Dato for udgivelse
19 Nov 2008 14:52
Dato for afsagt dom/kendelse
18 Nov 2008 08:13
SKM-nummer
SKM2008.927.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-132980
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Afgift, udland fradrag
Resumé
Skatterådet bekræftede, at udgifter i form af Business Tax, Flood Prevention Fee mv., der af de kinesiske skattemyndigheder opkræves samtidig med, at et kinesisk datterselskab udbetaler royalty til det danske moderselskab, ved den danske skatteopgørelse kan fradrages som driftsomkostninger ved opgørelsen af royaltyindkomsten.
Hjemmel
Lov nr. 149 af 10/04 1922
Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, med senere ændringer

Henvisning

Ligningsvejledningen 2008-4, afsnit E.B.3.15


Spørgsmål

Kan SKAT bekræfte, at udgifter i form af Business Tax, Flood Prevention Fee mv. opkrævet samtidig med udbetaling af royalty til X A/S, kan fradrages som driftsomkostninger ved opgørelsen af royaltyindkomsten fra Kina i den danske skatteopgørelse?

Svar

Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X A/S er det ultimative moderselskab i en koncern, som ejer samtlige aktier i Y A/S. I koncernen indgår bl.a. det kinesiske selskab, Z Co. Ltd., som ejes fuldt ud af Y A/S.

Selskabets repræsentant har oplyst, at Z Co. Ltd. betaler royalty til X A/S for brug af moderselskabets immaterielle rettigheder.

Ved royaltybetalinger fra Kina til X A/S opkræves udover royaltyskat på 10 pct. forskellige udgifter i form af Business Tax på 5 pct. af royaltybetalingen, samt i visse tilfælde også Flood Prevention Fee, der er en lokal afgift på 0,05 pct. I alt betales således godt 15 pct. i royaltyskat, Business Tax og Flood Prevention Fee.

Betalingen af skatter og afgifter foregår på den måde, at Z Co. Ltd. på vegne af royaltymodtageren, X A/S, indbetaler royaltyskat, Busines Tax og Flood Prevention Fee til de kinesiske skattemyndigheder. Det er således det danske selskab, X A/S, der er skatte/afgiftspligtig.  

Repræsentanten har endvidere anført, at Business Tax er en omsætningsafgift, der bl.a. pålægges visse serviceydelser i Kina. Lignende omsætningsafgifter i form af VAT eller Consumption Tax pålægges bl.a. salg og produktion af varer, og der er således tale om en afgift.

Afgifterne pålægges alle afgiftspligtige transaktion i Kina, og er således ikke en speciel udgift, der kun pålægges grænseoverskridende transaktioner, eller som relaterer sig specifikt til royaltybetalinger.

Som følge af forskellige erhvervsstøtteordninger i Kina kan der ifølge revisoren i visse tilfælde opnås hel eller delvis fritagelse for betaling af de pågældende udgifter. Repræsentanten beder dog om, at SKAT i besvarelsen lægger til grund, at de faktiske udgifter til Business Tax, Flood Prevention Fee mv. ikke fritages hos de kinesiske myndigheder, ligesom der ikke kan ske tilbagesøgning af allerede betalte afgifter.

Endelig har repræsentanten anført, at det ikke er muligt at opnå kinesisk lempelse for Business Tax og Flood Prevention Fee i medfør af den dansk-kinesiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Selskabets repræsentant finder, at spørgsmålet skal besvare spørgsmålet med et "ja".

Repræsentanten har anført, at udgifter i form af Business Tax og lignende afgifter opkrævet i forbindelse med betaling af royalty til X A/S, er udgifter opkrævet uafhængigt af den kildeskat, der også pålægges royalty.

Repræsentanten har endvidere anført, at der er tale om en transaktionsafgift. Business Tax, Flood Prevention Fee og lignende afgifter omfattes efter revisorens opfattelse derfor ikke af anvendelsesområdet for den dansk-kinesiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet denne, jf. art. 2, alene anvendes på indkomstskatter.

Han har endvidere anført, at hans forståelse også lægges også til grund af de kinesiske myndigheder, og der opnås således ikke kinesisk lempelse eller nedsættelse af udgifter i form af Business Tax, Flood Prevention Fee mv. efter bestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten art. 12, stk. 2. Kildeskat opkræves tillige uafhængigt af, om der er betalt andre udgifter i form af Business Tax og Flood Prevention Fee mv.

Repræsentanten finder, at Business Tax, Flood Prevention Fee og lignende afgifter derfor må anses som en driftsomkostning, der er forbundet med erhvervelse af royaltyindkomsten, og at X A/S derfor bør kunne fradrage denne ved den danske opgørelse af royaltyindkomsten, jf. statsskatteloven § 6a.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter det oplyste må SKAT lægge til grund, at de beløb, der i Kina opkræves som henholdsvis Business Tax og Foood Prevention Fee, har karakter af afgifter. Det bemærkes særligt, at den opkrævede Business Tax må anses for en afgift, da det skyldige beløb beregnes som en vis procentdel af omsætningen. Der er således ikke tale om en skat omfattet af den dansk-kinesiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. artikel 2 i overenskomsten.

Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan driftsomkostninger, dvs. de udgifter der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages ved indkomstopgørelsen.

Efter SKATs opfattelse må de kinesiske afgifter, der afholdes i forbindelse med erhvervelsen af royaltyindkomsten, anses for driftsomkostninger omfattet af den nævnte bestemmelse.

Det indstilles herefter, at SKAT svarer "ja" til spørgsmålet.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år fra modtagelsen af svaret, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter