Dato for udgivelse
16 Jun 2009 15:36
SKM-nummer
SKM2009.379.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
09-067211
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag
Emneord
Moms, fradrag, regulering, delvis fradragsret, fuld fradragsret
Resumé
Retningslinier for regulering fra delvis fradragsret til fuld fradragsret for varer indkøbt til blandet brug. Bestemmelsen omfatter kun varer, der ikke tidligere har været taget i brug i virksomheden.
Reference(r)

Momsloven § 37, stk. 4

Henvisning
Momsvejledningen 2009-1 J.1.4

Med virkning fra 1. januar 2009 blev der i momslovens § 37 indsat et nyt stk. 4:

"Såfremt indkøb af varer foretaget til blandet momspligtig og momsfrit formål og derfor med opnåelse af delvis fradragsret efter § 38, stk. 1, efter købet udelukkende anvendes til momspligtigt formål, kan det oprindelig foretagne fradrag reguleres til fuld fradragsret. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for reguleringen."

Efter SKATs opfattelse skal bestemmelsen administreres efter følgende retningslinier:

  • Bestemmelsen om regulering fra delvis fradragsret til fuld fradragsret i momslovens § 37, stk. 4, omfatter kun varer, der ikke tidligere har været taget i brug i virksomheden.
  • Når en vare, der ikke tidligere har været taget i brug tages i brug til fuldt fradragsberettigede formål, kan afgiften fradrages i det omfang dette ikke kunne ske på købstidspunktet.
  • Regulering kan kun foretages for varer, hvor det i regnskabet kan dokumenteres, hvilket fradrag der er foretaget på købstidspunktet.
  • Består varens anvendelse i et momspligtig salg, kan det samlede fradragsbeløb ikke overstige 25 pct. af salgssummen ekskl. afgiften efter denne lov.

Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at virksomheder kan få fuldt fradrag for moms af varer, der er indkøbt til blandet brug og dermed kun med delvis fradragsret, hvis varen faktisk tages i brug til fuldt fradragsberettigede formål, dvs. bestemmelsen omfatter kun varer, der ikke tidligere har været taget i brug i virksomheden.

Det betyder, at muligheden for at foretage regulering ikke omfatter varer, herunder varer i form af driftsmidler, der allerede er taget i brug i virksomheden.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter