Dato for udgivelse
23 Mar 2009 09:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Jan 2009 10:07
SKM-nummer
SKM2009.207.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-136167
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Pensionsafkastbeskatning (PAL) + Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Pensionsafkastbeskatning, PAL, pensionskasse, kompensationsbeløb, tilsvarende ordning
Resumé

Skatterådet bekræftede, at 3 firmapensionskasser uden skattemæssige konsekvenser for pensionskassens medlemmer kan overføre kompensationsbeløb udbetalt som følge af indførelse af skattepligt på indeksobligationer og visse faste ejendomme jf. PAL §§ 40 og 41 til en livrenteforsikring med løbende udbetaling. En sådan ordning opfylder betingelserne i PAL § 40, stk. 14 og PAL § 41, stk. 8 om at være en tilsvarende ordning, idet der kan ske overførsel mellem en pensionskasseordning og en livrenteforsikring med løbende udbetaling efter PBL § 41. Skatterådet fandt ikke, at kompensationsbeløb kan overføres til en ratepensionsordning uden skattemæssige konsekvenser for medlemmerne, idet en sådan overførsel ikke er mulig efter PBL § 41.

Reference(r)

Pensionsafkastbeskatningsloven § 40, stk. 14
Pensionsafkastbeskatningsloven § 41, stk. 8
Pensionsbeskatningsloven § 41

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 A.C.1.9.1

Spørgsmål

  1. SKAT anmodes om at bekræfte, at en indbetaling af PAL-kompensationsbeløbet fra pensionskassen på en livrenteforsikring med løbende udbetaling i en pensionskasse eller et livsforsikringsselskab anses for en indbetaling til en tilsvarende ordning, blandt andet med den konsekvens, at indbetalingen ikke anses som en udbetaling i utide med heraf følgende afgift på 60 %.
  2. SKAT anmodes om at bekræfte, at en indbetaling af PAL-kompensationsbeløbet fra en pensionskasse på en ratepensionsordning i et pengeinstitut anses for en indbetaling til en tilsvarende ordning i henhold til pensionsafkastbeskatningslovens § 40 og § 41 blandt andet med den konsekvens, at indbetalingen ikke anses som en udbetaling i utide med heraf følgende afgift på 60 %.
Svar

  1. Ja.
  2. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Pensionsordningerne i pensionskasserne H1, H2 og H3 er ordninger, der er karakteriseret ved, at de pensionsberettigede har et tilsagn fra pensionskassen om en løbende pensionsudbetaling (tilsagnsordninger), der svarer til en nærmere angivet procentdel af deres pensionsgivende løn før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag på tidspunktet for deres pensionering indtil de afgår ved døden. Procentdelen afhænger af ansættelsens længde.

Pensionsydelsen er derfor ikke direkte afhængig af de bidrag, der betales af medlemmet eller dennes arbejdsgiver. Pensionstilsagnet er heller ikke afhængigt af årets afkast. Pensionshensættelserne er ikke fordelt på de enkelte medlemmer og der føres ikke specifikke konti for de enkelte medlemmer. Det enkelte pensionsmedlems pensionstilsagn bliver ikke påvirket af, at skattefritagelsen for visse indeksobligationer og ejendomme ophæves.

Pensionsbidrag m.v. og ydelser til medlemmerne er omfattet af reglerne om pensionsordninger i afsnit 1 i pensionsbeskatningsloven (PBL) lovbekendtgørelse nr. 1120 af 10/11-2006, så der er bortseelsesret for indbetalingerne samt beskatning af de udbetalte ydelser. Pensionsordningerne omfattes af de i PBL § 2 nævnte ordninger med løbende udbetalinger.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Efter spørgers opfattelse fremgår det ikke af lovteksten til den nye pensionsafkastbeskatning eller lovens bemærkninger i øvrigt, hvordan det bestemmes, om der er tale om indbetaling på en tilsvarende ordning efter pensionsafkastbeskatningslovens regler, så indbetalingen kan ske uden skattemæssige konsekvenser.

Efter spørgers opfattelse må indbetaling på en tilsvarende ordning foreligge, hvis PAL-kompensationen indbetales på en pensionsordning med løbende udbetalinger over mindst 10 år, hvilket vurderes at omfatte indbetalinger såvel til en livrenteforsikring i en pensionskasse eller et livsforsikringsselskab som til en ratepension i et pengeinstitut.

Der anses ikke i reglerne eller deres forarbejder at være belæg for at fortolke, at indbetalingen af PAL-kompensationen skal ske under iagttagelse af reglerne om skattefri overførsel af pensionsordninger efter PBL § 41.

Kvalifikationen af en tilsvarende ordning i forhold til pensionsordningerne i pensionskasserne må være, at der er tale om en ordning, hvor der udbetales over en periode til forskel fra en sumudbetaling.

SKATs indstilling og begrundelse

Pensionskasseordningerne i H1, H2 og H3 er omfattet af reglerne i PBL kapitel 1. Af definitionen i PBL § 2 stk. 1 fremgår, at en pensionsordning med løbende udbetalinger skal sikre pension i form af løbende ydelser, der bortfalder ved den pensionsberettigedes død.

Pensionskasseordninger er omfattet af PBL § 2 stk. 1 nr. 4, og er pensionsordninger med løbende udbetalinger.

Pensionskasseordninger er desuden omfattet af pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk.1 nr. 3 jfr. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 05/11-2006.

Ved lov nr. 1535 af 19/12-2007 (PAL) er skattefritagelsen for indeksobligationer og visse ejendomme omfattet af pensionsafkastpligten ophævet, jfr. § 2 stk. 3 nr. og nr. 7-10 i lovbekendtgørelse nr. 1075 af 5/11-2006 om beskatning af visse pensionskapitaler mv., og de nævnte indeksobligationer og ejendomme er med virkning fra 1. januar 2008 blevet pensionsafkastskattepligtige.

Som kompensation for ophævelse/tabet af skattefritagelsen udbetales et engangsbeløb opgjort efter reglerne i PAL § 40 og § 41 til den enkelte pensionsberettigede og ikke til pensionsinstituttet.

Den pensionsberettigede kan, når der er tale om en pensionsordning i et pensionsinstitut vælge mellem 3 muligheder for overførsel af kompensationsbeløbet:

  1. indbetaling til den pensionsberettigedes eksisterende pensionsordning i pensionsinstituttet
  2. indbetaling af beløbet på en tilsvarende ordning i et andet pensionsinstitut eller
  3. udbetaling af beløbet med fradrag af en afgift på 60 %.

Hvis pensionen på udbetalingstidspunktet for kompensationsbeløbet er under udbetaling beskattes kompensationsbeløbet på samme måde som udbetalingerne fra den oprindelige pensionsordning.

Vælger den pensionsberettigede mulighed nr.1, hvor den enkeltes kompensationsbeløb indbetales på pensionsordningen i tilsagnskassen, påvirkes størrelsen af pensionsudbetalingen ikke.

Vælger den pensionsberettigede mulighed nr. 2, er det i lov nr. 221 af 8/4 2008 - Ændring af pensionsafkastbeskatningsloven § 1 nr. 16 og nr. 30 præciseret, at overførsel af kompensationsbeløbet på den pensionsberettigedes pensionsordning i forsikringsselskabet m.v. eller overførsel til en tilsvarende ordning i et andet forsikringsselskab m.v. efter stk. 1 - 4 anses for en overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41.

Skattedepartementet har i et svar på en anden henvendelse fortolket begrebet "indbetaling af kompensationsbeløbet til en tilsvarende pensionsordning" på den måde, at overførslen skal følge reglerne i PBL § 41.

Overførsel af kompensationsbeløbet til en tilsvarende pensionsordning i et forsikringsselskab mv. skal derfor efter SKATs opfattelse ske med udgangspunkt i overførselsreglerne i PBL § 41. Overførselsreglerne fastsætter udtømmende hvilke overførsler, der kan foretages uden, at overførslen skal behandles som en ud- og indbetaling.

PBL § 41 stk. 1:

  1. mellem pensionsordninger med løbende udbetalinger, 
  2. fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed til en pensionsordning med løbende udbetalinger,jf. dog stk. 8,
  3.  fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed til en anden rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed, som er oprettet efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 8, medmindre kun én af pensionsordningerne omfattes af § 15 A eller overførslen sker efter første rateudbetaling fra en af ordningerne, idet overførsel dog kan ske, hvis et påbegyndt udbetalingsforløb i en af ordningerne kan fortsætte på samme vilkår,
  4. fra en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed til en pensionsordning med løbende udbetalinger,
  5. fra en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed til en anden kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, som er oprettet efter lovens ikrafttræden,
  6. fra en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed til en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed, såfremt overførsel finder sted , inden efterlønsalderen nås, jf. § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 8,
  7. mellem SP-konti, jf. § 17 n i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
  8.  fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 7 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, til en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed, såfremt overførsel finder sted, inden efterlønsalderen nås, jf. § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., til en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, som er oprettet efter lovens ikrafttræden, til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller til en SP-konto, jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
  9. fra den del af en pensionsordning med løbende udbetalinger omfattet af § 2, nr. 4, eller § 7, der udgøres af en supplerende engangsydelse, til en kapitalforsikring i pensionsøjemed, når overdragelsen sker som led i en overførsel af pensionstilsagnene efter kapitel 8 i lov om tilsyn med firmapensionskasser eller som led i en bestandsoverdragelse efter lov om finansiel virksomhed §§ 233-235, eller
  10.  under andre omstændigheder, hvor udbetalingen i forbindelse med overførslen til en ordning omfattet af kapitel 1 ikke har skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser for den pågældende person.

Ad spørgsmål 1

Livrenteforsikring med løbende udbetaling i en pensionskasse eller et livsforsikringsselskab er pensionsordninger med løbende udbetalinger omfattet af PBL § 2, stk. 1

I PBL § 41 stk. 1 nr. 1 er det anført, at overførsel mellem pensionsordninger med løbende udbetalinger ikke behandles som ud- eller indbetaling.

Efter SKATs opfattelse kan kompensationsbeløbet fra pensionskasseordningerne derfor overføres til en af disse ordninger uden, at det behandles som ud- eller indbetaling.

SKAT indstiller derfor til Skatterådet, at der svares ja til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

Rateforsikringer efter PBL § 8, og rateopsparinger efter PBL § 11A er ikke pensionsordninger med løbende udbetalinger, men er ordninger, der giver ret til en sum, der udbetales i rater.

I PBL § 41 er der ikke hjemmel i til at overføre en pensionsordning med løbende udbetalinger efter PBL § 2 stk. 1 til en ratepension omfattet af PBL § 8 eller § 11A.

Det er derfor SKATs opfattelse, at kompensationsbeløb fra pensionskasseordningerne ikke kan overføres til en rateforsikring eller en rateopsparing uden at dispositionen behandles som en ind- og udbetaling fra ordningen.

SKAT indstiller derfor til Skatterådet, at der svares nej til spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter