Modregningsforbehold ej afgørelse der kan påklages til Landsskatteretten

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato
09 Sep 2008
Dato for udgivelse
17 Dec 2008 16:27
SKM-nummer
SKM2008.1011.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
08-02447
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Modregningsforbehold, afgørelse, påklage til Landsskatteretten
Resumé

I en afgørelse om, at en skyldner skulle betale afdrag på sin gæld til det offentlige, tog SKAT forbehold om at ville modregne i overskydende skat og børnefamilieydelse. Landsskatteretten afviste at behandle en klage over dette modregningsforbehold.

Reference(r)

Opkrævnings- og inddrivelseslovens § 4, stk. 1


Landsskatterettens afgørelse

Klagen afvises.

Sagens oplysninger

Skattecentret har i et brev til klageren af 30. juni 2008, hvor der blev indgået aftale om afdragsvis betaling af klagerens gæld vedrørende boligsikring og skolefritidsordning, taget forbehold for at modregne og indtræde i udbetaling af overskydende skat og børnefamilieydelse.

I brevet skrev Skattecentret følgende:

"Hvis du vil klage over modregningsforbehold mv., skal vi have modtaget klagen skriftligt inden 3 måneder efter, at du har modtaget afgørelsen. Under særlige omstændigheder vil klagen kunne behandles, selv om vi modtager den senere. Fastholder vi afgørelsen, sender vi klagen videre til Landsskatteretten."

Ved brev af 6. juli 2008 klagede klageren over modregningsforbeholdet i børnefamilieydelsen.

Skattecentret har ved revurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fastholdt modregningsforbeholdet. I udtalelsen til Landsskatteretten har skattecentret blandt andet oplyst, at skattecentret endnu ikke har foretaget modregning i sagen.

Ved brev af 20. august 2008 meddelte Landsskatteretten klageren, at skattecentrets forbehold for at foretage modregning, efter rettens foreløbige vurdering, ikke er en afgørelse, der kan påklages til Landskatteretten, og bad om klagerens eventuelle bemærkninger hertil.

Ved brev af 1. september 2008 til Landsskatteretten har klageren blandt andet oplyst, at afdragsordningen med SKAT omfatter en gammel gæld vedrørende boligsikring og en ny gæld vedrørende skolefritidsordning. Det er klagerens erfaring, at når man skylder penge vedrørende børnepasning, modregner SKAT altid i børnefamilieydelsen, selv om afdragsordningen bliver overholdt. Der klages nu, for at undgå modregning den 20. oktober 2008.

Såfremt Landsskatteretten ikke kan behandle klagen på nuværende tidspunkt, vil klageren gerne have, at sagen står åben til efter den 20. oktober 2008, hvor der med sikkerhed foretages modregning.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter § 4, stk. 1, i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om inddrivelse af fordringer m.v. indbringes for Landsskatteretten.

En afgørelse er karakteriseret ved, at beslutning træffes af en forvaltningsmyndighed, at beslutningen retter sig mod fysiske eller juridiske personer, og at beslutningen ensidigt - og på baggrund af forvaltningsmyndighedens offentligretlige hjemmelsgrundlag - fastlægger, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde.

Et forbehold for at foretage modregning er ikke en afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten. Et forbehold indebærer alene, at der kan foretages modregning, ikke at der faktisk vil blive foretaget modregning.

Landsskatteretten afviser derfor at behandle klagen.

Såfremt der træffes en afgørelse om modregning i klagerens børnefamilieydelse, skal en klage herover indgives til restanceinddrivelsesmyndigheden, der foretager en fornyet vurdering. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden fastholder afgørelsen, videresendes klagen til Landsskatteretten. Først på dette tidspunkt kan Landsskatteretten behandle klagen, jf. opkrævnings- og inddrivelseslovens § 4, stk. 1.