Dato for udgivelse
27 May 2009 10:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 May 2009 09:19
SKM-nummer
SKM2009.362.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-013123
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Kontantlønnedgang, sundhedsordning, handicaphjælper
Resumé

Skatterådet kunne efter en konkret vurdering af sagen bekræfte, at personer, der udfører et arbejde, der er et kommunalt ansvar, og hvor løn og skat administreres af kommunen, kan deltage i en skattebegunstiget sundhedsordning for kommunens ansatte.

Det er herved forudsat, at de øvrige betingelser for godkendelse af en kontantlønnedgang er opfyldt.

Reference(r)

Ligningsloven § 7, stk. 1, nr. 9
Ligningsloven § 30
Serviceloven § 96

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.1.9.1.
Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.1.9.24.

Spørgsmål

Kan SKAT godkende, at personer, der aflønnes af en kommune, fordi de udfører et arbejde, der er et kommunalt ansvar, deltager i en skattebegunstiget sundhedsordning for kommunens ansatte, skønt de pågældende personer formelt er ansat af en handicappet person som deres personlige hjælpere?

Svar

Ja, se begrundelsen.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgeren er ansat som personlig hjælper for handicappede mennesker. Spørgeren er en af 7 personer, der på skift passer, plejer og våger over en stærkt handicappet mand, som egentlig er hospitalsindlagt, men med ophold i hjemmet.

Hjælperne er ansat på kontrakt med en måneds opsigelse, men løn, feriepenge m.v. udbetales direkte fra kommunen.

Fra kommunen fik hjælperne sammen med lønopgørelsen for oktober måned et tilbud om at komme med i en sundhedsordning, som kommunen ville indføre fra 1. januar 2009.

Formålet med sundhedsordningen var, at en højnelse af sundhedstilstanden for lønmodtagere både ville gavne lønmodtageren selv, men også arbejdsgiveren i form af sparede lønudgifter ved sygdom.

Flere af hjælperne tilsluttede sig sundhedsordningen, hvor de selv skulle betale 40 kr. om måneden for at være med. Ordningen gav mulighed for forskellige behandlinger. De 40 kr. blev trukket før skatteberegningen, så den enkelte mærkede kun et reelt indtægtstab på ca. 25 kr. - de resterende ca. 15 kr. var altså "skattebetalt". Hjælperne blev visiteret, og spørger nåede også selv at modtage den første behandling, hvad han med det samme mærkede en positiv effekt af.

Efterfølgende fik handicaphjælperne en ny meddelelse fra kommunen om, at de ikke kunne være med i ordningen alligevel. Spørger anmodede kommunen om en forklaring, da han fandt det forkert - både for kommunen og for de medarbejdere, der trængte til et sundhedsløft.

Kommunen oplyste, at rent juridisk kunne den ikke tilbyde hjælperne at være med, fordi der er tale om en skattebegunstiget ordning, og den kan man kun tilbyde personer, der er ansat direkte med en kontrakt med kommunen. Spørgers kontrakt er en kontrakt mellem den handicappede og ham.

Spørgers arbejde kan på flere måder være ret belastende. Handicaphjælperne arbejder meget tæt sammen med hinanden om at holde liv i en stærkt handicappet person, som har en særdeles livstruende sygdom.

Den handicappede må på intet tidspunkt lades alene uden opsigt. Ud over at der ind imellem er lange vagter - op til 16 timer - har hjælperne yderligere pligt til at blive på arbejdspladsen, indtil der er en afløser til stede. Det betyder reelt, at hjælperne ved andre ansattes sygdom må kontakte hinanden og finde en til at træde ind i stedet for den kollega, der er syg, og dette skal ske før den af hjælperne, der er på arbejde, har lov at forlade arbejdspladsen - uanset hvor lang tid, der så måtte gå. De er også nødt til at dække hinanden ind, når nogen af dem holder ferie. De kan ikke bruge tilfældige hjælpere fra kommunens hjemmepleje, da der er mange specielle ting omkring lige netop denne patient og hans forhold, og det forudsætter en flere dage lang oplæring at blive sat ind i arbejdsgangene. Derfor kan de ikke bruge kommunens stab af hjemmehjælpere som vikarer.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at spørgsmålet skal besvares bekræftende. Det vil gavne hjælperne, den handicappede og kommunen i form af sparede lønkroner.

Sundhedsministeriet ser meget gerne, at offentlige og private arbejdspladser tilbyder deres medarbejdere ordninger, der kan højne folkesundheden i almindelighed. Det er en kendt sag, at sygefravær koster det danske samfund store summer hvert år - og en stor del af disse penge bruges (eller kunne spares) af de offentlige kasser.

Dette er naturligvis baggrunden for, at kommunen har indført en sundhedsordning. På længere sigt og med et stort antal ansatte vil den udgift, som det i første omgang er for kommunen, sandsynligvis blive sparet hjem.

Private virksomheder af en vis størrelse kan se deres interesse i tilsvarende ordninger, og derfor er mange forskellige former for sundhedsordninger de senere år blevet implementeret på mange arbejdspladser. Det har ofte indgået i forhandlingerne på den enkelte arbejdsplads i forbindelse med overenskomstfornyelser.

Formelt er en handicaphjælpers arbejdsgiver den handicappede, og arbejdspladsen er den handicappedes hjem. Men den handicappede vil aldrig have mulighed for at "lege den velmenende arbejdsgiver" og indføre en sundhedsordning for "sine ansatte".

Handicaphjælperne falder derfor ned i det berømte hul mellem to stole.

Det er beklageligt, at rent juridiske formuleringer skal spænde ben for en ordning, som alle parter ellers ville have glæde af, og det er blot et eksempel på hvordan skattelovgivningens rimelige og fornuftige regler i dette tilfælde spænder ben for en anden rimelig offentlig foranstaltning.

Det er spørgers opfattelse, at det er skatteministeriets regler, der blokerer for at sundhedsministeriets opfordringer kan følges af en velmenende kommune.

Spørger har i forbindelse med høringen endvidere anført, at det var forventeligt, at SKAT ville indstille, at han ikke fik medhold i sin sag, idet de er bundet af gældende regler.

Det spørger forsøger at anføre ved sin ansøgning er netop, at de gældende regler vedrørende loven om skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger henholdsvis loven om Borgerstyret Personlig Assistance kommer til at modarbejde hinanden. Det er derfor hans opfattelse, at der bør dispenseres eller laves tillæg til gældende regler.

Når en arbejdsgiver kaster sig ud i at lave sundhedsordninger for sit personale, er det normalt ud fra et ønske om at forbedre medarbejdernes sundhedsstilstand og det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdsgiveren vil normalt ikke gøre dette blot for at være "sød og rar", men ud fra et ønske om at nedbringe omfanget af sygefraværet på arbejdspladsen. Arbejdsgiveren vil dermed spare løn til medarbejdere under sygdom. Det er et helt rationelt og økonomisk fornuftigt ræsonnement.

Når en kommune som arbejdsgiver laver en sundhedsordning for sine medarbejdere, er det naturligvis af præcis samme grunde. Kommunen forventer naturligvis at spare lønkroner.

Når en handicappet person får en ordning med kommunen om, at kommunen står for lønudbetalingen direkte til de assistenter, som den handicappede har ansat efter ordningen om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), er det naturligvis fordi det er det enkleste og mest naturlige i stedet for at kommunen først sender pengene til den handicappede, som herefter sender dem videre. Lønnen er jo præcist det beløb, som er fastsat af kommunen - hverken mere eller mindre.

Den økonomiske interesse, som en medarbejder har i, at personalet er mindre syge, er således en kommunal sag. Den handicappede lider ikke økonomisk under medarbejdernes sygdom, og han profiterer heller ikke økonomisk af deres forbedrede sundhedstilstand. Det gør derimod kommunen.

Hvis man forestillede sig, at den handicappede person - som jo normalt lever af en pension - skulle organisere en sundhedsordning, og i første omgang naturligvis have nogle udgifter til det, så ville han/hun ikke senere score gevinsten. Det ville kommunen, og det er der derfor ingen logik i.

Kommunen har præcis lige så stor interesse i at højne sundhedstilstanden hos de handicaphjælpere, der fungerer med lønudbetaling direkte fra kommunen, som den har interesse i at højne sundhedstilstanden for personer med kontrakt direkte med kommunen. Det kan da ikke være intensionen med den danske skattelovgivning, at den skal modarbejde kommunernes økonomiske interesser eller sundhedsministeriets anbefalinger.

SKATs indstilling og begrundelse

Der blev ved lov nr. 389 af 6. juni 2002 gennemført skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger ved indsættelse af § 30 i ligningsloven. Efter denne bestemmelse kan arbejdsgiveren under visse betingelser afholde udgifter til lægefagligt begrundede behandlinger af de ansatte, uden at den ansatte skal beskattes heraf.

Det følger af lov om social service (serviceloven), at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tilbyde personlig hjælp, pleje og støtte til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der er dog efter servicelovens § 96, stk. 1 mulighed for, at kommunalbestyrelsen i visse tilfælde skal tilbyde borgerstyret personlig assistance. Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved borgerens ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte. Bestemmelsen giver den handicappede en højere grad af selvstændighed og indflydelse på, hvem der skal udføre hjælpen, og hvordan den tilrettelægges.

Det fremgår af ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 9, at "Ydelser efter lov om social service [...] til dækning af nærmere bestemte udgifter for modtageren [...]" ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

Den handicappede bliver således ikke beskattet af kommunens betaling til hjælperne, jf. ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 9.

Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperen, jf. servicelovens § 96, stk. 2, 2. pkt. (Borgeren kan dog indgå en aftale med en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed om, at tilskuddet overføres til den nærstående, foreningen eller den private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne.)

Angående lønudbetalingen følger det af servicelovens § 96, stk. 5, at i de situationer, hvor tilskudsmodtageren er arbejdsgiver, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at varetage lønudbetalinger mv.

I den konkrete sag er det aftalt, at kommunen varetager lønudbetalinger direkte til hjælperne, og det var i forbindelse med lønudbetalingen, at kommunen tilbød hjælperne at deltage i sundhedsordningen.

Det er SKATs opfattelse, at det reelt og formelt er den handicappede, der er arbejdsgiver for hjælperne, uanset om det er aftalt, at lønudbetalingerne varetages af kommunen. Der er herved lagt vægt på, at det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at det er borgeren, der fungerer som arbejdsgiver for hjælperen, jf. servicelovens § 96, stk. 2, 2. pkt. Der er endvidere lagt vægt på, at spørgers ansættelseskontrakt er indgået direkte mellem spørger og den handicappede. Det skal i den forbindelse bemærkes, at handicaphjælperen ikke generelt er omfattet af en overenskomst, som de handicaphjælpere, som er ansat af kommunen, hvilket bl.a. betyder, at de har et kortere opsigelsesvarsel, samt at de ikke er omfattet af en pensionsordning.

Reglerne om skattefrie sundhedsbehandlinger i ligningslovens § 30 omhandler alene udgifter til behandlinger af medarbejdere, som afholdes af en arbejdsgiver, og der ses derfor ikke at være hjemmel til, at spørger kan blive omfattet af en sådan sundhedsordning, da han ikke er ansat i kommunen.

SKAT skal på den baggrund indstille til Skatterådet, at spørgsmålet skal besvares benægtende, idet SKAT ikke kan godkende, at personer deltager i en skattebegunstiget sundhedsordning for kommunens ansatte, skønt de pågældende personer formelt er ansat af en handicappet person som deres personlige hjælpere.

SKAT skal bemærke, at det telefonisk er oplyst af kommunen, at det ikke efter serviceloven er muligt at give tilskud til, at den handicappede kan tilbyde sine ansatte hjælpere en sundhedsordning.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet fandt efter en konkret vurdering af sagen, at spørgsmålet skal besvares bekræftende, således at personer, der udfører et arbejde, der er et kommunalt ansvar, og hvor løn og skat administreres af kommunen, kan deltage i en skattebegunstiget sundhedsordning for kommunens ansatte.

Det er herved forudsat, at de øvrige betingelser for godkendelse af en kontantlønnedgang er opfyldt.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter