Dato for udgivelse
13 Nov 2009 11:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 Nov 2009 11:19
SKM-nummer
SKM2009.675.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-143974
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Virksomheder + Selskabsbeskatning + Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen
Emneord
Multimediebeskatning, tv-skærme, tv-tuner
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at computere, hvorpå der kan afvikles TV-signal på den medfølgende monitor (inkl. Tv-tuner), betragtes som computere med sædvanligt tilbehør, således at de ansatte bliver omfattet af den nye multimediebeskatning jf. Ligningslovens § 16, stk. 12, såfremt der er tale om en pakkeløsning indeholdende:

  1. Et fjernsyn Samsung 32"
  2. Et fjernsyn Samsung 37"
  3. Et fjernsyn Samsung 42"
Reference(r)

Ligningslovens § 16, stk. 12

Henvisning

Ligningsvejledning, 2009-2, A.B.1.9


Spørgsmål

Kan det bekræftes, at computere, hvorpå der kan afvikles TV-signal på den medfølgende monitor (inkl. Tv-tuner), betragtes som computere med sædvanligt tilbehør, således at de ansatte alene bliver omfattet af den nye multimediebeskatning jf. Ligningslovens § 16, stk. 12, såfremt der er tale om en pakkeløsning indeholdende:

  1. Et fjernsyn Samsung 32"?
  2. Et fjernsyn Samsung 37"?
  3. Et fjernsyn Samsung 42"?

Svar

  1. Nej.
  2. Nej.
  3. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger vil gerne fremme anvendelse af IT og dermed det generelle IT- kompetenceniveau hos den enkelte, og for at opnå dette, er det påkrævet at kunne tilbyde løsninger, der tager højde for den generelle udvikling. Ved at lade en standard monitor med tv-tuner indgå som basisudstyr i startpakken, vil virksomheden understøtte den markedsmæssige udvikling på dette område.

Spørger og den ansatte vil i forbindelse med valg af pc - pakke indgå en ny lønaftale, hvor der ved fastsættelsen af den nye løn vil blive taget højde for udgiften til pakken. Der vil være tale om en lønnedgang, som vil have konsekvenser for bl.a. beregning af overtidsbetaling og feriepenge/-tillæg. Pensionsbidrag vil blive beregnet af lønnen før den aftalte nedgang.

Basisudstyr bør fortolkes i overensstemmelse med den dynamiske udvikling, der karakteriserer den type teknologi.

Det bemærkes, at alle computerskærme i dag kan anvendes til modtagelse og fremvisning af almindelige TV- signaler ved anvendelse af en ekstern tuner eller download af TV- signaler via PC en.

Spørger vil tilbyde følgende 3 pakker:

  1. Mini notebook Lenovo Idea, pris ekskl. Moms  3.221 kr.
  2. Bærbar Asus X7010, pris ekskl. Moms  5.195 kr.
  3. Stationær PC HP Pavillion, pris ekskl. Moms 6.000 kr.

Til de 3 ovenstående kan der vælges mellem 3 monitorer

  • Samsung monitor med tv-tuner 32"  kr. 4.681 kr.  ekskl. Moms
  • Samsung monitor med tv-tuner 37" kr. 6.350 kr. ekskl. Moms
  • Samsung monitor med tv-tuner 42" kr. 6.688 kr. ekskl. Moms

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Der er i de senere år sket en markant teknisk udvikling, hvilket medfører, at der ikke længere er en klar adskillelse mellem AV - udstyr, pc - udstyr, TV, kommunikationsudstyr og lydudstyr mv. Disse produkter indgår ofte i samlede pakkeløsninger og stiller hele tiden krav om udvikling.

Ligningsrådet har i SKM2005.412.LR taget stilling til om monitorer på 32", 40" og 42" kan anses som sædvanligt tilbehør til en computer. I afgørelsen svarer Ligningsrådet, at størrelsen og prisen er faktorer som indgår ved bedømmelsen af, hvorvidt udstyret kan betragtes som basisudstyr. Det skal i den forbindelse nævnes, at priserne for nævnte monitorer på det tidspunkt gik fra ca. 13.000 - 22.500 pr. stk.

Skatterådet har i TfS 2008, 1309 SR godkendt at 22" og 26" monitorer kan betragtes som basisudstyr til en computer.

Uanset tidligere bindende svar SKM2005.412.LR er det spørgers opfattelse, at den markante teknologiske udvikling af markedet i løbet af de sidste par år indebærer, at der på ny er basis for en vurdering af sådant udstyr, især i lyset af, at spørgers udstyr er noget mere beskedent (prismæssigt) end udstyret i nævnte sag.

Begrebet basisudstyr bør fortolkes i overensstemmelse med den dynamiske udvikling, der karakteriserer den type teknologi.

Det bemærkes, at alle computerskærme i dag kan anvendes til fremvisning af tv-signaler. En monitor med indbygget tv-tuner er dog væsentlig bedre egnet til at afvikle levende billeder på, frem for en standard computerskærm, som følge af, at den er fabrikeret til denne form, hvilket indebærer, at video og tv afspilles i en væsentlig bedre kvalitet.

Markedet er i en rivende udvikling og al information og kommunikation er i dag mulig via internettet. Det gælder al standard datatrafik, telefoni via IP, downloads af musik via bl.a. Apples iTunes og online radio. På nuværende tidspunkt er det ligeledes muligt at modtage et digitalt tv-signal via internettet, og tv-signaler vil blive sendt via det digitale sendenet, dvs. datanetværk.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Når et personalegode stilles til rådighed for en ansat, er det skattepligtigt uanset i hvilket omfang, den ansatte benytter godet. Det er altså selve rådigheden over godet, der beskattes.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv., som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements-, og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Retspraksis

SKM2008.762.SR

SKM2005.412.LR

Begrundelse

Efter Ligningslovens § 16, stk. 12, beskattes et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. som nævnt i § 16, stk. 1.

Det skal indledningsvist bemærkes, at alle computerskærme i dag kan anvendes til fremvisning af TV-signaler. En monitor med TV-tuner er dog væsentlig bedre egnet til at afvikle levende billeder på, frem for en standard computerskærm, som følge af, at den er fabrikeret til denne form, hvilket indebærer, at video og TV afspilles i væsentlig bedre kvalitet.

Selv om Samsung monitoren på 32" er et TV-apparat, skal det vurderes, som var der tale om en computerskærm, hvilket er i overensstemmelse med spørgers påtænkte anvendelse.

Det fremgår af LFB 2009-05-18 nr. 199 (L 199), at computere med sædvanligt tilbehør er omfattet af multimediebeskatningen:

" - Computer med sædvanligt tilbehør - det vil sige computer inkl. sædvanligt tilbehør, der stilles til rådighed for en arbejdstager til privat benyttelse. Ved sædvanligt tilbehør forstås almindeligt forekommende tilbehør til en computer såsom computerskærm, softwareprogrammer, printer m.v. af almindelig størrelse og standard. Eksempelvis vil en 50 tommer fladskærm med indbygget tv-tuner eller en avanceret fotoprinter ikke blive anset for sædvanligt tilbehør. Sædvanligt tilbehør er et fleksibelt begreb, som ændrer sig i takt med tidens standarder og udvikling på området. Denne afgrænsning svarer til de gældende regler om privat benyttelse af computer med tilbehør til brug ved arbejdet."

Der er således tale om en videreførelse af praksis gældende for den tidligere § 16, stk. 12 i Ligningsloven, om værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af en arbejdsgiverbetalt computer med tilbehør, der er stillet til rådighed for arbejdet.

Skatterådet har i SKM2008.762.SR accepteret, at både en Samsung 22" (LE26A4561C1CXXE) samt Samsung 26" (LE22A4551C1CXXE) skærm med tuner kunne anses for at være basisudstyr. Der var tale om medarbejdere, som beskæftigede sig med en kombination af alle media, såsom lyd, foto og video.

Ligningsrådet accepterede ikke i SKM2005.412.LR fladskærme fra 32"-42" (Samsung 323T, Samsung 403T, NEC VP5 samt NEC XM3).

Der spørges her om en 32" Samsung monitor. Ligningsrådet accepterede ikke en 32" fladskærm som basisudstyr i 2005. Da det fremgår af L 199, at sædvanligt tilbehør er et fleksibelt begreb, som ændrer sig i takt med tidens standarder og udvikling på området, har SKAT derfor gennemgået udvalget af computerskærme på hjemmesider på internettet, som opsamler priser fra diverse hjemmesider og derved har et stort udvalg, for at undersøge, hvad der kan siges at være sædvanligt indenfor computerskærme i 2009.

SKAT har undersøgt udvalg og priser på følgende hjemmesider:

www.edbpriser.dk

www.pricerunner.dk

www.edbpriser.dk var det samlede udbud på 752 computerskærme. Der var flest skærme til salg i størrelserne 22" (150) og 24" (99). Der er 11 skærme til salg i 30 " og en enkelt i 40". Der var ingen computerskærme til salg i størrelserne mellem 30" og 40" og ingen skærme større end de 40".

www.pricerunner.dk var det samlede udbud på 1248 computerskærme. Der var flest skærme til salg i størrelserne mindst 21" (635) samt mindst 22" (568). Der var 139 skærme til salg i størrelsen 30". Der var ingen skærme til salg, der var større end 30".

Under henvisning til dette udbud af computerskærme, finder SKAT derfor ikke, at en 32" Samsung monitor kan anses for at være sædvanligt tilbehør til en computer, da der ikke er udbudt computerskærme til salg i denne størrelse ligesom langt hovedparten af de udbudte skærme er mindre.

Derfor finder SKAT, at en 32" Samsung monitor ikke er omfattet af multimediebeskatningen, men skal beskattes selvstændigt.

Det betyder, at medarbejderne udover at blive multimediebeskattet af telefon og bredbånd, beskattes af værdien af fjernsynet, jf. ligningslovens § 16, stk. 1.

SKATs instilling:

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej.

Spørgsmål 2

Der henvises til svaret på spørgsmål 1, da der ikke var udbudt computerskærmer til salg i størrelsen 37", ligesom langt hovedparten af de udbudte skærme er væsentlig mindre på de to angivne internetsider.

SKATs indstilling:

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med nej.

Spørgsmål 3

Der henvises til svaret på spørgsmål 1, da der ikke var udbudt computerskærmer til salg i størrelsen 42", ligesom alle de udbudte skærme er mindre på de to angivne internetsider.

SKATs indstilling:

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter