Dato for udgivelse
27 Mar 2009 11:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
24 Mar 2009 10:11
SKM-nummer
SKM2009.228.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-102374
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Kapitalforhøjelse, udbytte, anskaffelsessum
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at påtænkte kapitalforhøjelser kan gennemføres skattefrit og med den konsekvens, at spørgernes anskaffelsessum på anparterne i selskabet C forøges med 2 x 4 mio. kr.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at skattefrit udbytte fra selskabet C efter kapitalforhøjelsen ikke har nogen indflydelse på spørgernes skattemæssige anskaffelsessum på anparterne i selskabet C som kan blive aktuel ved salg af anparterne i selskabet C inden for en periode på tre år efter anskaffelsen, og at Skatterådet ikke på det foreliggende grundlag vil omkvalificere udbytte til yderligere salgssum.

Reference(r)
Selskabsskattelovens § 13
Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 S.C.1.2.4

Spørgsmål
  1. Kan Skatterådet bekræfte, at påtænkte kapitalforhøjelser kan gennemføres skattefrit og med den konsekvens, at spørgernes anskaffelsessum på anparterne i selskabet C forøges med 2 x 4 mio. kr.?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at skattefrit udbytte fra selskabet C efter kapitalforhøjelsen ikke har nogen indflydelse på spørgernes skattemæssige anskaffelsessum på anparterne i selskabet C som kan blive aktuel ved salg af anparterne i selskabet C inden for en periode på tre år efter anskaffelsen, og at Skatterådet ikke på det foreliggende grundlag vil omkvalificere udbytte til yderligere salgssum?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Repræsentanten har i brev af 9. juli 2008 oplyst følgende:

"Optikerforretningen C blev stiftet af spørgerne selskabet A og selskabet B i maj 2007 med en anpartskapital på 500.000 kr. Ejerforholdet var fra starten og er stadig 50 pct. Hvert holdingselskab ejer således nom. 250.000 kr.

Selskabet B ejes i dag 100 pct. af selskabet A. Selskabet A ejes af person D og E. Nedenstående  koncerndiagram viser de nuværende ejerforhold.

Visning af billede: henri 

Selskabet A købte selskabet B fra person G i forbindelse med, at sidstnævnte udtrådte af optikervirksomheden i foråret 2008.

Jeg vedlægger udskrift af fuldstændig rapport fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Selskabet A og selskabet B påtænker at forhøje kapitalen i selskabet C med hver 125.000 kr. til kurs 3.200 ved indskud af 2 x 4 mio. kr. eller i alt 8 mio. kr., således at den skattemæssige anskaffelsessum forøges med 4 mio. kr. pr. selskab.

Selskaberne ønsker med dette bindende svar at få fastslået, at skattefri udbytter i fremtiden ikke reducerer den skattemæssige anskaffelsessum på anparterne i selskabet C og at udbytterne ikke kan omkvalificeres til en del af salgssummen.

Det skal oplyses, at der ikke er aktuelle forhandlinger om salg af selskabet C."

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Repræsentanten har i brev af 9. juli 2008 anført følgende:

"Ved en kapitalforhøjelse på 2 x 4 mio. kr. forøges anskaffelsessummen med i alt 8 mio. kr. Det fremgår bl.a. modsætningsvist af aktieavancebeskatningslovens § 28. SKAT kan i besvarelsen lægge til grund, at der ikke er tale om gældskonvertering, eftergivelse eller indfrielse af gæld i forbindelse med kapitalindskuddet.

Kapitalforhøjelsen er skattefri for selskabet C, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1).

I fremtiden vil selskabet C udlodde skattefrit udbytte til anpartshaverne. Da ejerforholdet allerede i dag har bestået i over et år, vil udbyttet utvivlsomt være skattefrit i medfør af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2).

Ved et evt. salg af anparterne i selskabet C inden der er gået tre år fra anskaffelsen, vil en evt. avance skulle beskattes hos spørgerne efter reglen i aktieavancebeskatningslovens § 8.

Det er vores opfattelse, at skattefrit udbytte fra datterselskabet til de to moderselskaber ikke reducerer anskaffelsessummen eller forøger avancen ved salg af anparter med under tre års ejertid.

Vi skal henvise til, at SKAT og Skatterådet i en ny afgørelse har taget stilling til spørgsmålet.

SKAT udtaler i SKM2007.199.SR:

"En udbytteudlodning påvirker værdien af et selskab og dermed også aktierne, og på denne baggrund kan en forudgående udbytteudlodning påvirke vederlaget ved et senere salg af aktierne. Dette må ligeledes stå klart for lovgiver, idet lovgiver netop på denne baggrund har indført tabsbegrænsningsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., hvorefter der alene er fradragsret for tab, i det omfang tabet overstiger summen af de modtagne udbytter af de pågældende aktier, som selskabet m.v. i ejertiden har været fritaget for at medregne ved indkomstopgørelsen.

Aktieavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., må være udtryk for, at samspillet mellem forudgående skattefri udbytteudlodninger og aktieavancebeskatning er kendt af lovgiver, og at samspillet følgelig reguleres via tabsbegrænsningsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, 2. pkt. Når lovgiver i forbindelse med indførelsen af tabsbegrænsningsreglen har afstået fra at regulere forudgående skattefri udbytteudlodninger og dermed eventuelt tillægge disse til afståelsessummen for aktierne, må dette som udgangspunkt afskære skattemyndighederne fra at foretage en omkvalifikation af de forudgående skattefri udbytteudlodninger til en del af den efterfølgende afståelsessum for aktierne. 

Efter SKATs opfattelse, må det i nærværende sag konstateres, at lovgiver har taget stilling til, hvorledes et forudgående skattefrit udbytte fra et datterselskab til moderselskab skal behandles i relation til en efterfølgende afståelse af aktierne i datterselskabet. Samspillet mellem bestemmelserne indebærer således, at der som udgangspunkt kan foretages skattefri udbytteudlodninger forud for afståelsen af aktier i det udbytteudloddende selskab, uden at dette medfører, at de forudgående udbytteudlodninger kan omkvalificeres til en del af afståelsessummen for aktierne. SKAT finder endvidere, at de refererede domme fra Højesteret understøtter dette resultat."

Konklusion

På grundlag af SKATs ræsonnement tiltrådt af Skatterådet i SKM2007.199.SR og nyere højesteretsdomme, herunder Finwill-sagen, er det vores opfattelse, at spørgerne ved et evt. salg af anparterne i selskabet C inden for tre års ejertid kan tillægge en kapitalforhøjelse på 2 x 4 mio. til anskaffelsessummen, uanset at der efterfølgende udloddes skattefrit udbytte, og at SKAT ikke på det foreliggende grundlag vil/kan omkvalificere udbyttet til en del af salgssummen ved et evt. salg til tredjemand."

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT finder, at kapitalforhøjelsen er skattefri for selskabet C, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1). Kapitalforhøjelse på 2 x 4 mio. kr. forøger anskaffelsessummen med i alt 8 mio. kr., jf. aktieavancebeskatningslovens § 28, modsætningsvis. SKAT indstiller derfor, at spm. 1) besvares med "ja".

Da ejerforholdet har bestået i over et år, vil udbyttet udloddet af selskabet C være skattefrit i medfør af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2).

Efter en samlet konkret vurdering ses der ikke at være grundlag for at omkvalificere udbyttet til en del af salgssummen ved et evt. salg til tredjemand, jf. SKM2007.199.SR og Højesterets praksis på området. SKAT finder således, at skattefrit udbytte fra datterselskabet til de to moderselskaber ikke reducerer anskaffelsessummen eller forøger avancen ved salg af anparter med under tre års ejertid. SKAT indstiller derfor, at spm. 2) også besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra SKAT.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter