Dato for udgivelse
08 Dec 2008 12:27
Dato for afsagt dom/kendelse
04 Nov 2008 10:56
SKM-nummer
SKM2008.977.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
06-02271
Dokument type
Kendelse
Emneord
Henstand
Resumé

Der blev indrømmet henstand mod sikkerhedsstillelse for et toldbeløb, hvorom sag verserede for landsretten med præjudicielt forelæggelse for EF-Domstolen.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 51, stk. 1


Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om henstand med betaling af 376.643 kr. vedrørende TIR-carnet.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse ændres, således at der gives klageren henstand mod sikkerhedsstillelse for hele hæftelsesbeløbet.

Sagens oplysninger

Det fremgår, at Told- og Skatteregionen traf en afgørelse om opkrævning af 376.643 kr. hos klageren. Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, der ved kendelse af 13. december 2005 stadfæstede afgørelsen.

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår bl.a. følgende:

"Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konventionen) blev undertegnet den 14. november 1975 i Geneve. Det Europæiske Fællesskab tiltrådte konventionen ved Rådets forordning (EØF) nr. 2112/78 af 25. juli 1978.

Bl.a. i toldkodeksens artikel 91 er der fastsat bestemmelser om betydningen af, at en forsendelse gennemføres på grundlag af TIR-carneter.

På den baggrund må bestemmelser, der fremgår af TIR-konventionen anses som en del af de toldforskrifter, som de myndigheder, der er meddelt beføjelse hertil, kan håndhæve, jf. toldkodeksens artikel 4, stk. 1, nr. 3. Det fremgår af toldlovens § 2, stk. 1, at varer, der føres ind i, transiterer eller føres ud af det danske toldområde, behandles efter EF's retsakter, herunder EF's toldkodeks. Det fremgår videre, at der svares told i henhold til disse retsakter. I medfør af toldlovens § 71 er told- og skatteregionerne bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans om afgørelser efter toldloven.

Da TIR-konventionen må anses som en del af toldloven, har regionen således haft kompetence til som 1. instans at træffe afgørelse om, at klageren hæftede for betaling af det her omhandlede beløb. Landsskatteretten kan således ikke tiltræde det af klagerens repræsentant anførte om, at hæftelsen må anses at hvile på et privatretligt grundlag, og at kravet derfor kun kan forfølges ved de ordinære domstole.

Herefter er spørgsmålet alene, om Landsskatteretten eller Told- og Skattestyrelsen er klagemyndighed for regionens afgørelse. Det fremgår af toldlovens § 71 a, stk. 1, nr. 5, at Landsskatteretten påkender klager over de statslige toldmyndigheders afgørelser i 1. instans af spørgsmål om toldskylds opståen. Efter § 71 a, stk. 1, nr. 7, der trådte i kraft den 1. januar 2004, kan Landsskatteretten påkende klager over de statslige toldmyndigheders afgørelser i 1. instans af spørgsmål om hæftelse for told og afgifter i henhold til toldloven, jf. lov nr. 962 af 2. december 2003. Da indførelsen af § 71 a, stk. 1, nr. 7, må anses for en præcisering af de indtil da gældende regler om Landsskatterettens kompetence, er det rettens opfattelse, at Landsskatteretten er rette klagemyndighed for afgørelsen.

For så vidt angår det af repræsentanten anførte om, at toldskylden er ophørt, bemærkes:

Af toldkodeksens artikel 202 og 233 fremgår bl.a.:

"Artikel 202

1. Toldskyld ved indførsel opstår,

a) når en importafgiftspligtig vare føres ind i Fællesskabets toldområde på ikke forskriftsmæssig måde, eller

b) hvis det drejer sig om en importafgiftspligtig vare, der er anbragt i frizone eller frilager, når varen føres ind i en anden del af toldområdet på ikke forskriftsmæssig måde.

Ved anvendelse af denne artikel forstås ved "indførsel på ikke forskriftsmæssig måde" enhver indførsel i strid med artikel 38 til 41 og med artikel 177, andet led.

(...)".

"Artikel 233

Med forbehold af gældende bestemmelser om forældelse af toldskyld og om de tilfælde, hvor toldskylden ikke kan inddrives, fordi debitor af rettens vej er erklæret insolvent, ophører en toldskyld:

(...)

d) hvis de varer, for hvilke en toldskyld er opstået i overensstemmelse med artikel 202, beslaglægges ved deres ikke forskriftsmæssige indførsel og samtidig eller senere konfiskeres.

Ved beslaglæggelse og konfiskation anses toldskylden af hensyn til straffelovgivningen for toldovertrædelser dog for ikke at være ophørt, når en medlemsstats lovgivning fastsætter, at tolden danner grundlag for fastsættelsen af straffen, eller at en opstået toldskyld danner grundlag for den strafferetlige forfølgning."

Det fremgår af toldkodeksens artikel 233, litra d, at det er en betingelse for toldskyldens ophør, at varen både er beslaglagt og samtidig eller senere er konfiskeret. De her omhandlede cigaretter er ikke konfiskeret, men destrueret i medfør af toldlovens § 83, stk. 3. Efter det oplyste har betingelserne for at destruere cigaretterne været opfyldt, og en sådan destruktion kan ikke sidestilles med konfiskation. Der er derfor allerede af den grund ikke grundlag for at anse toldskylden for ophørt.

Af TIR-konventionens artikel 8, stk. 1 og 7, fremgår:

"Artikel 8

1. Den garanterende organisation skal forpligte sig til at betale skyldige ind- eller udførselstold og afgiftsbeløb med tillæg af eventuelle morarenter, som er påløbet i henhold til toldlovene og toldbestemmelserne i det land, i hvilket en uregelmæssighed er konstateret i forbindelse med en TIR-transport. Organisationen skal være solidarisk ansvarlig med de personer, der er ovennævnte beløb skyldige, for betalingen af disse beløb.

(...)

7. Når de i nærværende artikels stk. 1 og 2 anførte beløb er forfaldne til betaling, skal de kompetente myndigheder så vidt muligt forlange indfrielse hos den (eller de) direkte ansvarlige person(er), før der rettes krav mod den garanterende organisation."

Myndighedernes forpligtelse til efter artikel 8, stk. 7, så vidt mulig at forlange indfrielse hos den direkte ansvarlige person, må ses på baggrund af bestemmelsen i stk. 1, hvorefter den garanterende organisation er solidarisk ansvarlig for betalingen af de skyldige beløb. Artikel 8, stk. 7, kan derfor kun antages at indebære, at myndighederne så vidt det er muligt skal have gjort kravet gældende overfor den direkte ansvarlige, men ikke, at myndighederne forgæves skal have søgt kravet inddrevet i andre aktiver tilhørende den direkte ansvarlige, forinden der rettes krav mod klageren.

De omhandlede cigaretter, som toldmyndighederne tog i bevaring efter toldlovens § 83, er destrueret. Den omhandlede anhænger blev efter det oplyste udleveret til chaufføren, idet myndighederne skønnede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for tilbageholdelse i henhold til toldlovens § 84. Af den grund er der ikke grundlag for en nedsættelse af kravet mod klageren.

Da det i øvrigt er ubestridt, at myndighederne har overholdt TIR-konventionens regler om underretning af klageren mv., stadfæstes den påklagede afgørelse."

Klageren har ved stævning af 10. marts 2006 indbragt Landsskatterettens kendelse for Østre Landsret.

Ved sagens behandling i Østre Landsret har klageren nedlagt påstand om, at der forelægges præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen om fortolkning og anvendelse af toldkodeksens art. 233 og 215 samt cirkulationsdirektivets art. 4 til 6. Af påstandsdokument af 9. maj 2007 fremgår det, at følgende spørgsmål er begæret forelagt:

"Spørgsmål 1:

Skal toldkodeks, artikel 233, litra d, i henhold til hvis ordlyd en toldskyld ophører eller bortfalder, "hvis de varer, for hvilke en toldskyld er opstået i overensstemmelse med artikel 202, beslaglægges ved deres ikke forskriftsmæssige indførsel og samtidig eller senere konfiskeres", fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på myndighedernes destruktion eller tilintetgørelse af beslaglagte ikke forskriftmæssigt indførte varer? Er det afgørende for bestemmelsens anvendelse, (i) om myndighederne har betegnet deres disposition som konfiskation eller destruktion, (ii) om konfiskation og destruktion sidestilles efter national ret om told og afgifter og/eller (iii) om konfiskation og destruktion sidestilles efter nationale regler om ejendomsret?

Spørgsmål 2:

Skal toldkodeks fortolkes således, at toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor en vare ikke forskriftsmæssigt føres ind i fællesskabet, er enekompetent til at opkræve den herved opståede toldskyld, forudsat toldskylden er EUR 5.000 eller derover, jf. toldkodeks, artikel 215 sammenholdt med artikel 217?

Spørgsmål 3:

Er det foreneligt eller uforeneligt med Rådets direktiv af 25. februar 1992 (92/12) (cirkulationsdirektivet), navnlig artiklerne 5, stk. 2, 1. afsnit, og artikel 6, stk. 1, litra c, at en medlemsstat fastholder opkrævningen af punktafgiftskrav, særligt tobaksafgift omfattet af Rådets direktiv 95/59, for varer, der er beslaglagt ved ikke-forskriftsmæssig indførsel fra et tredjeland og som senere destrueres eller tilintetgøres, uden at myndighederne forinden har opgivet besiddelsen? Er det afgørende for besvarelsen af spørgsmålet, om toldskyld opkrævet af medlemsstaten ved samme ekspedition (beslaglæggelsen og den efterfølgende destruktion) bortfalder i medfør af toldkodeks art 233, litra d?"

På et retsmøde den 16. maj 2007 fandt landsretten det efter det foreliggende relevant at stille spørgsmål til EF-domstolen, også om temaet i klagerens spørgsmål 3. Sagen blev herefter udsat på parternes fælles formulering af spørgsmål og udkast til forelæggelseskendelse.

Skattecentrets afgørelse

Klagerens anmodning om henstand med betaling af 376.643 kr. vedrørende TIR-carnet er ikke imødekommet.

Anmodning om henstand kan i henhold til toldkodeksens art. 244 imødekommes helt eller delvist, hvis toldmyndighederne har en begrundet formodning om, at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne. Skattecentret har ikke fundet, at den trufne afgørelse er i uoverensstemmelse med TIR-konventionens art. 8. Landsskatterettens afgørelse i sagen støtter således Skats afgørelse.

Anmodning om henstand kan kun imødekommes, hvis der stilles sikkerhed for henstandsbeløbet. Kravet om sikkerhedsstillelse kan undlades i tilfælde, hvor et sådant krav vil kunne give anledning til alvorlige vanskeligheder af økonomisk karakter. Skattecentret har ikke fundet, at klageren vil komme i økonomiske vanskeligheder ved at stille sikkerhed for 376.643 kr. Klageren skal derfor stille sikkerhed eller betale beløbet straks.

Skattecentret har under sagens behandling i Landsskatteretten telefonisk oplyst, at der ved den påklagede afgørelse er indrømmet henstand på betingelse af sikkerhedsstillelse.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til henstand med betaling af 376.643 kr. vedrørende det omhandlede TIR-carnet uden sikkerhedsstillelse. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til henstand med betaling mod sikkerhedsstillelse.

Til støtte for den principale påstand er det bl.a. anført, at der er en begrundet formodning om, at afgørelsen om opkrævning af 376.643 kr. ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne. Det skyldes, at garantiaftalen mellem skattemyndighederne og klager er en privatretlig aftale, at krav under garantien i mangel af frivillighed forudsætter fastsættelse heraf ved retskraftig dom, og at skattemyndighederne er inkompetente til ensidigt at træffe afgørelse der fastslår betalingspligt under garantien, således at Landsskatterettens afgørelse allerede af den årsag er ugyldig.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af TIR-konventionen, om den garanterende organisations hæftelse er en privatretlig eller en offentligretlig forpligtelse, men der foreligger en række fortolkningsbidrag, der viser, at kautionsløftet er en privatretlig forpligtelse, jf. tillige klagers autorisation. I autorisationen udstedt til klager er direkte henvist til et privatretligt retsinstitut, kaution. Kautionens aftaleretlige karakter er fastslået helt generelt for TIR-konventionens anvendelse indenfor EU, og således også for men ikke blot i Danmark, jf. EF-Domstolens afgørelse i sag C-266/O1 (Préservatrice foncière TIARD SA), præmis 27-29. Der er videre henvist til EF-Domstolens dom i sag C-78/O1 (Bundesverband Güterkraftverkehr und Logistik eV), præmis 45.

Den lokale told- og skatteregion havde således ikke kompetence til (ensidigt) at træffe en forvaltningsretlig afgørelse med klager som adressat, som kunne indbringes for det administrative klagesystem, herunder Landsskatteretten. Myndighederne må som enhver anden modtager af en kaution anlægge sag ved de ordinære domstole. Sagen burde derfor have været afvist af Landsskatteretten, da Landskatteretten ikke var kompetent.

Det forhold, at der i toldkodeksens art. 91 henvises til TIR-konventionen, således som Landsskatteretten henviser til i præmisserne, indebærer ikke, at TIR-konventionen bliver del af de toldforskrifter, som myndighederne skal håndhæve.

Det er uden betydning for kautionsløftets privatretlige karakter, at kravet mod hovedmanden udspringer af offentlige forskrifter og derfor skal behandles i det offentligretlige administrative klagesystem, jf. EF-Domstolen i sag C-266/O1 (PFA), præmis 36 og 44. Der er videre henvist til EF-Domstolens afgørelse i BGL-sagen.

Det følger af denne praksis, som de danske myndigheder er bundet af, og af det i øvrigt anførte, at Landsskatteretten ikke var kompetent til at behandle sager om klagerens hæftelse, og at toldmyndighederne må forfølge krav mod klageren ved de ordinære domstole på et privatretligt grundlag. Landsskatterettens kendelse er derfor ugyldig.

Til støtte for, at afgørelsen om, at klager skal betale 376.643 kr., ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, er det bl.a. endvidere anført, at kravet mod klageren kun kan gøres gældende i det omfang kravet består mod hovedmændene, og at klageren kan gøre samme indsigelser gældende som hovedmændene.

Det er bl.a. videre anført, at kravet er bortfaldet over for hovedmændene i medfør af toldkodeksens art. 233(d) sammenholdt med artikel 4, og i medfør af (a) art. 5, stk. 2 i cirkulationsdirektivet (Direktiv 92/12/EØF) samt af (b) toldkodeksens art. 84, stk.1, litra a) sammenholdt med artikel 867 a, stk. 1, i Gennemførelsesbestemmelserne, og (c) art. 11 b i direktiv 95/59.

Hvad angår toldkodeksens art. 233 (d) er det bl.a. anført, at toldskylden er ophørt, da varerne er destrueret. Der er herved bl.a. henvist til en tilsvarende finsk sag, hvor Kommissionen anerkendte, at destruktion skal sidestilles med konfiskation. Under alle omstændigheder er der rejst sådan begrundet tvivl om retmæssigheden af skattemyndighedernes, herunder Landsskatterettens, praksis, at landsretten har besluttet, at der skal ske præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen vedrørende fortolkningen af toldkodeksens art. 233, litra d.

Til støtte for, at afgørelsen om, at klager skal betale 376.643 kr. ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne er det bl.a. yderligere anført, at klagerens hæftelse er subsidiær i forhold til de direkte forpligtede, jf. TIR-konventionens artikel 8, stk. 7, at told- og skattemyndighederne derfor og i henhold til internationale forpligtelser har pligt til at gøre et reelt forsøg på inddrivelse af kravene hos de direkte forpligtede, at Landsskatterettens fortolkning af told- og skattemyndighedernes forpligtelser i så henseende er fejlagtig, og at told- og skattemyndighederne har forsømt at gøre et reelt forsøg på inddrivelse hos de direkte forpligtede, idet myndighederne ikke har udnyttet foreliggende retsmidler, herunder bistand til inddrivelse fra andre landes myndigheder.

Det er herved bl.a. anført, at det af de forklarende noter til TIR-konventionen fremgår, at myndighedernes adfærd skal være upåvirket af, at der foreligger en garanti, også selvom det er lettere at kræve betaling hos garanten end at inddrive skylden hos de primært forpligtede. Forpligtelsen til at foretage reelle inddrivelsesskridt indebærer også, at myndighederne må gøre brug af internationale konventioner om gensidig bistand til opkrævning af gæld til offentlige myndigheder, der giver mulighed for opkrævning af beløb hos de primært forpligtede. I denne sag har myndighederne ikke taget reelle skridt til inkassation af tilgodehavendet hos de primært forpligtede. Betingelserne for udbetaling under kautionen er således ikke opfyldt.

Til støtte for, at afgørelsen om, at klager skal betale 376.643 kr. ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, er det bl.a. endelig anført, at krav mod klageren skal rejses af myndighederne i det land, hvori godset er indført, at godset er indført i Tyskland, og at de danske myndigheder derfor konkret ikke kan gøre kravet gældende mod klageren. Der er herved henvist til toldkodeksens art. 215. Da der er en rimelig tvivl om fortolkningen af art. 215 har landsretten besluttet, at der skal ske præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen vedrørende fortolkningen af art. 215.

Det er landsrettens suveræne beslutning, om der skal forelægges præjudicielle spørgsmål. Landsretten forelægger efter retspraksis kun, hvis landsretten finder, at der er rimelig tvivl om fortolkningen af EU-retten, jf. herved retspraksis. Når Østre Landsret finder, at der er en sådan rimelig tvivl om fortolkningen af de EU-baserede retsakter, som ligger til grund for det krav, der ønskes henstand med betalingen af, at der skal ske præjudiciel forelæggelse, støtter dette selvsagt klagerens synspunkt om, at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med hjemmelsgrundlaget, og at der derfor skal gives henstand uden krav om sikkerhedsstillelse. Der bør i hvert fald under alle omstændigheder ikke kræves sikkerhed i forbindelse med henstand, når der samtidig sker forelæggelse for EF-domstolen.

Det er endvidere bl.a. anført, at skattemyndighederne - for det tilfælde, at der som udgangspunkt ikke kan indrømmes henstand uden sikkerhedsstillelse - skal frafalde ønsket om sikkerhedsstillelse i den foreliggende situation. Til støtte herfor er bl.a. anført, at klagerens soliditet er anerkendt ved de danske myndigheders tildeling af autorisation til klager til at optræde som garantistiller inden for rammerne af TIR-carnet systemet, samt at klageren økonomisk er støttet af internationale finansielle institutioner. Der er derfor intet grundlag for at kræve, at klageren stiller sikkerhed i forbindelse med henstanden.

Det er ydermere bl.a. anført, at hjemlen for meddelelse af henstand er skatteforvaltningslovens § 51, og ikke toldkodeksens art. 244, der kun omfatter importafgifter, således som disse må forstås efter toldkodeksens artikel 4, nr. 9) og 10). Tobaksafgifter og moms er ikke nævnt heri og falder således udenfor begrebet "importafgifter". Der er henvist til definitionerne i cirkulationsdirektivet og 6. momsdirektiv samt til, at denne udlægning støttes af SKAT selv i den materielle sag, der nu verserer for Østre Landsret.

Da kravet er sammensat af såvel told, tobaksafgift og moms, uden at det er specificeret, hvilken del af kravet, der opkræves, må det være den mindst lempelige henstandsbestemmelse vedrørende de forskellige dele af kravet, der finder anvendelse. Da kravet på tobaksafgift og moms er omfattet af skatteforvaltningslovens § 51, er det denne bestemmelse, der er afgørende for, at om der kan meddeles henstand.

Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 51, er opfyldt. Der kan således ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, idet der ikke er grundlag for at antage, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes. Det er ikke påvist, at der skulle være risiko herfor, og skattemyndighederne har da heller ikke hævdet, at dette skulle være tilfældet.

Såfremt Landsskatteretten når frem til, at det er toldkodeksens artikel 244, der skal anvendes, er der en begrundet formodning for, at den materielle afgørelse ikke var i overensstemmelse med toldforskrifterne. Dette støttes af, at Østre Landsret i den materielle sag har besluttet at forelægge en række EU-retlige spørgsmål i relation til sagen præjudicielt for EF-domstolen. Der er derfor grundlag for, at der efter denne bestemmelse skal ydes henstand uden sikkerhedsstillelse.

Såfremt man vil stille krav om sikkerhedsstillelse forudsætter dette, at der foreligger importafgifter i toldkodeksens forstand, hvilket ikke er tilfældet, jf. det tidligere anførte herom. Under ingen omstændigheder kan toldkodeksens artikel 244, udstrækkes til også at omfatte tobaksafgifterne og momsen. Idet tolden er opkrævet efter hæftelsen i TIR-konventionens artikel 8, og ikke på baggrund af reglerne i toldkodeksen, kan tolden i denne situation heller ikke anses for omfattet af artikel 244.

Hvad angår den subsidiære påstand er det bl.a. anført, at denne er nedlagt for det tilfælde, at klager ikke kan få medhold i, at der skal ydes henstand uden sikkerhedsstillelse. I givet fald må der i overensstemmelse med den påklagede afgørelse ydes henstand mod sikkerhedsstillelse.

SKAT Hovedcentrets udtalelse

Hovedcentret har indstillet, at der ikke er grundlag for at indrømme henstand.

Sagen skal afgøres efter toldkodeksens art. 244, og ikke efter skatteforvaltningslovens § 51, jf. dennes stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af toldkodeksens art. 244, at henstand kun kan indrømmes, hvis der er begrundet formodning om, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, eller hvis der må frygtes uoprettelig skade for den pågældende. I den konkrete sag er det dokumenteret, at en afvisning af ønsket om henstand vil føre til uoprettelig skade for klager.

For så vidt angår forudsætningen om, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, er det bl.a. udtalt, at den præjudicielle forelæggelse alene er udtryk for, at Østre Landsret har fundet, at der foreligger en rimelig tvivl om fortolkningen af visse EU-regler af betydning for sagen, som landsretten finder det nødvendigt at få EF-Domstolens afgørelse af. Forelæggelsen vedrører alene fortolkningsspørgsmål og ikke det materielle indhold af tvisten mellem klager og Skatteministeriet. Der kan med andre ord ikke sluttes fra på den ene side en tvivl om fortolkningen af EU-retten til på den anden side en begrundet formodning om den anfægtede afgørelses uoverensstemmelse med toldforskrifterne.

I øvrigt bemærkes, at art. 244, 2. afsnit, er en undtagelse til hovedreglen i kodeksens art. 7, hvorefter trufne afgørelser kan fuldbyrdes omgående af toldmyndighederne, bortset fra de i art. 244, 2. afsnit, omhandlede tilfælde. Som bekendt er det et generelt fortolkningsprincip i EU-retten, at undtagelser skal fortolkes indskrænkende.

Særligt hvad angår begrebet importafgifter er det bl.a. anført, at dette begreb er defineret i toldkodeksens art. 4, nr. 10, som told og afgifter med tilsvarende virkning, der gælder ved indførsel af varer. Der bør således ikke herske tvivl om, at eventuel henstand i medfør af art. 244, 2. afsnit, skal betinges af, at der stilles sikkerhed for så vidt angår toldkravet, jf. art. 244, 3. afsnit, men derimod ikke for krav vedrørende punktafgifter og moms.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af toldkodeksens art. 244 fremgår følgende:

"Artikel 244.

Indgivelse af en klage har ikke opsættende virkning for gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

Toldmyndighederne kan imidlertid udsætte gennemførelsen af afgørelsen helt eller delvis, hvis den har begrundet formodning om, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, eller hvis der må frygtes uoprettelig skade for den pågældende.

Hvis den anfægtede afgørelse bevirker, at der skal betales import- eller eksportafgifter, er udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen betinget af, at der foreligger eller stilles sikkerhed. Det kan dog undlades at kræve sikkerhedsstillelse i tilfælde, hvor et sådant krav på grund af debitors situation ville kunne give anledning til alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social karakter."

Af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, fremgår følgende:

"§ 51. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det gælder dog ikke afgørelser efter toldlovgivningen, jf. artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks."

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 2. pkt., at bestemmelsen ikke finder anvendelse for så vidt angår afgørelser efter toldlovgivningen, jf. toldkodeksens artikel 244. Toldkodeksens artikel 244, må antages at vedrøre klager over afgørelser om anvendelse af toldforskrifterne, jf. herved toldkodeksens artikel 243.

Ved kendelse af 13. december 2005 fandt Landsskatteretten, at TIR-konventionen var en del af toldloven og en toldforskrift i henhold til toldkodeksen. Der kan tillige henvises til toldlovens § 2, og til toldkodeksens artikel 1.

Ved Højesterets dom gengivet i SKM2007.629.HR fandt Højesterets flertal, at en hæftelse i henhold til en autorisation udstedt i medfør af TIR-konventionen var en integreret del af autorisationsordningen. Højesterets mindretal fandt derimod, at hæftelsen havde karakter af en privatretlig kautionsforpligtelse.

Under hensyn hertil finder retten, at spørgsmålet om indrømmelse af henstand i sin helhed må afgøres efter toldkodeksens artikel 244.

Toldkodeksens artikel 244, må som udgangspunkt forstås således, at der udelukkende kan indrømmes henstand, hvis der er en begrundet formodning om, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, eller at der er frygt for uoprettelig skade for klager.

Såfremt en af disse betingelser er opfyldt, og afgørelsen bevirker, at der skal betales import- eller eksportafgifter, kræves der som udgangspunkt yderligere, at der stilles sikkerhed. Sikkerhedsstillelse må antages alene at kunne undlades i særlige tilfælde på grund af debitors situation. Der kan i den forbindelse henvises til EF-domstolens dom i sagen C-130/95, Giloy.

Efter en samlet vurdering finder retten, at der kan indrømmes henstand efter artikel 244, 2. afsnit. Der henses herved bl.a. særligt til, at Østre Landsret har fundet det relevant at stille spørgsmål til EF-domstolen i retssagen om den indbragte kendelse af 13. december 2005.

Hvad angår spørgsmålet om sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand bemærker retten, at der som udgangspunkt skal stilles sikkerhed, hvis den påklagede afgørelse bevirker, at der skal betales import- eller eksportafgifter.

Den påklagede afgørelse blev truffet i februar 2003 og indebar, at klageren ansås for pligtig til at betale i henhold til TIR-konventionens artikel 8, i relation til det skyldige told- og afgiftsbeløb. Denne konvention må anses at være en del af toldforskrifterne, jf. rettens kendelse af 13. december 2005. Henset hertil må hæftelseskravet efter konventionen antages at falde ind under begrebet "importafgifter" i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i toldkodeksens artikel 244, 3. afsnit, og anses at omfatte såvel told, som tobaksafgifter og moms.

Der findes således tilstrækkeligt grundlag for at stille krav om sikkerhed for hele hæftelsesbeløbet, idet bemærkes, at klageren ikke har dokumenteret, at denne er i en situation, hvor sikkerhedsstillelse kunne give anledning til alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social karakter.

Den påklagede afgørelse ændres derfor, således at der gives klageren henstand mod sikkerhedsstillelse for hele hæftelsesbeløbet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter