Dato for udgivelse
11 Dec 2008 15:25
SKM-nummer
SKM2008.996.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-158380
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Skattetræk, skattefrihed, Operation Dagsværk, fradrag
Resumé
Skatterådet har givet dispensation til Operation Dagsværk, således at der dispenseres for beskatning af dem der udføre arbejde den pågældende dag og at arbejdsgivere ikke skal foretage skattetræk ved Operation Dagsværk. Der blev samtidig anerkendt fradrag for de til formålet udbetalte beløb.
Reference(r)

Kildeskatteloven


Operation Dagsværk ønsker i november 2008 at gennemføre en landsdækkende indsamling til fordel for et uddannelsesprojekt for nigerske børn, der lever i et af verdens fattigste lande med en alfabetiseringsgrad på bare 15%.

Operation Dagsværks partner og garant for projektets gennemførelse er CARE Danmark.

I lighed med de foregående år vil indsamling hovedsagligt foregå ved, at eleverne arbejder en dag i enten private husholdninger eller på erhvervsvirksomheder. De penge der herved tjenes (min. 300 kr. pr. elev) vil gå ubeskåret til Operation Dagsværks projekt i Niger. Hver arbejdende elev vil gå ubeskåret til Operation Dagsværks projekt i Niger. Hver arbejdende elev vil medbringe et nummereret "arbejdskort" udstedt af Operation Dagsværk. Arbejdskortet er udstedt elektronisk og udleveres underskrevet af Operation Dagsværks koordinator på den enkelte skole til den enkelte elev. Dette kort skal som kontrol returneres til Operation Dagsværk med arbejdsgiver og elevs kvittering på det indsamlede beløb. Alternativt kan betaling ske direkte fra arbejdsgiver til Operation Dagsværk elektronisk.

I den anledning skal Operation Dagsværk anmode om at:

  • de udbetalte beløb ikke regnes som skattepligtig indkomst for de enkelte elever, og at virksomhederne derfor ikke skal indeholde A-skat og AM-bidrag
  • virksomhederne kan bogføre det udbetalte beløb som omkostning i driftsregnskabet
  • eleverne ikke skal medregne beløbet på deres selvangivelse.

Afgørelse

De udbetalte beløb må betragtes som betalt af virksomhederne m.fl. direkte til Operation Dagsværk, der anses for en almennyttig eller almenvelgørende organisation. De enkelte elever, der deltager i Operation Dagsværk, modtager således ikke selv vederlag for deres indsats, hvorfor der ikke er noget at beskatte.

SKAT indstiller til Skatterådet, at man i lighed med tidligere år imødekommer anmodningen under hensyn til den store deltagerkreds (landsomfattende indsamling), det oplyste om formålet med og baggrunden for indsamlingen, samt at der findes den fornødne sikkerhed for, at de indsamlede beløb ubeskåret tilfalder Operation Dagsværk.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.