Dato for udgivelse
03 Feb 2009 09:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
27 Jan 2009 13:17
SKM-nummer
SKM2009.62.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-146307
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Investeringsselskab
Resumé

Skatterådet bekræfter, at aktierne i et selskab på Jersey, er omfattet af aktieavancebeskatningsloven, men at aktierne ikke er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, da aktionærerne ikke på forlangende kan få indløst deres aktier til kurs indre værdi. Skatterådet bekræfter desuden, at konvertering af C-aktier ikke vil blive anset for en skattemæssig afståelse.

Det bemærkes, at ved lovforslag nr. 23 (folketingsåret 2008/2009), er der fremsat forslag om ændring af aktieavancebeskatningslovens § 19, som kan have betydning for sagen. Da lovforslaget endnu ikke er vedtaget, er der ikke ved afgørelsen taget hensyn til lovforslaget.

Hjemmel
Lovebekendtgørelse nr. 1274 af 31. oktober 2007
Reference(r)

Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 2
Aktieavancebeskatningsloven § 19

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 S.G.9

Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at en investering i aktier i A Ltd. skattemæssigt skal betragtes som en investering i aktier omfattet af aktieavancebeskatningsloven?
  2. I tilfælde af, at SKAT svarer bekræftende på spørgsmål 1, kan SKAT så bekræfte, at aktierne i A Ltd. ikke er omfattet af reglerne om beskatning af investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19?
  3. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan SKAT så bekræfte, at konverteringen af C-aktier til almindelige aktier ikke skal anses for en skattemæssig afståelse?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Ja.

Det bemærkes, at ved lovforslag nr. 23 (folketingsåret 2008/2009), er der fremsat forslag om ændring af aktieavancebeskatningslovens § 19, som kan have betydning for denne sag. Da lovforslaget endnu ikke er vedtaget, er der ikke ved denne afgørelse taget hensyn til lovforslaget.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrundsoplysninger

Indledningsvis bemærkes, at der - i lyset af foreliggende skattepraksis, jf. senere herom - ikke synes at være nogen reel tvivl om, at investeringen ikke omfattes af ABL § 19.

Generelt om A-investeringen

A Ltd. (herefter kaldet "Selskabet") er registeret i marts 2008 på Jersey som et investeringsselskab ("close-ended investment company") med begrænset ansvar.

Ingen af investorerne i selskabet hæfter således personligt for Selskabets forpligtelser.

Selskabet er et selvstændigt selskab (svarende til et almindeligt aktieselskab) under Jersey-lovgivningen, men er dog under Jerseys skattelovgivning et såkaldt undtaget selskab ("exempt company" i relation til Income Tax (Jersey Law 1961 som ændret)), og er derfor generelt ikke indkomstskattepligtig.

Selskabet gennemførte et udbud af aktier i henhold til prospekt i april 2008 (herefter kaldet "Prospektet"), og Selskabets aktier er nu noteret på London Stock Exchange.

Selskabet aflægger reviderede årsrapporter. Herudover udarbejdes ikke reviderede halvårsrapporter.

Selskabets ledelse og drift

Selskabets ledelsesorganer består af generalforsamlingen og et bestyrelseslignende organ, kaldet Board of Directors (herefter bestyrelsen). Herudover fremgår det af Selskabets vedtægter, at Directors kan udpege et af deres medlemmer til at være managing director eller lignende, ligesom der kan udpeges en Secretary. 

Organernes kompetence følger af den selskabsretlige regulering, vedtægterne og prospektet. Generalforsamlingen udpeger og afskediger bestyrelsen. Bestyrelsen har beslutningskompetance på en række væsentlige punkter, eksempelvis udstedelse af nye aktier. Endvidere følger det af Selskabets vedtægter, at bestyrelsen, med respekt af generalforsamlingens kompetencer, skal varetage Selskabets ledelse.

Bestyrelsen er ansvarlig for selskabets investeringsstrategi og har det overordnede ansvar for den daglige ledelse.

Selskabet har indgået en række aftaler med andre selskaber om varetagelse af forskellige opgaver på Selskabets vegne, herunder en "Investment Management Agreement" med A Financial Management, Inc., i henhold til hvilken A Financial Management, Inc. - i henhold til Selskabets specifikke investeringsstrategier og investeringsformål - skal administrere og investere Selskabets aktiver.

Selskabet investerer hovedsageligt i andre hedge fonde. De underliggende aktiver, der via investering i hedge fundene indirekte investeres i, vil typisk være værdipapirer og finansielle instrumenter i øvrigt.

Selskabet har indgået en Management Agreement med B Ltd., hvorefter B Ltd. assisterer Selskabet med diverse investerings management services. Derudover har Selskabet blandt andet også indgået en Administration Agreement med B Ltd., hvorefter B Ltd. assisterer Selskabet med diverse administrative services, herunder i forbindelse med bogføring, rapportering til offentlige myndigheder, beregning af Selskabets indre værdi mv.

Aktierne i selskabet

Selskabets kapital er opdelt i flere aktieklasser og kapitalen udgøres af et ubegrænset antal aktier uden pålydende værdi (såkaldte "no-par value" aktier), som Selskabet er berettiget til at udstede.

Selskabet udsteder på nuværende tidspunkt aktier i USD, GBP, EUR, men Selskabet kan beslutte udstedelse af andre aktieklasser. Aktierne er omsættelige og noteret på London Stock Exchange.

Selskabet kan, inden for de lovgivningsmæssige rammer på Jersey, erhverve egne aktier. I tilfælde af likvidation fordeles det samlede likvidationsprovenu forholdsmæssigt mellem de forskellige aktieklasser i forhold til den andel af Selskabets samlede kapital, som er indskudt i de respektive aktieklasser. Inden for de enkelte aktieklasser fordeles likvidationsprovenuet prorata i forhold til ejerandele i pågældende aktieklasse.

Ejere af aktier i Selskabet har ikke ret til at få deres aktier indløst af selskabet. Bestyrelsen har dog med halvårlige intervaller mulighed for at tilbyde aktionærerne at blive indløst. I så fald vil indløsningen ske til kurs indre værdi (Net Asset Value beregnet efter metoden i Prospektet). Uanset at bestyrelsen træffer beslutning om at tilbyde aktionærerne indløsning, kan der maksimalt ske indløsning af 20 % af de udstedte aktier i en given aktieklasse. Muligheden for at tilbyde indløsnings til kurs indre værdi er ikke en forpligtelse for Selskabet eller ret for aktionærerne, men op til bestyrelsens diskretion.

Aktierne er tilknyttet en ret til at deltage på Selskabets generalforsamling samt at afgive stemme på generalforsamlingen.

I henhold til Prospektet er der inden for hver aktieklasse en stemme per aktie, og på generalforsamlinger, hvor der sker afstemning blandt alle aktionærer, er der tilknyttet en stemme til hver USD aktie (og stemmeretten for aktier i øvrige valutaer beregnes forholdsmæssigt til USD, således at der for eksempel til hver EUR aktie er et sådant forholdsmæssigt antal stemmer som svarer til indre værdi per EUR aktie (beregnet i USD) divideret med indre værdi per USD aktie).

Aktierne i Selskabet givet ret til at modtage udbytte i tilfælde af udlodning. Af Selskabets udbyttepolitik følger det dog, at der ikke forventes udlodning af udbytte i nærmeste fremtid, men i stedet reinvestering af et eventuelt overskud.

Egne aktier og C-klasse aktier

Med henblik på at adressere ubalancen mellem udbud og efterspørgsel, og således med henblik på at bidrage til at reducere en eventuel discount på handelsprisen og den tilsvarende indre værdi per aktie, kan Selskabet opkøbe egne aktier i markedet. Selskabet og Selskabets Investment Manager, A Financial Management, Inc., har også mulighed for i eftermarkedet at opkøbe aktier i Selskabets forskellige aktieklasser, hvis aktier i en aktieklasse handles under den estimerede tilsvarende indre værdi af aktier i aktieklassen. Der er dog ikke tale om en forpligtelse til opkøb eller indløsning af aktier for hverken Selskabet eller for Selskabets Investment Manager.

Endvidere fremgår det af Prospektet, at såfremt aktierne i en given aktieklasse handles til en kurs, der er lavere end 95 % af den beregnede gennemsnitlige indre værdi af aktierne i aktieklassen, vil Selskabet overveje at starte et tilbagekøbsprogram.

Selskabet påtænker at udstede yderligere aktier, og overvejer blandet andet at tilbyde tegning af disse aktier til investorer, der er skattepligtige i Danmark.

Udstedelse af yderligere aktier i de eksisterende aktieklasser vil imidlertid indebære en række ulemper. Blandt andet ville det forhold, at det indkomne provenu ved udstedelse af yderligere aktier rent praktisk ikke straks kan investeres i hedge funds, kunne medføre, at afkastgraden på de eksisterende aktier påvirkes negativt, idet afkastgraden på disse aktier i så fald delvist ville afhænge af midler, der endnu ikke var investerede.

Med henblik på at undgå disse ulemper, vil nye aktier derfor blive udstedt som særlige C-aktier. Bestyrelsen er bemyndiget til at udstede et ubegrænset antal C-aktier.

C-aktier konverteres automatisk til almindelige aktier i Selskabet på et på forhånd - i forbindelse med udbudet - fastlagt tidspunkt, eksempelvis når en vis andel af det ved tegningen indkomne provenu ved udstedelsen af C-aktierne er investeret. Konverteringsforholdet fastlægges da ud fra forholdet mellem værdien af de eksisterende aktier på konverteringstidspunktet, henholdsvis værdien af C-aktierne på konverteringstidspunktet, ud fra specificerede konverteringsformler indeholdt i Prospektet.

De særlige C-aktier vil som udgangspunkt ikke have stemmeret. Vedtægtsændringer, likvidation, ændring af investeringspolitik m.v. vil dog i henhold til Prospektet kræve samtykke fra ejerne af C-aktierne.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmålene ønskes besvaret således:

Spørgsmål 1: Ja.

Spørgsmål 2: Ja.

Spørgsmål 3: Ja.

Argumentation

Ad spørgsmål 1

Det følger af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, at et udenlandsk selskab m.v. kan sidestilles med et dansk indregistreret selskab, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, såfremt ingen af deltagerne i det udenlandske selskab hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og selskabet fordeler overskuddet i forhold til den af deltagerne indskudte kapital i selskabet. For anvendelse af bestemmelsen er det endvidere en betingelse, at der er tale om et selskab.

Forudsætningen for at anerkende udenlandske juridiske personer som selvstændige skattesubjekter er endvidere, at disse kan sidestilles med danske selvstændige skattesubjekter.

Det er vores vurdering, at Selskabet kan sidestilles med danske selvstændige skattesubjekter, da der er tale om et selskab med selvstændig kapital; at ingen af deltagerne hæfter ud over deres indskud; at Selskabets aktier er omsættelige; at selskabets ledelsesorganer består af en generalforsamling og af et bestyrelseslignende organ (Board of Directors); at ejernes indflydelse udøves på generalforsamlingen; og at et evt. likvidationsprovenu fordeles i forhold til den indskudte kapital.

Det er på baggrund heraf vores opfattelse, at Selskabet også efter dansk skatteret må anses for et selvstændigt skattesubjekt, og at aktier i Selskabet derfor er omfattede af aktieavancebeskatningsloven.

Ad spørgsmål 2

Aktieavancebeskatningslovens § 19 finder anvendelse på aktier i såkaldte investeringsselskaber. Ved investeringsselskaber forstås i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2:

1)  Et investeringsinstitut i henhold til Rådets direktiv 85/611/EØF, og

2)  Et selskab m.v., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer m.v., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabets formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Med tilbagekøb sidestilles, at en tredjemand tilkendegiver over for selskabet, at enten den pågældende eller en anden fysisk eller juridisk person på forlangende vil købe enhver andel til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Den indre værdi opgøres uden hensyntagen til goodwill, knowhow og lignende immaterielle aktiver. Kravet om tilbagekøb på forlangende er opfyldt, selv om kravet kun imødekommes inden for en vis frist.

Selskabet er ikke omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS-direktivet).

Vurderingen af, om Selskabet er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, er følgende:

Som anført i baggrundsoplysningerne har aktionærerne i Selskabet ikke krav på at blive indløst på forlangende.

Bestyrelsen i Selskabet kan beslutte at tilbyde aktionærerne indløsning til kurs indre værdi, men aktionærerne kan ikke kræve sig indløst. Endvidere vil en beslutning om at tilbyde en indløsningsret kun kunne omfatte op til 20 % af aktierne i en given aktieklasse.

Skatterådet har tidligere i SKM2008.228.SR (TfS2008.610SR) foretaget en fortolkning af betingelsen om indløsningsret i relation til aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2.

Af SKATs indstilling og begrundelse hedder det i afgørelsen:

"Det fremgår af det oplyste, at selskabet har en pligt til at finde en køber til aktierne, såfremt en aktionær ønsker at afhænde sine aktier. Kursen vil være den seneste opgjorte indre værdi fratrukket et kurspoint.

Det fremgår yderligere, at såfremt bestyrelsen i selskabet ikke kan finde en køber inden for en tidsfrist på 4 mdr. (eller 6. mdr.), så kan aktionæren sælge sin aktiepost frit."

Herefter hedder det:

"Det fremgår af § 19, stk. 2, nr. 2, 1. og 2. pkt., at en ejer af aktierne på forlangende skal kunne sælge sine aktier til selskabet eller en bestemt tredjemand.

Det er SKAT's vurdering, at ejerne af aktierne i den konkrete sag ikke på forlangende kan få solgt deres aktier til selskabet eller tredjemand, da hverken selskabet eller tredjemand er forpligtiget til at købe aktierne. Dette medfører, at aktierne ikke er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.

Det fremgår af det oplyste, at såfremt at udformningen af vedtægterne ikke fører til en positiv indstilling, vil de blive ændret til følgende:

"Såfremt bestyrelsen ikke anviser en køber inden for denne tidsfrist, er aktionæren kun berettiget til at sælge sin aktiepost til den senest opgjorte indre værdi fratrukket et kurspoint".

Det er SKAT's vurdering, at såfremt vedtægterne ændres med det oplyste, vil tilbagekøbskravet stadigvæk ikke være opfyldt, da aktionærerne ikke på forlangende kan sælge deres aktier til selskabet eller tredjemand."

Af SKM2008.228.SR fremgår det således, at betingelsen kun opfyldes, hvis aktionæren har et egentligt krav på at blive indløst på forlangende (og at selskabet eller tredjemand omvendt har en forpligtelse til at købe aktierne).

Endvidere er Skatterådet i SKM2008.692.SR (TfS2008.111SR) kommet til det resultat, at betingelsen om tilbagekøb på forlangende, ikke anses for at være opfyldt, hvis det udstedende selskab kun er forpligtet til at tilbagekøbe en begrænset mængde aktier dagligt.

Aktionærerne i Selskabet har ikke et krav på at blive indløst på forlangende, og det er derfor vores klare vurdering, at Selskabet ikke opfylder betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2, 2. pkt.

Det er derfor spørgers klare opfattelse, at Selskabet efter en dansk skatteretlig kvalifikation, ikke skal anses for et investeringsselskabet efter aktieavancebeskatningslovens § 19. En investering i Selskabet må derimod betragtes som en investering i almindelige aktier.    

Ad spørgsmål 3

Gennemførelse af vedtægtsændringer kan i henhold til praksis blive anset for en afståelse.

Som beskrevet i baggrundsafsnittet vil udstedte C-aktier imidlertid automatisk blive konverteret til almindelige aktier i Selskabet, dvs. uden en ændring af Selskabets vedtægter. Betingelserne og tidspunktet for denne konvertering vil være fastlagt ved udstedelsen af C-aktier, og der er således tale om en på forhånd fastlagt konvertering, der udgør en integreret bestanddel af C-aktierne. Allerede af denne årsag er det vores opfattelse, at konvertering af C-aktier til almindelige aktier ikke skatteretligt kan anses for en afståelse.

Konvertering af C-aktier til almindelige aktier sidestilles efter praksis ikke med en ændring af Selskabets vedtægter, da de i praksis afgørende betingelser for at anse en vedtægtsændring for en afståelse ikke er til stede i dette tilfælde. Herefter er der ikke grundlag for skatteretligt at anse en konkret konvertering for en afståelse i skattemæssig forstand.

Yderligere bemærkes, at konverteringen ikke resulterer i en formueforskydning mellem investorerne i Selskabet, idet konverteringsforholdet, som nævnt, fastlægges som forholdet mellem indre værdi af de eksisterende aktier på konverteringstidspunktet, henholdsvis indre værdi af C-aktierne på konverteringstidspunktet. Formålet med konverteringen er endvidere forretningsmæssigt begrundet og har ikke til formål at foretage en aktuel eller fremtidig indkomstforvridning, og endeligt er investorerne ikke interesseforbundne.

I forlængelse af ovenstående argumentation, henvises til SKM2007.251.SR, hvor Skatterådet i en lignende sag, når til den konklusion, at konverteringer af lignende C-aktier til almindelige aktier ikke skattemæssigt skulle anses som en afståelse.

På baggrund heraf er det derfor vores opfattelse, at konvertering af C-aktier til almindelige aktier i Selskabet ikke skal anses for en skattemæssig afståelse.   

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Ved vurderingen af om aktierne i Selskabet er omfattede af aktieavancebeskatningsloven, skal det vurderes, om selskabet kan sidestilles med et dansk aktie- eller anpartsselskab.

Forudsætningen for at anerkende udenlandske juridiske personer som selvstændige skattesubjekter er, at disse kan sidestilles med danske selvstændige skattesubjekter.

Der er oplyst, at selskabet er registreret på Jersey og derfor selskabsretligt underlagt Jersey-lovgivningen. Selskabet er et såkaldt undtaget selskab "exempt company" og derfor ikke generelt indkomstskattepligtig til Jersey.

Kvalifikationen skal foretages efter de selskabsretlige regler og selv om den danske lovgivning (selskabsskatteloven) alene gælder for juridiske personer, der angives at have hjemsted i Danmark, ændrer dette ikke ved, at kvalifikationen afgøres efter danske retsprincipper.

De udenlandske selskaber kan sidestilles med et dansk indregistreret selskab, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, såfremt ingen af deltagerne i det udenlandske selskab hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og selskabet fordeler overskuddet i forhold til den af deltagerne indskudte kapital, jf. § 1, stk. 1, nr. 2.

Disse betingelser anses for opfyldt, idet forespørger har oplyst, at ingen af investorerne i selskabet hæfter personligt for selskabets forpligtelser, samt at et likvidationsprovenu i tilfælde af likvidation af selskabet fordeles forholdsmæssigt mellem de forskellige aktieklasser i forhold til den andel af selskabets samlede kapital, som er indskudt i de respektive aktieklasser. Inden for de enkelte aktieklasser fordeles likvidationsprovenuet pro rata i forhold til ejerandele i pågældende aktieklasse.

Endvidere er det oplyst, at aktierne giver ret til at modtage udbytte ved eventuel udlodning, og det er uden betydning for den skatteretlige kvalifikation, at der rent faktisk ikke forventes udlodning af udbytte. Det er dog en forudsætning, at en reinvestering af et eventuelt overskud fordeles forholdsmæssigt på de forskellige aktieklasser på samme måde som ved en eventuel likvidation af selskabet.

Under henvisning til forespørgers oplysning om selskabets selskabsretlige karakteristika er det SKATs opfattelse, at selskabet efter en samlet konkret vurdering kan kvalificeres som et selskab svarende til danske aktie- og anpartsselskaber og således omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Efter en samlet konkret vurdering finder SKAT således, at aktierne i A Ltd. skattemæssigt skal betragtes som en investering i aktier omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Spørgsmålet skal derfor besvares bekræftende.

Ad spørgsmål 2

I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, forstås ved et investeringsselskab:

1) Et investeringsinstitut i henhold til Rådets direktiv 85/611/EØF, jf. bilag 1.

2) Et selskab m.v., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer m.v., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabets formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Med tilbagekøb sidestilles, at en tredjemand tilkendegiver over for selskabet, at enten den pågældende eller en anden fysisk eller juridisk person på forlangende vil købe enhver andel til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Den indre værdi opgøres uden hensyntagen til goodwill, knowhow og lignende immaterielle aktiver. Kravet om tilbagekøb på forlangende er opfyldt, selv om kravet kun imødekommes inden for en vis frist.

I ligningsvejledningen 2008-4, afsnit S.A.1.8.3 står bl.a. følgende:

"Definitionen i nr. 2) omfatter en række investeringsinstitutter - herunder hedgeforeningerne, der ikke er omfattet af direktivet, enten fordi de ikke henvender sig til offentligheden, eller fordi låneoptagelsespolitikken eller investeringspolitikken gør direktivets regler uhensigtsmæssige, eller fordi de har hjemsted udenfor EU.

....

Begrebet selskab m.v. omfatter alle selskaber, hvor afståelse af ejerandelen er omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Definitionen på et investeringsselskab omfatter derfor ikke bare investeringsforeninger, men også f.eks. aktieselskaber, hvis de øvrige betingelser er opfyldt."

I SKM2008.228.SR blev Skatterådet bedt om at tage stilling til, hvorvidt aktier i et dansk selskab var omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19. Skatterådet fandt, at aktierne ikke var omfattet af § 19, da aktionærerne ikke på forlangende kunne få indløst deres aktier til kurs indre værdi.

Der skal være tale om en virksomhed, der investerer i værdipapirer m.v.

Selskabet investerer hovedsageligt i andre hedgefonde. De underliggende aktiver, der via investering i hedgefondene indirekte investeres i, vil typisk være værdipapirer og finansielle instrumenter i øvrigt. 

SKAT finder, på baggrund af det af rådgiver oplyste, at selskabet investerer i værdipapirer m.v.

Da selskabet efter det oplyste ikke er omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS-direktivet), er Selskabet ikke omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, skal tilbagekøb af aktierne kunne ske på forlangende, og det må ikke være til en kurs væsentlig mindre end den indre værdi.

Efter det oplyste har ejere af aktier i Selskabet ikke ret til at få deres aktier indløst af selskabet. Bestyrelsen har dog med halvårlige intervaller mulighed for at tilbyde aktionærerne at blive indløst. I så fald vil indløsningen ske til kurs indre værdi (Net Asset Value beregnet efter metoden i Prospektet). Uanset at bestyrelsen træffer beslutning om at tilbyde aktionærerne indløsning, kan der maksimalt ske indløsning af 20 % af de udstedte aktier i en given aktieklasse. Muligheden for at tilbyde indløsnings til kurs indre værdi er ikke en forpligtelse for Selskabet eller ret for aktionærerne, men op til bestyrelsens diskretion.

Det er SKATs vurdering, at ejerne af aktierne i den konkrete sag ikke på forlangende kan få solgt deres aktier til selskabet, da selskabet eller andre efter det oplyste ikke er forpligtet til at købe aktierne.

Det bemærkes, at ved lovforslag nr. 23 (folketingsåret 2008/2009), er der fremsat forslag om ændring af aktieavancebeskatningslovens § 19, som kan have betydning for denne sag. Da lovforslaget endnu ikke er vedtaget, er der ikke ved denne afgørelse taget hensyn til lovforslaget.

Spørgsmålet skal derfor besvares bekræftende.

Ad spørgsmål 3

Af SKM2008.228.SR fremgår bl.a. følgende:

"Det fremgår af sagsfremstillingen, at aktierne, der påtænkes udstedt, vil blive udstedt som C-aktier, som vil have indbygget en konvertering til almindelige aktier, såfremt bestemte betingelser bliver opfyldt. Konverteringen vil være indbygget fra udstedelsen af C-aktierne.

Efter SKATs vurdering vil konverteringen ikke medføre en afståelse, da den vil være indbygget i aktierne fra start. Dvs. konverteringen vil være en del af aktien allerede på det tidspunkt, hvor de danske investorer erhverver C-aktierne.

Det fremgår yderligere af det oplyste, at der ikke er grundlag for at antage, at konverteringsforholdet vil kunne medføre formueforskydning fra en gruppe aktionærer til en anden gruppe.

SKAT finder på baggrund af ovennævnte oplysninger, at en konvertering ikke vil medføre afståelsesbeskatning."

I den konkrete sag er der efter det oplyste ligeledes tale om, at C-aktierne har indbygget en konvertering til almindelige aktier, og at konverteringen vil være indbygget fra udstedelsen af C-aktierne.

Efter SKATs vurdering vil konverteringen ikke medføre afståelse af C-aktierne, da konverteringen vil være indbygget i aktierne fra start. Det vil sige at konverteringen vil være en del af aktien allerede på det tidspunkt, hvor de danske aktionærer erhverver C-aktierne. Det fremgår desuden af det oplyste, at der ikke er grundlag for at antage, at konverteringsforholdet vil kunne medføre en formueforskydning mellem aktionærerne.

SKAT finder derfor, at konverteringen ikke vil blive anset for en afståelse, og spørgsmålet skal besvares bekræftende. 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret, jf. SFL § 25, stk. 1.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter