Dato for udgivelse
09 Dec 2008 13:01
SKM-nummer
SKM2008.988.DEP
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
2008-739-0157
Dokument type
Kommentar
Emneord
Retssager
Resumé

Skatteministeriet ændrer med virkning fra og med den 1. april 2009 ministeriets praksis med hensyn til forlængelse af fristen for anlæggelse af retssager mod ministeriet. Fra det nævnte tidspunkt vil der ikke længere blive givet tilsagn om fristforlængelse forud for fristens udløb. Det er Skatteministeriets opfattelse, at tiden er løbet fra ministeriets fristforlængelsespraksis. Ikke mindst er retsafgifterne ved sagsanlæg i dag ret så beskedne.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 48

Henvisning

Procesvejledningen 2008-4 I.1.3.


Skatteministeriet ændrer med virkning fra og med den 1. april 2009 ministeriets praksis med hensyn til forlængelse af fristen for anlæggelse af retssager mod ministeriet. Fremover vil der ikke længere blive givet tilsagn om fristforlængelse forud for fristens udløb.

I det følgende redegøres der nærmere for baggrunden for ændringen.

1. Baggrunden for hidtidig praksis

Efter reglerne om indbringelse af kendelser fra Landsskatteretten for domstolene, skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, skal en kendelse, der ønskes forelagt for domstolene, indbringes for disse senest 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. § 48, stk. 3, og forgængerne til denne bestemmelse, indeholder ikke bestemmelser om, at denne frist kan fraviges.

Skatteministeriet har dog en mangeårig praksis for at give fristforlængelse. Forlængelsen har typisk karakter af en meddelelse om, at "Skatteministeriet efter omstændighederne vil undlade at nedlægge påstand om afvisning på grund af fristoverskridelse, såfremt Landsskatterettens kendelse er indbragt for domstolene senest den ...". Udtrykket "fristforlængelse" er dermed noget misvisende. Der er tale om en erklæring fra ministeriet som den potentielle sagspart.

Skatteministeriets baggrund for behandlingen af anmodninger om fristforlængelser er beskrevet i en kommentar i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1994, 645 DEP.

2. Ændring af praksis fra og med den 1. april 2009

Antallet af anmodninger til Skatteministeriet om fristforlængelse har i de seneste år typisk udgjort omkring 60-70 om året.

Anmodninger om fristforlængelse har forskellige udgangspunkter. Anmodningerne er ofte begrundet med, at advokaten i sagen har brug for mere tid til undersøgelse af, om der overhovedet bør føres en sag mod ministeriet. Ofte fordi klienten først har taget kontakt til advokaten på et meget sent tidspunkt i forhold til udløbet af fristen for indbringelse af en landsskatteretskendelse for domstolene.  

Undertiden er anmodningen begrundet med, at advokaten gerne vil se udfaldet af en anden sag, før der træffes beslutning om en retssag i den konkrete sag. I disse situationer har der ofte været tale om, at retsafgifterne har været af en sådan størrelsesorden, at dette i sig selv har talt for at udsætte beslutningen om at føre en retssag.

Også i andre situationer har retsafgifterne spillet en betydelig rolle.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at tiden er løbet fra ministeriets fristforlængelsespraksis. Den vil derfor blive ændret. Det er der flere grunde til. Af disse skal især nævnes:

- Som tidligere nævnt er anmodninger om fristforlængelse ofte begrundet i, at advokaten i sagen har brug for mere tid til undersøgelse af, om der overhovedet bør føres en sag mod ministeriet.

Det er imidlertid ministeriets opfattelse, at der indenfor den periode, der sammenlagt går fra en stævning sendes til byretten og til, at der skal afgives svarskrift af ministeriet, er den fornødne, rimelige tid for advokaten i sagen til at færdiggøre overvejelserne af, om sagen skal føres, samt - i givet fald - at afgive et supplerende processkrift, hvor det nærmere præciseres, hvad der gøres gældende og på hvilket grundlag.

- Undertiden er anmodningen om fristforlængelse begrundet i, at advokaten gerne vil se udfaldet af en anden sag, før der træffes beslutning om en retssag i den konkrete sag. I disse situationer har retsafgifterne tidligere ofte været af en sådan størrelsesorden, at dette i sig selv har talt for at udsætte beslutningen om at føre en retssag.

Retsafgifterne ved sagsanlæg er i dag imidlertid ret så beskedne. Dette har i høj grad mindsket behovet for fristforlængelser.

- I andre tilfælde kan anmodningen være begrundet med, at skatteyderen og dennes advokat efter modtagelsen af en landsskatteretskendelse søger omgørelse. Anmodninger om fristforlængelse kan også være begrundet med, at den skattepligtige ønsker at søge om fri proces, før der træffes beslutning om en retssag.

Også i disse situationer gælder, at "midlet" i stedet bør være, at der indgives en stævning, hvorefter retten kan anmodes om, at sagens yderligere behandling afventer de omhandlede afgørelser.

- Endelig er det indgået i Skatteministeriets vurdering af hidtidig praksis for fristforlængelse, at der i de senere år i forbindelse med retssagsbehandlingen på forskellig vis har været tilkendegivelser fra domstole, der må forstås sådan, at disse er i tvivl om, hvorvidt Skatteministeriet overhovedet har beføjelse til at give fristforlængelse. Der består derfor en risiko for, at en konkret fristforlængelse vil blive underkendt af domstolene - med de juridiske følger dette vil få for sagens parter.

Skatteministeriet ændrer på den baggrund den nuværende praksis for fristforlængelse, således at der fra og med den 1. april 2009 ikke længere vil blive givet tilsagn om fristforlængelse forud for fristens udløb.

3. Anmodninger efter udløbet af indbringelsesfristen

Tilbage står de få, meget specielle situationer, hvor anmodning om at se bort fra en frist først fremsættes, efter at fristen er udløbet. Praksis i disse situationer er beskrevet i den tidligere nævnte kommentar fra Skatteministeriets i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1994, 645 DEP. Den er meget stram og har løbende været fastholdt sådan. Der skal foreligge helt særlige omstændigheder. Sådanne kan være, at skatteyderen på grund af udlandsophold eller alvorlig sygdom først har fået kendskab til Landsskatterettens kendelse efter fristens udløb.

I disse særlige situationer opretholder Skatteministeriet den hidtidige praksis. Det skyldes, at skatteyderen i disse situationer ofte ikke har mulighed for at løse sit fristproblem på de måder, der er nævnt ovenfor under punkt 2.

I sådanne sager vil der derfor fortsat kunne gives tilsagn om, at ministeriet ikke vil nedlægge påstand om afvisning, hvis sagen indbringes for domstolene inden en vis frist.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter