Dato for udgivelse
22 Jun 2009 09:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Jun 2009 09:36
SKM-nummer
SKM2009.381.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
09-104019
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen
Emneord
virksomhedsordningen, ejendom, værdiansættelse
Resumé

SKAT udsendte den 29. januar 2009 styresignalet SKM2009.57.SKAT i forbindelse med, at SKAT ændrede praksis, således at fast ejendom, der overføres fra virksomhedsordningen til den skattepligtiges privatøkonomi, ikke længere skal værdiansættes til handelsværdien, men til den værdi, der kan opgøres efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 3, stk. 4. Efter udsendelsen af styresignalet har der vist sig behov for at præcisere, at der ved overførsel af en fast ejendom fra virksomhedsordningen til privatøkonomien skal anvendes samme værdi, som den skattepligtige anvendte ved sin opgørelse af indskudskontoen. SKAT har i den forbindelse fundet anledning til også at beskrive, hvilken værdi der skal anvendes ved overførsel af en ejendom, der ikke blev medtaget ved den oprindelige opgørelse af indskudskontoen, samt hvorledes der skal forholdes ved overførsel af en ejendom, hvorpå der er foretaget om- eller tilbygninger.

Hjemmel
: Lovbekendtgørelse nr. 1075 af 10. september 2007 med senere ændringer
Reference(r)

Virksomhedsskattelovens § 5
Virksomhedsskattelovens § 3, stk. stk. 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1, afsnit E.G.2.6.7

1. Baggrund

SKAT udsendte den 29. januar 2009 styresignalet SKM2009.57.SKAT om genoptagelse af skatteansættelser, hvor en fast ejendom er værdiansat til handelsværdien ved overførsel fra virksomhedsordningen til privatøkonomien.

Styresignalet blev udsendt i forbindelse med, at SKAT med udsendelse af Ligningsvejledningen; Erhvervsdrivende 2009-1, ændrede praksis for værdiansættelse af fast ejendom ved overførsel fra virksomhedsordningen til den skattepligtiges private økonomi. Fast ejendom skal herefter overføres til den værdi, der kan opgøres efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 3, stk. 4.

Efter virksomhedsskattelovens § 3, stk. 4, kan fast ejendom ved opgørelsen af indskudskontoen medregnes til en af følgende værdier:

  • den kontante anskaffelsessum eller
  • den ved indkomstårets begyndelse fastsatte ejendomsværdi med fradrag af byrder, som der ikke er taget hensyn til ved vurderingen, og tillæg af eventuel ikke medregnet anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v. eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. seneste 1. oktober forud for indkomstårets begyndelse med tillæg af eventuel ikke medregnet anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v.

Med styresignalet blev retstilstanden bragt tilbage til, hvad der var gældende forud for udsendelsen af Ligningsvejledningen; Erhvervsdrivende 2007-3.

Efter udsendelsen af styresignalet har der vist sig behov for, at SKAT uddyber sin opfattelse af retsstillingen på området.

2. Er den skattepligtige bundet af det én gang anvendte værdiansættelsesprincip?

SKAT er blevet spurgt, om den skattepligtige er bundet til at anvende samme værdi, når ejendommen overføres til privatøkonomien, som blev anvendt ved opgørelsen af indskudskontoen.

Det er SKATs opfattelse, at den skattepligtige skal anvende samme værdi ved overførsel af en fast ejendom fra virksomhedsordningen til privatøkonomien, som blev anvendt ved opgørelse af indskudskontoen. Hvis handelsværdien på tidspunktet for overførsel af ejendommen til privatøkonomien er lavere end værdien efter virksomhedsskattelovens § 3, stk. 4, finder SKAT dog, at den skattepligtige er berettiget til at anvende denne værdi.

SKAT lægger herved vægt på formålet med indskudskontoen. Indskudskontoen er udtryk for, hvor store beløb den skattepligtige skattefrit kan føre ud af virksomheden som tilbageførsel af indskudskapital, jf. bemærkninger til L 107 af 5. december 2005 (forslag til lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende).

Der er endvidere henset til formålet med bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 3, stk. 7. Denne bestemmelse skal forhindre, at der spekuleres i at træde ud og genindtræde i virksomhedsordningen inden for de nærmest følgende 5 indkomstår. En ejendom skal i disse tilfælde indgå til samme værdi ved opgørelsen af indskudskontoen, som da ordningen senest blev anvendt.

3. Efterfølgende om- eller tilbygninger af en ejendom, der overføres til privatøkonomien

Som anført under punkt 2 finder SKAT, at den skattepligtige er forpligtet til at anvende den samme værdi ved opgørelsen af indskudskontoen og ved overførsel af en ejendom til privatøkonomien. Hvis der under virksomhedsordningen er udført ombygnings- eller forbedringsarbejder på ejendommen, er det SKATs opfattelse, at udgiften til disse arbejder skal tillægges. SKAT finder dog, at den skattepligtige er berettiget til at anvende ejendommens handelsværdi på tidspunktet for overførsel af ejendommen til privatøkonomien, hvis denne værdi er lavere.

4. Ejendommen er indskudt efterfølgende 

Er ejendommen indskudt i virksomhedsordningen efter indtræden i ordningen, skal der anvendes samme værdi ved overførsel af ejendommen til privatøkonomien, som blev anvendt ved indskuddet. Dog tillægges eventuelle udgifter til ombygninger eller forbedringer som er afholdt, efter at ejendommen blev indskudt. Den skattepligtige er berettiget til at anvende handelsværdien på tidspunktet for overførslen til privatøkonomien, hvis denne værdi er lavere.

5. Ejendommen er købt under virksomhedsordningen 

De ovenfor nævnte principper finder efter SKATs opfattelse også anvendelse, hvis den skattepligtige - mens virksomhedsordningen har været anvendt - har købt en ejendom for virksomhedens midler og efterfølgende overfører ejendommen til privatøkonomien. Ejendommen skal derfor overføres til købsprisen med tillæg af udgifter til ombygninger eller forbedringer. Den skattepligtige kan dog vælge at anvende handelsværdien på tidspunktet for overførslen til privatøkonomien, hvis denne værdi er lavere.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter