Dato for udgivelse
10 Aug 2009 13:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
30 Jun 2009 09:55
SKM-nummer
SKM2009.477.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
10. afdeling, B-1240-08
Dokument type
Dom
Emneord
Skønsmæssig, fastsættelse, kørselsregnskab, befordringsfradrag, ligningsfrist, tilsidesættelse
Resumé

Sagen angik spørgsmålet om skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C og § 9 B, idet appellanten dels havde et fast arbejde, dels arbejdede som freelance tolk. Sagen angik herudover særskilt spørgsmålet om, hvorvidt fristen for gennemførelse af forhøjelse for det ene indkomstår var overholdt, idet appellanten havde gentaget sine påstande for byretten og gjort gældende, at forhøjelsen var sket i strid med den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003.

Vedrørende fradrag efter ligningslovens § 9 C fandt landsretten, at appellanten ikke havde godtgjort eller i høj grad sandsynliggjort, hvor mange gange appellanten havde kørt mellem sit hjem og det faste arbejdssted. Herefter var der ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter der skønsmæssigt var indrømmet fradrag i overensstemmelse med gennemsnittet af et normalt arbejdsår uden fradrag for sygedage eller lign.

Vedrørende fradrag efter ligningslovens § 9 B fandt landsretten, at skattemyndighederne havde været berettigede til at fastsætte fradraget ved et skøn og lagde herved vægt på, at der ikke løbende var ført et kørselsregnskab, og at det efterfølgende rekonstruerede regnskab udarbejdet til brug for skattesagen ikke havde samme bevisværdi som et egentligt kørselsregnskab. Landsretten udtalte videre, at det fandtes påvist, at det reviderede, rekonstruerede kørselsregnskab, som var udarbejdet til brug for landsretten, var mangelfuldt på flere punkter.

Landsretten fandt herefter ikke, at appellanten havde godtgjort, at det af skattemyndighederne udøvede skøn kunne tilsidesættes enten som åbenbart urimeligt eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, uanset at landsretten lagde til grund, at skønnet var behæftet med mindre fejl.

Vedrørende den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003 fandt landsretten, at ansættelsesændringen ikke var omfattet af den forkortede ligningsfrist, og at forhøjelsen for det pågældende skatteår derfor ikke var fremsat for sent.

Herefter blev byrettens dom stadfæstet.

Reference(r)

Ligningslovens § 9 B
Ligningslovens § 9 C
Skattestyrelsesloven § 3, stk 2 (dagældende)

Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-2 A.F.3.1.3.5

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-2 A.F.3.4.1

Parter

A
(advokat Christian Bachmann ved advokat Helle Porsfelt)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af landsdommerne

Peter Buhl, Poul Hansen og Tina Morell Nielsen (kst.)

Byretten har den 26. juni 2008 afsagt dom i 1. instans (BS 1-751/2007).

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten, dog således, at "Landsskatteretten" ændres til "byretten" i de subsidiære påstande vedrørende indkomstårene 2001 og 2003 samt den mest subsidiære påstand vedrørende indkomståret 2002.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Det er oplyst, at skattemyndighederne har genoptaget indkomstansættelsen i overensstemmelse med byrettens dom, og at spørgsmålet om afstanden mellem hjem og arbejdssted ikke er omfattet af anken.

Der er for landsretten fremlagt nye bilag, herunder blandt andet reviderede udgaver af de rekonstruerede kørselsregnskaber for 2002 og 2003, der er udarbejdet af As ægtefælle, BA.

Forklaringer

BA har supplerende forklaret, at hun har udarbejdet de oversigter, der er fremlagt i sagen på grundlag af appellantens kalendere og tolkebilag. Til brug for ankesagen har hun udarbejdet de nye bilag, hvor hun har forudsat, at han ikke er kørt hjem til ...3 mellem tolkeopgaver og hans faste arbejde hos G1 i ...2. Dette har hun dog ikke gjort i tilfælde, hvor der har været så mange timer mellem tolkeopgaven og mødetiden på det faste arbejde, at der ikke kan sættes spørgsmål ved, om han er kørt hjem i ventetiden. Hun har derfor fjernet dobbeltkørslen de dage, hvor der kan rejses tvivl om, hvorvidt appellanten er kørt hjem. Afstanden har hun fundet bl.a. på krak.dk. Ved udregningen af kørselsgodtgørelsen har hun beregnet fuldt fradrag for de kørte kilometer til tolkeopgaver og derefter fratrukket den skattefri kørselsgodtgørelse i det beregnede kørselsfradrag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ad fradrag efter ligningslovens § 9 C

Da A heller ikke efter bevisførelsen for landsretten har godtgjort eller i høj grad sandsynliggjort, hvor mange gange han er kørt mellem hjem og arbejdssted, tiltrædes det, at antallet af arbejdsdage er fastsat efter et skøn. Skattemyndighederne har skønsmæssigt fastsat antallet af arbejdsdage, hvor der er indrømmet fradrag for kørsel mellem hjem og arbejdssted, i overensstemmelse med gennemsnittet af et normalt arbejdsår uden fradrag for sygedage og lignende. Der er heller ikke efter det, der er fremkommet for landsretten, grundlag for at antage, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at det har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Landsretten stadfæster herefter dommen i så henseende.

Ad fradrag efter ligningslovens § 9 B

A har ikke løbende udarbejdet kørselsregnskab på grundlag af en kørebog, der er ført dagligt med angivelse af antal kørte kilometer, kilometertællerens udvisende m.v., og de rekonstruerede kørselsregnskaber, der er udarbejdet til brug for skattesagen, kan ikke tillægges samme bevisværdi som et egentligt kørselsregnskab. Skatteministeriets advokat har med hensyn til det reviderede kørselsregnskab, der er udarbejdet til brug for landsretten, påvist, at regnskabet må være mangelfuldt på flere punkter.

Landsretten tiltræder på denne baggrund, at fradraget i medfør af § 9 B er sket skønsmæssigt.

Skattemyndighederne har ved udøvelse af skønnet ikke indtægtsført rejse- og befordringsgodtgørelse, der er udbetalt skattefrit, og har herudover godkendt en arbejdsdag for hver arbejdsgiver, hvor den årlige indtægt har udgjort mindre end 3.000 kr. Hvis årets indtægt fra en arbejdsgiver har udgjort mere end 3.000 kr. pr. år, har skattemyndigheden godkendt en arbejdsdag for hver påbegyndt 3.000 kr.

I overensstemmelse med begge parters tilkendegivelser under proceduren må det lægges til grund, at udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse i forbindelse med erhvervelse af B-indkomst burde have været indtægtsført og suppleret med et fradrag efter reglerne i § 9 B, og efter bevisførelsen må det endvidere lægges til grund, at A i nogle tilfælde alene har modtaget befordringsgodtgørelse med fradrag af 20 km, og at en lang række af tolkeopgaverne medførte en indtægt på væsentligt under 3.000 kr., og nærmere omkring 1.000 kr. Uanset dette finder landsretten imidlertid ikke, at A ved det, der er fremført for landsretten, har godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse bør tilsidesættes enten som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Landsretten tiltræder herefter også byrettens afgørelse på dette punkt.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten endvidere, at forhøjelsen af indkomsten for 2002 ikke er foretaget i strid med den korte frist for kommunernes skatteansættelse i bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003.

Landsretten stadfæster herefter i det hele dommen.

Appellanten, A, skal betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte, Skatteministeriet, med 20.000 kr., der udgør udgifter til advokatbistand inkl. moms. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Appellanten, A, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte, Skatteministeriet, med 20.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter