Dato for udgivelse
27 Apr 2009 11:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
27 Feb 2009 13:25
SKM-nummer
SKM2009.302.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
08-03357
Dokument type
Kendelse
Emneord
Gave, arbejdsgiver, ansat, indkomstskattepligt
Resumé

En arbejdsgiver agtede at give medarbejderne lejlighedsgaver til en værdi af under 700 kr. Gaverne skulle købes hos en udbyder på nettet, og gaverne skulle enten kunne vælges af medarbejderne blandt nærmere specificerede genstande udvalgt af klager eller vælges af klager før bortgivelsen. I begge tilfælde ville gaverne være indkomstskattefrie for medarbejderne.

Reference(r)

-

Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.1.9.21
Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.7.3.1

Henvisning
Den juridiske vejledning, C.A.5.5.1 Jule- og nytårsgaver, lejlighedsgaver, øvrige gaver, præmier og gevinster

Selskabet har bedt om et bindende svar.

Spørgsmål

  1. Vil en gave, som gives af selskabet til en ansat være indkomstskattepligtig for den ansatte, når gavens værdi er under 700 kr., og gaven gives som en lejlighedsgave eller en årlig gave i anledning af jul eller nytår, og den ansatte kan vælge mellem et nærmere antal specificerede gaver?
  2. Vil en gave, som gives af selskabet til en ansat være indkomstskattepligtig for den ansatte, såfremt gaven gives som en lejlighedsgave eller en årlig gave i anledning af jul eller nytår, når gavens værdi ikke overstiger 700 kr., og når gaven gives i form af naturalier udvalgt af arbejdsgiveren?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer svarene til: Nej.

Sagens oplysninger

H1 A/S (herefter benævnt selskabet) er et datterselskab af det svenske selskab G1 AB, som er en stor koncern inden for tekstilvarer og brugsartikler. Selskabet er tildelt forhandlingen af et udvalg af koncernens varemærker til det danske marked. Selskabet er en grossistvirksomhed, som importerer og videresælger varer til andre grossistvirksomheder, som videresælger varen til slutbrugeren, som i dette tilfælde er en virksomhed, der ønsker at give sine medarbejdere en gave.

Repræsentanten har oplyst følgende om konceptet i Sverige:

"Koncernen opererer i Sverige med et koncept, hvorefter slutbrugeren, som er en virksomhed, der ønsker at give en gave til sine ansatte, får mulighed for at købe et antal gavebeviser, som i praksis medfører, at der inden for tre priskategorier kan vælges mellem op til 25 gaver, som kan gives til den ansatte.

Konceptet fungerer i Sverige uden beskatning af medarbejderen. De svenske skatteregler er meget lig de danske. Hovedreglen efter svenske skatteregler er, at gaver til ansatte er skattepligtige. På tilsvarende vis som i Danmark er eksempelvis julegaver, lejlighedsgaver og jubilæumsgaver, som gives af en arbejdsgiver, skattefrie for den ansatte under nærmere angivne betingelser. Skattefriheden gælder også "presentkort", som ikke kan byttes til kontanter. Konceptet er således godkendt efter svenske skatteregler."

Til belysning af konceptet er desuden fremlagt en beskrivelse af konceptet samt udprint fra hjemmesiden.

Repræsentanten har endvidere oplyst, at konceptet kan fungere i Danmark på én af de måder, som er anført i spørgsmål 1 og 2, og hvortil der er begæret bindende svar. Det vil sige enten således, at arbejdsgiveren udvælger et antal julegaver fra sortimentet af varer, som falder ind i en fast priskategori, eller således at arbejdsgiveren vælger gaven direkte på vegne af den ansatte.

Det er oplyst, at gaven ikke vil kunne ombyttes til penge eller andet. Udnyttes valgmuligheden ikke inden en bestemt dato, bortfalder adgangen til at modtage gaven for den ansatte, ligesom arbejdsgiveren ikke refunderes udgiften.

Skattecentres afgørelse

SKAT har besvaret såvel spørgsmål 1 som spørgsmål 2 med et ja.

Gaver fra arbejdsgiveren behandles som almindelig personlig indkomst. Årlige gaver i form af naturalier i anledning af jul eller nytår beskattes efter praksis normalt kun, hvis markedsværdien overstiger 700 kr. Kontanter og gavekort beskattes fuldt ud, jf. Ligningsvejledningen for 2008, afsnit A.B.1.9.21.

Hvis gaven består af kontakter (herunder gavecheck) eller gavekort, skal der betales skat af det fulde beløb. Beløbet beskattes som personlig indkomst, og beløbet skal lønoplyses.

Årsagen til at gaver i form af kontanter og gavekort er skattepligtige ligesom løn er, at kontanter/gavekort anses for at have samme værdi for modtageren som almindelig løn. Julegaver fra arbejdsgiveren til medarbejderen skal således være en tinggave/naturaliegave, førend der er skattefrihed for medarbejderen.

Vedrørende spørgsmål 1 er det SKATs opfattelse, at det omtalte koncept giver modtageren adgang til at vælge mellem forskellige forbrugsmuligheder. Det vil derfor ikke kunne anses som en naturalieydelse omfattet af praksis for skattefrie naturalieydelser. SKAT har desuden henvist til Skatterådets bindende svar af 23. oktober 2007 offentliggjort i SKM2007.756.SR.

Vedrørende spørgsmål 2 har SKAT anført, at Landsskatteretten i en ikke offentliggjort kendelse af 29. september 2000 har taget stilling til, om en julegave i form af et menubevis til en restaurant er en naturaliegave. Et hotel ville markedsføre salg af menubeviser til virksomheder, som skulle kunne anvende menubeviserne som julegaver til de ansatte. Menubeviserne ville blive udstedt på modtagerens navn og med præcisering af, at det var strengt personligt. Det kunne ikke ombyttes til penge. Beviset ville give den ansatte med ledsager ret til en forudbestemt tre-rettersmenu plus en flaske rødvin. Værdien af beviset ville ikke overstige 500 kr. Landsskatteretten fandt - med dissens - at sådanne menubeviser ikke kan sidestilles med naturaliegaver, hvorfor gaver i form af menubeviser blev anset for skattepligtige.

Efter SKATs opfattelse kan nærværende situation sidestilles med den ikke offentliggjorte landsskatteretskendelse. Det er i begge situationer arbejdsgiveren, der vælger gaven på vegne af den ansatte. I begge situationer er gaven baseret på et gavekort/gavebevis.

Der er efter SKATs opfattelse ikke hjemmel til at undlade beskatning, når gaven er baseret på et gavekort, selvom der som anført af repræsentanten, ikke er tale om et gavekort i traditionel forstand.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at svaret på spørgsmål 1 ændres til: Nej.

Subsidiært, at svaret på spørgsmål 2 ændres til: Nej.

Repræsentanten har til støtte for påstandene henvist til Ligningsvejledningens afsnit A.B.1.9.21 samt afsnit A.B.7.3. vedrørende beskatning af jule/nytårsgaver og lejlighedsgaver.

Repræsentanten er enig i, at udgangspunktet er, at gavekort almindeligvis beskattes. Imidlertid er det ikke i nærværende koncept tale om et gavekort i traditionel forstand, men derimod det forhold, at en ansat får mulighed for at vælge mellem 25 forskellige gaver. Det forhold, om det er den ansatte eller arbejdsgiveren, der vælger mellem de omkring 25 forskellige gaver, bør ikke være udslagsgivende for, om den ansatte beskattes, idet der er tale om en lejlighedsgave i form af naturalier.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten bemærket, at skattecentrets svar må bero på en misforståelse, idet spørgsmålet er formuleret i overensstemmelse med Ligningsvejledningens retningslinjer. Gaven kan ikke ombyttes til kontanter. Skattecentrets sammenligning med sagen om "menubeviser" er ikke relevant, da gaven er valgt af arbejdsgiveren på forhånd og ikke er et "bevis" som kan indløses.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af Ligningsvejledningen 2008, afsnit A.B.1.9.21. fremgår bl.a.:

"Gaver fra arbejdsgiveren behandles som almindelig personlig indkomst.

Årlige gaver i form af naturalier i anledning af jul eller nytår beskattes efter praksis normalt kun, hvis markedsværdien overstiger 500 kr. Kontanter og gavekort beskattes fuldt ud.

(...)

Praksis for beskatning af såkaldte lejlighedsgaver, finder efter omstændighederne også anvendelse på tilsvarende gaver fra arbejdsgiveren.

(...)"

Beløbsgrænsen er ved SKAT's meddelelse offentliggjort i SKM2008.740.SKAT, forhøjet til 700 kr.

Af Ligningsvejledningen 2008, afsnit A.B.7.3.1. fremgår bl.a.:

"I praksis sker der ikke beskatning af lejlighedsgaver af traditionelt præg, såsom fødselsdags-, bryllups- og sølvbryllupsgaver og lign., såfremt der er tale om gaver af mindre omfang."

Landsskatteretten finder, at det faktum, at arbejdstageren i det i spørgsmål 1 nævnte koncept har adgang til at vælge mellem et nærmere bestemt antal gaver, som på forhånd er betalt og udvalgt af arbejdsgiveren, ikke ændrer ved, at der er tale om, at arbejdstageren modtager en naturaliegave. Der er herved lagt vægt på, at udvalget af gaverne er bestemt af arbejdsgiveren, at gavebeviset ikke kan ombyttes eller refunderes, og at konceptet ikke adskiller sig væsentligt fra den situation, hvor arbejdsgiveren forud for indkøbet af gaven tilbyder arbejdstagerne en tilsvarende valgmulighed mellem et nærmere antal gaver. Det bemærkes, at gaverne fremsendes indpakket, og at gavens pris ikke fremgår ved indløsning af gavebeviset.

Landsskatteretten ændrer derfor svaret på spørgsmål 1 til: Nej.

Landsskatteretten finder ligeledes, at arbejdstageren i det i spørgsmål 2 nævnte koncept modtager en naturaliegave. Der er lagt vægt på, at arbejdstageren modtager en gave udvalgt og købt af arbejdsgiveren. Det er uden betydning for den skattemæssige vurdering, at arbejdsgiveren har udvalgt og købt gaven via ovennævnte hjemmeside, og at gaven kan tilsendes til arbejdstageren direkte. Det i spørgsmål 2 nævnte koncept beror ikke på udstedelse af et gavebevis.

Landsskatteretten ændrer derfor svaret på spørgsmål 2 til: Nej.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter