktober 2004 for ejendommen matr.nr. ... H1 Hovedgård, beliggende ..., hjemvises til fornyet vurdering ved skattemyndighederne, idet skattemyndighederne tilpligtes at anerkende, at vurderingen skal ske i overensstemmelse med den vurderingspraksis, der, jf. vurderingslovens § 6, 2. pkt., generelt gælder med hensyn til vurderinger af hovedbygninger til større gårde og godser, under hensyn til de særlige begrænsninger med hensyn til udstykning og særskilt salg af stuehuset, der gælder, jf. vurderingslovens § 10, stk. 1.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af stuehusværdien pr. 1. oktober 2004 for ejendommen matr.nr. ..., H1 Hovedgård, beliggende ..., hjemvises til fornyet behandling ved vurderingsmyndighederne.

A har subsidiært taget bekræftende til genmæle over for Skatteministeriets subsidiære påstand.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten afsagde den 6. juli 2006 følgende kendelse vedrørende stuehusværdien pr. 1. oktober 2004:

"...

Klagen vedrører ansættelsen af stuehusværdien pr. 1/10 2004.

Ejendommen er ved vurderingen pr. 1/10 2004 af Vurderingsankenævnet ansat til:

Stuehusværdi

2.900.100 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Stuehusværdi 2.900.100 kr. stadfæstes.

Møde mv.

Repræsentanter for Landsskatteretten har den 17. maj 2006 besigtiget ejendommen.

Sagens oplysninger

Ifølge BBR er stuehuset opført i 1998 i mursten med tegltag. Det bebyggede areal udgør 263 kvm. med udnyttet tagetage på 263 kvm. samt kælder 30 kvm.. Bygningen opvarmes ved halmfyr og der er pejs. Det fremgår endelig af BBR, at der er dobbelthøjde 2 steder i bygningen.

Under besigtigelsen oplystes bl.a., at de samlede opførelsesudgifter har udgjort mellem 5 og 6 mio. kr. Havearealet omkring bygningen henligger for størstedelens vedkommende i græs. Vurderingen for ejendommen G1 blev fremlagt. Det oplystes, at en tidligere skovfogedbolig på ejendommen ikke kan udlejes for 5.000/6.000 kr. pr. måned.

Vurderingsankenævnets afgørelse

Nævnet har nedsat stuehusværdien fra 3.373.800 kr. til 2.900.100 kr.

Beregningen er således

vægtet etageareal 386 kvm. x 7.415 kr./kvm. = 2.862.190, afrundet til 2.900.000 kr.

Nævnet har anført følgende

"...

Ankenævnets bemærkninger og begrundelse

Nævnet har besigtiget ejendommen den 12. september 2005.

Efter det ved besigtigelsen konstaterede om ejendommens beliggenhed, ejendommens størrelse, standard og vedligeholdelsestilstand finder nævnet at stuehusværdien ansættes til 2.900.100 kr. og dermed ejendomsværdien til 37.000.000 kr.

Nedsættelse af værdien for hovedbygningen til 2.900.100 kr. begrundes med at ankenævnet finder at hovedbygningen har en usædvanlig indretning og arkitektur samt at værdien herefter skønnes at udtrykke ejendommens værdi i handel og vandel.

I forbindelse med vurderingen af ejendomme, som i henhold til vurderingslovens § 34, stk. 1 helt eller delvis er anset for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, foretages en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom, jævnfør vurderingslovens § 34, stk. 4.

Der skal således foretages en stuehusfordeling for ejendomme, som benyttes til landbrug m.v. uanset om ejer bebor ejendommen.

For stuehuse i landzone ansættes grund og have til landbrugsmæssig grundværdi, dvs. til samme hektar-pris som for den landbrugsjord, hvor de ligger. De af Ligningsrådet fastsatte hektar-priser, der indeholder såvel den bonitetsbestemte værdi samt værdi af boligmomentet, anvendes for både store og små landbrugsejendomme.

Stuehusværdien er baseret på en bygningsværdi, som er resultatet af stuehusets vægtede areal multipliceret med et fastsat normtal, og et boligmoment som nogenlunde svarer til grundværdien for de omkringliggende parcelhuse.

Til ejendomme med en særlig naturskøn beliggenhed eller beliggende tæt ved større byer kan der knyttes et ekstra boligmoment.

Såfremt et stuehus ligger i byzone ansættes dets grundværdi efter vurderingslovens § 16 til et beløb, som efter de pågældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand til salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse."

Ejerens påstand og argumenter

Ejeren har i klagen påstået stuehusværdien nedsat til maksimalt 1.000.000 kr. og til støtte herfor anført følgende:

"...

Sagsfremstilling

Efter vurderingsloven, jf. § 6, skal vurderingen foretages på grundlag af værdien i handel og vandel, såfremt købesummen skulle erlægges kontant.

Større hovedbygninger til landbrugsejendomme i rene landbrugsområder kan, betragtet som et salg alene af hovedbygningen, alene ske til en pris langt under den ellers gældende etagemeterpris for parcelhuse.

Dette skyldes, at sådanne hovedbygninger med deres relativt ensomme beliggenhed, størrelse og betydelige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger ikke er af interesse for en køber undtagen eventuelt til en meget lav pris, der svarer til et almindeligt parcelhus i området.

Dette forhold har også fundet udtryk i den generelle vurdering af hovedbygning, som ikke er og slotte ..., således som dokumenteret med de fremlagte vurderinger for de i området omkring H1 beliggende hovedbygninger, der er langt større (2-10 gange) end hovedbygningen på H1 og til trods herfor vurderet til ejendomsværdier fra ca. 900.000 kr. til ca. 1,9 mio. kr. (G2, et af landets største og arkitektonisk fremtrædende), jf. bilag 10.

Særligt fremhæves også G3, beliggende ca. 1 km fra H1, et stort (ca. 3 gange H1s størrelse), smukt og velvedligeholdt slot, vurderet ved de seneste vurderinger uforandret til kr. 1.385.900, jf. bilag 1.

Endvidere fremhæves G4, beliggende ..., jf. bilag 8. Hovedbygningen på denne ejendom er cirka samme størrelse som hovedbygningen på H1, men er opført senere og af lige så gode materialer som H1s hovedbygning.

Ikke desto mindre er G4 kun pr. 1. oktober 2004 vurderet til kr. 1.046.300, som det ses af den fremlagte ejendomsvurdering.

I øvrigt henvises til de med bilag 8 og bilag 10 fremlagte vurderingsoplysninger fra internettet for slotte og hovedbygninger ..., idet oplyses, at listen er udtryk for det generelle vurderingsprisniveau for sådanne bygninger ...

Vurderingsankenævnets begrundelse - at Vurderingsankenævnet ikke har indflydelse på andre stuehusværdier - og derfor ikke har tænkt sig at tage hensyn til ejendomsværdier, der generelt er gældende for ..., er i strid med lighedsgrundsætningen ifølge gældende ret.

Ifølge denne lighedsgrundsætning er Vurderingsankenævnet pligtig til at sikre, at det lige behandles lige efter vurderingsloven.

Vurderingsankenævnets afgørelse er, som det er påvist ved de fremlagte bilag, i strid med det vurderingsniveau, der er foretaget af alle andre vurderingsmyndigheder.

Den manglende overensstemmelse mellem vurderingen for H1 og det generelle vurderingsniveau er endvidere gældende selv inden for den samme vurderingsmyndighed i første instans, der har vurderet G3 og H1, hvorved G3, der er væsentligt større, fredet og af stor arkitektonisk værdi er vurderet væsentlig lavere end H1 til kr. 1.385.000 som nævnt ovenfor."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ifølge vurderingslovens § 33, stk. 4 foretages der i forbindelse med vurderingen af ejendomme, der helt eller delvist må anses benyttet til landbrug, en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom.

Ifølge vurderingslovens § 6 foretages vurderingen på grundlag af værdien i handel og vandel, såfremt købesummen skulle erlægges kontant.

Landsskatteretten skal endvidere bemærke, at retten som klageinstans tager stilling til vurderingerne af de ejendomme, hvis vurderinger forelægges retten til afgørelse, hvorimod det påhviler den statslige vurderingsorganisation at sørge for, at vurderingerne foretages efter ensartede regler over hele landet.

Der er således efter rettens opfattelse ikke hjemmel i den i retspraksis opstillede lighedsgrundsætning til at inddrage stuehusansættelserne for større landejendomme i omegnen som et bindende skønselement ved udøvelsen af det konkrete skøn over fordelingen af den samlede ejendomsværdi, der ifølge vurderingsloven skal udøves vedrørende den enkelte ejendom.

Der kan i den forbindelse henvises til Højesterets dom af 6. april 2000 offentliggjort i TfS 2000 nr. 374, hvorefter den omstændighed, at andre skatteydere som følge af skattemyndighedernes manglende indgriben med urette måtte have opnået et fradrag under omstændigheder som i en anden sag, ikke ud fra en lighedsgrundsætning kan begrunde fradrag for en anden skatteyder.

Efter rettens opfattelse må der ved skønnet over stuehusværdien tages udgangspunkt i en vurdering af, til hvilken kontant pris stuehuset med omliggende haveareal må antages at kunne sælges til en almindelig økonomisk tænkende køber.

Retten finder efter det ved besigtigelsen konstaterede om hovedbygningens alder, bygningsmæssige konstruktion og vedligeholdelsesstand, havearealets størrelse og stand samt en oplyst opførelsessum for bygningen på mellem 5 og 6 mio. kr. ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn over bygningens andel af den samlede ejendomsværdi på vurderingstidspunktet.

Stuehusværdien ansat til 2.900.100 kr. vil derfor være at stadfæste."

Det fremgår af sagen, at stuehusværdien pr. 1. oktober 2004 for de 10 ejendomme, som A påberåbte sig for Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten var vurderet til mellem 987.900 kr. til 1.929.400 kr. Alle ejendommene på nær en enkelt er ældre slotte og godser beliggende ....

Under denne sag har A yderligere påberåbt sig stuehusværdien for 2 nyere stuehuse beliggende ..., der pr. 1. oktober 2005 er vurderet til henholdsvis 1.396.700 kr. og 1.575.000 kr.

Skatteministeriet har heroverfor påberåbt sig 12 landbrugsejendomme med nyere stuehuse beliggende ..., ... og ..., hvor stuehusværdien pr. 1. oktober 2004 er vurderet til mellem 3.166.900 kr. og 14.481.700 kr.

Skatteministeriet har i et brev af 8. marts 2007 til Kammeradvokaten skrevet følgende

"I anledning af ovennævnte sag har Kammeradvokaten i brev af 2. februar 2007 stillet nogle spørgsmål vedrørende vurderingen af hovedbygninger til større gårde og godser, herunder anvendelse af en såkaldt "godsregel".

SKAT skal i den anledning udtale, at der ikke eksisterer en "godsregel". I henhold til vurderingslovens § 33, stk. 4, skal der i forbindelse med vurderingen af landbrugsejendomme foretages en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehus med tilhørende grund og have og den øvrige ejendom.

For større landbrugsejendomme og godser udgør stuehusets ejendomsværdi den bygningsværdi, som stuehuset (f.eks. slot, hovedbygning, parcelhuslignende bolig e.l.) skønnes at indgå med i ejendomsværdien, tillagt værdien af have, park o.l. samt boligmomentet.

Ved den skønsmæssige fastsættelse af stuehusets bygningsværdi, henses der til en række forhold, som har indvirkning på stuehusværdien. Det drejer sig om bl.a. størrelse, alder, indretning, udstyr, kvalitet, vedligeholdelsesstand, bygningsfredning mv. og om stuehuset i øvrigt opfylder kravene til en tidssvarende bolig.

Når der er tale om større landbrugsejendomme og godser med store gamle hovedbygninger, egentlige slotte med måske metertykke mure o.l. vil disse bygninger sædvanligvis være tynget af meget store vedligeholdelsesudgifter og store udgifter til opvarmning m.v. Disse bygninger består ofte af mange hundrede etagemeter, der langt overstiger det areal, en almindelig moderne familie anvender til bolig. Derfor vil sådanne ekstra arealer ofte kun indgå med en begrænset værdi i den samlede stuehusværdi.

Er der derimod tale om nyere boliger, vil disse ikke i nær samme grad være tynget af store vedligeholdelsesomkostninger m. v. som gamle hovedbygninger og slotte. Samtidig vil nyere stuehuse ofte have en størrelse der er bedre i overensstemmelse med krav og behov til en moderne, tidssvarende bolig.

SKAT kan oplyse, at de tidligere vurderingsmyndigheder (vurderingsråd og skyldråd) gennem en lang årrække er blevet vejledt af det tidligere Statsskattedirektorat og efterfølgende ToldSkat om ovenstående problemstillinger i forbindelse med fastsættelse af stuehusværdier for større landbrugsejendomme og godser.

De nævnte problemstillinger har ikke fremgået skriftligt i nogen vejledning, meddelelse, instrukser eller lignende, men har alene været givet mundtligt på orienteringsmøder m.v. med vurderingsmyndighedeme. Det er imidlertid SKATs opfattelse, at denne mundtlige vejledning har været fulgt af vurderingsmyndighederne landet over, hvor der konkret har været grundlag for det.

Det er muligt, at sagsøger opfatter ovenstående redegørelse om problematikken vedrørende fordelingen af ejendomsværdien i forbindelse med fastsættelse af stuehusværdier for større landbrugsejendomme og godser, som en særlig "godsregel".

Efter SKATS opfattelse er der alene tale om, at vurderingsmyndighedeme er blevet gjort opmærksom på de specielle forhold, som knytter sig til netop denne type landbrugsejendomme. Det bemærkes i øvrigt, at stuehusværdien er en fordeling af den samlede ejendomsværdi, som foretages efter samme regler for alle typer landbrugsejendomme, nemlig vurderingslovens § 33, stk. 4.

Afslutningsvis bemærkes, at SKAT ikke finder, at en given ejendom er berettiget til en "forkert lav" stuehusværdi med henvisning til lave stuehusværdier for andre ejendomme. Med henvisning til skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, har SKAT i øvrigt mulighed for, at undersøge rigtigheden af de stuehusværdier, som sagsøgeren henviser til, med henblik på eventuel genoptagelse af ansættelserne.

Med hensyn til eksempler på vurderinger af nyligt opførte bygninger på større landbrugsejendomme, henvises til vedlagte liste. Den skønsmæssige ansættelse af stuehusværdien er efter SKATS opfattelse foretaget i overensstemmelse med vurderingslovens § 33, stk. 4, hvor ovennævnte problemstillinger vedrørende boliger på større landbrugsejendomme er taget i betragtning."

Forklaringer

A har forklaret, at den omhandlede ejendom er opført i 1998/99 for ca. 7,9 mio. kr. inklusive moms. Flere af de ejendomme, han påberåbte sig for Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten, har betydeligt større stuehuse/hovedbygninger end hans ejendoms. Flere af ejendommene er meget velholdte, selv om der er tale om gamle slotte og godser. Den nyere ejendom, han påberåbte sig, ..., er opført senere end hans ejendom, er i samme materialer og har ca. samme størrelse.

Parternes synspunkter

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori følgende er anført:

"...

 -

Vurderingen af sagsøgers hovedbygning/stuehus skal foretages i overensstemmelse med den i henhold til vurderingslovens § 6, 2. pkt. fastlagte vurderingspraksis for større gårde og godser, "godsreglen", dvs. med udgangspunkt i den gennemsnitlige handelspris for ejendomme af samme størrelse, alder, stand og beliggenhed i et sammenligneligt område i modsætning til vurderingen af andre ejendomme, jf. vurderingslovens § 6, 1. pkt., hvor vurderingen skal foretages på grundlag af værdien i handel og vandel, såfremt købesummen skulle erlægges kontant, dvs. den pris, der må antages at kunne opnås ved et salg på det frie marked til en fornuftig køber.

 
 

I modsætning hertil skal værdien i henhold til § 6, 2. pkt. alene ske på grundlag af gennemsnitsprisen for området, ikke på grundlag af den enkelte ejendoms indretning.

 
 

Specielt for så vidt angår landbrugets stuehuse fremhæves det i bemærkningerne til lov nr. 292 af 15. maj 2002 om forenkling og modernisering af vurderingsorganisationen og vurderingsprocessen m.v., at ejendomsværdien skal stå i et passende forhold til sammenlignelige ejendomme. Den såkaldte "godsregel" er netop udtryk for, at vurderingen af stuehuse på større landbrugsejendomme sker med udgangspunkt i sammenlignelige ejendomme.

 
 -

Ved vurderingen efter "godsreglen" vil det normalt være umuligt at fastsætte en handelspris/gennemsnitspris for hovedbygninger/stuehuse af samme størrelse mv. i et sammenligneligt område, idet disse hovedbygninger i praksis aldrig handles særskilt, men altid sammen med hele landbrugsejendommen, også under hensyn til de særlige begrænsninger med hensyn til udstykning og særskilt salg af hovedbygninger, der gælder, jf. landbrugslovens §§ 9 og 10, hvilket, jf. vurderingslovens § 10, stk. 1, indgår i vurderingen og medfører, at denne i videre omfang vil blive fastsat ved et mere direkte skøn over værdien i forhold til værdien af tilsvarende ejendomme i et sammenligneligt område.

 
 -

"Godsreglen" er en vurderingspraksis, der i overensstemmelse med vurderingslovens § 6, 2. pkt. og er fulgt almindeligt, stadigt og længe ud fra en overbevisning om retlig forpligtelse, jf. sagsøgtes redegørelse, bilag A.

 
 -

Det relevante sammenligningsområde for sagsøgers ejendom, jfr. vurderingslovens § 6, 2. pkt. er Lolland/Falster.

 
 -

Vurderingerne af hovedbygninger/stuehuse i dette område er dokumenteret ved de fremlagte bilag 3.1, 3.8, 3.10 og 4 og anses for at være i overensstemmelse med "godsreglen", hvorved bemærkes, at ..., jf. bilag 3.8, er en nyere hovedbygning, ligesom sagsøgers hovedbygning. Disse andre hovedbygninger er som stuehuse til større gårde og godser alle sammenlignelige med sagsøgers hovedbygning, og skønt hovedparten er væsentlig større og arkitektonisk rigere udstyret end sagsøgers hovedbygning, er de alle lavere vurderet.

 
 -

Vurderingen af sagsøgers hovedbygning er følgelig udtryk for en vilkårlig forskelsbehandling af sagsøger og derved et brud på den lighedsgrundsætning, der også må gælde ved fastsættelsen af ejendomsvurderinger.

 
 

Kravet i vurderingslovens § 6, 2. pkt. om, at vurderingen af ejerboliger skal ske med udgangspunkt i den gennemsnitlige handelspris for sammenlignelige ejendomme, bevirker, at vurderingsmyndigheden må behandle sammenlignelige ejendomme på samme måde.

 
 -

Vurderingsmyndigheden skal i konsekvens heraf omvurdere sagsøgers hovedbygning og herved fastsætte stuehusværdien overensstemmende med de sammenlignelige hovedbygninger ...

..."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori følgende er anført:

"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at betingelserne for at tilsidesætte det af Landsskatteretten udøvede skøn over bygningens andel af den samlede ejendomsværdi ikke er opfyldt.

Det gøres herved gældende, at det ikke er godtgjort, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag.

Vurderingen er foretaget i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i vurderingsloven.

Efter vurderingslovens § 33, stk. 4, skal der foretages en fordeling af ejendoms- og grundværdiansættelsen af den af sagen omfattede ejendom på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og den øvrige ejendom.

Afgørende for skønnet er ejendommens kontantværdi i handel og vandel på vurderingstidspunktet, jf. vurderingslovens § 6.

Det bestrides, at der, som hævdet af sagsøgeren, eksisterer en særlig "godsregel" forstået som en særlig vurderingspraksis, hvorefter hovedbygninger til større gårde og godser generelt, det vil sige uden hensyn til bygningens konkrete forhold, vurderes som et sædvanligt lidt større parcelhus. En sådan vurdering er ikke i overensstemmelse med vurderingslovens principper, og uanset om der forefindes eksempler på, at bygninger af samme karakter som sagsøgerens er vurderet lavt, medfører dette ikke, at sagsøgeren har krav på at opnå en vurdering, der er i strid med vurderingsloven.

Det gøres endvidere gældende, at bygningens erhvervsareal på 164 m2 med rette er medtaget ved vurderingen. Der skal ikke ved vurderingen tages hensyn til, om stuehuset delvis benyttes erhvervsmæssigt, jf. herved også vurderingsvejledningen 2004-1, side 157.

Landsskatteretten, der har besigtiget ejendommen, har endvidere ved fordelingen taget hensyn til de konkrete omstændigheder vedrørende ejendommen, der har betydning for vurderingen.

Det gøres endvidere gældende, at det ikke er godtgjort, at Landsskatteretten er gået uden for rammerne af det skøn, der tilkommer vurderingsmyndighederne i sager af den foreliggende karakter. Der er ingen oplysninger, der viser, at stuehusets værdi i handel og vandel er lavere end den ansatte værdi på kr. 2,9 mio. Det forhold, at stuehuset blev opført i 1998-1999 for kr. 7.912.000,- inkl. moms, jf. replikken, side 2, peger tværtimod klart på, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skønnet.

Såfremt byretten måtte finde, at betingelserne for at tilsidesætte det udøvede skøn er opfyldt, gøres det gældende, at vurderingen i overensstemmelse med fast retspraksis må hjemvises til vurderingsmyndighederne i overensstemmelse med sagsøgtes subsidiære påstand.

I den forbindelse gøres det tillige gældende, at den vurderingspraksis, der henvises til i sagsøgerens påstand, ikke er således konkretiseret, at den er egnet til at indgå i en domskonklusion, som grundlag for hjemvisning af vurderingen med henblik på en bestemt ændring af denne."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det følger af forarbejderne til lov nr. 292 af 15. maj 2002, hvorved der indsattes et 2. pkt. i vurderingslovens § 6, at formålet hermed var "at gennemføre en forenkling af vurderingssystemet, der anvendes ved vurderingen af de mest almindelige ejerboliger og fritidsboliger, nemlig parcel-, række- og sommerhuse", og at vurderingsmyndighederne skulle anvende gennemsnitsberegninger ved fastlæggelse af vurderinger af disse ejerboliger". Det fremgår videre, at liebhaverejendomme og landbrugets stuehuse fortsat skulle vurderes "ud fra et mere direkte skøn, således at ejendomsværdien står i et passende forhold til sammenlignelige ejendomme".

Det kan herefter ikke antages, at ejendomsværdien for liebhaverejendomme og landbrugets stuehuse som følge af vurderingslovens § 6, 2. pkt., skal fastsættes efter en særlig "godsregel" med udgangspunkt i den gennemsnitlige handelspris for tilsvarende ejendomme i området, men derimod ud fra et mere direkte skøn som anført i forarbejderne.

Det kan endvidere ikke på baggrund af Skatteministeriets brev af 8. marts 2007 til Kammeradvokaten antages, at der eksisterer en sådan særlig "godsregel", der skal finde anvendelse ved vurderingen af ejendomme som As, ligesom A ikke har bevist, at der på andet grundlag eksisterer en sådan særlig "godsregel", Det kan herefter ikke antages, at fastsættelsen af stuehusværdien af denne grund er sket på et forkert grundlag.

A har endelig ikke bevist, at den fastsatte stuehusværdi ikke står i et passende forhold til sammenlignelige ejendomme, og at Landsskatteretten af denne grund er gået uden for rammerne for vurderingsmyndighedernes skøn.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at 852,50 kr. dækker udgiften til materialesamlinger, og 15.000 kr. dækker udgiften til advokatbistand, der er fastsat med udgangspunkt i de gældende takster.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 15.852,50 kr.